Fra Rigsdagen.

Første Behandling af Forslaget om kommunal Valgret og Valgbarhed for Kvinder vakte overmaade lidt Interesse i Folketinget. Der var nogle flere Damer i den reserverede Loge end der plejer at være; det var det hele. Tinget var faatalligt, og de Medlemmer, der var til Stede, ofrede ikke Ordførerens Tale stor Opmærksomhed. Da Ministeren i faa Ord havde angivet sit Standpunkt, havde ingen Lyst til at optage en Forhandling. Maaske dette var et Tegn paa, at det i Forslaget krævede betragtes som noget saa selvfølgeligt, at det ikke er Omtale værd.

Hvad der blev udtalt var følgende - det var saa lidt, at vi kan anføre det i dets Helhed:

Trier: (Ordføreren for Forslagsstillerne.) Det er næppe nødvendigt at tale vidtløftigt om denne Sag, det er jo ingen ny Sag, men en Sag, der er blevet gennemdrøftet atter og atter ogsaa her i Thinget. Den hører jo til de Spørgsmaal, der stadig melder sig paany, saa længe som de ikke er førte igennem - det vil gaa her i Landet, ligesom det er gaaet i andre Lande paa det samme Omraade. Det, som ligger dybest i dette Spørgsmaal, er jo, at det er en Retfærdighedssag; det er den simple Sætning, man her søger at bringe til Anerkendelse, at de samme Forudsætninger og de samme Forpligtelser bør medføre de samme Rettigheder. Folketinget har jo allerede tidligere været lydhørt, baade for det naturlige Retfærdighedskrav, der ligger i selve Tanken, og for det Krav, der er kommet til Orde hos Kvindebefolkningen rundt omkring i Landet om denne Tankes praktiske Gennemførelse. Man kunde jo over for den blotte Retfærdighedstanke sige, at den ganske vist er god nok i sig selv, men saa længe Følelsen af, at der er nogen Uretfærdighed til Stede, ikke gør sig gældende hos dem, der formentlig skulde lide under den, er Tiden ikke kommen til at gøre Alvor af Retfærdigheden. Men nu er det jo ikke længere siden end Vinteren 1888, at der skete en Henvendelse til Rigsdagen af ca. 20,000 Kvinder fra hele Landet, hos hvem Følelsen af denne Sags "paatrængende Nødvendighed" var stærkt oppe. For saa vidt er jo de naturlige Betingelser til Stede for at føre Sagen igennem, naar man overhovedet anerkender, at den er retfærdig. Jeg skal derfor ikke gaa ind paa at tale om den i dens Almindelighed, men kun gøre opmærksom paa de Enkeltheder, hvori det foreliggende Forslag adskiller sig fra det, der i Foraaret 1888 blev vedtaget her i Tinget og herfra sendt til Landsthinget. Det første Punkt, hvori Forskellen bestaar, er dette, at her i Forslaget er Valgbarheden taget med som et naturligt Tillæg for de Kvinder, hvem man tænker at give Valgret. Jeg tror, at saaledes som Forholdene har udviklet sig, maa det ogsaa siges at være baade rigtigt og naturligt. Det viser sig jo for Eksempel, at paa Island, hvor man tidligere har faaet kommunal Kvindevalgret gennemført, er man i Aar naaet til at vedtage, at Valgbarheden føjes til, og jeg kunde endogsaa tænke mig, at selv Mennesker, der ikke vilde gaa med til Valgretten, kunde godkende Valgbarhedens Betydning af lignende Grunde som dem, der gør, at man i det politiske Liv anerkender Valgbarhedens Indtræden som berettiget, forinden man mener at kunne give Borgerne i Landet Valgret. Den samme Betragtning, som har gjort, at Mænd fra 25 til 30 Aarsalderen anses for at kunne være skikkede til at have Valgbarhed, uagtet de ingen Valgret har, kunde jo gøre, at selv mange, der var mod Kvinders Valgret, dog kunde anse det for praktisk nyttigt, at de blev valgbare, for at de særlig egnede Evner, der hos Kvinder maatte findes til Udøvelse af kommunale Hverv, kunde komme paa deres rette Plads. Og det kunde ikke være vanskeligt at paavise ikke faa Omraader, hvor netop Kvindens Arbejde i den kommunale Forvaltning kunde have sin Betydning. I Skoleforholdenes Ordning, i Fattigvæsenets Ordning, i Ordningen af Sygehjælpen og Forsørgelsen af Voksne og af Børn osv. osv., kan det dog ikke nægtes, at man under Forhandlingen og Afgørelsen vilde have en virksom Hjælp i dygtige Kvinders Kræfter. Af saadanne Grunde har Forslagsstillerne ment, at der ingen Anledning var til ikke at tage Valgbarheden med som supplerende Bestemmelse, naar Sagen iøvrigt kom frem paany.

Det næste Punkt, hvor en Forskel fra det tidligere gør sig gældende, er i Spørgsmaalet om gifte Kvinders Stilling til Sagen. Saaledes som Forslaget forrige Gang vedtoges, var de ubetinget udelukkede; der var den Gang kun Tale om Enker og ugifte Kvinder. Imidlertid forekommer det os, at der ingen Grund er til at udelukke gifte Kvinder, naar de møder med de samme Betingelser som de ugifte Kvinder og som Mændene, det vil sige betaler selvstændig Skat til Kommunen. Særlig er der jo saa to Arter af gifte Kvinder, som ville staa i forreste Række med deres Krav, for det første dem, der i Følge Loven af 1880 om Kvinders Raadighed over deres egen Fortjeneste, indtager en Særstilling, dernæst dem, der gennem en Ægtepagt har sikret sig en selvstændig Raadighed over deres Formue og Indtægt. Det er de Forandringer, der er skete med Forslaget, siden det forrige Gang forelaa. At det hele ikke er et ganske ubetydeligt Spørgsmaal, der kun vil komme til at berøre nogle enkelte, viser sig deraf, at i Følge en Opgørelse fra 1890, er der i København alene 5,287 Kvinder, der er skattepligtige. Det er ganske vist her ikke afgjort, hvor mange af dem der var gifte, men det kan vel antages, at i al Fald en Del af dem er det. Jeg skal saa ikke gaa videre ind paa Sagen, fordi jeg som sagt mener, at den fra forskellige Sider har været debatteret saa ofte, at Tankerne derom maa have klaret sig, og at det derfor vil være muligt forholdsvis hurtig at kunne føre den videre. Jeg skal kun anbefale den i den Form, hvori den nu foreligger, som et formenligt Udtryk for et Retfærdighedskrav rundt om i Befolkningen, og jeg ønsker, at det maa lykkes denne Gang, hvad der ikke lykkedes forrige Gang, at faa et Forslag af denne Art vedtaget, ikke blot i den ene Halvdel af Rigsdagen, men i den samlede Rigsdag.

Indenrigsministeren. (Ingerslev): Vi har jo oftere forhandlet om dette Spørgsmaal, Valgret for Kvinder, som Forslagsstillerne nu har givet en noget stærkere Affattelse. Om. det er rigtigt eller ikke, skal jeg ikke udtale mig om; det bliver vel en Smagssag. De ærede Forslagsstillere tænker jo ikke paa i en nær Fremtid at sætte deres Mening igennem; det blev noksom betonet af den ærede Ordfører for Forslagsstillerne, der sagde, at det en Gang vilde blive gennemført. Med Hensyn til Indenrigsministerens Stilling skal jeg henvise til tidligere Forhandlinger. Jeg har ved en tidligere Lejlighed henvist til Lov af 12te Maj 1882 for Island, som angaar Valgretten, en Lov, som er gennemført, og som er paraferet af den nuværende Minister for Island. Jeg sagde vist den Gang, at jeg ikke saa, at der kunde være noget at erindre imod, at man her i Landet gav de samme Bestemmelser, som man i 1882 har givet for Island. Mere har jeg ikke udtalt, og videre ønsker jeg heller ikke at gaa_;

Dermed sluttedes Forhandlingen, og Lovforslagets Overgang til anden Behandling vedtoges uden Afstemning. Sagen gik ikke i Udvalg, men kom til 2den Behandling allerede en Uge efter 1ste og gik til 3dje Behandling uden ét Ord. Ved 3dje Behandling fremkom Scharling med nogle faa Bemærkninger mod Lovforslaget, der saa gik til Landstinget, hvor det forkastedes ved en Dagsorden. Landstingets eneste Behandling fandt Sted Tirsdag d. 28de November.