Lucy Stone.
Der er kommet det sørgelige Budskab til os fra Amerika, at Lucy Stone, som mange af os endnu i Sommer havde den Glæde at se frisk og sund og i fuld Virksomhed, er død i sit 76de Aar.
De Kvindemøder og Tester, som den Gang holdtes i Boston og Chikago, samlede en Mængde ogsaa af amerikanske Kvinder, som tidligere havde holdt sig fjernet fra Kvindebevægelsen. Undertiden var det vel mest Nysgerrighed, som drev de store Skarer af Kvinder sammen, mangen Gang dog ogsaa rent ud Taknemmelighedsfølelse. "Jeg er rejst herind alene for at trykke Deres Haand, Mrs. Stone," kunde man høre dem sige. Eller: "Jeg takker Gud hver Dag, fordi De er til" Ogsaa: "Jeg har selv et haardt og slidsomt Arbejde; men jeg tænker paa, hvor meget De har døjet, og det hjælper." Og Lucy Stone stod altid der lige enkel og naturlig i sin sorte uldne Kjole og hvide Kappe, med en velsignet Alderdoms Skær straalende ud fra det milde, kærlighedsfulde Ansigt. Og naar yngre Kvinder klagede over Reformernes langsomme Gang, fremdrog Moder Lucy trøstende alle de Lyspunkter, der kunde øjnes og blev ikke træt af at gøre sine mere utaalmodige Fæller opmærksomme paa enhver af de Forbedringer i Kvindens Kaar, hun i sit lange Kampliv havde set komme.
At hun saa godt som nogen havde kunnet samle sig et Forraad af skuffede Forhaabninger og dermed følgende Bitterhed, er dog utvivlsomt. Gang paa Gang havde hun med fuld Ret troet at staa ved Maalet for sine utrolig ihærdige Anstrengelser, men havde stadig maattet tage dem op paa ny paa de selv samme Punkter. For at nævne et Eksempel, saa blev det samme Kansas, som man nu arbejder paa at vinde for kvindelig politisk Stemmeret, allerede for 25 Aar siden, som det syntes, med stort Held berejst af Lucy Stone, den Gang paa Højdepunktet af sin Berømmelse som offentlig Taler. "Dersom vort Helbred og vore Stemmer holder ud," skriver hendes Mand, Henry Blackwell, til Vennerne Cady Stanton og Susan Anthony, "mener man, at Staten vil være erobret, naar vi har fuldendt vor Rundrejse. Men vi har ogsaa maattet love at tale hver Aften undtagen Søndag i over en Maaned, og vi kommer til at rejse henved 10 Mil om Dagen." "Alle de gamle Kolonister," skriver hun selv, "er for Sagen. De peger paa deres Hustruer og siger: Skulde saadanne Kvinder ikke have Ret til at stemme med, naar vi andre stemmer!"
Den høje Anseelse som Taler, Lucy Stone i en lang Række af Aar kunde glæde sig ved, var hun ikke kommen let til. Da hun, 30 Aar gammel, begyndte at tale offentlig - ikke for Kvinderne, men ligesom hendes senere Medarbejdere i Kvindesagen for Negrene - maatte hun selv gaa om og slaa sine Avertissementer op. "Naar da Drengene samlede sig om hende, parate til at rive ned, hvad hun havde sat op, vendte hun sig om imod dem, holdt paa staaende Fod et Antislaverimøde og vandt med det samme en Hoben begejstrede Tilhængere for sin Sag." En Gang slog man ved et Vintermøde, hvor hun talte, en Rude ud bag ved hende og satte en Straale iskoldt Vand i Nakken paa hende. Hun bad om et Shavl og blev ved at tale. Hendes Udholdenhed sejrede, fordi der bag den laa Evne. Foruden mange andre naturlige Gaver havde hun en Stemme, som den, der havde hørt den én Gang, ikke let glemte igen. Som ung Pige fik hun en Gang den Opgave at undervise i en "Vinterskole", hvor de store Drenge - Fyre, der var komne lige fra Sommerens Markarbejde - nylig havde befriet sig fra deres mandlige Lærer ved at kaste ham ud ad Vinduet i en Snedrive. Det varede ikke længe inden hun havde faaet disse Vildbasser omdannede til lærvillige Elever og paa en glimrende Maade havde vist, hvad der den Gang ogsaa i Amerika var noget nyt, at kvindelige Pædagoger har en særlig Opgave overfor den. mandlige Ungdom.
Sin Uddannelse havde Lucy maattet slide sig til. Hendes Fader, en nyengelsk Landmand af den gamle puritanske Skole, var villig nok til at skaffe sine Sønner en god Opdragelse, men vilde ikke ofre en Skilling paa Datteren. For at faa Bøger maatte hun samle Nødder og Bær i Skoven og sælge dem i Byen; og da hun senere tog et fireaars klassisk Kursus paa det eneste Universitet, som den Gang var tilgængeligt for Kvinder, Oberlin i Ohio, maatte hun paa samme Tid arbejde for sit Ophold. Men alle disse Strabadser syntes ikke at sætte Mærke i et Sind, der besad en saa usædvanlig stor Fond af Kraft og Kærlighed i Forening.
Lucy Stone havde den Lykke at finde Sympati hos sin Mand og vinde en trofast Medarbejder ikke blot i ham, men ogsaa i Datteren, Alice Stone Blackwell. Disse tre i Forening dannede en Tid lang Redaktionen af det ansete bostonske Ugeskrift: Womans Journal. I de senere Aar, da Faderen var død og Moderen gammel, var det sikkert Datteren, som bar den største Del af Byrden. "Hvilket udmærket Ansigt, Deres Datter har," ytrede en ved Kvinde kongressen til hende. "Ja, har hun ikke!" svarede den gamle Moder højt straalende. Hun følte uden Tvivl ogsaa, at hendes Livs Tanker, Kvindernes Oprejsning, ikke vilde dø med hende, men blive taget op af Datteren i samme Aand, hvori hun havde ført den frem.
