Det nationale og det internationale Kvinderaad.
Det nationale og internationale Kvinderaads Udviklingshistorie belyser i høj Grad den Rolle, som "de mange" spiller ved enhver Idés Udvikling.
Da Elisabeth Cady Stanton for 12 Aar siden under sit Besøg i Frankrig og England undfangede Tanken om i Washington at holde en international Forsamling af Kvinder, der interesserede sig for Kvindens Stemmeret, tænkte hun sig ganske vist at slaa et Slag for Kvindesagen, idet hun anbefalede at afholde dette Møde paa den fjortende Aarsdag for det berømte Kvindesagsmøde i Seneca Falls, hvor Kravet om Kvindens Rettigheder først fremkom. Susan B. Anthony optog denne Tanke, og hos hende voksede den og blev til et internationalt Møde, omfattende alle Arter af Kvindesamfund, der arbejder for Opdragelse, Religion, Velgørenhed og Politik. Med et saadant Møde kunde man passende fejre Aarsdagen, da alle disse Samfund utvivlsomt skyldte Heltinderne fra Seneca Falls deres Tilværelse.
I May Wright Sewalls Hoved blev det, der oprindelig var tænkt som noget mere flygtigt, til noget varigt og omfattende, og da Tiden til Festen i Washington nærmede sig, fremsatte Mrs. Sewall for sine Kolleger en Plan om Sammenkomster hvert tredje Aar af Delegerede fra Kvindeforeninger i de forenede Stater og hvert femte Aar af Delegerede fra lokale Foreninger i hele Verden.
Da Tanken i denne udvidede Skikkelse blev modtaget med Bifald af Delegerede fra forskellige Kvindeforeninger i syv evropæiske Stater og niogtyve Foreninger i Amerika, som var forsamlede i Washington, blev den straks sat i System af en Komité, der blev valgt for at gøre Udkast til Love for disse Foreninger. Førend de Delegerede skiltes ad, var Lovene vedtagne, Bestyrelser valgte og det Forslag vedtaget, at Hovedbestyrelsen for det nationale Raad skulde udsende en Adresse til Kvinderne i de forenede Stater og deri fremstille Hensigten med den ny Organisation, medens Bestyrelsen for det internationale Raad skulde sikre sig Samarbejde med Kvinder i de forskellige Lande - uden Hensyn til Race eller Trosbekendelse. Bevægelsen, var rejst til Fremme af søsterlig Forstaaelse, Sympati og Kærlighed.
Tiden har allerede vist, hvor berettiget den Tillid var, der gav sig Udtryk i den konstituerende Komités Beretning, naar den udtalte: "Vi sætter stort Haab til et saadant Forbund, idet vi tror, at det ubestrideligt vil forøge Totalsummen i Verden af kvindeligt Mod, Virkelyst og Samfundsfølelse, dæmpe Tilbøjeligheden til at overvurdere sin egen Gerning, sammenlignet med andres, og stille den enkeltes Klogskab og Erfaring til alles Tjeneste."
De forenede Staters nationale Kvinderaad staar i en vis Forstand i samme Forhold til de enkelte Staters Kvindeforeninger, hvoraf det er dannet, som de forenede Staters Kongres til Unionens forskellige Stater. Det indtager paa ingen Maade en overordnet Stilling eller optræder som en Regering, der kræver Skat; det er et Forbund, stiftet for at fremme Sympati og Samarbejde mellem alle disse Foreninger og for at være det Forum, hvor Repræsentanter fra enhver Organisation i Landet kan mødes og udveksle Tanker og Planer for Arbejdet. Derfor - som det hedder i Lovene - er intet Samfund, der indtræder i Raadet, paa nogen Maade udsat for Indblanding i sin indre Ordning; ikke heller er det bundet ved andre Samfunds Love eller Fremgangsmaade lige saa lidt som ved nogen Handling eller Udtalelse fra Raadets Side. Med Forsæt blev Lovene gjort baade korte og elastiske, for at der under den videre Udvikling kunde være Handlefrihed for mange Kvinder med mange forskellige Anskuelser.
Hvad det nationale Raad skulde være for det enkelte Lands Foreninger, det skulde det internationale Raad være for alle Verdens Lande, et neutralt Sted, hvor man kunde lære hinanden at kende, raadslaa og beriges ved Bekendtskabet, en Institution, stiftet alene til Fremme af den "Fred paa Jorden", som stadig er vokset ved enhver Tilnærmelse mellem Folkene. Endskøndt kun faa Aar er henrundne, siden Idéen om det internationale Raad kom til Verden i Washington, har allerede Kvinderne i Frankrig, Belgien, Svejts og Kanada ordnet og indrettet deres nationale Raad saaledes, at de har kunnet samle Repræsentanter fra de hidtil isolerede Samfund i deres Lande, og forskellige andre Lande har begyndt at hverve Stemmer for et lignende Maal.
Det internationale Raads Møde i 1888 var som en mægtig Bølge, der med et Slag bortskyllede store Stykker af det Stædighedens Bolværk, som saa længe har hindret Kvindernes Fremgang paa Vejen til den fuldkomne Frihed. Dette, at Raadet her samlede Kvinder af de mest radikalt modsatte Tankesæt med Lejlighed for hver enkelt til at forsvare sin Livsanskuelse, gavnede Sandheden langt mere end fyrretyve Aars Opdragelse under almindelige Forhold.
Den Kvinde, som er opdragen i en afsides Provins og kun anser det berettiget for en Kvinde at arbejde for religiøse Formaal, staar nu Ansigt til Ansigt med og lærer at faa Agtelse for Kvinder, som anser Politik for deres Religion. Den, der var kommen til det Resultat, at Kvindernes Lykke beroede paa Opnaaelse af Stemmeret, erfarer, at forøget Udvikling og Dygtighed kan skabe Forandringer i sociale Forhold, som ligger langt udenfor Stemmerettens Omraade. Den konservative Kvinde, der omhyggelig har holdt sig borte fra alle Foreninger med reformatorisk Formaal og kun været Medlem af Klubber af literær og selskabelig Art, kommer nu til at udveksle Meninger med sine radikale Modstandere, der hidtil har skyet alle saadanne Foreninger, som ikke ved et helligt Løfte havde forpligtet sig til at arbejde for Samfundets totale Omdannelse, og betragtet dem som en Snare og et Bedrag.
Og alt som disse saa vidt forskellige Mennesker blev bekendte med de utallige Sider af menneskelig Tænken, styrkedes mere og mere den Overbevisning, at "hvor der ikke er noget Raad, forfalder Folket (til Sneverhed), men i mange Raadgivere er der Sikkerhed". Det var netop denne Følelse, der kom til Orde i Indledningen til det nationale og internationale Raads Love. "I oprigtig Tro paa, at alt det bedste i Verden vil fremmes ved større Enhed i Tanke, Sympati og Formaal, slutter vi os herved sammen i et Forbund af Arbejdere, der forpligter sig til at modarbejde Uvidenhed og Uretfærdighed i enhver Skikkelse og at bringe denne gyldne Regel til Anvendelse paa Samfundet og dets Love og Vedtægter."
I Følge Lovens Bestemmelse mødte det nationale Raad for de forenede Stater i Unionens Hovedstad 1891, tre Aar efter dets Oprettelse, og ved dette Møde udstedte Mrs. Potter Palmer, Præsident for Kvindekomiteen for Columbia Udstillingen, sammen med Vicepræsidenten for Verdenskongressens Hjælpekomité, Mrs. Charles Henrotin, en hjærtelig Indbydelse til at holde det foreslaaede Verdens-Kvindemøde i Chikago under Columbia Udstillingen. I Følge denne Indbydelse henvendte den amerikanske Bestyrelse af det internationale Raad, nemlig Clara Barton, Vicepræsident, May Wright Sewall, anden Vicepræsident, og Rachel Foster Avery, korresponderende Sekretær, sig i Foraaret 1892 til Bestyrelsen for Verdenskongressens Hjælpekomité om Tilladelse til at lade det internationale Raads Femaarsmøde indgaa som Led i Udstillingskongresserne. Efter adskillig Brevveksling kom man overens om i Stedet for det internationale Raad at sammenkalde en Verdenskongres, sammensat af Repræsentanter fra alle Verdens Kvindeforeninger med det bestemte Maal, der særlig passede til Columbia Udstillingen, at være en Mindekongres (Memorial Congress), der fejrede de Fremskridt, Kvinderne havde gjort hele Verden over siden Amerikas Opdagelse 1492.
I denne Mindekongres optraadte det nationale og internationale Raad simpelthen som Repræsentanter for en Side af det kvindelige Fremskridt, nemlig for Evnen til at organisere Kvindernes Arbejde og saaledes bringe det mest mulige ud af de Kræfter, de er i Besiddelse af. Men det er en ubestridelig Kendsgerning at dette store Mødes uhyre Indflydelse i høj Grad skyldtes den ordnende Virksomhed, som det nationale og internationale Raad havde udfoldet forud for Kongressens Sammenkaldelse. Repræsentanterne for de mange evropæiske Kvindeforeninger udtalte deres Anerkendelse af Planen med de nationale Raad og deres Ønske om at gøre deres Medarbejdere hjemme bekendte med den. Ved det internationale Raads Forretningsmøde valgtes Vicepræsidenter og Sekretærer for 28 Lande; i de Lande, hvor der allerede bestaar nationale Raad, knyttede til det internationale Raad, bliver disses Præsidenter Vicepræsidenter i det internationale Raad.
Man lægge vel Mærke til, at Tanken med disse Raad er ikke at forøge Organisationernes Tal, men snarere at koncentrere Kraften i de allerede bestaaende Foreninger, ikke alene at samle en Hær af Kvinder, der har Interesse for en hel Del forskellige Ting og har Lyst til at drøfte disse med andre Kvinder af forskellige Nationer. Men Tanken med disse Raad er at samle Hære af Kvinder, som allerede er indøvede, hver paa sin Vis, til Angreb paa Uvidenhed, Fordom og Last for at de kan forene deres Bestræbelser og vise Verden, hvad dens Kvinder har for.
Enkelte Personer eller lokale Foreninger behøver ikke at sætte sig i direkte Forbindelse med det internationale Raad; de bliver Medlemmer af det ved at være Medlemmer af saadanne nationale Foreninger, som er Led af det nationale Raad i deres Fædreland. Det er i Grunden en Delegeretforsamling, hvor Ideer, ikke Personer er repræsenterede.
Den nuværende Bestyrelse for det internationale Raad er Grevinden af Aberdeen, England, Præsident, May Wright Sewall, De forenede Stater, Vicepræsident, Baronesse Alexandra Gripenberg, Finland, Kasserer, Eva Mc. Laren, England, korresponderende Sekretær, og Maria Martin, Frankrig, Sekretær.
