« Tilbage til søgeresultaterne

Er Arbejdersagen i Begreb med at synke ned til kun en Mandssag?

« Se emneord

Det vil være de fleste af vore Læsere bekendt, at der paa den internationale Arbejderkongres i Paris i Sommer blev fastslaaet, at den ikke vedkendte sig noget specielt Kvindespørgsmaal. Socialdemokraterne bestyrkede deres sædvanlige Udtalelser: "Arbejdersagen er Menneskerettens Sag, og vi anerkender ikke noget særegent Kvindespørgsmaal."


Vi har allerede begyndt at spore Kongressens Virkninger.


I Norge holdtes først i Oktober et Møde i socialdemokratisk Forening, hvor Formanden, Hr. Jeppesen, angreb Norsk Kvindesagsforening. Det Spørgsmaal. som var til Drøftelse, var: Bør der existere nogen Ulighed mellem Kvindens og Mandens aandelige og materielle Rettigheder i Statssamfundet?


Hr. C. Jeppesen kaldte Norsk Kvindesagsforening en Karikatur, idet den kun vil arbejde for, at de bedrestillede Kvinder kunde opnaa en Del politiske og økonomiske Fordele.


Referatet af dette Foredrag fremkaldte en lang Artikel af Fru Ragna Nielsen i norsk Dagblad, hvori hun forsvarer norsk Kvindesagsforening ved at paapege forskellige Sider af dens Virksomhed. Hun sluttede med at sige:


Hr. J. skulde ikke ha tat fejl? Det skulde ikke være "Stemmeretsforeningens" Petition til Stortinget om Stemmeret for de Kvinder, som gaar ind under Stemmeretsbetingelserne for Mænd, som har oprørt Hr. J. saa vel som mange Venstremænd? I saa Fald er det lige saa retfærdigt af Hr. J. at laste Kvindesagsforeningen for det, som det vilde være af mig at laste socialdemokratisk Forening for noget, Kristiania Arbejdersamfund havde gjort. Norsk Kvindesagsforening og Kvindernes Stemmeretsforening har intet med hverandre at gøre; dette har før været oplyst i "Verdens Gang", som ogsaa engang blandede dem sammen. Og skønt jeg ikke er Formand i Stemmeretsforeningen, altsaa ikke pligter at forsvare dens Handlinger, og dens Formand desuden er saa inderlig vel kapabel til at gøre det selv, kan jeg gærne med det samme oplyse Hr. J. om Stemmeretsforeningens Grunde til netop at gaa den Vej i Arbejdet for Kvindernes Stemmeret, som vi valgte, da vi sendte ind Petitionen til Stortinget. Jeg venter rigtignok ikke derved at gøre Indtryk paa de vrede Venstremænd og de vrede Socialdemokrater, som synes, at Kvinderne simpelthen har at gaa deres Ærinder, og som ikke har Lyst, kanske heller ikke Evne, til objektivt at stille sig paa vort Standpunkt og upartisk bedømme vore Motiver. Mange Venstremænd synes, at Kvinderne har forraadt den almindelige Stemmerets Sag ved med sin Petition at godkende den nuværende uretfærdige Stemmeretsordning. Men er det saa umuligt at forstaa, at Kvindernes Stemmeretsforening intet politisk Parti er, at slet ikke alle dens Medlemmer tilhører Venstre, slet ikke alle holder paa almindelig Stemmeret, at for Kvindernes Stemmeretsforening gælder det, først og fremst at faa anerkendt det Princip, at ingen Kvinde skal nægtes en Ret, som kun nægtes hende, fordi hun er en Kvinde. Først naar dette Princip er anerkendt, kan Kvinderne begynde at arbejde for hver sit politiske Parti; da skilles vore Veje, men indtil den Tid kommer, arbejder konservative og demokratiske Kvinder sammen - foreløbig er det dette Princip, som for os er det vigtigste. Heller ikke skulde vi Kvindesagskvinder, som tilhøre Venstre, føle os meget opfordrede til at støde konservative Kvinder fra os ved at arbejde for almindelig Stemmeret. Hvis Hr. J. vil tænke sig om og undersøge Forholdene, vil han se, at netop i de Lande, som har almindelig Stemmeret for Mænd, staar Kvindernes Sag i den Henseende mest haabløst. Der er en ganske anderledes Mulighed for, at norske Mænd vil anerkende det uretfærdige i, at Kvinder, som er i selvstændig Stilling, betaler Skat, og i det hele har samme Byrder, Pligter og Arbejde som stemmeberettigede Mænd, at de nægtes de samme Rettigheder. Og der er en ganske anderledes Mulighed for, at de frygtsomme vil finde, at denne Indrømmelse dog ikke kan medføre saa store Farer. Og faar vi først denne Indrømmelse, da vil rigtignok vi Venstrekvinder arbejde af al Magt og Evne for at faa almindelig Stemmeret - det eneste retfærdige og værdige i et frit Land, og da vil vort Arbejde kunne udrette noget. Og da vil de konservative Kvinder benytte sin Stemmeret til at arbejde imod os. Naturligvis - hvorfor skulde de ikke det?


Hr, Chr. Knudsen anbefalede Oprettelsen af en ny Kvindeforening kontra Norsk Kvindesagsforening. Kan Hr. Knudsen og Jeppesen faa en saadan istand, skal det inderlig glæde Norsk Kvindesagsforening, især hvis den ny Forening kom til at bestaa af Medlemmer, som kunde naa der, hvor N. K. F. ikke har Evne til at naa og udrette noget. Men kontra N. K. F. kan den ikke blive. Der skal to til for at skændes, og N. K. F. nægter at betragte en saadan ny Forening som sin Rival. Vi hilse alt Arbejde for Kvindernes Sag velkommen med Glæde, vil hjælpe og støtte den ny Forening af al Magt, anerkende dens Arbejde og være taknemlige og glæde os, hvis den formaar at udrette mere, end vi har kunnet. For at vi ikke har udrettet stort, skal villig erkendes. Hvad den Ting angaar - havde vi bare lidt mere Tid og mange flere Penge, skulde Hr. Jeppesen faa se, at vi var ikke saa daarlige endda.


Derpaa svarede Hr. Jeppesen i et senere Nummer af samme Blad og oplyser, at han paa Mødet havde sigtet til Stemmeretsforeningen, han siger:


Kvindestemmeretsforeningen lægger hele Vægten paa at faa Kvindens Menneskeret principielt anerkendt, forgæves spør jeg mig selv, hvad derved vilde være vundet for Kvindebevægelsen.


Hvad vilde være vundet for den halve Million retsløse og afhængige Kvinder her i Landet, om det lykkedes i Stemmeretsforeningen, ved sine Bønner, at skaffe et Par tusind økonomisk uafhængige Kvinder politiske Rettigheder.


Ikke en Bøs.


Jeg skal medgi, at Principet bunder i Retfærdighed; men at et saadant Princips blotte Anerkendelse vilde bringe os et Skridt nærmere Kvindernes Frigørelse - benægter jeg.


Og jeg gør det saameget dristigere, som det er min Mening, at Principet har været anerkendt helt siden 1814. anerkendt med kongelig Sanktion og alt saadant noget; anerkendt i Norges Riges Grundlovs § 49, der udtrykkeligt giver hele Folket den lovgivende Magt. En Kvindestemmeretsforening, der kræver mindre end Grundloven siden sin Oprindelse har anerkendt, maa jeg faa Lov at kalde en Karikatur.


§ 49 er Grundlovens Hjørnesten, den gør ikke Forskel paa Mand og Kvinde, paa fattig og rig; den hævder: Er du Menneske, saa har du Menneskeret.


De Mænd, der har bygget vort Samfund, har ganske vist fra det Øjeblik, Hjørnestenen blev lagt, forfusket Værket, de har fornægtet Principet og narret Kvinderne for deres Menneskeret, og det har de kunnet gøre, fordi Kvinderne ikke varetog deres Interesser. Og det vil jeg sige, at den Kvindeforening, der ikke hævder Grundlovens § 49, men som blot kræver Ligestillelse med Manden i det forfuskede Samfund, den gør sig til Fuskernes Medskyldige.


Det kunde undskyldes, hvis der derved var mindste Udsigt til at fremme Arbejdet for alle Kvinders Frigørelse; men det er det, jeg mener, der ikke er, ja jeg mener endog, at det forrykker det Tidspunkt, da Menneskeheden blir fuldt ud anerkendt i vort Samfund.


Jeg har aldrig været vred paa Kvindestemmeretsforeningen, men naar jeg nu tænker paa, at dens Medlemmer ber de Mænd, der med Magt har stængt Kvinderne ude, om at blive anerkendt som Medlemmer af Samfundet, da føler jeg mig oprørt.


Kvindernes, saa vel som Arbejdernes Menneskeret, vil ikke blive fuldt anerkendt, før deres Krav er bleven mægtigere end den Magt, som stænger dem ude; thi de er ikke udestængte, fordi de Mænd, som sidde inde med Magten og Indflydelsen, mangler Forstaaelse af Menneskeretten, nej, de stænges ude, fordi de magtbesiddende Mænd ikke vil give sine Særrettigheder fra sig.


Derfor er der kun én Vej for Fremskridtskvinderne at gaa, de maa vende sig nedad, vende sig til de, der lide Uret, og kræve af dem, at de forenede rejser sig mod Uretten.


Saa mange er de, og saa stor er Uretten, at den Dag, da blot Halvdelen kræver sin Ret, tør den ikke nægtes dem.


Derfor siger jeg til Stemmeretskvinderne: Gaa ud og lær Kvinderne, at de har Samfundsinteresser at varetage lige saa vel som Mændene, lær Husmødrene, at Deltagelsen i det sociale Samfundsliv er vigtigere for dem end for de fleste andre, netop for deres Hjems Fred og Lykke og for deres Børns Skyld; gaa den Vej, og De vil træffe Socialdemokraterne et Sted paa Vejen.


I en senere Artikel, 23de Oktober 1889, ogsaa i Dagbladet, udtaler Aasta Hansteen sig blandt andet saalydende: - - -


Det herskende Samfund er et Mandssamfund; denne Omstændighed er Aarsagen til og Forklaringen af Kvinderejsningen i de højere Lag. At denne urimelige og usandsynlige Fremtoning ikke mer kan overses og ties ihjel har gjort den Virkning, at den ynkende Haan, hvormed den fra visse Hold saalænge er bleven oversprøjtet, nu har forvandlet sig til rasende Haan. Vi forstaar at værdsætte dette Fremskridt hos vore Bohemer.


Arbejdersagen, som bæres frem af Mænd, er ikke saa vanskelig at fatte for det gamle Mandssamfund. At en talrig Organisation af Mænd er en Magt eller i al Fald kan blive en Magt, denne Forestilling er ikke ny eller fremmed.


Anledningen til ovennævnte Drøftelse i nærværende Blads Spalter var et Referat, hvori et æggende Udtryk, brugt af den indledende Taler paa førnævnte Møde, blev udhævet. Samme Referat nævnte derimod ikke al den Alvor i Anerkendelsen af Kvindens Dygtighed og moralske Kraft; det antydede ikke al den Hjærtevarme, som gennemstrømmede Foredraget, idet Taleren, med al den Deltagelse, som den fælles Lidelse giver, fremstillede Kvindernes store Egenskaber saaledes, som de komme til Syne i de Samfundslag, hvor Mænd og Kvinder lide under fælles Undertrykkelse. Men da Hr. Jeppesen tilgiver Referenten dette, saa vil jeg i al Fald kalde det et heldigt Træf, at det ufuldkomne Referat har fremkaldt denne højst lærerige Drøftelse.


Fru Nielsen paapeger med Grejhed alle de Omraader, hvorpaa Norsk Kvindesagsforening har arbejdet for sit Køn og for at hjælpe de daarligst stillede af dette. Hun slutter med paa en heldig Maade at udhæve, at Kvindesagen er en kvinde-Sag; det gælder "først og fremst at faa anerkendt det Princip, at ingen Kvinde skal nægtes en Ret, som kan nægtes hende, fordi hun er en Kvinde".


Hr. J. ser Kvindesagen udelukkende fra sit Standpunkt som Fører for Arbejderpartiet. Han nægter Kvindesagen Ret til at existere som en særskilt Sag, paa Grund af, at Arbejdersagens Program indbefatter Kvindens fuldstændige Ligestilling med Manden. Denne Paastand om, at Kvindesagen derved skulde blive overflødig, maa Sagens Forkæmperinder bestemt protestere imod. Jeg maa her minde om, hvad jeg før ytrede, at det var for Klarhedens Skyld, jeg udhævede, at de to her omhandlede Sager tilhørte to forskellige Samfundslag. Det var for at udhæve, at det heldigvis er højst forskellige Tilstande, som er de raadende i disse to Samfundslag. Vi maa saaledes paa en Maade glæde os over, at Kvinderejsningen er en Karikatur i Hr. J.s Øjne - forsaavidt som de unaturlige Tilstande, som har fremkaldt den, er ukendte i det Samfundslag, som Hr. J. repræsenterer.


Naar Hr. J. ikke indrømmer Principernes Betydning; naar han nægter den Vægt, som ligger i selve Anerkendelsen af Retfærdigheden som Princip, da maa vi paa Kvindesagens Vegne raabe varsko. Jeg ytrede i mit sidste Foredrag, at Kvinderne repræsenterer netop den Magt, som hersker uafhængig af materiel Kraft


Mod enhver Omvæltning, som ikke er grundet paa et sejrende Princip, kan Bajonetterne bruges. Men disse er Arbejdernes og Kvindernes fælles Fjender.


Da jeg overvar ovennævnte Møde og deltog i Debatten, skal jeg faa Lov til at hidsætte nogle af mine der fremførte Ytringer som henhørende i denne Udredning.


Kvindernes Rejsning i de højere Samfundslag er af den største Vigtighed. Den kvindelige Aand har gennem Aarhundreder været udestængt fra Luft og Lys, indestængt til Kvælning. Den var glemt, ja dens Tilværelse endog ligefrem nægtet.


Derved, at Kvindernes Tænkeevne nu udvikler sig med rivende Hurtighed, derved, at den faar Anledning til at udfolde sit fulde Omfang, derved undergraves den Paastand, om deres aandelige Underlegenhed, som var Grundvolden for den bestaaende Uretfærdighed mod dem. Denne Udvikling er jo kun mulig for de mer heldigt stillede Kvinder. Det er ikke muligt for de Kvinder, som er overlæssede med legemligt Arbejde, at naa en Udvikling, som sætter dem istand til at frembringe Aandsværker, om ogsaa deres Evner er nok saa store; de har ikke Tid eller Raad til at gøre de nødvendige Studier.


Der er noget, som Verden trænger til at lære, og som den ikke kan lære af Mændene, som hidtil har siddet inde med al Kundskab; dette er: Hvad en Kvinde er. Dette kan ingen lære Verden uden Kvinderne selv.


Det herskende Samfund varetager Mændenes Interesser, dets Sager er allesammen Mandssager. med Undtagelse af det lille Stedbarn. Kvindesagen. Heldigvis har Arbejderne ogsaa hidtil været behandlet som Stedbørn; derfor kan vi i dem se Brødre, ikke "Herrer".


Heldigvis er Arbejdersagen ikke en Mandssag, det er Menneskerettens Sag. Heri ligger dens Storhed og dens Styrke.


Men der er en Fare for, at Arbejdersagen kan synke ned til ogsaa at blive en Mandssag. Dette føler de amerikanske Kvinder. De store, mægtige Kvindeforeninger i de Forenede Stater, som indeslutter saa mange fremragende kvindelige Personligheder, de vil ikke slutte sig til Arbejderpartiet, fordi de har erfaret, hvad Partier kan glemme, naar de komme til Magten.


Derfor er det med en vis Gysen, jeg læser en Tale som Dr. Oscar Nissens. En stormende Arbejdertale fra en Mand, som staar i Herreklassens Samfundslag, og som fra dette har alle sine Begreber. Vistnok nævner han, at Henrik Ibsen taler om et nyt Adelskab: "Han venter det fra jer og fra Kvinderne". Dette er den eneste Gang, Dr. N. nævner dem i Talen. Han kunde ikke godt ganske undlade at nævne dem, da det er Ibsens Ord, som anføres, af hans Tale til Arbejderne i Trondhjem, og disse lød: "Fra to Sider vil dette Adelskab, som jeg haaber paa, komme til vort Folk - fra vore Kvinder, og fra vore Arbejdere."


Dr. N. slutter sin Tale med: "Moral og Sandhed er med os."


Ja, da er jo alt vel.


En af Deltagerne i Debatten paa ovenomtalte Møde vil jeg endnu nævne. Student Andreas Schaft viste sig at være frigjort fra de Anskuelser, som raader i det herskende Samfundslag, ved den Varme, hvormed han udtalte sig mod den Tilsidesættelse, som dette viser Kvinderne. Han paapegede hvorledes, naar de undertiden faar Lov at være med ved festlige Anledninger, de kun er tilstede som en Prydelse eller, som han udtrykte det, "som Vinen paa Bordet". Han tog dem kraftigt i Forsvar mod disse uvettige Udfald mod deres Fejl; mod den hoverende Fremdragen af Kvindernes ynkværdige Stilling, hvori Herreklassen behager sig i en saa overordentlig Grad - uanfægtet af den Kendsgærning, at al Ynkeligheden kan henføres til de Lænker, som høstsamme selv har paalagt Kvinderne. Hr. S. sluttede med det Iverens Udbrud: "Det er med Naturnødvendighed, at Kvinderne er som de er, efter saaledes som de har været behandlet!"


Hr. Jeppesen kan ogsaa blive varm af Harme over Uretfærdigheden; det gør os godt at høre det. Men naar han udtaler, med en vis overmodig Klang i Stemmen: "Vi kæmper for noget langt større end Kvindens Ligestilling med Manden", da vil jeg med denne Ytring stille den store Sætning: Mennesket er Mand og Kvinde - Kvinde og Mand.


Dette fulde Omfang, dette fulde Indhold af denne Sætning, dets Højde og dets Dybde, det har Menneskene endnu tilbage at lære.