Mindeord.

Den 27de December 1893 døde Fru Amalie Gabriele Høgsbro. I hende har den danske Kvindesag mistet en af sine bedste Venner. Hun var ikke af de Kvinder, i hvis Lod det er faldet at faa en videre Virkekreds, og som derfor er kendt i mange af Landets Egne; hun har, saavidt vides, aldrig traadt offenlig frem - og dog tør vi kalde hende en af Kvindesagens Støtter.

Hvor tit er der ikke af Kvindesagens Modstandere blevet raabt paa, at Kvindens rette og eneste Kald er at være "Hustru og Moder", at den moderne Kvindebevægelse er bare noget, som de gamle Jomfruer har fundet paa, osv., og hvor tit har man ikke forsøgt at fremstille det, som om Kvindesagen var en Kamp mellem de gifte og de ugifte, foruden at den var en Kamp mellem Mænd og Kvinder! Overfor alt dette stod Fru Høgsbro som den bedste Protest. Igennem mer end 40 Aar var hun sin Mand en udmærket Hustru, en Medhjælp og en Støtte i bedste Forstand. Deres Kaar var smaa, især da Hr. Sofus Høgsbro havde opgivet sin Stilling som Forstander for Rødding Højskole for at leve som Politiker, og den store Børneflok voksede til. Men hans Hustru var ikke af dem, der mente, at Hensynet til hende selv og Børnene skulde gaa forud for noget af det, som hendes Mand - og hun med ham - ansaa for ret at gøre. Og medens hun passede Huset, fødte femten Børn og opdrog de tolv af dem, som hun fik Lov at beholde, til dygtige og rettænkende Mennesker, strandede hun dog aldrig paa det Skær, hvor saa mange Hustruers Idealitet er gaaet til Grunde: at anse sig og sin lille Kreds for det eneste, der kommer dem ved, saa de aldeles ingen Pligter har mod det store Samfund, hvoraf de ogsaa er Medlemmer. Fru Høgsbro havde det frieste og videste Blik paa Samfundet, det varmeste Hjærte for den Nød, der ogsaa uden for Hjemmets Vægge trængte til Afhjælpning, og hun opdrog sine Børn til det samme, til at pleje den Evne, som en dansk Filosof har kaldet "Alsind."

Da Dansk Kvindesamfund i Begyndelsen af Firserne bad hende træde ind i Styrelsen, svarede hun: "Jeg kan ikke, men tag min Søn, han har de samme Meninger som jeg," - og Dansk Kvindesamfund tog ikke fejl, da det fulgte hendes Raad. Af hendes femten Børn lever de tolv; flere af dem er vel kendt blandt Kvindesagens Venner for deres Dygtighed og Frisind. Hvad hun har været for dem som Moder, vedkommer ikke en videre Kreds, men ved Begravelsen vidnede en smuk Sang derom. Hun var i Sandhed "Hustru og Moder", og hun var tillige og netop derfor en af Kvindesagens Venner, thi

"hun fandt den Fejl ej liden:

sig selv at være nok."