« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindernes kommunale Valgret og Valgbarhed i England.

Af: Emil Elberling

« Se emneord

Af Bibliothekar Emil Elberling.


Det var den 28de November, at vort Overhus, Landstinget, med 25 St. mod 12, efter en kort og ikke synderlig indgaaende Drøftelse afviste Lovforslaget om kommunal Valgret og Valgbarhed for Kvinder, idet der vedtoges en Dagsorden, hvorefter "Landstinget fastholder den Formening, at det hverken vil være i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret, saa lidt som Valgbarhed.", Næsten i de samme Dage var det samme Spørgsmaal under en alvorlig og grundig Drøftelse i det engelske Underhus, og blev her - man kunde næsten sige selvfølgelig - afgjort i en aldeles modsat Aand. Her drejede Spørgsmaalet sig om, hvorvidt der skulde tilstaas alle skatydende Kvinder Valgret og Valgbarhed til de ny Sogneraad, som skulle oprettes, ligesaavel som de allerede i mere end tyve Aar har haft disse Rettigheder baade til Byraadene i de store Stæder og til Skoleraadene, henholdsvis siden 1869 og 1870, og i de 5 sidste Aar ogsaa Valgret til Grevskabsraadene.


I Regeringens Udkast var der vel givet ugifte skatydende Kvinder Valgret, men ikke de gifte; ej heller var Valgretten bleven ligesaa udstrakt for Kvinder som for Mænd, rimeligvis fordi Gladstone, hvor radikal han end har vist sig i de senere Aar i mange andre Spørgsmaal, netop i Kvindesagen har indtaget et meget konservativt Stade. Men Regeringen blev snart nødt til at ændre denne Holdning.. Thi da Lovens anden Læsning havde fundet Sted, d. v. s. Lovens Fremme i dens Helhed var vedtagen, og den skulde gaa over til Behandling i den saakaldte "Komité", hvor Enkelthederne drøftes og afgøres, foreslog et liberalt skotskfødt Medlem Mac Laren, en Søstersøn af den bekendte radikale Statsmand John Bright og af Kvindesagens trofaste Talsmand Jacob Bright, at der skulde gives Komiteen Paalæg om at optage en Bestemmelse, hvorved alle Kvinder, gifte saavel som ugifte, der vilde blive optagne paa Valglisterne, saafremt de var Mænd, ogsaa skulde have Valgret og Valgbarhed til de ny Sogneraad, saavel som til de Kredsraad, der samtidig skulde oprettes. Han kunde ikke indse, at der var nogen Grund til at nægte de gifte Kvinder denne Ret, eftersom de allerede nu havde den ved Valg til Fattigværger, og han troede ikke, at noget Medlem vilde erklære, at de ikke vare lige saa vel skikkede til dette Hverv som de ugifte Kvinder eller Enkerne. Minister Fowler, under hvis Varetægt Loven hørte, vilde nødig have ogsaa dette Spørgsmaal op, især fordi der var en Spaltning i begge de store Partier med Hensyn hertil, og han gjorde gældende, at denne omtvistede Sag om Kvindernes Valgret ikke burde afgøres "ved en Sidevind". Men imod ham rejste sig to andre, fremragende liberale Medlemmer, begge tidligere Ministre, Sir Charles Dilke og Stansfeld: den første gjorde særlig gældende, at Loven ligefrem vilde fratage de gifte Kvinder Rettigheder, som de havde haft fra Arilds Tid - "siden Kong Alfreds Dage" - medens den samtidig tilstod mangfoldige Mænd en Valgret, som de aldrig havde haft. Hertil sluttede sig en tidligere konservativ Minister, Sir M. Hicks-Beach, skønt han udtrykkelig erklærede at være Modstander af Kvindernes politiske Valgret: naar Kvinder i det hele skulde have Valgret, var der ingen Grund til at udelukke de værdigste, nemlig de gifte. Da Huset gik til Afstemning, vedtoges Mac Larens Forslag med et Overtal af 21 Stemmer (147 imod 126).


Dette skete i Mødet den 16de November. Fem Dage senere, da Loven var under Behandling af "Huset i Komité", mødte Mac Laren igen med et Ændringsforslag, hvorved hans Tanker formuleredes, og nu blev Spørgsmaalet udførlig drøftet. Han mindede om, at en Dom 1872 havde udelukket de gifte Kvinder, fordi de regnedes for at være under deres Mænds Formynderskab ("coverture"), uagtet en særlig Lov fra 1870 havde gjort dem myndige over deres Særeje og derfor ogsaa til Skatydere. Ligeledes var Lady Sandhurst 1889 af samme Grund bleven vraget, da hun var bleven valgt til Medlem af Londons Grevskabsraad. Afstemningen den 16de havde vist, at Huset vilde have disse Udelukkelser hævede, og han havde forvisset sig om, at der blandt de den Gang fraværende Medlemmer var mange af alle Afskygninger, som sluttede sig hertil. Minister Fowler erklærede ogsaa straks, at Regeringen var villig til at bøje sig for Afstemningen: kun vilde den indføje Ændringen et andet Sted i Loven, og han bebudede selv at ville stille Forslag om at give de gifte Kvinder den Ret, som den nævnte Dom havde nægtet dem, samt i det hele give Kvinder Valgret ved de kommunale Valg under lige Vilkaar som Mænd. H. James, en fremragende liberal Jurist og tidligere Medlem af Gladstones Ministerium, men afgjort Modstander af Kvindernes politiske Valgret, vilde dog stemme for at give de gifte Kvinder, som var selvstændige Skatydere, den omspurgte Rettighed, især da han ikke troede, den vilde blive meget udstrakt. Stansfeld mente, at Tilføjelsen af de gifte Kvinder vilde blive en ren Fordel for Samfundet, og paastod, at enhver, som var fortrolig med Fattigvæsenets Forvaltning eller med et Sogns Styrelse, vilde vide, hvor megen Nytte der var opnaaet netop ved saadanne Kvinders Medvirkning. Dette erkendte ogsaa Fowler, og han holdt det for at være Husets Mening, at Kvinder skulde have Valgbarhed lige saa vel som Valgret. Derimod var den konservative Mr. Bowles meget betænkelig ved at ophæve de gifte Kvinders Udelukkelse, fordi man derved nedbrød den retlige Opfattelse af deres Umyndighed, medens han dog fra den anden Side indrømmede, at de bedre havde fortjent Valgret end de Hustruer, som levede skilte fra deres Mænd, og var bedre egnede til Hvervet end de ugifte Kvinder, som maatte regnes at have forfejlet deres Køns Kald. Imod Forslaget udtalte sig endvidere baade den tidligere radikale Chamberlain og den konservative Stanhope, begge forhenværende Ministre, fordi Regeringens Forslag gik langt videre end til netop at vedligeholde de Rettigheder, som de gifte Kvinder hidtil har haft. Ogsaa var den radikale Storey meget betænkelig ved en saa stor Forandring, uden at Vælgerne havde faaet Lejlighed til at udtale sig derom: han troede nemlig, at Vælgermængden let kunde blive fordoblet, saafremt Ægteparrene vilde lade sig indføre i Lejekontrakterne som forenede Lejere og optage paa Skattelisterne i samme Egenskab. De gifte Mænd vilde saaledes faa to Stemmer, hvilket var en Uret imod Enkemænd og Pebersvende; men dette Argument blev straks gendrevet ved det spøgefulde Tilraab til Taleren, at det vilde blive Hustruerne, som fik de to Stemmer.


Den vigtigste Tale under denne Behandling holdtes dog af det konservative Partis Leder i Underhuset, Balfour, Marquis Salisburys Søstersøn. Han erklærede sig for en bestemt Tilhænger af Kvindernes Valgret, baade den politiske og den kommunale, og følte sig overtydet om, at Forslaget var langt mere vidtrækkende, end Regeringen troede. Thi medens det i sig selv var en let forstaaelig Sag, at man vilde give alle Kvinder, gifte saavel som ugifte, en Stemme med Hensyn til Styrelsen af den Kommune, hvor deres Ejendom laa, maatte det vist betænkes, at man, naar dette først var slaaet fast, ikke vilde være i Stand til at drage en Skillelinje mellem gifte og ugifte Kvinder, naar Spørgsmaalet om politisk Valgret kom igen. Ligeledes paaviste han, at man vilde blive nødt til ogsaa at give de Kvinder kommunal Valgret, som havde Ejendom i Kommunen, selv om de ikke personlig beboede disse Ejendomme, eftersom Huset aldrig vilde gaa ind paa at udelukke den skatydende Ejer fra Valgret.


I dette Møde kom det ikke til nogen Afstemning, idet Mac Laren tog sit Forslag tilbage for at afvente Regeringens. Dette blev indbragt i Mødet den 24de November og lød aldeles simpelt, men overmaade frisindet, at "Ingen skulde være udelukket ved Køn eller Ægteskab fra at vælges til et Sogneraad." Forslaget mødte kun svage Indvendinger. H. James fandt vel, at der frembød sig mange Vanskeligheder, især hvis en gift Kvinde blev valgt til Formand i Raadet: hun skulde jo være sin Mand underdanig og kunde derfor ikke kalde ham til Orden, o. s. v. Ligeledes var der Fare for, at en rig Mand kunde besætte hele Sogneraadet med sin Hustru og sine Døtre. Dog herimod gjorde Fowler gældende, at man kunde ret trøstig stole paa Sogneboernes sunde Sans, og at H. Jamess Indvendinger kun var "muntre Overdrivelser." Endvidere fremhævede han, at nogle af de bedste Ledere for Skoleraadene og af de bedste Fattigværger var Kvinder. Et andet Medlem vilde ikke have Kvinder til Formænd, fordi de ikke var upartiske, men fik straks det Svar, at Mænd kunde ogsaa være partiske. Af større Interesse var den Erklæring, H. James afgav, at dersom Ændringsforslaget vedtoges, vilde der være givet et uigendriveligt Argument til dem, der arbejdede paa at skaffe Kvinder Valgret til Underhuset, og heri samstemmede Mr. Tomlinson, som var overtydet om, at saafremt Kvinderne fik denne Ret, vilde Parlamentet uundgaaelig blive opfordret til at indrømme dem endnu større Valgrettigheder. Ogsaa Stanhope frygtede for, at man nu nedbrød den Skranke, der udelukkede Kvinderne fra offenlige Stillinger, og at man gjorde det første Skridt til at lade Kvinder faa Del i alle Valg og i alskens Hverv. Mr. Bowles optraadte igen og fandt det aldeles utilraadeligt at drage Kvinderne ind i det offenlige Liv, fordi de baade af aandelige og legemlige Grunde var uskikkede dertil, men vakte stor Munterhed, da han paastod, at ingen Kvinde endnu havde været skikket til at tage en fremragende virksom Del i det offenlige Liv, og hilsedes med Tilraabene "Dronningen!" Endelig optraadte en Mr. Plunkett, som i en halv Snes Aar havde boet i den nordamerikanske Stat Wyoming, hvor Kvinderne siden 1869 har haft politisk Valgret og Valgbarhed til alskens offenlige Hverv. Han kunde af egen Erfaring forsikre, at der slet ingen Grund var til at frygte for, at Kvinderne vilde søge utilbørlig at presse sig selv frem til offenlige Hverv; de stemte i Regelen ikke for kvindelige Kandidater. Der kunde heller ingen Tvivl være om, at Kvinderne var mindre tilgængelige for slette Indflydelser og langt mere omhyggelige for deres Pligter end mandlige Embedsmænd i Reglen var. Forslaget vedtoges uden Afstemning, og det samme var Tilfældet fem Uger senere (29de December) med et aldeles tilsvarende Forslag, hvorved hverken Køn eller Ægteskab skulde udelukke fra Valgbarhed til Fattigværgestillingen. Det mødte heller ingen Modstand, da Talen blev om at give Kvinder samme Adgang til Kredsraadene som til Sogneraadene, medens det med stort Flertal imod de yderlige radikale vedtoges efter Fowlers Forslag, at en Kvinde ikke - hvis hun blev valgt til Formand for et Kredsraad - derfor skulde være Fredsdommer, saaledes som de Mænd, der valgtes til det nævnte Hverv. Ligeledes stod der en Kamp om, hvorvidt en Kvinde i det hele maatte blive valgt til Formand, og Balfour optraadte her imod Kvinderne, fordi han troede, at Forsøgene paa at give dem administrative Hverv vilde være skadelige for det aldeles retfærdige Krav, som de havde paa at faa politisk Valgret. Da han ikke var til Sinds at give dem Valgbarhed til Underhuset, vilde han heller ikke stemme for at lade dem overtage Stillinger, som vilde drage dem ind i en hel ny Virkekreds. Ogsaa andre Venner af Kvindesagen talte imod at overdrage dem dette Hverv, som formentlig ikke passede sig for deres Evner; men fra radikal Side fastholdtes, at det maatte overlades til Raadene selv at afgøre hvorvidt en Kvinde egnede sig til at være Formand, og Bestemmelsen blev vedtagen, som den var foreslaaet af Regeringen, d. v. s. med lige Adgang for Kvinder som for Mænd til Formandspladserne. Denne Afstemning forefaldt Nyaarsdag - Underhuset havde denne Gang kun 3-4 Dages Juleferie - og synes at være et godt Varsel for Kvindesagens Fremgang i det ny Aar.


Derimod varede det endnu nogle Dage, inden Spørgsmaalet om Kvindernes Valgret kom for; da Talen var om en Tillægsbestemmelse og ikke en simpel Ændring, kunde det i Følge Forretningsordenen først komme under Drøftelse, naar hele Loven var gennemarbejdet i Komiteen. I Mødet den 5te Januar mødte Fowler med sit Forslag, at "ingen Kvinde ved Ægteskab skulde være udelukket fra at optages paa nogen kommunal - eller som det i Loven hedder, nogen stedlig


Forvaltnings - Vælgerliste eller fra at være Vælger til nogen stedlig Myndighed, som hører under denne Lov." Forhandlingerne havde ikke stor Interesse, undtagen forsaavidt den yderlig radikale Labouchere her viste sig som stok konservativ og erklærede sig for en Modstander af enhver Slags Valgret til Kvinder og for en Tilhænger af Læren om "de huslige Engle"; al Huslighedens Ynde vilde blive ødelagt ved, at Kvinderne inddroges i det offenlige Liv. En anden Taler, General Goldsworthy, vakte kun Latter, fordi han foreslog, at Ægtemanden skulde afgive Stemme paa Hustruens Vegne, og Ministerens Forslag tiltraadtes. Det yderligere Spørgsmaal om Udvidelse af de ugifte Kvinders Valgret til selv samme Udstrækning som Mændenes blev vel fremsat i Mødet den 9de Januar, men ikke bragt til Afstemning, fordi Mac Laren, der regnes for at være den egenlige Bærer af denne Sag, fandt, at man for Tiden burde nøjes med den Indrømmelse, Regeringen havde gjort med Hensyn til de gifte Kvinder. Dette var i god Overensstemmelse med den gamle Sædvane i Englands politiske Liv at foretrække et Mæglingsforslag, som kan faa alle Partiers frivillige Tilslutning, fremfor at fremtvinge et theoretisk rigtigt, men i Virkeligheden ikke meget betydeligt Forslags Vedtagelse imod en stærk Modstand. Under Forhandlingen erklærede Lord Randolph Churchill, tidligere konservativ Minister, sig imod Kvindernes Valgret i det hele taget, endskønt han efter almindeligt Sigende netop skylder sin Hustrus dygtige Valgagitation, at han selv har Sæde i Huset.


Med disse Forhandlinger og de dertil hørende Afstemninger var Spørgsmaalet afgjort. Hverken paa de senere Trin af Lovens Behandling i Underhuset eller i Overhuset rejstes nogen Indvending imod de vedtagne Ændringer - ja i Overhuset syntes der endog at være Stemning for en yderligere Udvidelse af Kvindernes Ret. Saaledes er i Aar den almindelige Grundsætning om Valgret og Valgbarhed til de ny kommunale - Sogne- eller Kreds- Raad for de Kvinder, gifte saavel som ugifte, der udreder særlig Skat af Ejendom, eller Indtægt bleven stadfæstet af begge Parlamentets Huse. Udelukkelsen fra Grevskabsraadene vil nu selvfølgelig ikke kunne vedvare ret længe, og Spørgsmaalet om den politiske Valgret - hvorved den hele Bevægelse for Kvindens Ligestilling faar sin Afslutning - vil ogsaa være rykket nærmere mod Afgørelsen, hvad jo baade dens Venner og Modstandere aabent har tilkendegivet under denne Lovs Behandling.


Og dette er saa meget sikrere, som Sagen i det forløbne Aar har haft Fremgang andet Steds, og Eksemplerne herfra vil virke tilbage paa England. Den 19de September stadfæstede Guvernøren paa Ny Zealand en Lov om Kvindernes politiske Valgret med 21 Aars Alder - her gælder ellers som i de fleste engelske Kolonier almindelig Valgret, og saavidt man kan skønne, er Valgretten bleven udstrakt ogsaa til de gifte Kvinder. Den 28de November deltog disse ny Vælgere i Valgene til den lovgivende Forsamling, og i Følge et Telegram til "Times" "vakte deres Nærværelse meget Røre og en hel Del Begejstring." Efter en senere Beretning viste Kvinderne stor Iver for Stemmegivningen, idet de udelukkende stemte paa Tilhængere af Afholdssagen. Paa flere Steder stod Mand og Hustru endog mod hinanden som Valgkandidater (vistnok ved de samtidige kommunale Valg); men dog gik de fredelig hjem fra Valgstedet Arm i Arm.*) Spørgsmaalet om Kvindernes Valgret ventes snart at komme for i en anden af de australske Kolonier, nemlig i Sydaustralien, og i Vestaustralien er den allerede bleven indført for et Par Aar siden. Endvidere har den nordamerikanske Stat Colorado i Fjor givet Kvinder politisk Valgret, som der sagdes, for at fremme Indvandring af Kvinder til Landet, fordi det endnu lider under Misforhold imellem Kønnenes Talrighed.**) Fremdeles har den lovgivende Forsamling i Wyoming, der nu har 24 Aars Erfaringer i denne Sag, enstemmig vedtaget en Erklæring, som skal udsendes til Folkerepræsentationerne rundt om i Alverdens Lande og Stater, og heri fremhævet "den store Nytte, som Kvindernes Valgret har øvet til at udslette Forbrydelser, Laster og Fattigdom, sikre Fred og Orden ved Valgene og skaffe Landet en god Styrelse" - et Vidnesbyrd, som vel kan veje op imod mere end een "umotiveret Dagsorden". Endelig vedtog det republikanske Partis Nationalkongres i Louisville, hvortil 38 af Unionens 44 Stater havde sendt 600 Delegerede, med 375 St. imod 185, altsaa med to Tredjedeles Flertal, den Beslutning at sætte Kvindernes Valgret paa Partiets Program. Man tør derefter vente, at flere nordamerikanske Stater i en nærmere Fremtid vil indføre denne Grundsætning i deres Forfatninger.


*) Et Sted blev en Mrs. Yates valgt til Major (Borgmester).


**) Ved Folketællingen 1890 var der 245,000 mandlige og 167,000 kvindelige Indbyggere, altsaa omtrent 3 imod 2.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder