Lærerinder og Lærere.
Med denne Overskrift har Hr. Cand. theol. J. Th. Huns i Juli Maaned skrevet en Artikel i dette Tidsskrift, som jeg først senere er bleven opmærksom paa, men til hvilken jeg gerne vilde knytte nogle ganske faa Bemærkninger.
Først er det mig en Glæde at kunne sige, at jeg i al Almindelighed kan slutte mig til de i denne Artikel udtalte Grundanskuelser, saaledes den, at Kvinden først og fremmest er bestemt for Hjemmet og dets Pligter, altsaa til at blive Hustru, Moder og Husmoder *), - at der derfor i hendes Uddannelse altid bør tages særligt Hensyn hertil ved Fag som almindelig Sundhedslære, Barnepleje, Husholdnings-Kemi og -Økonomi osv., - at der under hele Kvindeemancipationens gode og naturlige Bestræbelser maa tilsigtes Ligestillethed og ikke Ensstillethed, og at der derfor kan være meget at bemærke ved den Maade, paa hvilken man har tilstræbt Ligestilletheden ved under Uddannelsen at lade hende vandre ganske de samme Veje som Manden, træde ganske de samme Spor, han har traadt, som f. Eks. ved eks. artium og ved den nu "forbedrede" Læreruddannelse, - og at Paavisning af begaaede Fejl og Forslag til Forandring i saa Henseende naturlig maa komme - hvad de ogsaa ganske vist ville - fra de Kvinder, der have gennemgaaet alle Mandsvejenes gamle Stadier, og m. m.
Men jeg tror, at Forf. for meget vil have Kvinden særlig uddannet, for meget vil have taget Sigte paa det specifik kvindelige. Jeg mener meget mere, at dette i Tidens Løb vil udvikle sig af sig selv i Kraft af Kvindenaturen, og at man i Kvindens saavelsom i Mandens Uddannelse først og fremmest fra Begyndelsen af bør tage Sigte paa det menneskelige og tilbyde Kvinde som Mand Mulighed for, hver efter sin Evne, at naa saa vidt - aandeligt og sjæleligt, som naturligt kan naas af hver enkelt Personlighed.
Derfor er jeg for min Part meget bange for den Omorganisation af "Pigeskolen", som Kandidat Huus foreslaar i Tilslutning til andre Bestræbelser i denne fletning. Jeg frygter for, at enhver Omorganisation paa dette Punkt vil føre til Ensstillethed med Drengen i Retning af altfor tidligt Sigte paa Fremtidserhvervet. Denne Ytring f. Eks.: "en lille Tillægseksamen kunde let stille Pigen lige med Drengen m. H. til Præliminæreksamen," forudsætter en i Forvejen taget Eksamen. Men en saadan vil jeg netop gerne fri Pigen for paa et tidligt Stadium. Derfor er jeg (i stor Almindelighed) overordentlig glad ved Bestemmelsen om, at Pigen først kan underkaste sig "Almindelig Forberedelseseksamen" med det fyldte 17de Aar, - jeg skulde end ikke have noget imod det 18de, thi Hovedforskellen i Mandens og Kvindens Udvikling ser jeg i Trangen til den sindigere, langsommere Arbejden, mer end i nogen Trang til Indskrænkning i Fag eller Viden.
Naar Forf. taler om, at Kvinden arbejder mere "intenst" end Manden, da mener jeg, at dette ligger mindst lige saa meget i Forholdene som i hendes Natur. Hun har hidtil, naar netop undtages Forberedelsen til "Alm. Forberedelseseksamen", maattet arbejde i stor Hast, i meget kort Tid, fordi f. Eks. hvad Læreruddannelsen angaar, hendes tidligere Arbejde har været aldeles ureguleret, og hendes økonomiske Stilling i Almindelighed har gjort det ønskeligt for hende at komme saa hurtigt over Eksamen som muligt. Det er i denne Henseende ikke endnu gaaet ind i den almindelige Bevidsthed, at der bør gives Kvinden samme Tid som Manden til sine Studier. De allerfleste Fædre, der med Ro koste, hvad det skal være, paa at give de unge Mænd tilbørlig Tid, betænke sig ikke paa at forcere Kvindens Arbejde. Deraf det stærkt "intense" Arbejde - og deraf maaske ogsaa det Faktum, at hun hidtil har vist sig "mere kun reciperende og mindre producerende og abstraherende" end Manden. Kommer hendes Arbejde først ind i regulerede og ved rigelig Understøttelse lig Mandens banede Veje, da først mener jeg, man fuldt kan komme til at fælde en retfærdig Dom i saa Henseende, en Dom, der maaske vil stadfæste, hvad der nu synes at være Erfaringen, men mulig ogsaa vil gaa denne imod.
Thi Kvinden maa have Tid og Ro, det er min Erfaring. Hun maa for alt ikke tvinges til for hurtige Afgørelser. Og jeg er derfor i saa Henseende enig med Kand. Huus i, at Monrad ved Bestemmelserne af 1859 **) saa rigtigt, da han satte Grænsen for, at Kvinder underkastede sig Lærerindeeksamen ved det 24de Aar (om dette ikke ogsaa for Manden var det allerønskeligste, skal jeg her lade uafgjort). Med Sorg saa jeg senere Grænsen nedsat til 22 Aars Alderen, og med endnu større Sorg ser jeg den Bestemmelse, der nu i 1894 er tagen, at hun alt med sit 17de Aar skal - eller dog kan (hvad der af pekuniære Grunde vil blive det samme) - bestemme sig for Lærervirksomheden. Denne tidlige Livserhvervs-Bestemmelse, der for Manden kan være naturlig og rimelig, er ikke naturlig og rimelig for Kvinden. Den gode, jævnt optagne Tid som Privatlærerinde, der efter den Monradske Anordning har kunnet gaa forud for den egentlige Skolelærerindedannelse, har baade været frugtbar for hendes senere Virksomhed (de bedste Lærerinder i stor Almindelighed ere de, som tidligere have været ude som Privatlærerinder) og velgørende for hendes personlige Udvikling. Her er en Ensstillethed med Manden, som jeg tror er - om jeg tør bruge dette Udtryk - imod Naturen; ikke at jeg jo fuldt vel tror, at man kan faa Kvinder i denne tidlige Alder saa godt som Mænd "færdige" til en Eksamen, ja endog en glimrende Eksamen, og at man kan faa dem til med al Ihærdighed at arbejde i den unge Alder i de forskellige Lærerstillinger, men hverken Embedet eller Kvinden - tror jeg - vinder derved. At faa, en Forandring ind igen paa dette Omraade, er jeg af hele min Sjæl med til at arbejde for, og naar man en Gang giver Kvinden sin Tid og sin Maade, vil man bane Vejen for den rette Ligestillethed.
I een Henseende er jeg nemlig i høj Grad ivrig for Kvindens Ligestillethed med Manden; og det er i Lærerkaldet. Og naar jeg - som Forholdene ere nu - ikke tør give Slip paa Ensstillethed i Uddannelse til Lærerkaldet, men hører til dem i Kvindelejren, der - indtil videre - maa ønske for hende "Rub og Stub taget med, ogsaa Polynomiers Division m. m.", da er det af Frygt for, at noget som helst Afslag her skulde føre til en saadan Mangel paa Ligestillethed med Manden, at der - som i Tyskland - paa Grund af den mindre omfangsrige, den begrænsede Eksamen, kun skulde blive tildelt hende Lærerpladser i Pigeskolerne og i Pigeskolens Mellemklasser. Jeg er brændende for, at hun som Underviser, som Vejleder, naar saa højt op paa den pædagogiske Stige, som muligt, baade i Drenge- og i Pigeskoler. Jeg tror, der overfor Drenge ligger et stort og betydningsfuldt Arbejde for hende at gøre, et Arbejde, hvor netop hendes kvindelige, moderlige Natur - hendes "særlige Ejendommelighed" - vil kunne afføde vidtrækkende Frugter. Man søger ved Fællesundervisning at skabe en smukkere Tone blandt Drengene og blandt Drenge og Piger indbyrdes, og ogsaa derved at vinde en større Ærbødighedsfølelse for Kvinden hos den voksne Mand. Og dette Maal er godt. Men langt mere end ved Samlivet paa Skolebænken, tror jeg, at dette naas ved Ligestillethed i Uddannelsen af Mand og Kvinde, saa de forstaa hinanden paa de forskellige Vidensomraader, og ved Paavirkning i Barndom og Ungdom af dygtige, "fromme, stærke Kvinder," En Dreng vil som Mand ikke let glemme, hvis det er en Kvinde, der har lagt Grunden til hans Fremtids Duelighed i Matematik og Fysik, Græsk eller Latin, eller at det var en Kvinde, der ledede hans Aand ad Kristendomskundskabens Veje, gav ham Sans og Ærefrygt for hans Bibel. Vel mener jeg tilvisse med Forf. at i stor Almindelighed vil Pige- og Pigeundervisningen ligge nærmest for Lærerinden, Drengeundervisningen for Læreren. Men ligesom det altid har vist sig og altid vil vise sig, at det er godt og gavnligt for Pigen, at der har været Mænd i hendes Lærerkreds, saaledes er det ogsaa min fulde Overbevisning, og jeg tror at have Beviser derfor i Livet, at det vil være af største Betydning for Manden, som Menneske, Borger og Husfader, i sin Skoletid at have haft som Vejledere Kvinder, hvem han Livet igennem kan se op til med Ærbødighed og Taknemmelighed.
*) Se mine Smaaskifter "Om Kvindens Uddannelse her i Landet".
**) Se "Om Kvindens Uddannelse her i Landet."