Rejsebreve fra en kvindelig Snedkersvend.
Uddrag af Breve til Hjemmet.
II.
Berlin, den 30te September 94.
Da jeg kom paa Værkstedet i Onsdags, gik alle Svendene og drev, de havde ingen Arbejde, hvert Øjeblik ventede de, at Hr. Aschenbach skulde komme og give dem deres Afsked; de vidste, han havde ikke noget til dem. Han nøjedes dog med at lade dem "spasere" til Lørdag, saa lavede de noget Magasinarbejde. Jeg vidste derimod, at jeg fik Arbejde, men ogsaa, at det vilde blive noget Smaatteri, som jeg ikke kunde lære noget ved. Den Svend, der havde arbejdet 3 Aar i Paris, sagde, at nu var det netop den bedste Tid der, fra nu af og til Nytaar, han raadede mig bestemt til at rejse netop nu; da jeg er godt tilfreds med den Tid, jeg har været her, har lært ikke saa lidt, tænkte jeg, at der var meget vundet, hvis jeg kunde være heldig og faa godt Arbejde i Paris. Er der ingen Mester som vil give mig Arbejde nu, vilde de vel ogsaa sige nej om en Maaned, og jeg saaledes blive nødt til at rejse hjem. Da jeg saa i Gaar afleverede Konsolspejlet, tog jeg ikke mod nyt Arbejde. Jeg har betalt hos Fru D. for 14 Dage endnu, men jeg vil gærne lære saa meget fransk, at jeg kan spørge om Arbejde og forstaa Svaret, og ligeledes vil jeg gærne se noget mere af Berlin, Musæer og lignende. Jeg tænker altsaa at rejse den 13. Oktober. Jeg har altsaa taget Afsked med Værkstedet, jeg har faaet en pæn Anbefaling fra Hr. Aschenbach. I Lørdags havde en af Svendene, som stod ved Siden af mig, skrevet sin Adresse op paa et Stykke Papir og spurgte, om jeg kunde læse den, og derefter bad han, om jeg vilde skrive til ham fra Paris og fortælle, hvordan det gik mig, det maatte jeg ikke paa nogen Maade glemme. Han har været overordenlig flink imod mig, og da jeg godt kan forstaa, mine Kammerater har Lyst til at vide, hvorledes det vil gaa mig, sagde jeg ja, der kan da ikke være noget ondt i, at jeg skriver et Brev til nogle Svende, der har behandlet mig saa net som disse.
Paris, den 14de Oktober 94.
Altsaa i Gaar Morges Kl. 7 rejste jeg fra Berlin, i Kølln maatte jeg tage ny Billet, jeg kunde ikke faa tredje Kl. længere, saa jeg blev til det sidste Tog og gik ind for at se Kirken. Der var Lys, men naturligvis ser man ikke saa godt som om Dagen, og dog er jeg glad ved at have set den, saa smuk den er. Rejsen trættede mig ikke saa lidt, men hvor var der smukt, det dejligste Efteraarsvejr, saa klart og frisk. Vi kørte næsten hele Tiden gennem Skov, det var dejligt at se alle de forskellige Farver i Træernes Løv, jeg glemte næsten Paris derfor. Kl. 9 kom jeg til Paris, det gik nemt med at faa en Droske, den kostede 3 Fr., men Vejen var ogsaa lang. Det var med Nød og neppe, jeg fik Lov til at blive paa det Hjem for tyske Piger, som jeg havde Adresse til, dog troede Bestyrerinden, at hun vilde skaffe Plads, da hun hørte, at jeg var helt fremmed, saa hængte jeg mit Tøj fra mig, hvor jeg kunde komme af med det. Man betaler her 4 Fr. ugentlig for Bolig alene, saa sover man 10 paa en "Sal", som Frk. Hansen udtrykte sig, men den er ikke stor. Man kan faa alt for 48 Fr. om Maaneden, saa spiser man 3 Gange Kl. 7½, 1, 7. I Dag fortalte de unge Piger glædestraalende, vi skulde have Suppe, ja den fik vi; men hvilken Suppe, noget fedt Vand tror jeg, det var, derefter fik vi noget halvkogt Kød med Bønner, det var bedre, men Kødet saa underlig sødt. For at bo saa billigt maa man hjælpe i Huset, der holdes ingen Piger, Arbejdet bliver fordelt mellem de unge Piger, saa en Uge maa nogle, en anden Uge andre gøre Stuerne rene og hjælpe i Køkkenet. Altsaa, bliver jeg, til jeg faar Arbejde, bliver jeg ikke længere. Man maa ikke opholde sig paa Soveværelserne, Spisestuen er i Kælderen, en lang, smal uhyggelig Stue, der ogsaa tjener til Opholdstue. Her er megen Uro og Støj, her er Mennesker fra Rusland, England, Tyskland ja næsten alle Vegne fra, Bestyrerinden taler dansk, men jeg vil jo hellere øve mig i fransk eller tysk. I Morgen vil jeg se at komme til nogle Mestre.
Den 19de Oktober 94.
Naa, jeg søger Arbejde paa Kraft, men endnu har jeg intet Haab. En tysk Dame, som kan fransk, har gaaet med mig og været Tolk, men Folk forstaar mig ikke, naar de endelig er bleven klog paa, hvad jeg vil, finder de det ikke passende for en Dame og siger nej. Jeg har ogsaa været hos to danske Mestre, men den ene var saa gammel, at han næsten ikke kunde tale dansk og pillede kun med lidt Snedkeri selv. Den anden havde et godt Værksted, men vilde ikke have mig, fordi alle hans Svende stod paa Dagløn, og saa frygtede han, de vilde se efter mig og ikke passe deres Arbejde. Nu har jeg i Sinde at gaa til den norske Herre, som jeg er anbefalet til, og bede ham hjælpe mig lidt, thi med Fagter og det ubetydelige fransk jeg kan, kan jeg ikke gøre mig forstaaelig.
Den 20de Oktober 94.
I dette Øjeblik kommer jeg derfra. Det er en ældre Mand, han tog meget venlig imod mig og lovede at gøre, hvad han kan for mig. Han har mange fine Møbler og vil gaa til den Snedker, som han har købt dem hos, den første Snedker i Paris og vist saa i hele Verden; paa Tirsdag vil han saa lade mig vide Resultatet. Jeg er glad, fordi han vil gøre, hvad han kan, men tillige er jeg benauet ved Tanken om at arbejde paa saa fint et Værksted. I Torsdags var jeg fra Kl. 7 Morgen til 9½ Aften i Køkkenet, men al Ting var saa hyggeligt, saa jeg var slet ikke ked af det. Jeg vaskede Tallerkner, sleb vel hundrede Knive, skrubbede Borde og Gulv og alt saadant. I Eftermiddags var jeg for første Gang ude med to unge Piger gennem Paris Hovedgader, vi kørte med Sporvogn til Louvre og spadserede saa; det var meget morsomt at se det Hav af Mennesker og Køretøjer, de store Magasiner hvor man kunde købe alt muligt, og hvor der var en Færdsel, som paa de mest befærdede Gader. Jeg lovede dog mig selv, at jeg vilde ikke oftere gaa med nogen herfra, de er alt andet end nette; men passe mig selv, men Du kan tro, det er ingen let Vis at se Paris paa. Paa mit kære Kort, som jeg nu kender og har let ved at finde ud af, ser jeg Navnene paa Gaderne og skriver dem op og kan saa gaa uden at spørge; jeg kan ikke udtale Navnene. Hjemmet synes jeg bedre om, jeg kan saa godt lide Bestyrerinden, "Søster Anna", hun er et meget energisk Menneske, umaadelig dygtig, det er en Fornøjelse at se hende arbejde, enten det er i den ene eller anden Retning, saa gaar det let fra Haanden.
Den 24de Oktober 94.
Jeg har nu talt med Hr. S., han havde været hos Snedkeren, men det var aldeles umuligt at faa mig derind. Paa Torsdag skal jeg have Arbejdet i Køkkenet, saa kan jeg ikke gaa, men paa Fredag gaar jeg op til den danske Konsul og beder ham skaffe mig Adresser paa tyske Snedkere. Jeg ved, at der er nogle, som har boet her i mange, mange Aar. De laver altsaa ganske det samme Arbejde som de franske, det maa de jo for Konkurrencens Skyld. Naar jeg ikke selv kan tale min Sag, tror jeg heller ikke, jeg faar Arbejde.
Paris, den 13de November 94.
Kære Frøken Z.!
Til en Begyndelse vil jeg sige Dem hjærtelig Tak for Adressen, De gav mig. Fru Y. har været, og er, saa umaadelig elskværdig imod mig. Den første Dag jeg kom der, følte jeg mig straks hjemme, og for hver Gang jeg er kommen der, er det blevet mig mere og mere kært. Til Fru Y. kan jeg sige alt, hun har været umaadelig meget for mig i den Tid, jeg gik og søgte Arbejde, medens alt saa temmelig sort ud for mig.
Franskmændene forstaar mig slet ikke, de tror rentud, jeg er forrykt. Ingen vilde der give mig Arbejde, og saa gik jeg til de tyske Mestre; jeg har ogsaa været hos en dansk Mester, - han lo ad mig og vilde ikke en Gang give mig Adresser paa tyske. Dog, de tyske fandt jeg alligevel og var saa heldig at blive ansat paa et Værksted for franske Luksusmøbler.
Jeg er overordenlig godt tilfreds der, og min Mester er ogsaa tilfreds med mig. Det bedste er, at jeg kan tjene aldeles det samme som mine mandlige Kammerater. I den første Uge havde jeg 40 Francs, og jeg tror næsten at kunne drive det til 50 Francs om Ugen. Det er meget mere end jeg behøver, saa her i Paris har jeg det godt med Penge.
Paa Værkstedet er der franske, tyske, hollandske, danske Svende og en Svend fra Afrika. Vi er tre danske Svende ("Trekløveret"), og vi holder naturligvis sammen. Vi spiser sammen paa det Hotel, jeg bor, og til daglig er det min eneste Omgang. Det Forhold, der er imellem os tre, er rigtigt som jeg har tænkt mig Forholdet skulde være mellem unge Mænd og Kvinder. Gemytligt, naturligt, uden Snerperi, men dog ogsaa saadan, som Tonen er mellem unge pæne Mænd. Naar vi ikke er sammen alle tre, eller naar vi er sammen med tyske, saa er det ikke rigtigt, som det skal være. Jeg kunde godt lide, at en Aften, da de vilde have mig med hen paa en pæn Kafé og drikke et eller andet, mens vi hørte paa Musik, og jeg ingen Lyst havde, saa blev vi hjemme alle tre.
Arbejdstiden er fra 7-7 med en Times Middag; men naar de franske Svende har spist deres Mad Kl. 7. saa gaar de paa Værkstedet igen og arbejder til 12-1 Nat, og saa dertil den hele Søndag. Jeg forstaar ikke de Svende, at de ikke føler Trang til en lille Smule andet end lige Arbejdet. Det gaar ikke saadan til her som paa Værkstederne hjemme, hvor man kan arbejde lidt og passiare lidt. Nej, Arbejdet skal helst være færdigt med det samme, vi faar det i Hænderne.
Hvordan de franske Svende vilde have været over for mig, hvis jeg havde noget med dem at gøre, det ved jeg ikke. De har ingen Tid til at se paa mig og endnu mindre Tid til at gøre Bemærkninger om mig. Nej kun det at faa saa meget færdigt som muligt. Vi danske arbejder fra syv til syv og har derved rigeligt, saa det kunde ikke falde os ind at arbejde om Natten eller Søndagen, naar vi kan blive fri. I Berlin har jeg fundet gode Kammerater paa Værkstedet; der stod jeg kun mellem tyske. Det var helt underligt for mig, da jeg tog bort, at tænke paa de første Dage og de sidste. De første Dage, Kampen for at sætte mig i Respekt, og de sidste Dage en Smule Vemod ved at skulle skilles fra brave Kammerater. Jeg er kommen til det Resultat, at en ung Pige kan meget godt staa paa et Værksted hvor som helst, naar hun blot vil passe paa sig selv. Det Værksted i Berlin havde jeg taget fra Vejviseren, saa jeg havde slet ingen Garanti for, at de var bedre Svende end Svende i Almindelighed der var.
Hvor godt jeg har det her, rejser jeg dog over London hjem til Nytaar. Jeg længes efter mit eget lille Værksted. Jeg har ogsaa Hovedet fuldt af Ideer paa Snedkeriets Omraade, hvis de ellers kan lade sig realisere. Jeg gaar meget paa Musæerne, og Fru Y. har været med mig adskillige Gange. Paa Søndag skal jeg spise Frokost hos hende og bagefter i Louvre, hvor jeg har været før. Jeg glæder mig til Søndag, som var jeg et Barn. Ja Klokken er allerede henved 12, saa det er sent.
