Feil Adresse.

Fru E. Juel-Hansen har i „Tilskueren” s November-December Hefte ladet trykke et Foredrag holdt i foreningen som Indledning til en Diskussion. Hun har kaldt sit Foredrag „Mand og Kone” og søger Deri at afsløre nogle af de skjulte Skær, paa hvilke ægteskabelig Lykke, efter hendes Mening, jævnligst strander.

Det er sikkert fortjenstfuldt i vore de hyppige Skilsmissers Dage, at forsøge paa at opstille advarende Fyr paa disse Skær. Bølgerne gaar høit i det ægteskabelige Liv, selvfølgeligt høiere end i tidligere tider, da Kvinden var vant til at taale og tie. Dengang var det kun Kvindernes Feiltrin, der affødte Strid, Mændenes gled mere upaaagtede hen. Nu, da begge Parter mener at kunne stille visse Fordringer, er det ægteskabelige Livs Vanskeligheder fordoblede.

Det gælder nu for Mændene, ikke at glemme, at de ikke længere staar overfor en stum og ikke anerkendt Kreditor i Ægteskabet, og det gælder, for Kvinderne, at de ikke overskrider visse Grænser for de Fordringer, som deres mere udviklede Livsstandpunkt giver dem Trang og Ret til at stille.

Naar Fru Juel-Hansen kalder sit Foredrag ”Mand og Kone”, da er dette temmelig misvisende,da hun kun meget glimtvis belyser Mandens Forhold i saa Henseende.

Hun har derimod sikkert Ret, naar hun, Side 900, bemærker, at Ægteskabernes Vanskeligheder betydeligt vilde formindskes, naar hver af de paagældende Parter med Selvkritik vilde forsøge paa at udfinde sin Skyld i Vanskelighedernes Opstaaen. Intet er derfor rimeligere, end at hun, som er Kvinde, søger at gøre Kvinderne opmærksomme paa deres Feilgreb, men intet synes paa den anden Side urimeligere og snurrigere end at fremsætte disse Anvisninger i en Studenterforening, til hvilken Kvinder ikke har Adgang, saa hun maa aabne sit Foredrag med „Mine Herrer”.

Der er ingen Tvivl om, at disse Herrer har fulgt hendes Foredrag med Bifald. Man kan ligefrem se for, sig de unge, selvtilfredse Studenteransigter, maar Fru Juel-Hansen docerer: „Manden er nu engang som han er”. De unge vordende Ægtemænd føler med Selvsikkerhedens Ro, attil dem kan der ingen Fordringer stilles; nej! det er de tossede unge Koner, som virkelig maa se at blive lidt mere rimelige og lidt mindre sentimentale. Kvinderne er i tidernes Løb undergaaet Forandring; de er, efter hvad Fru Juel-Hansen skriver, blevet „næsten” Mandens Lige. - Kunde det ikke tænkes, at denne forandring efterhaanden kunde indvirke noget paa Manden, saa at han ikke absolut behøver at vedblive at være „den han er”. Der kan dog paavises Omraader, hvor Manden i Tidernes Løb, har forandret sig; saaledes hører nu Fuldskab til Sjældenheder i dannede Kredse, medens det for et Par Aarhundreder siden hørte til Dagens Orden i Selskaber, at Herrerne endte Aftenen under Bordet. -

De stakkels Mænd! det er virkelig haardt saaledes at ville afskære dem Mulighed for Fremskridt. Men for de Unge er det jo ret bekvemt at erfare, at intet saadant kan ventes eller fordres af dem.

Hvis ieg ikke frygtede for at falde i en lignende Fælde, som Fru Juel-Hansen og i et „Kvindeblad” udbrede mig for meget om Mændenes specielle Forholdende, saa kunde det ellers være ret morsomt at tage det Emne lidt for. Jeg kan forsikre Dem om, „mine Damer”! at der virkelig kunde siges adskilligt ogsaa om den mandlige Side af Ægteskabet, saa at jeg kunde ende min Artikel med, hvad der kunde være „de modne og udviklede Mænds” Pligt at klare for sig selv og den opvoxende Ynglingeslægt, samt med hvad de havde at indprente som et Dogme i de unge mandlige Sjæle. Det vilde vist blive meget paaskønnet, om jeg med slige Ord afsluttede et Foredrag for en Flok unge Kursusdamer. Jeg vilde dog alligevel foretrække at tale saaledes til Mænd. Jeg hylder i høi Grad Fru Juel-Hansens Udtalelse om Selvkritikens Nødvendighed. Hendes Logik derimod forstaar Jeg ikke rigtig, naar hun strax, efter denne Udtalelse finder det paa sin Plads, at sige i en Herreforsamling: „Jeg mener, at det navnlig er Kvinderne, der er Skyld i Ulykken, og at det derfor er til dem Fordringerne om en Forandring i deres Opfattelse af Forholdet maa stilles.” En saadan Udtalelse

skal just ikke give de unge Studenter megen Anledning til Selvkritik.

Fru Juel-Hansen mener, at „Dukkehjemmet”s Nora har megen Skyld i, at Kvinderne stiller for store Fordringer til deres Ægtemænd, og derved undergraver selve Ægteskabet. Den Skade, Nora har afstedkommet, kan ogsaa ses paa anden Maade. Hun har hos mange Kvinder skabt den farlige og usande Opfattelse, at Selvudvikling kan og bør efterstræbes, endogsaa paa Bekostning af alle Pligter mod andre. Nora har bidraget sit til, at det af mange anses for berettiget, naar Mand eller Kvinde forlader Ægtefælle, Hiem og Børn, fordi de mener, at Udviklingen af deres Evner og Talenter hæmmes af det bestaaende Forhold. Denne Anskuelse lyder lige saa ophøiet og ædel, som den bekvemt lader sig anvende til at dække over en letsindig Betragtning af Ægteskabets Forpligtelse, og til Besmykning af en Egoisme, der ønsker at tilfredsstille en ny Forelskelse.

Saaledes, og ikke ved sine Fordringer om Lighed i Vilkaar mellem Ægtefæller, har Nora Skilsmissernes voxende Hyppighed paa sin Samvittighed.

I Anledning af den Rolle, Nora har spillet, udkaster Fra Juel-Hansen en aldeles umotiveret Beskyldning mod den alvorlige Kvindesags Forkæmpere, der menes at have villet vende op og ned paa Verdensordenen ved at gøre Kvinden til Mandens Hoved. Ja, hun vidste jo, at hun talte til Mænd, saa hun kunde jo uimodsagt udslynge Beskyldningen, der vistnok har takt megen Munterhed. - Da hun end ikke har forsøgt paa at bevise eller begrunde den, saa vil jeg her, ogsaa uden videre Forklaringer, erklære denne Beskyldning for en fuldstæmdig Vildfarelse. - Fru Juel-Hansen gør sig ogsaa skyldig i en Misforstaaelse, naar hun mener, at Stolthed i Kærlighedsforhold bestaar i at vurdere sig selv og den Kærlighed, man yder, høit, altsaa i et Slags Hovmod.

Det kunde jo dog tænkes, at en Mand traf en Kvinde, der virkelig var hans Hustru meget overlegen, hvad nyttede det saa, at denne vilde sætte sin Stolthed i at vurdere sig selv grumme høit. Nei, hun maa sætte sin Stolthed i at være sig bevidst, at en andens Fortrin ikke forringer de berettigede Fordringer, Ægteskabet giver hende; Hun maa sætte sin Stolthed i ikke at nøies med en Skærv, hvor hun har Ret til at fordre Alt. Jeg tror, at en saadan Stolthed vilde indgyde Ægtefæller Respekt; det vilde ofte betydeligt afstive den vaklende Part at mærke, at den stod overfor et Enten-Eller, uden, at dette behøvede at vises ved Scener, Kramper e. a. l.

Forøvrigt skal det villigt indrømmes, at Fru Juel-Hansens Foredrag indeholder mange nyttige Vink, - naar det blot Ikke - saa høist forvirrende - var blevet henvendt til Mænd istedetfor til Kvinder. Medens der saaledes deri ikke findes en, eneste opgørende Slutningsreplik til Mændene, er alle de sidste Sætninger, der indeholder det Heles Resultat, udelukkende henvendt til Kvinderne, som ikke var tilstedt Adgang til at høre Foredraget.

Imidlertid vilde det jo slet ikke være afveien, om disse fraværende Kvinder vilde læse Fru Juel-Hansens Foredrag i „Tilskueren” , og lægge sig enkelte af hendes Paamindelser paa Hjerte, uden at jeg dog derfor tror, der vilde være opnaaet noget væsentligt til Skilsmissers Forhindring derved. Skulde dette Maal ikke bedst kunne naas, naar der toges mere Hensyn til den 3die Faktor i Forholdet? Dette Hensyn har Fru Juel-Hansen aldeles ladet udenfor Betragtning. Hendes Foredrag hedder rigtignok kun „Mand og Kone”; men lader det sig gøre, med Retfærdighed, at omtale det indbyrdes Forhold mellem disse to Faktorer i Ægteskabet, og udelukke det Ansvar, som de paatager sig overfor den 3die, ikke mindst betydningsfulde Faktor i Forholdet, nemlig Samfundet?

Hvis Følelsen af dette Ansvar som et Dogme var blevet indprentet unge Mænd og Kvinder, vilde mangt et opløst Ægteskab være gaaet seierrigt ud af de Vanskeligheder, som opstaar, fordi baade Mand og Hustru tror sig berigede til kun at tage Hensyn til deres personlige Tilfredshed eller Misfornøielse i Forholdet. Fru Juel-Hansen mener, at Ægteskabets bestaaende Form ikke er egnet for Nutiden, men er afpasset efter et tidligere lavere Kulturtrin.

Mon det ikke snarere skulde være, at vi endnu ikke er naat frem til den Kulturtilstand, som er i Høide med vor Ægteskabsform? Naar man for Hustruens Vedkommende nok kunde ønske enkelte forandringer i Loven, forringer dette dog ikke Ægteskabsinstitutionens Værdi i dens Helhed. Glædeligt er det at spore en Fremadstræben for at realisere dens Ide, navnlig ved den større aandelige Udvikling, som lidt efter lidt bliver Kvinden tildelt og som mellem de to Køn muliggør, et Samliv, der ikke er helt afhængigt af erotisk Betagelse, men kan bygges paa gensidig Forstaaelse af indbyrdes og udadgaaende Forpligtelser. - At Agtelsen for Ægteskabsinstitutionen er steget, kan bevises ved at se hen til dens Rolle i Samfundets højeste Stillinger.

Ganskeke vist forefalder i disse maaske mange Brud paa Ægteskabets Hellighed bag Kulisserne, men for aaben Scene vover ingen Monark i Nutiden at krænke det, saaledes som det skete paa Louis XIV's Tid, og meget senere, i næsten alle Lande. Skøndt Fru Juel-Hansen ikke helt billiger den nuværende Ægteskabsform, indrømmer hun dog Rimeligheden af, at den vil vedblive at bestaa i Aarhundreder, og at det ”er den vi maa regne med, og se at faa det bedst mulige Facit ud af”. Det vilde derfor vistnok være heldigt, Om det indprentedes de Unge at betragte Ægteskabet som en af de Piller, der bærer Samfundet; og om de lærte, at forstaa, at et Brud derpaa medfører en uberegnelig Ødelæggelse i det Heles Velvære, og er en uoprettelig Forbrydelse mod den kommende Slægt. Hvis dette stod klart for ethvert ungt Menneske, der paatager sig et Ægteskabs Ansvar, vilde det sikkert have en heldig Indflydelse paa al den Utaalmodighed, Ufordragelighed og Selviskhed, der undergraver saa mangt et Ægteskab, fordi enhver af Parterne tror at have Ret til kun at søge personlig Lykke i Forholdet, og, hvis den ikke findes helt i det, da strax at søge den andetsteds. Saa burde det ogsaa klares for Ungdommen, hvorledes Erfaringen noksom har bevist, at kun en kortvarig Henrykkelsesrus kan Vindes ved at søge en Genvej til Lykken udenom Pligten.

Ja, stakkels Nora har tændt et misvisende Fyr ved at gaa i Spidsen for dem, der tror det kan gaa, at søge Udvikling ved at løse alle Baand og flygte fra alle Forpligtelser. Ibsen lader da ogsaa den vildledte unge Kvinde forsvinde i „det Blaa”, uden at give mindste Antydning af, hvor hendes forønskede Udvikling lader sig finde. - Ofte vil man kunne sige om et Ægteskab, at det helst aldrig burde være indgaaet, fordi det har virket nedbrydende paa en Karakter eller en Begavelse, men derfor er det ingenlunde givet, at et Brud, med alle dets sørgelige Konsekvenser, vilde kunne oprette Skaden. Derimod er det ubetinget sikkert, at et Ægtepar, trods personlige Skuffelser, vil kunne leve et, for sig selv og andre, nogenlunde tilfredsstillende Liv, hvis begge Parter vil optage Samlivet som en alvorlig Forpligtelse mod hinanden indbyrdes, mod det af „de tusind Hjem” baarne Samfund, og mod kommende Slægt, gennem deres Børn.