« Tilbage til søgeresultaterne

Kære Frøken Redaktør!

« Se emneord

De tog saa venligt mod de smaa Breve, jeg sendte til Deres „Udstillingstidende”, saa jeg har faaet Mod til ogsaa at skrive et Par Ord til „Kvinden og Samfundet”.


Jeg blev meget fornøjet ved at se, at De stadig vilde fortælle os lidt fra Teatrene; især syntes jeg godt om, at De vilde holde Dem til det, der havde „speciel Interesse” for os - derved forstod jeg alt, hvad der havde noget med Kvinder og Kvindesag at gøre. De vilde fortælle os - saadan forstod jeg Dem - baade om de Stykker, som vare skrevne af Kvinder, og om dem, som var skrevne af Mænd, men viste os Kvinderne fra ny Sider, og saa vilde De fortælle os om, hvordan Kvinderne i Stykkerne blev spillede; her maatte en kvindelig Kritiker jo bedst kunne skelne mellem ægte og uægte. Der var engang i „Kvinden og Samfundet” nogle smaa Tilløb til saadan noget - jeg kan huske en Anmeldelse baade af Den Kærlighed og af Et Sølvbryllup - men det var kun i Ny og Næ; nu lovede de os det regelmæssig!


Men da jeg saa gav mig til at læse, blev jeg jo rigtignok lidt skuffet. Der var jo ikke noget i hele den Teaterhistorie, som ikke kunde have staaet i et hvilketsomhelst andet Blad - og meget af det, eller noget ganske lignende, havde staaet alle andre Steder: Indholdet af „Rørt Vande” kendte vi jo f. Ex. for længst. - Og hvad angik „Varulven”, saadan som der dér stod fortalt om den, mig og Kvindesagen?


De maa jo huske, kære Frøken Redaktør, at selv vi her ovre følger med og læser vore Aviser hver Dag - om Folk i København vil jeg nu slet ikke tale! - saa naar „Kvinden og Samfundet” kommer, ved vi for længe siden, hvad for Stykker der er spillet, og hvad de handlede om, og hvordan de var, og hvordan de blev spillet - efter de mandlige Kritikeres Mening. Det eneste, som vi ikke ved, og som vi venter paa „Kvinden og Samfundet” for at fortælle os, er, hvad de kloge Damer i Hovedstaden, hvis Dom vi sætter saa megen Pris paa, mener om det eller det Stykke, om det har noget særligt Bud til os som Kvinder og Kvindesagsvenner! Det vil vi gærne vide, og det vil De ogsaa nok en anden Gang fortælle Deres hengivne


« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner