« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Elbæk ved Horsens d. 28. Juli 1895.

Af: Jutta Møller, Anna Laursen, M. Hasselbalch, Kirsten Laursen, Kirstine Iversen, Cecilie Bidstrup, Kirstine Nielsen, Marie Gundesen, Sofie Lund

« Se emneord

Horsens-Kredsen havde i Aar indbudt D. Kv. S. til at holde sit aarlige Delegeretmøde der i Kredsen, og Pastor Bertelsen i Elbæk havde endvidere stillet sin Præstegaard til Mødets Raadighed og modtog der de Delegerede med overordentlig Gæstfrihed. Nogle ankom allerede Lørdag Eftermiddag, andre først Søndag Formiddag, dels med Jernbanen og dels i Vogne fra Horsens, hvor en Del af Deltagerne havde overnattet i det hyggelige Højskolehjem.


Kl. 10 samledes Fællesstyrelsen for at drøfte Dagsordenen, og Kl. 2 samledes de Delegerede fra Kredsene (1 for hver 25 Medlemmer) sammen med en stor Del af Horsens- og Odder-Kredsens Medlemmer for at drøfte de forskellige Punkter paa Dagsordenen. Selvfølgelig havde kun de Delegerede Stemmeret; men det var fornøjeligt at se, med hvilken Interesse alle de tilstedeværende enten deltog i eller blot overværede Forhandlingerne.


Formanden, Fru Jutta Møller, bød Velkommen og foreslog Pastor Konradsen til Dirigent, hvilket Forsamlingen enstemmig vedtog. Pastor Konradsen nævnede Listen over de Delegerede:


fra Aarhus: Fru Thomsen, Fru Høeg-Christensen, Fru Kornerup,


fra Aalborg: Frk. Hasselbalck, Frk. A. Mørch,


fra Horsens: Hr. Pastor Konradsen, Hr. Højskoleforstander Grønvald-Nielsen, Frk. Dabelsten, Frk. Laursen,


fra København: Frk. Grundtvig (v. Fuldmagt), Frk. Falbe Hansen (v. Fuldmagt), Frk. Wille Bang, Frk. Rasmussen, Frk. Eline Hansen, Frk. Anne Bruun, Frk. Mary Steen, Hr. Pastor Konradsen, Frk. Ingeborg Christiansen, Frk. Hjerrild, Frk. Dahlstrøm (v. Fuldmagt), Hr. Frederik Bajer (v. Fuldmagt), Hr. Emil Elberling (v. Fuldmagt), Hr. Svend Høgsbro, Frk. Konstantin Hansen (v. Fuldmagt), Fru Thyra Marstrand (v. Fuldmagt),


fra Odense: Frk. Anna Lohse,


fra Odder: Fru Kirstine Iversen, Frk. Christence Jensen,


fra Rønne: ingen,


fra Sejling: Fru Mariane Pallesen,


fra Sorø: Fru Jutta Møller, Hr. Redaktionssekretær Madsen,


fra Svendborg: Fru Marie Gundesen, Fru Bondegaard (v. Fuldmagt),


fra Vejstrup: ingen,


og gav derpaa Ordet til Formanden, som aflagde Beretning for det foregaaende Aar:


Vort Arbejde er jo gaaet jævnt fremad i det gamle Spor. Haandarbejdsspørgsmaalet som Fag i Almueskolen er blevet forhandlet, men er endnu ikke naaet frem. Svejstrups Forslag om Forbedring i Hustruens Stilling har det ikke været muligt at faa nogen Rigsdagsmand til at indbringe. To ny Kredse er bleven dannet, nemlig Sorø og Sejling pr. Silkeborg. Vort Blad, „Kvinden og Samfundet”, er et Lyspunkt i vort Arbejde. Det er gaaet godt frem under de ny Forhold, men da Redaktøren selv er til Stede, kan vi vente os fyldigere Oplysninger derom siden. Og endelig maa vi i Aar nævne den store „Kvindernes Udstilling” i København. Thi selv om den ikke direkte navngiver sig som staaende i noget personligt Forhold til „Dansk Kvindesamfund”, saa er den dog i Virkeligheden en Frugt af vor Forenings Arbejde i de forløbne 24 Aar.


Derefter aflagde Kredsene deres Beretninger. Odense- og Københavns-Kredsenes Beretninger har allerede været offentliggjorte her i Bladet, henholdsvis i Maj og Juli, hvorfor de ikke medtages her.


Aarhus-Kredsen


har nu vundet et vist Hævd, idet Samfundet kan se tilbage paa en temmelig lang Aarrækkes Virksomhed. Ganske vist har denne Virksomhed ikke sat overvættes store Resultater, men den er heller ikke gaaet sporløst forbi. Det er Aar efter Aar lykkedes at samle en betydelig Kreds af Kvinder flere Gange om Vinteren om Dansk Kvindesamfunds Banner til saadanne Møder og Sammenkomster, hvor Virksomheden for Kvindernes Ret er blevet drøftet, og hvor der forbaabenlig er vundet Forstaaelse ogsaa hos nogle, der tidligere har staaet i Afstand fra os. Ved disse Møder og Sammenkomster har bl. andre Pastor Uffe Birkedal talt om Kvindernes Stilling i Verdenshistorien, og Fru Laura Kieler om de franske Kvinders Forhold til Literaturen. Vort Samfunds Fæstekontor har udfoldet en lignende Virksomhed som i tidligere Aar. Et glædeligt Vidnesbyrd om den Tillid, det nyder her i Byen, er det, at det stadig giver os et lille Overskud. Derfor har vi været i Stand til at yde nogen Understøttelse til to unge Damer, af hvilke den ene er Elev paa Musikkonservatoriet, og den anden læser til Lærerindeeksamen, 50 Kr. til hver, desuden har vi ydet 20 Kr. til fattige Børns Bespisning, idet vi gik ud fra, at Kvindesagens Venner gerne vil være med til at hjælpe sultne Børn til Mad. Vor gamle Plan om at oprette en Husgerningsskole er ikke opgivet, men vi har endnu ingen fundet, som tør tage denne Gerning op; men den rette kommer nok, og saa er det Meningen at gribe Øjeblikket.


Styrelsen bestaar af: Fru Anna Laursen, Formand, Frøken Flora Thilker, Sekretær, Frøken Meta Alling, Kasserer, Fru Høeg-Christensen, Fru Dorthea Thomsen, Fru Kirstine Kornerup, Fru Georgine Teilmann.


Anna Laursen.


Aalborg-Kredsen.


Medlemmernes Antal var 54, altsaa omtrent som i 1893.


Der blev i Maj holdt Foredrag af Fru Laura Kieler om hendes „Rejse i Amerika”. I Marts og December holdtes der selskabelige Sammenkomster i Højskolehjemmets Lokale. Ved den første holdt Hr. Adjunkt Wievel Foredrag over „Filosofferne før Sokratess Tid”, hvorefter to Damer spillede firhændigt, og til Slutning blev der læst et Foredrag af Hostrup, som stod i „Kvinden og Samfundet” fra 1885. Ved Sammenkomsten i December spillede Fru Emilie Behrend fra Aalborg, hvorefter der blev læst højt (en Fortælling af Bendix).


Foruden Generalforsamlingen i Februar er der holdt Møder i April og September, hvor Forhandlingerne drejede sig om Haandgernings-Udsalget, hvis Bestyrerinde havde faaet Bolig i Menighedshjemmet til Oktober Flyttedag, hvortil Udsalget ikke kunde flyttes. Uagtet Bestyrerinden havde gjort sig megen Umage og vist Interesse og Dygtighed, havde det dog ikke været hende muligt at finde Støtte hverken hos Publikum eller, hvor mærkeligt det end er, hos Syerskerne, og skulde Foretagendet fortsættes, maatte der lejes en Butik og anskaffes, hvad der hørte til for at starte en selvstændig Forretning med lønnet Bestyrerinde, det magtede Dansk Kvindesamfund ikke, og skønt Udsalget virkelig synes at have gjort megen Nytte, maatte vi nedlægge det. Et Forslag om at indsamle Penge dertil blev forkastet som frugtesløst.


Da der her i Nørresundby, som mange andre Steder, ikke gives gratis Undervisning i Haandgerning ved Byens Friskole, vedtog Dansk Kvindesamfunds Afdeling her for Aalborg og Nørresundby at bøde lidt paa dette meget uheldige Forhold ved at tilbyde ældste Klasse af Friskolens Pigebørn en saadan Undervisning. Mod Betaling af Lys, Brændsel og Rengøring fik vi Tilladelse til at benytte et af Friskolens Lokaler Tirsdag og Torsdag Eftermiddag fra 5-7. Otte unge Piger fra Nørresundby gav to og to ad Gangen Undervisning under Ledelse af Frøken Anna Larsen. D. Kv. S. gav Materiale, en Dame laante os et Skab til at gemme Arbejderne i, en anden Dame forærede os andre nødvendige Rekvisiter o. s. v. Den 1. November samledes saa første Gang 20 Pigebørn fra 12 til 14 Aars Alderen. Hvert Barn fik sin Pose udleveret, hvori der var 5 Strikkepinde, 1 Rulle Garn, Garn til en Strikkeklud, en Lærredsklud til at sømme og nogle Synaale, og saa tog man fat paa Arbejdet. For nogle af Børnene var det temmelig vanskeligt, da de først nu skulde lære at sy og strikke, for andre faldt det derimod meget let, da de i Hjemmene eller i andre Skoler havde lært det; men de unge Lærerinder arbejdede med Lyst og Iver med dem alle, og efter en Maaneds Tids Forløb fik saa hvert Barn et Stykke Linned og 2 Nøgler Uldgarn til Strømper udleveret. De Børn, hvis Forældre var nogenlunde velstillede, betalte det, men det var kun enkelte, de fleste fik det som en Gave fra D. Kv. S. Overensstemmende med den lagte Plan afsluttedes Undervisningen til Paaske, da en Del af Pigebørnene skulde konfirmeres og andre skulde have Pladser. Vi indbød saa Skolekommissionen med Fruer, samt hvem vi mente det kunde interessere, til at bese Arbejderne, som var fremlagte til Eftersyn 3. Paaskedag i den Skolestue, vi havde benyttet. De flinkeste Børn fremlagde:


1) en Strikkeklud;


2) Klud med Søm, Hulsøm og lappet;


3) et Stykke Linned, syet og navnet;


4) et Par Strømper, den ene strikket i Hjemmet.


De daarligste havde fremlagt:


1) en Strikkeklud;


2) en Klud sømmet (almindelig Søm);


3) et Stykke Linned (helt færdigt);


4) Strømperne, som kun var naaede til lidt over Hælen.


De besøgende var alle tilfredse med Resultatet, og fra Skolekommissionen modtog vi en Tak, samt Godtgørelse af Udgifterne til Lys, Brændsel og Rengøring, ligesom ogsaa „Aalborg Stiftstidende” omtalte vort Arbejde med megen Anerkendelse.


Den gamle Styrelse, bestaaende af Fruerne Brodersen og Godskesen, samt Frøken A. Mørck og undertegnede, som fremdeles er Formand, genvalgtes for 1895, og i Stedet for Frøken M. Farre, som paa Grund af Sygelighed havde udmeldt sig, valgtes Fru Ejlersgaard fra Aalborg. Nørresundby, den 4. August 1895.


M. Hasselbalch,


Formand for Aalborg-Kredsen.


Horsens-Kredsen.


Vort Arbejde i det forløbne Aar har særlig bestaaet i at sørge for Afholdelsen af Foredrag, dels i og dels udenfor Kredsen. - Saaledes har Højskoleforstander Johannes Elbæk holdt et Foredrag ved vort Fællesmøde i Horsens om „Lømmelalderen”. Højskoleforstander Grønvald Nielsen har holdt Foredrag i Elbæk om Fru Hejberg. - Derefter har Fru Laura Kieler holdt en Række Foredrag, i Hvirring, Aale, Vestbirk, Vrigsted, Horsens og Elbæk, om „Nationalitets-Forholdene i Amerika”. Det var vedtaget ved Fællesmødet at anmode Fru Berg Nielsen om at holde en Række Agitations Foredrag udenfor Kredsen, men paa Grund af hendes Sygdom blev disse udsat indtil videre. Nu i Foraaret har Skolebestyrerinde Frk. Th. Lang fra Silkeborg talt i Horsens om „Husgerningsskoler og deres Betydning for de smaa Hjem”, og ude i Kredsen: i Aale, Hvirring, Kaldrup og Tørring har hun talt om „Haandgerningens Plads i Folkeskolen”. Paa enkelte Steder holder Medlemmerne maanedlige Sammenkomster, ved hvilke man ved Oplæsning eller Samtale søger at bibringe hinanden mere Forstaaelse af Sagen og dens Gang i det hele. Disse Møder har paa sine Steder en ikke ringe Betydning. Medlemmerne i Horsens By har afholdt en Aftenundervisning for Tjeneste- og Fabrikspiger. Denne Aftenundervisning blev begyndt 1890 og har været fortsat de første 4 Vintermaaneder siden. Undervisningen omfatter praktisk, nyttigt Haandarbejde, som: Tilskæring og Syning af Linned og andre Beklædningsgenstande. En Del af Eleverne bliver tillige underviste i „Dansk”. Der undervises 2 Aftener om Ugen fra 7½ til 10. En Aften om Ugen i den sidste Haandgerningstime bliver der som Regel holdt Foredrag eller Oplæsning. Foredragene har omhandlet litteraturhistoriske, bibelske eller religiøse Emner. Aftenskolen har hvert Aar modtaget et Tilskud af Amtet paa 50 Kr., og Byraadet i Horsens giver frit Lokale med Lys og Varme. Elevantallet har i de forløbne Vintre været mellem 40 og 60. Undervisningen er gratis.


Ved Folketingsvalget den 9. April blev der af „Dansk Kvindesamfund”s Medlemmer her fra Kredsen rettet Forespørgsler til Kandidaterne i Horsens og Brædstrup om deres Stilling til Kvindesagen, ligesom ogsaa Medlemmerne her i Kredsen lod indrykke følgende Erklæring i Egnens Blade i Anledning af Folkethingsvalget: „Nu i denne Tid, da der arbejdes ihærdigt for at faa Hr. Folkethingsmand Fr. Bajer udelukket fra at øve sin Indflydelse paa Lovgivningsvirksomheden, finder vi Anledning til at udtale vor Erkendtlighed af Hr. Fr. Bajer som en af Kvindesagens varmeste Talsmænd paa den danske Rigsdag. - Da Kvinderne er udelukkede fra at tale deres Sag i den lovgivende Forsamling, maa vi meget beklage, om denne vor første og ihærdigste Talsmand skulde fortrænges fra sin Plads i Folkethinget ved det forestaaende Valg.”


Medlemsantallet 1894 var 130, og er i Aaret 1895 146.


Styrelsen bestaar af: Fru Elisabeth Bertelsen, Elbæk, Højskoleforstander Grønvald Nielsen, Vestbirk, Fru Ane Nielsen, Brund, Fru Bodil Jepsen, Horsens, Frk. Marie Langgaard, Horsens, Fru Karen Dahl Jensen, Bjerregaard, Frk. Kirsten Laursen, Lund (Formand).


Stedfortrædere: Hr. Lærer Hansen, Aale, Fru Ane Jørgensen, Gransted.


Tilsynsmænd: Frk. Sophie Dabelsten, Frk. Gyda Storm, Horsens.


Kirsten Laursen.


Odder-Kredsen.


Arbejdet i Odder-Kredsen i det forløbne Aar har, ligesom de foregaaende Aar, nærmest været knyttet til Aftenskolearbejdet.


Aftenskolen, som nu har bestaaet i 3 Aar. har hver Vinter været besøgt af 30-40 unge Tjenestepiger. Der undervises i nyttigt Haandarbejde, og hver Aften bliver der holdt Foredrag eller Oplæsning, samt indøvet en Del gode Sange med de unge Piger. I Juletiden havde vi dem samlede til Juletræ.


Skolen for Arbejderes Hustruer vinder større og større Tilslutning, den var sidste Vinter besøgt af 34 Mødre, som hver især havde en Børneflok at sørge for med Hensyn til Klæder. Skolens Formaal er at yde disse Mødre Hjælp til Selvhjælp, at dygtiggøre dem og give dem Indsigt i, hvorledes baade gammelt og nyt Tøj kan udnyttes paa bedste Maade. 10-12 af Foreningens Medlemmer har været med til at lede Arbejdet og hjælpe til med Syningen, deraf har de 3 været udlærte Syersker.


Disse Skoler, som vi har haft megen Glæde af, hjælper desuden til at øge Sammenholdet blandt Medlemmerne og bidrager til, at vi lærer hinanden at kende.


Et Par Gange i Løbet af Vinteren har vi været samlede med disse Mødre, vi har da læst højt for dem og sunget nogle gode Sange, og derefter har vi saa i Fællesskab drukket Kaffe. Disse Møder har, foruden at være meget fornøjelige, tillige ført os nærmere sammen. I Juletiden havde vi Juletræ for Konerne med deres smaa Børn.


En Gang maanedlig har vi Medlemsmøde, hvor vi benytter Tiden til Samtale eller Oplæsning af det bedste og mest formaalstjenlige, vi kan skaffe til Veje.


Vi har desuden støttet en ung Pige, som bliver uddannet ved Musikkonservatoriet.


Medlemsantallet er 54.


Styrelsen bestaar af: Fru Kirstine Iversen, Formand, Fru Helga Videbæk, Lærerinde Frk. Christence Jensen, Fru Maren Jakobsen, Frk. Kirsten Bredkær, Fru Anna Sørensen, Fru Kristine


Skov-Kristensen.


Kirstine Iversen.


Rønne-Kredsen.


Kredsen begyndte Aaret 1894 med 39 Medlemmer og sluttede Aaret med 35. I Kredsens Gymnastikundervisning har deltaget 10 unge Kvinder. Rønne Kommune har givet Lokale. Lys og Varme til Gymnastikundervisningen i Kommuneskolens Gymnastikhus. Endvidere er Rønne tekniske Skole efter Kredsens Andragende aaben for Kvinder saa vel som for Mænd, og har i afvigte Vinterhalvaar været besøgt af 36 Kvinder, som har spredt sig over alle Grene af Undervisningen i denne nye og i alle Henseender udmærket indrettede Skole.


Styrelsen bestaar af: Fru Cecilie Bidstrup, Formand, Fru Caroline Petersen, Kasserer, Fru Mathilde Bidstrup, Hr. Jernstøber P. Bidstrup, Hr. Redaktør M. Smidt.


Cecilie Bidstrup.


Sejling-Kredsen.


Efter et varmt Foredrag af Fru Berg-Nielsen fra København om Kvinders Selverhverv oprettedes i 1894 en Kreds af Dansk Kvindesamfund i Sejling pr. Silkeborg. Kredsen tæller 31 Medlemmer med Fru Kirstine Nielsen, Sejling Skole, som Formand,


Samme Efteraar afholdt Kredsen et Kursus i Sygepleje, som lededes af Fru D. Leth fra København og som vakte megen Interesse og sikkert vil stifte stor Nytte omkring i Hjemmene. Slige Kursus kan let faas ved Henvendelse til Fru Leth, Kommunehospitalets Funktionærbolig, København, og de anbefales varmt til andre Kredse af Dansk Kvindesamfund.


Kirstine Nielsen.


Sorø-Kredsen.


Sorø er det yngste Barn i Samfundet, men derfor ikke det mindste. Da jeg for et Aar siden blev Formand for „Dansk Kvindesamfund”, syntes jeg ogsaa, vi maatte have en Kreds her hjemme i Omegnen. Vi skrev derfor til en Del Fremskridtsmænd og -Kvinder her omkring, som vi kendte, og bad dem møde her paa Højskolen for at høre et Foredrag af Provst Nielsen, Nysted (blandt andet ogsaa om Kvindesagen). De fleste mødte, og da jeg efter Provst Nielsens Foredrag fortalte dem om en Husholdningsskole for Tjenestepiger og vordende Husmødre, som vi havde i Sinde at oprette og som Kredsen skulde støtte med sine Bidrag, saa meldte der sig straks 48 Medlemmer; siden er den vokset til 56. - I Aarets Løb har vi ladet afholde en Del Foredrag her paa Skolen om Kvindesagen, som Eleverne her - Karle om Vinteren og Piger om Sommeren - har haft Gavn af. De har givet Anledning til ivrig Forhandling bag efter, saa Interessen er bleven vakt i vide Kredse derved. Eleverne er fra alle Egne af Landet. Men den egentlige Frugt af vor Virksomhed i dette Aar er jo Husholdningsskolen. Inde i Sorø By lejede de 2 Kvinder, vi troede var skikkede til at paatage sig Gerningen, en Lejlighed med Plads til 26 Elever. Hver af dem havde lidt til at udstyre den med, og vi averterede, hvorefter der meldte sig mange flere Elever, end der kunde være Plads til. De er nu fordelte i 4 Hold, som skiftes til Arbejdet: 1) Madlavning, Brygning, Bagning, Syltning; 2) Vask, Strygning, Rengøring; 3) Kjolesyning, Stopning, Lapning; 4) Vævning. Herude fra Højskolen holdes der et Foredrag om Dagen for dem om Husholdningskemi og forskellige andre Emner. Betalingen er 30 Kr. om Maaneden; en uformuende Pige støtter vi her i Kredsen.


Det var ønskeligt, om der kunde blive oprettet flere saadanne Skoler, da Trangen dertil er stor, men for at uformuende kan komme med, maa vi se at faa Understøttelse dertil, ligesom der faas Understøttelse til Landbrugsskoler for Karle.


Styrelsen bestaar af: Fru Jutta Bojsen-Møller, Formand, Hr. Redaktionssekretær Madsen, Kasserer, Fru Stage, Sekretær.


Jutta Bojsen-Møller.


Svendborg-Kredsen.


Der er blevet afholdt flere Foredrag i Aarets Løb foruden Medlemsmøder hver fjortende Dag med Oplæsning og Samtaler om forskellige Emner. Kvindeforeningen har ved Opraab gennem Bladene og Agitation paa anden Maade skaffet Plads til 30-40 københavnske Feriebørn. Der gaar Læsemapper omkring i Kredsen til alle Medlemmer, hvori findes „Højskolebladet”, „Kvinden og Samfundet” med flere Ting. I Juni 1894 foranstaltede vi et Kursus i Sygepleje, som vandt stor Tilslutning, der var over 30 Deltagere, og vi var meget glade derved. Dette med Sygepleje er noget, der burde være mere kendt omkring i Landet. Det gælder jo om, at der samtidig med Agitationsarbejdet bliver taget fat paa nyttige og praktiske Ting, og blandt de Ting bør nævnes Sygepleje. Det er ikke i alle Hjem og ved alle Sygesenge, der kan skaffes uddannede Sygeplejersker, og saa er det godt, om den, der skal passe den Syge, har en lille Smule Kendskab til, hvordan det skal gøres, ligesom det ogsaa er en vigtig Ting, at man har lært at yde foreløbig Hjælp i Ulykkestilfælde m. m. Skulde nogle af de forskellige Kredse i Landet ønske at faa et saadant Kursus, kan det ske ved Henvendelse til Fru Leth, Kommunehospitalets Funktionærbolig, Bartholinsgade, København. Hun er meget velvillig i saa Henseende, og vi her i Svendborg kan anbefale hende som særdeles dygtig paa dette Omraade.


Styrelsen bestaar af: Fru Marie Gundesen, Formand, Fru Eleonora Bondegaard, Næstformand, Hr. Adolf Leonhard, Kasserer, Fru Sofie Frandsen, Fru Ditlefsen, Fru Marie Hvidtfeldt, Lærerinde Frk. Rædder.


Marie Gundesen.


Vejstrup-Kredsen


har i det forløbne Aar afholdt to Møder. I Januar holdt Sognepræst Kragh fra Gudbjerg Foredrag, og i Juni talte Fru Laura Kieler fra Frederiksborg for Kredsens Medlemmer. Styrelsen bestaar af: Fru Sofie Lund, Vejstrup Højskole, Formand, Hr. Valgmenighedspræst R. Pedersen, Vejstrup, Fru Anna Hansen, Friskolen, Ouse, Fru Stine Andersen, Brudager, Frk. Marie Kromann, Øster-Aaby Mark.


Sofie Lund.


Som tredje Punkt paa Dagsordenen stod: Forslag om Oprettelsen af et nationalt Raad. Under Frk. Falbe-Hansens Fraværelse indledede Formanden dette Forslag: Der søges oprettet en Forbindelse mellem alle Kvindeforeninger over hele Verden, „det internationale Raad”; til at have Sæde og Stemme deri udvælger hvert Land et „nationalt Raad”, og indbetaler hvert femte Aar 100 Dollars. Men da alle Kvindeforeninger i et Land skulle dele disse Byrder, vil det nok være overkommeligt. Det hele er jo - i større Stil - hvad vi selv har praktiseret her ved vor Inddeling af D. Kv. S. i Kredse over hele Landet, hvoraf jo ogsaa hver Kreds maa yde sit Bidrag til fælles bedste, og hvorved der snart er dannet et solidt Baand imellem os. Efter en kort Diskussion valgtes Frk. Eline Hansen, kgl. Hoffotograf Frk. Mary Steen og Fru Maren Berg til at tage denne Sag under Overvejelse og mulig sætte sig i Forbindelse med andre Kvindeforeninger herhjemme, hvoraf allerede kvindelig Læseforening har gjort et lignende Skridt.


Derefter fremlagdes Regnskab for det foregaaende Aar og Overslag for det paafølgende, hvilke godkendtes.


Indtægt:


Beholdning fra forrige Aar 26 Kr. 8 Ø.


Modtaget fra Aalborg-Kredsen 13 Kr. 50 Ø.


Modtaget fra Vejstrup-Kredsen 8 Kr. 25 Ø.


Modtaget fra København-Kredsen 106 Kr. 25 Ø.


Modtaget fra Aarhus-Kredsen 20 Kr. 25 Ø.


Modtaget fra Svendborg-Kredsen 12 Kr. 75 Ø.


Modtaget fra Horsens-Kredsen 34 Kr. 75 Ø.


Modtaget fra Odder-Kredsen 13 Kr. 25 Ø.


Modtaget fra Odense-Kredsen 13 Kr. 25 Ø.


Modtaget fra Rønne-Kredsen 9 Kr. 75 Ø.


Modtaget fra Sorø Elevforening 8 Kr. 75 Ø.


Modtaget fra Sejling-Kredsen 6 Kr. 50 Ø.


Modtaget fra Sorø-Kredsen 7 Kr. 75 Ø.


Modtaget fra København-Kredsen for nye Medlm. 7 Kr. 75 Ø.


I alt 286 Kr. 8 Ø.



Udgift:


Betalt Horsens-Kredsen for Udlæg til Avertissement om Fællesmødet i Aarhus 4 Kr. 8 Ø.


Dansk Kvindesamfunds Afskrivningskontor 7 Kr. 25 Ø.


Fællesstyrelsens Sekretær til Porto 4 Kr. 25 Ø.


350 Stk. Særtryk af Beretning og Medlemslisten for 1893 Kr. 20.00 og for Ekstrasats af do. Kr. 30.00 50 Kr.


Fru B. Berg-Nielsen forskellige Udlæg 10 Kr. 68 Ø.


Københavns Kreds for Udlæg til Avertissementer om Fællesmødet 62 Kr. 16 Ø.


At overføre 138 Kr. 9 Ø.


Overført 138 Kr. 9 Ø.


Sekretæren for Udlæg 16 Kr. 9 Ø.


Københavns Kreds for Udlæg 11 Kr. 22 Ø.


Kassererens Udlæg i Aarets Løb 4 Kr. 77 Ø.


Betalt Rejseudgifter til Fællesmødet den 15. Maj 1894 i København 60 Kr. 77 Ø.


Betalt Fru Berg-Nielsen for 1000 Smaaskrifter 30 Kr.


Til Fru Laura Kielers Foredragstourné 15 Kr.


I alt 275 Kr. 8 Ø.


Beholdning 11 Kr.


I alt 286 Kr. 8 Ø.


Fru Møller indledede dernæst en Forhandling om et paatænkt Lovforslag om kommunal Stemmeret for Kvinder under samme Vilkaar som Mænd - altsaa skatteydende Kvinder. Fru Møller gennemgik Sagens Historie og udtalte godt Haab om snart at faa en saadan Lov gennemført, hvis vi blot vilde nøjes med, hvad saa godt som alle nu er enige om som retfærdig: den kommunale Stemmeret for alle skatteydende Kvinder. Forsamlingen sluttede sig til Fru Møller og ønskede hende Lykke paa Farten til denne Sags Gennemførelse.


Hr. Højesteretssagfører Høgsbro indledede derefter Forhandling om Ægtepagter: Hr. Høgsbro hævdede, at Hustruens Stilling er saa godt som retsløs, men at der noget kunde raades Bod derpaa hvis man kunde faa de unge til at oprette Ægtepagter, hvori de enedes om, hvorledes de vilde ordne deres egne Forhold. Han forlangte, at der skulde være Frihed for ethvert Par Ægtefolk til at ordne deres indbyrdes Forhold, som de selv vilde (Forholdet til Børnene, Pengene o. s. v.). Han var dog ikke ganske klar over, hvor vidt Ægtepagt burde være frivillig eller tvungen. Som Frugt af den derpaa følgende meget livlige Diskussion fremgik det, at en saadan Ægtepagt helst maatte ønskes tvungen, dels fordi den da virkelig kom alle til Gode, og dels fordi Mistillidsspørgsmaalet mellem de paagældende derved aldrig kunde eksistere.


Derefter fulgte en Forhandling om Maanedsbladet „Kvinden og Samfundet”, indledet af Fru Anna Laursen, Aarhus. Indlederen mente, at da nu Bladet i Aar havde vist, at det kunde - i hvert Fald for en Tid - udkomme hyppigere (Udstillings-Tidende), mente hun, at det mulig ogsaa kunde ske i Fremtiden. Det vilde ogsaa have Betydning for de Diskussioner, der førtes i Bladet, at det udkom oftere - enten hver fjortende Dag eller hver Uge - og Sagen selv vilde vinde ved, at Bladet blev mere bekendt og fik mere Værdi. Fru Høeg-Christensen, Aarhus, mente, at Bladet maatte være Dagblad for ret at fylde sin Plads. Frk. Anne Bruun oplyste, at der er kommet ca. 100 ny Abonnenter i Aar, men at man overhovedet ikke maa regne med dette Aar, som paa Grund af „Udstillings-Tidende” havde krævet saa stort et Arbejde, at det i Virkeligheden langt oversteg hendes Kræfter, da det kun er hendes Fritid fra en streng Skolegerning, hun kan ofre derpaa. Hun forlangte bestemt, at næste Aar først maatte gaa paa normal Maade for Bladet, før det egentlig kunde siges, om hun i hvert Fald magtede at gøre det større (lod det udkomme hyppigere). Sagen blev derefter henlagt til næste Aars Fællesmøde.


Derefter foretoges Valg af Fællesstyrelse, Tilsynsmænd og Stedfortrædere. Valgte bleve:


Til Fællesstyrelse:


Fru Jutta Møller, Sorø, med 34 St.


Hr. Højesteretssagfører Høgsbro, København, med 34 St.


Frk. Frida Schmidt, Odense, med 32 St.


Frk. Eline Hansen, København, med 30 St.


Fru Karen Dahl-Jensen, Horsens, med 28 St.


Fru Anna Laursen, Aarhus, med 23 St.


Fru Marie Gundesen, Svendborg, med 22 St. Til Tilsynsmænd:


Hr. Bibliothekar Emil Elberling, København.


Fru Bondegaard, Svendborg. Til Stedfortrædere:


Frk. M. Hasselbalck, Nørresundby.


Frk. Kirstine Frederiksen, København.


Fru Rigmor Schmidt, Rønne. .


Det sidste Punkt paa Dagsordenen var: Fastsættelse af Samlingsstedet for næste Fællesmøde. Fra Svendborg, Sorø og Aalborg forelaa Indbydelser; men da næste Aar er Dansk Kvindesamfunds Jubilæumsaar, enedes man om at overlade Fællesstyrelsen at vælge Stedet, idet man mente, at der maaske kunde være Grunde for at holde Jubilæet i Hovedstaden.


Dette „Dansk Kvindesamfund”s 3dje Aarsmøde, siden Fællesarbejdet kom i Gang, var i det hele overordentlig vellykket, og Omegnens Beboere viste Sagen den Opmærksomhed at være talrigt til Stede og deltage med Iver baade i Forhandlingerne og den derpaa følgende


Fællesspisning i Søvind Forsamlingshus.


Den hyggelige Forsamlingssal var overordentlig nydelig pyntet med Blomster, Grønt og Flag, og ved Bordene herskede en livlig og fornøjelig Stemning. Ikke mindre end 3 Sange var skrevet i Dagens Anledning, og flere Taler blev holdte. Stor Tilslutning ydedes en Tale for D. Kv. S.s tidligere Formand, Frk. Kirstine Frederiksen, som ved Sygdom var forhindret i at være til Stede. Der afsendtes et Telegram til hende med Mødets Hilsen og Tak for trofast Arbejde, hvilket krydsedes af et Telegram fra Frk. Frederiksen til Mødets Deltagere:


Mens Legemet hviler i Granernes Land,


min Tanke den iler til Danernes Strand.


Den udtrykkes kort pr. Elektricitet:


Vort Samfund har længe nok spillet Profet;


gid snart det maa forme sig lig en Magnet!


Frøken Frederiksens Tanke, at forbinde alle Kvindeforeninger over hele Landet og saaledes have D. Kv. S. delt i Kredse med fælles aarlige Møder, viser sig Aar for Aar at være af overordentlig stor Betydning og at hjælpe store Dele af Landet til en klarere Forstaaelse af Arbejdet for Kvindesagens Fremme i vort Folk, ligesom ogsaa de derved skabte personlige Forbindelser bidrage meget til Sagens Fremvækst. Dette Møde i Aar i Elbæk, hvortil saa mange fra Omegnen havde sluttet sig, vil sikkert længe mindes som et rigtigt godt og fornøjeligt Varsel for Fremtiden.