I Anledning af Fru Laura Marholm Hanssons "Kvindernes Bog".

Fru L. H.s, Bog er, siger hun, „intet Bidrag til Studiet af det kvindelige Forstandsliv eller af Kvindens produktive Dygtighed”. „Hvad jeg søger og hos disse seks Typer af den moderne Kvinde ønsker at fastholde, det er Aabenbarelsen af deres Følelse som Kvinde, hvorledes den bevidst eller ubevidst trods alt bryder igennem.” Det er Følgerne af Kvindens Selvstændiggørelse, Forf. vil vise. Om Kvindeemancipationens Berettigelse eller Mangel paa Ret, om de økonomiske og sociale Forhold, den er fremgaaet af, handler Bogen ikke. Kun gør den stærkt Front mod den Retning indenfor Kvindesagen, der vil proklamere Mænds og Kvinders Lighed i Betydning af deres aandelige Ensartethed. Forf. Opfattelse af Kvinden hviler netop paa Grunduligheden mellem hendes og Mandens Væsen.

Bogen er hovedsagelig en Fremstilling af, hvad Nutidens Kvinde har mistet gennem sin Selvstændiggørelse. De Kvinder, her skildres, „var alle, lige til sit Væsens inderste Rod, spaltet i to, syge af den indre Spaltning, som først er kommet ind i Verden ved Kvindens Frigørelse, - en Spaltning mellem deres Forstands Fordringer, som de levede efter, og deres Kvindenaturs dunkle Grundvold, som de forsømte.”

Idet en Kvinde forsømmer dette, forsynder hun sig mod sig selv. Jo mere Kvinde hun er og bliver, desto bedre handler hun mod sig selv. Alt, hvad der forstyrrer hendes Naturanlæg herfor, alt, hvad der forvirrer hendes Instinkt, alt, hvad der leder hende ind i Spor, hvor hendes Kvindevæsen nivelleres, forringer hende uvægerligt. Hvad der derimod fører hende frem til dybere Klarhed over sig selv, til stærkere Villen af det for hende ejendommelige, til mere bevidst Overtagen af sig i sin Kvindelighed gør hende rigere, giver hende større Magt og dybere Lykkemuligheder.

Men bevidst som Kvinde bliver Kvinden sig først gennem Manden.

Fru H. mener endog, at „Kvinden er en Kapsel om et tomt Rum, som først Manden maa komme for at udfylde”.

„Kvinden”, siger hun „er ikke sig selv nok, kan ikke være sig selv nok, det er hende ikke nok at leve ved Siden af Manden - hun kan kun leve i Manden.” „Han giver den Varme, hvori hendes Liv kan blomstre og blive vakkert og rigt og stolt og sundt og sikkert”. Dog indeholder Bogen en Del Udtalelser, der synes at være i Modsigelse med disse meget stærke Ord. Men ét fremgaar tydeligt af den: sit Liv har Kvinden kun i Forholdet til Manden, i Kærligheden.

Alt, hvad der derfor gør hende mere skabt for Kærlighedslivet, er Fremgang og Blomstring, hvad der skiller hende fra Manden er Tilbagegang og Død for hende. Men det, Manden, hvis han er en „helstøbt Mand”, søger hos Kvinden, er ikke „Aand” „Karakter” eller „Renhed”, eller hvad de nu ellers tænker sig som det forskønnende Slør for Tilværelsen”. Manden søger Kvinden, fordi hun er hans Væsens „komplimentære Farve”. Og hvad Kvinden kan give er kun et: sig selv.

Griber nu Kvinden fejl og vil leve Livet uden Manden eller for noget andet end Kærligheden, saa gaar hun bort fra sin Kvindetilværelse, hun bryder sit Væsens Grænser, hun forsynder sig, og Smerte, Afmagt, Forringelse bliver Følgen af hendes Forgribelse paa sit eget Væsen. Og for alle disse Kvinder, „for Marie Baschkirtsew, den unge Pige, som for Sonja Kowalewska og Anne Charlotte Edgren, Kvinderne uden Kærlighed, kom den Dag, da de stod uden for sin inderste Helligdoms lukkede Dør og hørte sin Kvindenaturs Mysterier hulke derinde, og de bævede i frugtesløs Gysen. Nogle sprængte Døren og gik ind og blev igen sig selv, blev Kvinden. Andre blev og døde udenfor.”

Dette forekommer mig at være Hovedtanken i denne lille, mærkelige Bog.

Jeg skal ikke indlade mig paa selve det, der kunde gøres til Stridsspørgsmaal. Andre, der har bedre Forudsætninger derfor og bedre Kendskab til Kvindesagen vil maaske tage op, hvad jeg dels ingen Mening har om, dels er utilbøjelig til at udtale mig om.

Men der ør en Ting ved denne Bog, jeg gerne vilde standse ved. Det er den Betydning, den enestaaende Plads, Kærligheden har i den som i vor moderne Literatur, og det vil vel til Dels sige: i vort moderne Liv. Ikke sjældent siges det som her, at den er Livets eneste Indhold eller i alt Fald dets eneste Værdi.

For denne Bogs Vedkommende ligger en hurtig første Forklaring nær. Paa dens halvandethundrede og nogle flere smaa Sider tegnes seks Kvindeskikkelser, ulige i Værd og Betydning, men alle saa indholdsrige og forskellige, som kun det uudtømmelige Liv skaber dem. Mellem disse Kvindetyper, mod deres mørke Baggrund lyser glimtvis endnu en Kvindeskikkelse: Forf. eget Billede - eller rettere: enkelte for hendes Skæbne og Natur ejendommelige Træk kaster et Strejflys ind over Bogen og giver en første Forklaring af dens Karakter. Saaledes skriver kun en af de lykkelige i Livet. Og det giver Fremstillingen Nyhed og Tiltrækning. Thi de fleste af vor Tids Bøger er præget af Træthed og Haabløshed. Men denne Kvinde tror paa Lykken og kender Lykken. Man kunde tænke sig, at saaledes tænkte og skrev kun den, der i overstrømmende Tak til den Form for Kærlighed, der nu blev hendes Livs Rigdom, lagde alt ned for dens Fod, og vilde tage alt af dens Haand, og kun af dens Haand. I saa Fald er der en subjektiv Grund til, at Kærligheden gøres til en saa absolut Stormagt.

Men i langt højere Grad end af Forf. Naturel og Skæbne er Bogen præget af Forf. Livssyn.

Denne Bog er skrevet ud fra en ikke blot helt afkristnet men en helt irreligiøs Bevidsthed; dermed mener jeg: en Bevidsthed, der end ikke mere synes at gøre et Forsøg paa at naa til en Forklaring af Livets Grundspørgsmaal. Indtil den allernyeste Tid, hvor religiøse Strømninger atter spores, har dette været ejendommeligt for den meste moderne Literatur. Den er udgaaet fra Kredse, hvor forskellige Forhold, stundom flere Generationers Indifferentisme eller Fritænkeri har holdt den enkelte klar for al religiøs Paavirkning, ja, al Interesse for hvad religiøs Overbevisning vil sige. Saadanne Bøger præges sjældent af Had til Kristendommen; rolig Ligegyldighed for den er deres Særkende. Had er man sig ikke bevidst, der leves kun, som om Kristentroen slet ikke var til. Den er en Faktor, hvormed der ikke regnes. Dels fordi den betragtes som et historisk tilbagelagt Standpunkt, dels fordi den i sig selv anses for meningsløs. Og ganske vist: de Par til fælles Afbenyttelse opstillede Former, hvori dens misforstaaede Indhold defineres, er ogsaa ganske uden Mening; ligesom den psykologiske Begrundelse af dens Forekomst, hvor den i Livet træffes, er helt vildledende. Men for Resten træffes den sjælden i saadanne Kredse. Maaske fordi man holder sig borte fra, hvad man i sin Uvidenhed om er dobbelt pantseret mod gennem indbildt Viden. Maaske fordi den Kristentro, disse Mennesker maatte blive opmærksomme paa: den fulde, rene, nytestamentlige Kristentro, levet ud i sine Konsekvenser uden Afslag, i glad Hengivelse til Jesus Kristus, ikke endnu forekommer saa hyppigt i vor Tid. Saa bliver Luften lidt efter lidt ren for al Kristendom, saavidt det kan ske inden for en Kultur, der hviler paa den og hovedsagelig - hvor langt den skejer ud derfra - er født af den.

Og det vil først og fremmest sige, at Evighedsbaggrunden for Livet forsvinder og det nærværende Liv bliver alt. Dets Sorg og Glæde, dets Skuffelse eller opfyldte Haab antager overvældende Dimensioner. Al Sjælens Energi samles om, og al Sjælens Længsel fanges i Øjeblikket, hvis Mennesket ikke i sin ubeskrivelige Trang til ikke at indfanges, skaber sig en indbildt Evighed i Slægten, som en Erstatning for hvad den enkelte forliste.

At Gud og Evigheden saaledes mistes, betyder ikke, at man med Nødvendighed lander i Materialisme. Aldeles ikke. Man bliver blot Hedning igen, med Hedningens Livslyst og Hedningens „Livsangst”, med, den mer eller mindre klare Erindring om den indre Gysen, der følger enhver Aabenbarelse af Livets, ubønhørlige blinde Lovmæssighed eller af Livets uberegnelige Tilfældighed, af denne Meningsløshed, der truer hver eneste Stund. I Fru H.s Bog staar der: „Det er altid kun Øjeblikke, Øjeblikke, Mennesket har; der er intet varigt at stole paa; thi vi svømme over mørke Vande fra i Gaar til i Morgen, og vor ensomme Længsel er ikke saa frygtsom som vor angstfulde Sitren, vor feberagtige Lytten, naar vi er lykkelige.” „Vi driver, over Vandene i Taage, lider Uret og gør Uret og ved ikke hvorfor. Fatum! Fatum! Vi kan ikke gøre noget fra eller til.”

Men Livet indenfor denne Verdens Grænser, hvortil Grækeren, som Goethe siger, „følte sig kaldet, hvor han fandt Plads for sin Virksomhed, Næring og Genstand for sin Attraa,” det er Slægten for altid vokset ud over og kan ikke atter vokse sig ind i. Den tager med sig en Erindring om de uendelige Haab og den uendelige Salighed, der engang levede i dens Sjæl. Den bøjes paa samme Tid af sin saa meget større Viden, om hvilken Jammer, Livet rummer. Thi aldrig før var vel den menneskelige Lidelse saa kendt og nærværende for næsten hele Slægten som nu, og kun de Sind, der brutaliseres, glemmer den. Men en saadan Viden og Medfølelse med Lidelsen umuliggør atter Grækerliv. Medens Bevidstheden om Livets „Masse af Smerter” fastholdes, synes Troen paa Lykkens absolute Nødvendighed for Livets Udfoldelse at stige til Overtro, og paa samme Tid hidses Begæret efter Lykke under Følelsen af den Værdi, Nuet faar, hvor Evigheden mistedes. Og - hvad Smerten kulminerer i -: Livets Ubegribelighed trænger sig stedse mere ind paa Sindene. Jo tydeligere det bliver og jo ærligere det vedgaas, at den menneskelige Tanke over alt støder mod det Uerkendeliges Mure og flyver sig til døde, hvis den ikke mister, hvad der er Livet for den: Trangen til Forstaaelse, desto vissere sker et af to.

Man vil enten give sig ind under hin Sjælstilstand, der kan kaldes den store Resignation, i hvilken Mennesket forraader sig selv ved at slippe sin smertefulde Søgen og køber en vis Ro og Uafhængighed af Livet med Opgivelse af sit inderste Væsens allerdybeste Krav. Det er en Selvopgivelse, hvori den enkelte mister Værdien før sig selv i Forstaaelse af, hvor forgæves Modstanden er mod Livets knusende Overmagt; hvor haabløs al Klage og alle Taarer; hvor lidt et Menneskeliv vejer; hvor ringe Magt der er i det; hvor dyb Glemslen er, der opsluger det; hvor let det erstattes, ja skydes til Side af; nyt frembrydende Liv. Livets uendelige Gentagelse af det i sig Intetsigende, dets Smaahed er kun til at bære, naar det alt faar Betydning gennem Evighedens Ansvar; det er kun muligt at holde ud at være Menneske uskadt, uden at dræbe de stærkeste Sjælekrav, naar man er til for Gud. Tages Gud bort, bliver et Menneske kun et Tal i den uoverskuelige Række; men det er ikke al den Anstrængelse at leve værd. Og Tilintetgørelsen, dersom alt sundt Livs Modsætning, fylder alt levende med Rædsel og Modbydelighed, bliver den store, trætte Skares hemmelige Trøst og Længsel, den naturlige Forbundsfælle for Sind, der allerede her er mærkede af Døden, og føler Dødens opløsende Kræfter i sig og ofte kun ikke føler det, fordi de bedste af dem ophører med at eksistere for sig selv, kaster sig ud i et Arbejde for Slægten eller Ideerne, hvori de glemmer sig selv og bringer disse gribende, underlige, sjælløst bragte Ofre, der er som slængte i Havet, baade for dem selv og andre, fordi de ikke vidste, hvor der skulde ofres, og fordi de ikke havde et levende Menneskes Sjæl at give hen, men kun dette halvdøde Sind, der inderst inde ved med sig selv, at det ligesaa godt kan øde sit Liv paa et som paa et andet.

Eller der sker noget andet. De Sind, der ikke vil dø, kaster sig med al Energi ind i, hvad der lover Øjeblikkets stærkest følte Lykke, hvad der bringer Glemsel i øjeblikkelig fuld Optagethed, Glemsel ogsaa af Tankens Skuffelser - fremfor alt: hvad der giver den intensive Livsfølelse, der trues med Undergang, dødelig saaret, som den er i enhver, der opgav at finde Mening i Livet. Jo mere et Menneske har bevaret sig levende, jo stærkere Trangen er i et Menneske til det, som alene slaar til for et helt Liv, det, der fylder, optager, opbruger hele Personlighedens Indhold, med desto større Kraft vil denne sidste Udvej gribes.

En saadan Trang og Evne til fuldt Liv har Kvinden, som det synes, bevaret mest uskadt. En saadan Trang tilfredsstilles nærmest i Kærlighedslivet. Og paa Baggrund af hele dette Livssyn er det, at Kærligheden er vokset op til en saadan Stormagt i en Tid og i Lag, hvor hin første egentlige Stormagt: Gudstroen, Livet i Gud, misagtes. Og det maa vistnok regnes Kvinden til Ære, at hun ikke vil nøjes med mindre end det, der er i Stand til rigest at lade Livets Fylde gennemstrømme hende.

Fru L. H. faar Ret i sine Paastande: naar Livet her paa Jorden er alt, naar Lykken er Betingelsen for hele Menneskevæsnets Blomstring, saa bliver Kærlighedslivet, hvad der drager dem, der ikke „kan gi blot sin halve Sjæl”, men som vil leve ud af hele deres Sjæls Indhold.

Men der er et helt andet Livssyn, og over for det faar hun Uret. Først Uret deri, at Kvinden ligesom besjæles af Manden, saa deri, at hun intet Liv har udenfor Manden.

Dette Livssyn er den Kristnes.

Saasnart Livets Betydning begrænses gennem den Kristnes Bevidsthed om Evigheden, bliver Kvinde eller Mand Bestemmelser, der kun faar forbigaaende Betydning. „I Kristus er der ikke Mand eller Kvinde”. Det fælles Grundlag, som ligger dybere end det Dyb, hvori det kvindelige bunder: Menneskevæsenet, bliver tilbage. Og Mennesket i Kvinden, som Kristendommen, trods al sin Forvanskelse, har hævdet, saa at Kvindeliv i al Civilisation, der hviler paa Kristendom er noget helt andet end i de højst kultiverede Hedningelande, Mennesket i Kvinden, som Kristus i sin ens Omgang med Mænd og Kvinder saa stærkt betonede, det bliver ikke til ved Manden, men fødes i Mand og Kvinde i den Stund, da han eller hun bliver sig bevidst for Gud som dette enkelte af ham afhængige, hans tilhørende, mod ham som Maal stræbende Væsen. Midtpunktet for hendes Liv bliver som for Manden fra den Stund hverken det egne Jeg, som Mennesket ellers kredser om, heller ikke hint andet Jeg, Manden, men det bliver Gud. Ikke som et Begreb, en vag Forestilling, der allerede kan faa en vældig Magt, men dog aldrig faar den absolute Magts omskabende Kraft eller tilfredsstiller Sjælens allerinderste Krav. Men det bliver Gud, som han har aabenbaret sit Væsen, bøjet sig ned til Mennesket, muliggjort Mennesket at gribe sig i Jesus Kristus. Det vil altsaa sige, det bliver ikke et upersonligt noget, en Lære, en Ide, som Mennesket mødes med, men det bliver, - saaledes vidner alle de, der oplevede denne Erfaring fuldtud, - et Møde mellem den evige, hellige, fuldkomne Personlighed og det endelige, saa dybt ufuldkomne Menneske, af hvilket Møde der kan følge et Liv, et Samfund, en Leven af og ved og i Gud.

I samme Stund dette sker, er der en Række af Muligheder, der tilintetgøres, og en helt ny Skare af Muligheder, der fødes. Borte er med det samme dette Livs overvældende Magt over Mennesket. Skønt Livet paa anden Vis faar sin meget tungere Evighedsbetydning, svinder det som Maal for alle Ønsker og al Vilje. Det ophører at have afgørende Værdi i sig selv og faar sin Værdi gennem noget andet, gennem Evigheden, Gud, som det fører nærmere ind til. Paa samme Maade umuliggøres af første Haands Forhold til nogetsomhelst paa Jorden. Mellem den Kristne og alt og alle staar Herren; og kun middelbart gennem Herren kan han, om han ikke vil falde ud af sin Kristenstilling, forholde sig til noget.

Derigennem afsættes Kærligheden fra sin absolute Betydning. Muligheden er forbi for hin hedenske og indenfor sin Sfære skønne Form for absolut Hengivelse Menneske og Menneske imellem. Den gamle Middelalderdigtning symboliserede i Forstaaelse af, hvilken Sfære den selvopgivende, alt andet slippende Lidenskab tilhørte, netop denne Form for Kærlighed i Runemagten: en Magt, der hørte Hedningelivet til. For en Kristen er det umuligt at fanges i den Misforstaaelse, hvori inderst inde den absolute Hengivelse til Mennesket bunder, den: at ville eje eller tillade en anden at ville eje sit Livs Kilder - sit evige, mod evig Fremgang higende Liv - i et endeligt og ufuldkomment Forhold. Tilmed skjuler Selvhengivelsen over den største egenkærlige Nydelse af sig selv. (Se Marie Bashkirtsens Dagbog. *) Den Konsekvens, den løber ud i, og hvor den, som saa meget andet, „kendes af sin Frugt,” er hos Kvinden Slavesindet og hos Manden Ønsket og Trangen til Slavinden. Underligt er det at mærke, at selv hvor der tros mest paa denne Form for Kærlighed, føles det stærkt, hvorledes den i sig huser en uløselig Modsigelse, hvorpaa den strander. Om et Menneske vilde lade sin Sjæl som et strømmende Væld udtømmes i en anden Sjæl, der kommer dog den Stund, hvor han føler den usynlige Grænse, der aldrig omstødes Sjæl og Sjæl imellem, den Mur, der aldrig overstiges, og bag hvilken enhver, der lever et eget Liv, maa leve ene.

Anderledes hvor Hengivelsen gælder Gud.

Her vender alt det tilsyneladende tabte tilbage som rige, aldrig anede Muligheder.

Det synes, som om Mennesket for at leve ikke behøver andet end Gud, siden det er saaledes, at Slægten, hver Gang Gudsbevidstheden dør bort, ogsaa, midt i det rigeste Kulturliv, selv efter kortere eller længere Tid staar fortvivlende, døende, præget af al Tilintetgørelsens Hæslighed, medens omvendt de tungeste Tilskikkelser, alle Former for Smerte, ikke blot bæres, men bærer oppe og kan føre fremad, hvor Gud tros, Det er ogsaa saaledes, at et Menneske kan leve uden at forstaa al Livets Mening, leve med smertefulde, uløselige Gaader om sig, blot der i hans Sjæl bliver den faste Forvisning, at Livet i sin Helhed og hans egen Tilværelse har i Gud sin Forklaring, sin Mening. Thi at Kristendommen skulde løse alle Livets Gaader er jo en stor Fejltagelse. Kristendommen har aldrig lovet det. Kristendommen gør her kun helt lempeligt, hvad den ogsaa ellers gør: den fører Mennesket tilbage til den Plads, der tilkommer det: fra at være Herre til at være Tjener, fra at ville være den, der forstaar alt, til at være den, for hvem de dybeste Sandheder maa aabenbares. Og som Kristentroen forandrer Forholdet til Verden, saadan den enkeltes Forhold til og Forstaaelse af sig selv. I Gud finder et Menneske sin skjulte Kilde, sit Væsens Art, sin Plads i Livet, sin hurtig svindende, saa ofte gaadefuldt sønder-brudte Tilværelses evige Gyldighed. Derfor fører Hengivelsen til Gud, jo inderligere, absolutere, mere altgennemtrængende den er, kun til en dybere Selvforstaaelse og stærkere Selvbekræftelse, medens Hengivelse til et Menneske munder ud i Selvopgivelse og Fortabelse af sit Jeg. Der er Stedet for hin Trang til det grænseløse, uendelige, som dyb Kærlighed kalder paa men aldrig kan fyldestgøre. Her hindrer ingen Forstaaelsens Grænser Overgivelsens Tryghed_; fordi der hviles i Bevidstheden om at begribes vidt ud over, hvad den personlige Bevidsthed selv kan gennemtrænge. Her kan Forholdet ikke forandres, fordi Illusionen brast, der dækkede over den enes Uværdighed, thi ingen Illusion er tænkelig, og Forholdets Begyndelse var netop at føres til Forstaaelse af absolut Uværdi hed, til Begriben af sig selv som den, der faar alt, og som kun har Synd og Afmagt og den dybeste Trang som det, de hidkalder Gaven. Her er ingen Grænser for Forholdets evige fremadskridende Udvikling, her, hvor det er Fuldkommenheden, der bereder Plads for sig selv og giver sig selv, efter som Gaven kan modtages. Den Vej til Hellighedens fuldkomne Herlighed, som alle Sjæle længes efter, den Vej, der lukker sig, samme Stund et Menneske mister Troen paa Gud, aabnes atter, og den navnløse Jammer, intet i Verden kan lignes ved: Smerten over at skulle forkomme i Ufuldkommenhed, afløses, af hvad et Menneske behøver for at bevare Viljen til Livet: Visheden om, Erfaringen af, at der er en evig fri Bane, hvis Trin betegnes: „fra Herlighed til Herlighed”.

Det Menneske, eller den Slægt, som rummer dette i sin Bevidsthed, ved, at af alle stærke Magter er her den stærkeste, og at kun det Liv, der leves af og for og i Gud bliver et Liv, hvor alt, hvad Mennesket rummer af Muligheder, kan komme frem og komme i Brug, hvor hele Personligheden gennemstrømmes af Livets Fylde og atter - alt i Forhold til Hengivelsens Inderlighed - kan lade Livets Fylde udstrømme til andre, blive „velsignet og blive til en Velsignelse”. Og de er løste fra den Ulykke at kaste sit Liv hen til noget - var det end det skønneste, Jorden ejede - der ikke har Evighedsmagt og Evigheds Livsfylde i sig.

Mon ikke der rundt om i vor som i anden Literatur er Tegn, der varsler, at Trangen til Gud atter begynder at vaagne i en Slægt, der forgæves har søgt at tilintetgøre sin Længsel, eller at mætte den, med hvad der aldrig kan stille den? -

Juli 1895.

A. Brosbøll.

*) „Der gives virkelig noget vakkert, antikt: - hin Kvindens Selvopgivelse lige over for den elskede Mands Overlegenhed maa være den største egenkærlige Nydelse, en overlegen Kvinde kan føle.”