Brødudsalgene i København.
Fru Redaktør!
I Deres ærede Blad Nr. 22 findes en lille Artikel om Brødudsalg med forskellige Spørgsmaal til Bagerne, som jeg herved tillader mig at besvare med særligt Hensyn til Kvinderne som Ihændehavere af disse. Grunden hvorfor de Kvinder, som etablere Brødudsalg, ikke kan bestaa, er ikke den, at disse ikke erholder Rabat nok af Bagerne, men Grunden til, at de altid maa ophøre, er den enorme Mængde Steder, som der nu forhandles Brød fra, saa at Omsætningen bliver altfor ubetydelig, til at kunde udrede Driftsudgifterne og leve deraf. I København finnes der 250 Bagerier, eller et for hver 1.200 Mennesker, og hvis man blot regner, at hver Bager leverer Brød til 12 Brødhandlere, Høkere, Grønthandlere, Hørkræmmere eller lignende Forhandlere, da bliver Antallet paa dem, der forhandler Brød, 3000 eller et Udsalg for hver 100 Mennesker, og heri er ikke medregnet de 250 Bagerbutiker, thi da bliver der et Udsalg paa hver 86 Mennesker.
Man skulde nu tro, at det med saadanne Tal for Øje var let at overbevise dem, som vil etablere Brødudsalg, om at den Omsætning, som kan ventes, er altfor ubetydelig til, at nogen kan leve deraf, selv om man har lidt Øl og Mælk med, som der jo ogsaa er nok om, og derfor kun kan blive altfor ubetydelig til at dække Udgifterne og selv leve, men dette er aldeles ikke Tilfældet; tværtimod, der findes altid Mennesker nok, og særlig enlige Kvinder, som vil være "selvstændige" eller "uafhængige" og med utrolig Lethed og Kortsynethed sætter deres sammensparede Midler i fuldstændig haabløse Forretninger, og da næsten altid med den Motivering, naar man advarer dem, at der er jo mange andre, som har Brødforretning og leve deraf. Der gives ganske vist nogle ganske enkelte, men sikkert meget faa, som vedblive at føre deres Forretning, men det er kun dem, som har andre Indtægter. f. Ex. hvor Manden arbejder og har en god Ugeløn; men selv disse opgive ofte hurtig at drive Brødhandel, da de snart indser det ufordelagtige derved. Hvor sikkert det er, at en enlig Kvinde, der driver Brødhandel, vil sætte sine Penge til, kan man erfare af følgende Udtalelse, en af vore største Bagere fremkom med under en Samtale vi havde for kort Tid siden: "Jeg leverer Brød til 58 Brødhandlere, men det er min bestemte Overbevisning, at kun en eneste af disse muligen kan leve deraf og blive ved deres Forretning, alle de andres Existens er kun et Tidsspørgsmaal, som afhænger af, hvorlænge de kan vedblive at sætte Penge til." En enlig Kvinde, der betaler 4 á 500 Kr. i aarlig Leje af en Brødbutik, har en daglig Udgift af mindst 3 % Kr., heri iberegnet Husleje, Belysning, Papir, Varme og selv et tarveligt Underhold, men for at opnaa en saadan Indtægt, maatte hun have en daglig Omsætning af 35 á 40 Kr., men dette naas kun af ganske enkelte Forretninger, som da næsten altid drives af Bagerne selv med det dertil engagerede Personale. Det regnes allerede for en meget god Omsætning, naar denne kan naa op til 15 Kr. daglig, og der gives mangfoldige Brødbutiker, med et fremtrædende Ydre, hvis Omsætning er langt under 10 Kr., og det er da aabenbart, at alle disse Forretninger kun kan drives med Tab. Det er sikkert en meget betydelig Sum, som enlige Kvinder hvert Aar sætter til paa Brødhandel i København. Hvis man blot regner Antallet af dem, som maa forlade deres Forretning, til 200 om Aaret, og at hver har tilsat 500 Kr., bliver det 100,000 Kr. om Aaret, og efter min Erfaring, er disse Tal aldeles ikke for høje. men snarere for lave; men som sagt, det er meget sjældent, at nogen vil lade sig advare og lige saa lidt høre Tale om, hvilket overordentlig bundet, indskrænket Liv det er at føre Brødforretning. Med uophørlig Nærværelse fra 5 ½ om Morgenen til 10 om Aftenen, og aldrig Frihed hverken Søgne- eller Helligdage.
Det vilde ikke nytte noget, om Tilgiften til Brødudsalgene blev forhøjet, thi den vilde da strax af den indbyrdes Konkurrence mellem disse, blive forhøjet for deres Købere, og saaledes komme disse og ikke Udsalgene til Gode, og herover er Bagerne ikke Herre, det ser man bedst af, hvorledes det er gaaet paa andre Omraader af Brødhandelen, f. Ex. med Søndagsbrødet, idet nemlig, efter at Bagerne efter meget Arbejde har faaet dette afskaffet i Bagerbutikerne, har Udsalgene begyndt at indføre dette igen i Konkurrencen med hinanden.
Det har forøvrigt forundret mig, at den ærede Indsender ikke, i Stedet for at forlange højere Tilgift af Bagerne, har paatalt, at det offenlige Selskab "Arbejdernes Fællesbageri" har indskrænket Udsælgernes Avance, idet det tvinger disse til at forhandle Bageriets Rugbrød med kun 4 Øre Rabat pr. Brød. medens Udsalgene fra alle andre Bagerier altid har faaet fra 5 til 10 Øre. Man vil maaske sige, at l Øre ikke har nogen Betydning, men det er virkelig en forsvarlig Sum, som dette Bageri hvert Aar unddrager Udsælgerne, naar man erfarer, at Bageriet hver Dag sælger 3000 Rugbrød, som med l Øres mindre Rabat giver Udsælgerne 30 Kr. mindre om Dagen, eller over 10,000 Kr. om Aaret mindre Avance, og hvis man blot regner 2 Øre, da over 20,000 Kr., som Udsælgerne maa give Afkald paa til at dække deres Driftsudgifter med.
Jeg tror ikke, at der er nogen Udsigt til Forbedring i de enlige Kvinders Stilling, som driver Brødhandel, thi det eneste, jeg kunde tænke mig, var et offentligt Forbud mod at forhandle Brød paa den urenlige Maade, som det nu sker paa saa mange Steder, idet man sælger Brød sammen med Petroleum, grøn Sæbe, Stenkul, Sand og lignende; thi ganske vist vilde et saadant Forbud indskrænke de altfor talrige Brødudsalg noget og være ganske naturlige paa denne Tid, da man taler og skriver saa meget om Sundhed og Renlighed med Brødet, men det vil sikkert ikke komme, thi det er sjældent at man, hvad Brød angaar, beskæftiger sig med det naturlige og rimelige. Hvis De, Fru Redaktør, ved at optage disse Linjer i Deres ærede Blad, kunde give et lille Bidrag til Belysning af Brødhandelen og den enlige Kvindes Stilling dertil, og maaske for en enkelt afværge de Skuffelser og Tab, som mange, altfor mange ærlige Kvinder hvert Aar lider i København, vilde de meget glæde Deres
ærbødige