Kunstnerinders Arbejder paa Foraarsudstillingen 1889.

Skjønt kvindelige Udstillere kun ere en lille Del i Forhold til deres mandlige Kolleger, findes der dog i den lille Flok Navne, som vi nok kunne være stolte af at nævne, og hvis Arbejder nok ere værd at blive udpegede og gjemte i de Menneskers Erindring, som have Tanke for og Kjærlighed til Kunst.

En Kunstnerbegavelse som Fru Anna Anchers er saa lødig, at mangen Kunstner, hvis ellers Mændene nære saa smaalige Følelser, nok kunde blive misundelig. Vi have ganske vist Malere, der fremtræde med større Bravour, nogle der gjøre mere Effekt, og andre der have løst vanskeligere maleriske Opgaver end Fru Ancher. Men vi have ikke mange, der eje den Hjærtets Enfoldighed, hvormed hun giver sig selv indtil det mindste Strøg i sine Billeder. For dem, som forstaa Kunst som noget af „det vidunderlige”, er det en sand Nydelse at betragte hendes Arbejder, der altid virke som malede af den reneste Inspiration. Den danske Kunst kan være stolt af at eje et Billede, som hint Pastelhovede: „en gammel Kone”, Kunstforeningen for nogle Aar siden kjøbte til sin Studiesamling. Paa samme Tid, som hun er den fine Iagttager, maler hun med en let, elegant Penselføring, uden nogen Sinde at nærme sig til det kolde, tillærte Sprog, som Rutinen giver. Hun udstiller i Aar et lille fortryllende Billede: Aftenbøn, en lille Pige paa Knæ foran sin Seng, hele den lille Skikkelse lige til den miniaturagtige Haarpidsk er henrivende, og den, der har Hjærte for Børn, vil ikke gaa dette Billede forbi, uden at medtage det Indtryk af Fred, som strømmer ud fra det.

Naar jeg fra Fru Ancher springer til Fru Anthonore Christensen, ville mange maaske synes, at disse to Kunstnerinder staa hinanden meget fjærnt, og det gjør de ganske vist ogsaa i mange Henseender; men i ét synes de mig at mødes, nemlig i Kunstnerglæden over det, de maler.

Fru Christensen, er rigtig nok tit spids og haard i sin Penselføring og ofte grumme kjedsommelig *), men i Aar har hun malet nogle ganske dejlige blaa Drueklaser, som hænge mellem grønt Løv, ere saa farverige og straalende, som man vel kan ønske sig dem, saa de næsten tage Magten fra de tre gulrøde Nasturtier, som have listet sig op mellem det friske grønne Løv; - og Stokroserne staa straalende og klare med deres ganske fine Blade paa det Billede, der hænger som Pendant, som vare de kun skabte til Øjenslyst; saadanne Blomstermalerier viser os ikke alene, hvad Blomstermaleriet kan indeholde, men gjør os baade led og kjed af de mange elendige Fuskere, som netop findes i dette Fag.

Frøken Wegmanns Navn er sikkert det, som har bedst Klang i det store Publikums Øren, og som er videst kjendt, et saa dygtigt Portræt som det af Melchior, hun for nogle Aar siden udstillede, bevares længe i Erindringen, hun har hvad ingen anden her hjemme har, skabt sig en Position, og naar man som i Aar finder hendes Herreportræt mindre morsomt, er det, fordi man til hende stiller Fordringerne særlig højt.

Portrætkunst er og bliver en vanskelig Kunstart, man vælger heller ikke altid selv sin Model, og Menneskene ere nu en Gang ikke altid lige morsomme at male. Et kjønt og rigtig hyggeligt Portræt af en gammel Dame har Frk. Krebs malet; et mindre morsomt, men i Farve kjønt Portræt af en ung, staaende Dame findes af samme Kunstnerinde. Tre Pastelportrætter af Fru Elisabeth Wandel udmærke sig ved at være livfuldt opfattede.

Af Genrebilleder findes kun faa, et ganske lille et med to smaa Børn af Frk. Mundt. „Efter Dagens Arbejde” af Frk. Vilhelmine Bang, forestiller en gammel Herre, rimeligvis Timelærer, der sætter sig til Rette i sin Lænestol; et rigtig slidt gammelt sort Rejsetæppe har han lagt over Knæerne, hvad han for øvrigt vist ogsaa kan trænge til, da han ser noget afmagret og forfrossen ud.

Frk. Thornam udstiller en romersk Blomstersælgerske der meget minder om de franske Atelierarbejder, der ikke høre til den morsomste Slags.

Et Studiehoved af Frøken Tuxen virker behageligt i Farve, Frk. Schwartzkopf har malet en Kvinde med store, sorte Øjne, der sidder bleg ved et lille Træbord; hun har kaldt det: „For silde”, en Titel, der lyder som en Gaade, til hvilken hun forhaabentlig dog selv har en Løsning; Billedet løser den i alt Fald ikke, men giver rimeligvis en Del Hoveder noget at spekulere over.

Landskabsmaleriet er ringere repræsenteret; de fleste Billeder ere kun smaa, hvad der jo i øvrigt ikke forringer et Billedes Værd, hvilket man kan erfare af at se paa Jerndorfs lille Perle fra Vedbæk Strand - noget saa udsøgt fint kan Kvinderne des værre ikke byde paa. Frk. Julie Hammer har et stort fladt Landskab med vid Horizont, kaldet „Eng og Mose”, som imidlertid hænger saa daarligt over Dalsgaards store, spraglede Billede, at det aldeles ikke kan komme til sin Ret, og næppe ændses af mange. Frk. Emma Meyer har et Par smaa kjønne Solskinsbilleder fra Vedbæk Mose; baade hun og Frk. Ravn-Hansen synes at være stærkt paavirkede af Kyhn; i Frk. Ravn-Hansens store Billede af et bakket Terræn og en Rugmark uden for Skoven findes kjønne Enkeltheder, men Helheden skades ved en underlig plukket Behandling. - Frk. Marie Knudsen udstiller to store Skovinteriører, der ikke maale sig med et ganske lille Billede, som hun kalder „Solskinseftermiddag”, et Par Bistader bagved et lille straaklædt Hus, som er nydeligt i Farve. Frk. Bonfils har malet nogle friske Mariner fra Hornbæk, som vidne om godt Humør hos Kunstnerinden.

To svenske Kunstnerinder: Frk. Bauck og Frk. Grubb, have udstillet Interiører, den første et flot malet Atelierinteriør med alt dertil hørende Inventar; den sidste et lille beskedent Hjørne af en Stue i dæmpet Belysning med nedrullet gul Træpersienne, bag hvilken Solen skinner; Billedet tiltaler ved sin Diskretion.

April 1889.