To Digte af Elizabeth Browning.
Traadt fejl.
Paa et Hjærte har Kjære, Du traadt;
Nu, hvad saa, om de Skjønne vil Mænd
Altid flokkes, og Vejen har gaaet
Før i Dag over Hjærterne hen.
Kun lidt tankeløs kom Du for nær,
Hvo tør kalde det Ondskab? o nej;
Og hvi fandtes det Hjærte just der
Hvor Dig førte din straalende Vej?
Ingen Sten var det - den ruller hen
Ingen Torn, der sig melder med Stik;
Smil kun haanligt, det var kun en Ven,
Blot et Hjærte i Løbet der gik.
Men, der kommer en Dag dog maaske
Hvor dig pludselig Spejlet fortæller:
Dine Roser er svundne, og se,
Smilehullerne er der ej heller.
Og forstummet er Smigrernes Røst,
Nu forgjæves omkring Dig Du ser
Om en Ven, der vil hviske til Trøst:
„Som Du er, jeg Dig elsker kun mer”.
Og hvo véd, om et Suk da ej tidt
Trænger frem, naar Du sidder bedrøvet:
„Var af alle det Hjærte kun mit,
Som engang jeg traadte i Støvet.”
Oversat af Y.
En Mands Fordringer.
Elsk mig med Din hele Sjæl,
Hjærte, Tanke, Øje,
elsk mig, i det mindste som
i det store, høje.
Elsk mig med Din ungdomsfro,
tillidsfulde Mildhed,
med Din Læbes Løfteord,
med dens ømme Stilhed.
Elsk mig med de dybe, blaa
Øjnes Alvorsblikke.
Himlens Farve bar de,
og Svig de kjender ikke!
Elsk mig, naar som Sneens Fald
hvide Laag dem dølger,
naar Dit unge Hjærtes Slag
gaar som stærke Bølger.
Elsk mig, naar Du strækker frit
mod mig Dine Hænder,
elsk mig, naar Din lette Fod
blysomt bort sig vender.
Elsk mig, med Din Stemmes Klang,
Hjertets Toner bløde,
med det Blus paa Kind,
der slaar Elskovs Ord i Møde.
Elsk mig paa Din Tankes Flugt
gjennem Aandens Riger,
og naar hver en Tanke for
Hjærtets Længsel viger.
Elsk mig, naar Din Skjønheds Pragt
Verdens Bifald kroner,
og naar Du i ensom Stund
nynner Bønnens Toner.
Elsk mig, som en Digterjæl
elsker Drømmens Rige,
elsk mig frejdig, trofast, ømt
som min egen Pige.
Elsk mig i Hvert Fremtidshaab,
som kan Vinger strække,
i mit Hjem og i min Grav
og ud over begge.
Lover Du mig dette vil
jeg til Gjengjæld for det
elske Dig - et halvt Aars Tid,
som en Mand formaar det.
Overs. af Julie Meyn.