Marie Zakrzewska.*)

Den udmærkede Kvinde, hvis Navn er nøje knyttet til en af Kvindesagens største Sejre, - hende søgte jeg strax den første Dag, da jeg for nogle Aar siden var kommen til Boston, dette Paradis for Kvinder, særlig for de „emanciperede” Medlemmer af Kjønnet.

Jeg fandt hende tilligemed hendes Ven og Husfælle, Julia Sprague, forhenværende Lærerinde, i en Villa i Udkanten af Byen, hvor disse to, a glorious couple (et herligt Par), som de med Rette er bleven kaldt, have dannet et smukt Hjem, der aabner sig gjæstfrit for enhver, som kommer til dem med Sans for de Ideer, de selv leve og virke for.

Senere saa jeg Marie Zakrzewska igjen under forskjellige Forhold. Naar hun, den næsten tresindstyveaarige Kvinde, efter en hel Dags uafbrudt Arbejde var kommen hjem for at nyde nogle Timers Hvile, men da ved at høre, at et sygt Barn savnede hendes Bistand, sprang op saa fyrig som en ung Pige for at skynde sig til det. Eller naar hun i sine Konsultationsværelser i Hjærtet af Byen tog imod de mange yngre og ældre Kvinder fra alle Samfundslag, som kom til hende med deres og deres Børns legemlige og aandelige Skrøbeligheder, og hun da med den hende egne Blanding af øm Moderlighed og rolig Myndighed viste sig som den i Ordets mest udprægede Betydning kyndige Familielæge, der kunde giennemskue indviklede Forhold og give Raad ud over Øjeblikkets Tarv. Eller naar hun blev gjæstet af Landsmænd fra „das grosse Vaterland” paa den anden Side Havet og med sin overlegne Menneskekundskab og ungdommelig friske Interesse sammen med dem drøftede Dagens brændende Spørgsmaal. Mest uforglemmelig var dog hin første Aften, da jeg saa hende i Kredsen af hendes Elever, mellem ti og tyve yngre kvindelige Læger fra Boston, og hørte hende sammen med den eneste tilstedeværende ældre, Dr. Morton, opfriske Minderne fra deres Trængsels Tid, da de begge havde arbejdet paa det, der havde været Marie Zakrzewskas Livsmaal, for hvis Skyld hun var bleven Emigrant, nemlig Dannelsen af en praktisk Øvelsesskole for kvindelige Læger, et Hospital for Kvinder, ledet af Kvinder.

Det var let nok nu for den fejrede Læge, som bliver baaret paa Hænderne af Mænd og Kvinder af Bostons allerbedste Selskab, at sidde i sit hyggelige Hjem ved sit vel besatte Bord og mindes de Dage, da en Skive Flæsk til Morgenmaaltidet havde været en eftertragtet Luxus for Lærere og Elever paa Hospitalet, da et aarligt Theaterbesøg havde været den meste Adspredelse, man undte sig, og da man havde været henvist til at søge sin Praxis blandt Befolkningens laveste Lag, fattige, irske Kvinder, der paa samme Tid, som de benyttede de dannede Damers Hjælp, dog med hoven Ringeagt saa ned paa disse „emanciperede Fruentimmer”. De unge Kvinder, som sad rundt om Marie Zakrzewska, tiljublede hende deres Bifald og Glæde over de Sejre, hun havde vundet. For dem laa nu Vejen aaben; men hendes brede Pande med det glatte graa Haar ned ad Siderne bar Præget af, at hvad hun havde naaet, var hun kommet til gjennem Kamp.

Det var i New York, at Marie Zakrzewska sammen med Søstrene Blackwell (Emily og Elisabeth, den sidste den ogsaa hos os bekjendte Forfatter af Moral Education) havde tilkæmpet Kvinderne Retten til praktisk Uddannelse, hvilket hidtil havde været nægtet dem trods det, at enkelte Lægeskoler havde givet dem Adgang til theoretisk Uddannelse og Examen. Men Midlerne til Hospitalets Oprettelse havde hun maattet til Boston om, saa at denne By ogsaa her havde hævdet sit Ry som den Axe, der drejer Fremskridtets Hjul i de forenede Stater. Hun havde skaffet sig Adgang til formaaende Familier, om hvilke hun vidste, at de havde Hjærte for en stor Sag; her havde hun saa talt for sin saa varmt og overbevisende, at man ikke alene havde aabnet sin Pung for hende, men at ogsaa nogle af Døtrene i disse Huse havde givet sig i Lære hos hende, unge Kvinder, for hvem det at blive Læge havde ligget lige saa fjærnt, „som det for Øjeblikket vilde ligge for de kongelige Prinsesser i Evropa”. Efter at have faaet Hospitalet i New York i Gang havde saa Marie Zakrzewska adlydt det Kald, der lød til hende, om at danne noget lignende i selve Boston. Hvor mange Anstrængelser, dette havde kostet, ja, det glemmes vel let nu, naar man ser den stolte Bygning, der bærer Navn af New England Hospital for Women.

Saa meget mærkeligere var det Held, der havde fulgt M. Z., som hun var en fremmed i Landet, der i ingen Henseende havde halt andre Fordele fremfor almindelige Emigranter end de, der laa i hendes egen Personlighed. Hun havde, inden hun kom til Amerika, i sine Tanker „idealiseret Landets Frihed og især Kvindens Stilling”. „Dersom jeg havde vidst, hvad jeg véd efter at have været flere Aar i Landet, vilde jeg rimeligvis betænkt mig to Gange paa” at udvandre; thi endog den idealiserede Frihed har tabt en Del af sin Tiltrækningskraft, naar jeg betænker, hvor meget bedre den kunde være”.

Ikke faa sørgelige Historier kan M. Z. fortælle om unge Landsmandinder af gode, ja endog berømte Familier, som hun forgjæves har søgt at frelse fra den elendige Skjæbne, som deres Uvidenhed og Uskikkethed til at staa paa egne Ben har nedkaldt over dem. Selv var hun gjort at andet Ler. I det Øjeblik, hendes Hjælpemidler slipper op, og hun ingen Patienter kan faa, giver hun sig til at være Forretningsmand, kjøber for sine sidste Skillinger Uldgarn, pantsætter sin Uhrkjæde for at faa Penge til at avertere om Arbejdersker, som hun overdrager at forarbejde en Modevare, hun dernæst afhænder til Kræmmerne. Da noget senere denne Artikel gaar af Brug, tager hun en hel anden op, der ligesom den første skaffer Penge ind til hende og hendes lille Flok af Arbejdersker. Men da det efter et Aars Forløb gaar op for hende, at skjønt hun paa denne Maade kan skaffe sig Udkommet, maaske endog Formue, kommer hun dog ikke sit egentlige Maal et Skridt nærmere, ja opnaar end ikke at lære Sproget (hun var et maadeligt Sprogtalent), fordi hun væsentlig har at gjøre med Landsmænd, saa tøver hun ikke, men bryder strax af og gaar med en tom Pung, men et stort Mod og en ubrydelig Vilje til at taale, hvad det skal være, til et vestligt Universitet for at tage Examen. Trods hendes sproglige Besværligheder gjorde hun det saa godt, at Fakultetet beder hende modtage som en Anerkjendelse den Sum, hun havde laant til at studere for.

Hun var 24 Aar gammel, da hun i 1853 forlod sin Fødeby Berlin, hvor hun havde uddannet sig til Fødselshjælperske. Skildringen af hendes Barndoms og Ungdoms Liv, saaledes som hun selv har givet den i et Brev til en Veninde (Life of M. Zakrzewska by Caroline Dall), er en Kvindehistorie af ganske ualmindelig Interesse. Mange Aar igjennem havde hun maattet lide under det at være kommen til Verden som en Pige med Evner og Interesser, der pegede ud over det almindelige. „Jeg er stolt af Dig, min Datter”, skriver hendes Fader, en for sin politiske Radikalisme afskediget preussisk Officer, til hende i Amerika, ,,men Du volder mig dog mere Sorg end nogen anden af mine Børn. Dersom Du var en ung Mand, vilde jeg ikke kunne finde Ord nok til at udtrykke min Glæde og Stolthed over Din Handlemaade, for jeg ved, at alt, hvad Du udretter, skylder Du dig selv; men Du er en Kvinde, en svag Kvinde, og alt, hvad jeg kan gjøre for Dig nu, er at sørge og at græde. O, min Datter, vend om fra den ulykkelige Vej, Du har betraadt; Tro mig, Fristelsen til at leve for den store Menneskehed, lokkende som den kan synes, den vil tilsidst kun føre Dig til at indse, at alt er Forfængelighed, og Utaknemlighed fra deres Side, som Du arbejder for, det vil blive Din eneste Løn”. Den samme Nød havde fulgt hende fra hendes tidligste Barndom. I Skolen havde man til Straf for hendes selvstændige Optræden flyttet hende over fra Pigeklasserne til Drengene. Hun holdt af at færdes med dem og tage Del i deres Friluftslege; men paa samme Tid led hun ved at være udelukket fra Selskab med Lærere og Kammerater af sit eget Kjøn. I sit ellevte Aar fandt hun endelig en Veninde, som hun kunde hengive sig til med al den Varme, der laa i hendes Natur. Veninden var Katolik, og af lutter Kjærlighed lagde Marie endog Planer til at gaa over til samme Religion og blive Nonne sammen med hende. Da hændes det en Dag, da Marie som sædvanlig i Skolen kjærlig søger Veninden, at denne ikke vil tale til hende, men vender sig bort og brister i Graad. Hendes Skriftefader havde forbudt hende at omgaas med en Protestant, og hun tigger og beder nu Marie om saa snart det er muligt at blive Katolik. „En kort Stund betragtede jeg hende dybt bevæget og mere bedrøvet paa hendes Vegne end paa mine egne. Saa vendte jeg mig pludselig bort uden at sige et eneste Ord. Jeg havde faaet Øjet op for den katolske Kirkes Tyranni, og den havde mistet en fremtidig Proselyt. Jeg nærmede mig aldrig mere min Veninde og talte siden aldrig et eneste Ord til hende i Skolen”.

Maries Moder havde, da Faderen blev erhvervsløs, taget Examen som Fødselshjælperske og praktiserede nu som saadan i Berlin. Hun manglede derfor kvindeligt Tilsyn i Hjemmet; Lærere og Kammerater haanede hende for hendes Mangel paa Sirlighed - srnuk var hun af Natur en ikke; men skjønt det pinte hende, tænkte hun ikke paa, at det kunde blive anderledes. „En Gang maatte jeg virkelig le ad mig selv, da jeg tilfældig i Spejlet fik Øje paa mit Ansigt med den ene Haarfletning flettet lige over det venstre Øre og den anden over det højre Øje. Ganske rolig hængte jeg et Landkort over Spejlet og blev ved at passe min Læsning”. „De haarde Domme, der blev fældet over mig, gjorde mig tidlig til Tænker. Jeg hørte, at man kaldte mig stivsindet, blot fordi jeg ikke vilde give efter, naar jeg følte, at jeg havde Ret. Jeg vidste, at jeg kun ønskede godt over alle andre og gjærne vilde yde min Hjælp, hvor der var Brug for den, jeg saa, at de samme, som skyede mit Selskab og gjorde mig latterlig, ikke blot tog imod mine Tjenester, men endog fordrede dem; dette gjorde, at jeg endnu mere end før trak mig ind i mig selv”.

I sine sidste Skoleaar fandt Marie imidlertid i en Lærer, tyve Aar ældre end hun selv, en Ven, der havde stor og gavnlig Indflydelse paa hende. Han begyndte med i al Venlighed at gjøre hende opmærksom paa det uheldige i hendes skjødesløse Dragt og haarde Væsen, og det varede ikke længe, før begge Dele vare forsvundne. Nu maatte hun endog, skjønt fuldstændig uden Grund, af Kammeraterne høre ilde for Pyntesyge og Koketteri. Men dette gav Anledning til et nærmere Forhold til Læreren, som baade gjennem Samtaler og regelmæssig Undervisning i Sjælelære søgte at forsone Marie med den menneskelige Naturs Svagheder, som hun allerede praktisk havde lært at kjende. Den elskede Lærer blev imidlertid syg; en Morgen sender han Bud efter hende for at tage Afsked med hende; man nægter hende at forlade Skolen, indtil det er for sent; hun finder ham død og fatter nu et saadant Nag til Skolen, at hun paa ingen Maade vil besøge den længere.

Man kan sige om Marie Zakrzewska, at hun har „baaret Marskalkstaven i Tornystret” fra Barn af. Som andre Børn fik hun Dukker at lege med; men det varede aldrig mange Dage, før hun opdagede, at de smaa Væsener led af alle mulige Svagheder og maatte doktoreres paa. Operationer bleve foretagne baade paa hendes egne og hendes Sødskendes og Kammeraters Dukker, der sædvanlig døde deraf. Marie traadte da ved Begravelsen op i Egenskab af Præst og Moralist og fik ikke sjælden sine Tilhørere til at græde ved at skildre de Forsømmelser i legemlig og aandelig Henseende, som deres uskyldige smaa havde været Gjenstand for. Store lægevidenskabelige Værker blev slugt af den videbegjærlige Pige paa den Tid, da andre læser Eventyr. Næppe ude af Skolen blev hun sin Moders Medhjælper i hendes store Praxis. Uger igjennem vare hverken Moder eller Datter af Klæderne. „Jeg lærte i disse Aar til Bunds Menneskelivet at kjende. Jeg saa Dyden i Pjalter og Lasten til Højbords. Jeg saa prostituerede Kvinder, som forekom mig rene. og Kvinder af det saakaldte gode Selskab, som jeg væmmedes ved. Jeg lærte at bedømme den menneskelige Natur, at se det gode, hvor Verden kun finder Fejl, og at se Fejl, hvor der tilsyneladende, kun er Dyder. Disse Erfaringer kostede mig min ungdommelige Umiddelbarhed; men jeg vilde ikke bytte dem bort for evig at kunne bevare Ungdommens Tillidsfuldhed. Alle og enhver søge at opretholde Skinnet; men den, der vil kunne hjælpe andre med sin Medfølelse og Forstaaelse, maa være i Stand til at gjennemskue det ydre og se hvad der ligger bag ved”.

Atten Aar gammel søger M. Z. at blive optagen i Berlins Jordemoderskole, men nægtes Adgang, fordi hun er ung og ugift. Hun studerer da privat under Overlægens Ledelse, men gjentager samtidig Aar efter Aar sin Ansøgning. Ved Henvendelse til Kongen lykkes det tilsidst Professoren at skaffe sin Yndling ind paa Skolen. Paa samme Tid, som hun nu bliver optagen som Elev, ansætter Professoren hende som sin Medhjælper ved Undervisningen baade af kvindelige og mandlige Elever. Han, hvis Helbred var skrøbeligt, havde fattet den Plan at opdrage hende til sin Afløser som Lærer ved Skolen og lade hende forene denne Stilling med Posten som Overjordemoder ved Stiftelsen. Skjønt hun fuldt ud godtgjorde sin Skikkethed til disse Embeder, rejstes der fra forskjellige Sider en saadan Modstand mod hans Planer, at der maatte ganske overordentlige Anstrængelser til fra hans Side og fra hendes et haardt Arbejde, før det lykkedes at sætte dem igjennem. Og samme Dag, som hun glædestraalende bringer ham sin Udnævnelse, dør han. Deres fælles Modstandere, som i hende ser en Repræsentant for den forhadte Kvindesag, benytter sig heraf til at gjenoptage Kampen, der nu føres med Vaaben af laveste Art. M. Z. søger at afvæbne dem ved at afgive en Del af sin Myndighed til en Diakonisse, som man fra en vis Side havde villet skyde frem. Men da heller ikke dette Offer synes at hjælpe, foretrækker hun at drage sig ud af Kampen, tilfreds med at forlade sin Plads med de bedst mulige Vidnesbyrd for Duelighed og personlig Hæderlighed. Hellere end at fortsætte en Kamp, hvis Smaalighed forekommer hende uværdig, vil hun arbejde for sin Sag paa et Sted, hvor der vel venter hende Vanskeligheder, men af en mindre pinlig Art.

Det fremgaar af den oven for nævnte Ytring om den amerikanske Frihed, at M. Z. i sit ny Fædreland ikke undgik Skuffelser. Imidlertid var dog netop hun med sin storslaaede og kraftige Karakter skikket til at tage Kampen op paa en Skueplads, hvor der kæmpes om virkelig store Indsatser. Hun var udholdende nok til at komme velbeholden igjennem den Skjærsild, som ethvert voxent Menneske maa gjennemgaa, før det lykkes at blive hjemmevant i en saa fremmed Kultur som den amerikanske. Og hun var et saa fremragende Menneske, at Amerikanerne tilgav hende, at hun ikke var en af deres egne. Efterhaanden sluttede hun sig da ogsaa til sine nye Landsmænd med oprigtig Sympati og Forstaaelse. Ved Hjælp af Rejser i det gamle Land og Omgang med Landsmænd fulgte hun Udviklingen i Evropa særlig af de sociale Spørgsmaal, som fremfor noget synes at ligge hende paa Sinde. Men ogsaa paa dette Omraade kom hun efterhaanden til at vente sig mere af Udviklingen i det ny Land end i det gamle. I de senere Aar have hendes Rekreationsrejser ogsaa mere gaaet mod Vest - hun har f. Ex. besøgt Kalifornien - end tilbage til den gamle Verden. Hun har alle Betingelser for at kunne dømme retfærdigt om det Folk, hun frivillig har sluttet sig til, og i hvis Midte hun lever saa smukt og velsignelsesrigt et Liv som kun faa af hendes Samtids Kvinder. Vi maa derfor ogsaa lykønske vort Blad til, at det kan bringe et Vidnesbyrd fra hende om de Kvinder, hun ovre i den ny Verden lever og virker iblandt.

*) udtales Zaksjefska.