Fra udenbys Venner. Kvinderne og Fattigplejen.

Naar en Sag arbejder sig frem fra Mørke til Lys, famler dens Talsmænd altid i Begyndelsen, og der gaar Tid, inden de kan fremføre et klart Program og en Anvisning af den Fremgangsmaade, der skal følges, for at Programmet kan realiseres.

Dette gjælder ogsaa Kvindesagen, i alt Fald saaledes som det forekommer os, der i Afstand ude paa Landet har fulgt dens Udvikling.

Det hjælper visselig ikke til Klarhed, naar Programmet rummer for meget. Dets Hovedindhold og Standpunkt er: Kvindens Ligestillethed med Manden, og derhen bør alle Bestræbelser gaa. Men man gaar udenfor Sagen ved at blande f. Ex. Afholdssagen og Fredssagen sammen med Kvindesagen. Det er to særegne Opgaver, der vedrører hele Menneskeslægten og ikke Kvinderne specielt mere end Mændene

Endelig tror jeg heller ikke, at den Taktik, der har været anvendt, har været heldig. Det er ingen klog Fremgangsmaade med ét Slag at ville forlange alt; man faar saa gjærne intet. Og det er et stort Forlangende at fordre Valgret og Valgbarhed nu til Rigsdag, da vitterlig Størstedelen af Kvinderne slet ikke bryder sig om den. Nej, klogere vilde det være at begynde smaat for at vokse sig stor og tage fat der, hvor Sagen finder størst Sympathi hos de fleste. Og dette finder den aabenbart ved Bestræbelserne 1) for at aabne Adgange til Livs erhverv for Kvinder og 2) for at skaffe dem Indflydelse i de smaa Kredse, hvor et Hjemmets Præg endnu er bevaret, i Sogn og i Kommune.

Ja vist skal der aabnes flere Adgange til Bierhverv ogsaa for Kvinderne paa Landet. Her begynder det at gaa som i Byerne: et ikke ringe Antal Bønderpiger naar aldrig saa vidt, at de bliver gifte og forsørgede, og saa bliver Spørgsmaalet, hvad skal der blive af dem. Tjenestepiger kan alle ikke blive, og dette er dog den eneste Udvej. Thi at være Lærerinde ved Pigeskoler og grundtvigske Friskoler giver et højst tarveligt Udkomme, for ikke at sige: kun Sulteføde. Sjælden naar de saa vidt, at de kan grunde sig en rolig Tilværelse uden Frygt for Alderdommen, og lykkes det faa, gaar det ikke upaaagtet hen, nej, straks sættes vedkommende i Skat, - og dermed er vi inde paa Spørgsmaalet om de selvstændig stillede Kvinders Forhold til Kommunen. At Kvinder, der sidder trygt og godt i det, sættes i Skat, er rimeligt, og herimod kan intet indvendes. Men saa meget mere mod den Kjengsgjerning, at de ikke har fjærneste Indflydelse over, hvad deres Skattedel anvendes til. En fordrukken Mandsperson, der øder alt sit Gods og Ejendom, har Indflydelse, men ikke den Enke, der styrer sin Gaard godt og svarer stor Skat. Hun har de samme Pligter som Manden, men forsvindende faa af de Rettigheder, som han har. Han bestemmer ikke blot, hvortil Skatterne skal anvendes, hvem der skal være Lærer for Sognets Børn, og hvorledes de skal undervises, men ogsaa,hvorledes fattige, forladte Børn skal anbringes; hun staar hjælpeløs og uden Rettigheder over for alt dette, skjønt hun tit er meget mere interesseret deri end Manden. Det er en skrigende Uretfærdighed, og derfor kan vi ikke andet end være de Mænd og Kvinder taknemmelige, der arbejder for paa dette Omraade at ligestille Kvinden med Manden, og særlig da de Mænd, der ved sidste Rigsdags-samling indbragte Forslag om Kvindens Adgang til og Sæde i Skolekommissionen. Det er kun en Begyndelse indenfor det kommunale Liv, men her vil sikkert mere og mere kaldes paa Kvinden, og særlig er der ét Omraade, hvor Kvinden kan yde Samfundet store Tjenester og dette er i Fattigplejen, om hvilken jeg gjærne vil tale et Par Ord efter de Erfaringer, jeg har fra Forholdene paa Landet.

Ja, Fattigfolks Stilling er beklagelig baade i Byerne og paa Landet. Det er utroligt, hvor lidt det offentlige Fattigvæsen udretter. I Stedet for at ophjælpe synkende Existenser, trykker det dem dybere og dybere ned, Valgret berøves dem, og de bliver en Pariaklasse, for hvem Fattiggaarden til sidst aabner sin skærmende Favn. I de store Byer gaar det noget anderledes til; der gjør Forholdene det muligt, at Arbejdet kan deles, og de fattige forsørges paa forskjellig Vis. Lad os tænke paa Kjøbenhavn. For de hjemløse, uægte og forladte Børn er der Plejehjem, for daarlige Subjekter Tvangsarbejdsanstalter, og for gamle værdige trængende milde Stiftelser. Men ikke er det saaledes paa Landet. I mangfoldige Kommuner er der kun et fælles Hjem for alle, og det er Fattiggaarden. I de fleste Sogne ligger en saadan Anstalt venligt og kønt, opført solidt og forsvarligt, og med sit blaa Skifertag ser den anderledes værdig ud end de gamle i vore Fædres Tid kjendte Fattighuse, Steder, fra hvilke Urenlighed og Stank meldte den kommende om dyb Nød og Elendighed. Ja, bedre end de gamle Fattighuse er unægtelig de moderne. Men man skal ikke skue Hunden paa Haarene, og det vil i Sandhed vise sig, at ser Fattiggaardene end godt ud udvendig fra - det sørger Amtet for - saa er de dog kun - for at bruge et bibelsk Billede - kalkede Grave, ti fulde af Elendighed er de. Lad os træde indenfor, saa svinder alle Illusioner.

En Flok Børn møder os. De er paa Sognet. Det er billigst at holde dem paa Fattiggaarden, og derfor bliver de smaa Stakler satte paa et saadant Sted; én Kommune har 40, en anden 20, en tredje 10 saadanne Børn, Antallet veksler, men lige uheldigt er Opholdsstedet.

„Se til, at I ikke forarger en af disse Smaa”, lød Frelserens, den store Børnevens Ord, og dog sætter saakaldte Kristne dem sammen med Samfundets Bærme. Der gaar et halvfjollet Fruentimmer, der en Drukkenbolt, der en Tyvekvind, der to Mænd, nylig hjemkomne fra Vridsløselille, og alle disse er de smaas daglige Omgang. Og hvordan bliver saa Livet levet der? Sjælden nogenlunde ordentligt; Tyveri, Drik, Løsagtighed, Banden og Galen, Trods og Brutalitet hersker fra Morgen til Aften, Kosten er vel god, men Tonen utaalelig, Opholdsstedet er vel billigt, men det er fordærveligt for Sjælene, og af de smaa Børn, der tit kom derind, da de ikke kjendte Forskjel paa ondt og godt, vokser en Slægt, der snart kjender det onde, men har glemt det gode. Og for at vise, at der ingen Overdrivelse ligger deri, er det nok at pege paa, at over Halvdelen af de Børn, der er opdragne paa saadanne Fattiggaarde, ender som straffede Personer. Dette kommer der ud af at sætte Børn i saadanne Hjem og blandt saadanne Mennesker. I Fattiggaard findes der saaledes 2 Mænd,

der lider af delirium tremens, 2 tyvagtige Kvinder, l eller 2 Mænd, der skifter med Opholdet der og i Tugthuset, flere løsagtige Kvinder, der indenfor Gaardens Enemærker fortsætte deres frække Liv, 2 fjollede, flere syge, nogle gamle, værdige fattige og 14 Børn. - Ja, Mændene har vist sig som de rette Hjælpere i Nød.

Men ikke blot er det Børnene, der lider ved et saadant Opholdssted, det gjør ogsaa de værdige gamle og svage, der findes der. Aldrig alene, altid Uro, altid Støjen, Banden, raa Tale, faa Glæder, men mange onde Ord er det, der møder dem hver Dag. Ja, sine Steder skal gamle Ægtefolk, der maaske har levet sammen i Ægteskab i mangfoldige Aar, adskilles, han skal paa Mandfolkeafdelingen, hun paa Kvindeafdelingen; og om dette end ikke sker ofte, ske kan det, og det uden at Loven har det fjærneste at indvende.

Ja, en uendelig Nød findes der paa disse Fattiggaarde; vel fordærves de gamle ikke i samme Grad som de smaa Børn ved Opholdet der, men de lider aabenbart, og derfor kan vi forstaa, hvorfor Uviljen er saa stor mod disse Fattiggaarde. „Nej, saa vil vi hellere sulte end leve der”, har jeg hørt mange sige.

Ja, Mændene har vist, at de er daarlige Hjælpere i Nød, og den Maade, de har behandlet fattige paa ved at sætte dem paa Fattiggaarde, raaber med klarere Ord end mange Taler paa Forandring og paa ny Kræfter. Og disse ny Kræfter er der mange, der venter, at Kvinden kunde bringe, om hun kunde faa Indflydelse i det kommunale Liv. Ti hos Kvinden ligger aabenbart store Evner skjulte. Hvilke Mænd kan f. Ex. i inderlig Kjærlighed til Staklerne og de ulykkelige stilles ved Siden af Elisabeth Fry eller Josefine Buttler. Historien vil næppe finde Magen. Men kan man blandt Kvinderne, der hidtil kun i ringe Grad har været kaldet til en saadan Gjerning, pege paa to slige heroiske Skikkelser, sikkert og vist vil det være, at faar de først Indflydelse indenfor dette Omraade, saa vil Tiden frembringe mange, der svarer til disse to.

Ti overfor disse Forhold har Kvinden aabenbart flere og større Gaver end Manden. Ti ligesom det vel er uomtvisteligt, at Manden af Naturen er udrustet med større og stærkere Viljesliv end Kvinden, saa er det vel ogsaa sikkert, at hun har faaet i Gave et stærkere Hjærteliv og større Følelse for Nød, og det er det eneste, der kan hjælpe i disse Forhold. Derfor mener jeg, at der her aabenbart ligger en Fremtidsopgave for Kvinden. Tro mig, den Moder, der selv har født Børn og værnet om dem, giver aldrig sit Minde til, at andre Mødres Børn sættes paa Fattiggaarde, og den Kvinde, der som en kjærlig Datter har plejet sine Forældre paa deres gamle Dage, giver aldrig sit Minde til, at gamle værdige trængende skulde leve den sidste Tid paa Fattiggaarde og slige Anstalter.

Derfor, lad os arbejde paa at skaffe Kvinden Indflydelse paa det kommunale Liv, saa vil visselig meget hjærteløst vige for hjærteligt, og megen Kulde for Kvindens varme Kjærlighed til de svage og smaa, hvem Livets Storme bøjer.