« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Indland og Udland.

« Se emneord

Kvindelig Sløjdskole.


Den 2. November begynder en Sløjdskole for Voksne og Børn i Linnésgade 10 under Ledelse af Sløjdlærerinde Frk. A. Krarup.


Naar der hidtil har været Tale om Sløjd her i Landet, har det saa godt som altid været Drengeskolen, der har været fremme. Trods det, at Sløjdens pædagogiske og hygiejniske Betydning vel tør betragtes som anerkendt ogsaa her, takket være „Dansk Sløjdforening”s udholdende Arbejde for Sagen, saa har Pigeskolerne hidtil paa faa Undtagelser nær (Frk. P. Langes Skole, Villakvarterets Døtreskole, Frk. E. Gads Skole) holdt sig tilbage.


I Sverige udtalte den Skolekomité, der i 1888 var nedsat for at undersøge Forholdene ved de højere Pigeskoler: „At de kvindelige Haandarbejder langt fra at gøre Træsløjden overflødig tværtimod gjorde dens Indførelse i Pigeskolen end mere ønskelig,” og ingen kan vel heller mene, at de fremragende Egenskaber, som man med Rette tillægger Sløjden, kun skulde være nødvendige for Drenge, men ikke for Piger.


De store Pædagoger har gennem Aarhundreder hævdet, at en ligelig Udvikling af Legeme og Aand var nødvendig for Mennesket, og Gang efter Gang er det fremhævet af Haandgerningens Talsmænd i vor Tid, at Sløjden bedre end noget andet Fag er i Stand til paa den ene Side at skaffe Hjernen den nødvendige Hvile fra det ensidige, aandelige Arbejde, som Skolen paalægger, medens den paa den anden Side foruden at fremme en sund legemlig Udvikling formaar at give Tanke, Øje og Haand en Uddannelse i praktisk Retning, som Barnet ellers maa savne.


I intet Land har man saa klart haft Øje for Sløjdens Betydning som i Frankrig. Man indsaa, at det ikke var nok, at man bibragte Børnene de nødvendige aandelige Kundskaber, naar man forholdt dem al praktisk Uddannelse, og Sløjden blev derfor indført som tvunget Fag ved de franske Skoler i 1882 for blandt andet at kunne danne et Grundlag for den store franske Industri.


Her i Landet, hvor Sløjdundervisningen endnu kun drives i forholdsvis ringe Udstrækning, vil man naturligvis ikke kunne tale om, at den danner noget Grundlag for Haandværkeruddannelsen, men for de enkelte har den allerede, ogsaa her haft sin Betydning, og for den vordende, kvindelige Haandværker vil Sløjden være et Middel til lidt efter lidt at udvikle de fysiske Kræfter og den praktiske Sans.


For de Forældre, som gerne ser, at deres Døtre faar Del i Sløjdundervisning, vil der i den ovennævnte Sløjdskole frembyde sig den ønskede Lejlighed, indtil Pigeskolerne i en forhaabentlig ikke altfor fjærn Fremtid indfører Sløjden.


Indmeldelser modtages, og Oplysninger gives daglig, efter 15. Oktober, fra 1-2 i Lokalet, Linnésgade 10, Stuen tilh.


Foreningen „Den danske Pigeskole”,


holder sit Aarsmøde 15-16. Oktober i København (Frk. Engelhardts Skole). Der vil blive diskuteret forskellige Emner af Interesse for Pigeskolen, saaledes Pensionering af Lærerne ved de private Skoler, Tegneundervisning o. fl., og der vil blive holdt flere Foredrag af bekendte Mænd og Kvinder.


„Den danske Pigeskole” er en Forening af Bestyrere og Lærere ved de højere Pigeskoler, der som bekendt trænger til Organisation. Foreningens Formand er Skolebestyrerinde Frøken L. Winteler i Odense.


Boglegatet „Pouline Worms Minde”,


uddeles paa Pouline Worms Fødselsdag d. 29. November 1895. Det uddeles i Portioner paa indtil 25 Kr. Ansøgninger, stilede til Bestyrelsen, med nøjagtig Opgivelse af, hvilke Bøger der ønskes, indsendes til Forstanderinde Frk. Anna Hjort, Nørre Søgade 17, København K., inden 1ste November.


Børnehjemmet af 1870


fejrede den 26. Septbr. sin 25-aariga Bestaaen, og samtidig kunde dets dygtige Forstanderinde, Frk. Rosalie Petersen ligeledes fejre sit Jubilæum, i det hele Børnehjemmet er vokset op under hendes kærlige Hænder og nu i 25 Aar har øvet en velsignelsesrig Virksomhed til Gavn for mange unge, som her have faaet en kærlig og forstandig Opdragelse, der sikkert har ført dem ind paa andre Veje, end om deres egne forkrøblede Livsforhold havde faaet Lov til at paatrykke dem sit i Stempel.


Frk. Rosalie Petersen har selv - drevet af sit kærlige Hjerte - begyndt denne Gerning for 25 Aar siden, og nu har den vokset sig stor og stærk og baaret rig Frugt, og vi ønsker hende hjertelig til Lykke ved denne Lejlighed, at hun i mange Aar vedblivende maa virke til Velsignelse for mange unge.


Erhvervsbureau for Kvinder.


Et saadant er for nylig oprettet i København, Nørregade 7. Det tilbyder Familier kvindelig Hjælp til saadanne specielle Gerninger, som Hjemmet i Øjeblikket ikke selv kan magte, eller hvortil der hører en Del speciel Kundskab paa et eller andet Omraade.


I Amerika er sligt ogsaa gennemført, en Artikel i „Kv. og S.” for Januar 1895 („Kunsten at tjene Penge”) har første Gang her hjemme peget paa denne Sag, som nu igennem en energisk Dame, Frk. Klüver, føres ud i Livet.


Kunstudstillinger.


Det vil sikkert interessere vore Læsere at erfare, hvorledes de første Resultater af Kvindernes Kunstudstilling i Sommer, allerede har vist sig i en Indbydelse til Blomstermalerinden Frøken Augusta Dohlmann om at udstille sine Arbejder i Ribe, i hvilken Hensigt hun for Tiden befinder sig der for at lede Ophængningen af Malerierne. Ogsaa fra Odense har Kunstnerinden modtaget en Opfordring til at arrangere en Udstilling af Kvindernes Kunst, et Bevis paa den Anerkendelse, der er bleven denne Afdeling af Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid til Del.