Vi maa kæmpe for vor Ret.

Ved Mødet i Elbæk udtalte Hr. Høgsbro ovennævnte Sætning; den har jeg Lyst til at understrege.

Det er en gammel Erfaring, at skal et Maal naaes, da maa der arbejdes.

Er der hos os Kvinder en levende Trang til at være med i Samfundsarbejdet, da maa vi selv bane Vejen. Kun naar vi sætter vor Vilje ind derpaa, vil det lykkes.

Jeg tænker paa en gammel Kvinde, som en Gang fortalte mig lidt af sin Historie.

Hun var gammel og fattig. Hendes Mand var svag og kunde ikke arbejde ret meget, saa hun maatte forsørge dem begge ved at vaske for fremmede. - De havde haft syv Børn, som alle var døde.

Nu ønskede hun, bare hun dog kunde holde ud et Aarstid endnu, saa kunde de faa Alderdomsunderstøttelse. - De havde stridt og slidt i saa mange Aar, og klaret sig nogenlunde, og de vilde dog saa nødig ende paa Fattiggaarden.

Det er Skræmmebilledet for alle de ærlige, fattige Slidere, naar de tænker paa deres Livs Aften.

Det gjorde mig ondt for den gamle Kvinde, hvis Børn var døde og hvis Kraft var brudt, saa hun nu maatte klynge sig til Haabet om Alderdomsunderstøttelse.

Hvor ønskede jeg dog, at jeg kunde udrette noget her, kunde tage Skræmmebilledet bort fra dem, der lider og slider.

Her er en Sag, som trænger til Kvindernes Hjerter. En Sag, som Kredsforeningerne maa kunne tage op. - Ja, selv om de ikke havde andet, saa var det nok til at holde dem sammen. Den maa kunne tages op med en saadan Alvor og Kærlighed, at det omsider vil gaa op for Mændene, at det er Kvindernes moralske Ret at have Sæde i Fattigudvalget.

Der skal sikkert arbejdes længe og ofres meget, inden vi naar frem til vor Ret paa dette som paa andre Omraader, men lad os kun arbejde, - stille og trofast, uden at trættes, uden at slippe Haabet.

Vi maa samles, om vi end kun er faa, for at holde Interessen vedlige, for at udveksle Tanker; - fattige, uklare kan de ofte være, men de klares og udvikles, idet de kommer frem.

Naar vi gaar til vore Møder, lad os da gaa med det faste Forsæt, at vi vil have Udbytte deraf, og med den Bevidsthed, at hver enkelt af os er et Led i den Kæde, der, er den end tynd og fin, dog snart omslutter hele Verden, - den, hvormed vi skal binde Uretfærdigheden paa Jorden.

Odder i August 1895.