De kvindelige Fagforeninger.

(Fortsat).

Lidt senere, nemlig i November 86, dannede sig Væverne; ogsaa de blev dannet som Opposition til den mandlige Forening. Væverne har en lidt længere Forhistorie, som vi ikke vil undlade at meddele vore Læsere.

De, som har fulgt med Arbejderbevægelsen, vil erindre Striken fra Rubens Fabrik, som ikke vakte lidt Opsigt, dels fordi det ikke var længe efter Mændenes Lock-out, som havde voldt saa megen Elendighed, dels fordi det var første Gang, at Kvinder havde kunnet samle sig til at nedlægge Arbejdet.

Man følte nu, at ogsaa Kvinderne var blevne levende i det sociale Spørgsmaal.

Grunden til Striken var, at en ny Direktør indførte en Løntarif, som skulde regulere Lønnen ved at drage fra de højest lønnede til de lavest lønnede; men, da Tillægget blev forsvindende, opstod Misfornøjelse, som længe havde ulmet, og 200 kvindelige og nogle faa mandlige nedlagde Arbejdet. Af de strikende var ²/₅ gifte, og Gennemsnitslønnen var 8 - 9 Kr. ugenlig.

De strikende vakte megen Sympathi_; også hos de heldigt stillede Kvinder i Samfundet, som tog sig af Sagen og var med til at samle ind til de strikende.

Arbejderne havde nemlig faaet den Tanke, at det naturligste i denne Sag var at henvende sig til Kvinder, som baade havde Tid og Kræfter til at tage sig af Sagen, og om hvem man vidste, at de virkelig havde Forstaaelse af Arbejdernes uheldige Stilling.

Man fik derfor nogle Kvinder af Kvindelig Fremskridtsforening til at udstede en Indbydelse med Navns Underskrift og sammenkalde til et Møde i Blanchs. Lokale for indtrængende at lægge Væverskernes ulykkelige Stilling paa Sinde.

Dette Møde fik en langt dybere Betydning, end det den Gang syntes; thi om der end ikke ved selve Mødet kom saa mange Penge ind, saa skete det, som var mere glædeligt, at der faldt en Misforstaaelsens og Ukærlighedens Mur mellem Arbejderne og dem, som kaldes Damer. Der faldt nemlig Lys over Forholdet, idet de kom til at staa Ansigt til Ansigt, - de følte, at de var Søstre. Hvem der især bidrog hertil, var Agnes Lindebaum, Formand for de strikende, en lille, uanselig Kvinde, tysk af Fødsel, men med saa udmærkede Talegaver, at hun henrev Forsamlingen og vakte den dybeste Sympathi for Væverskerne. Man forstod hinanden, og Kvindelig Fremskridtsforening har siden den Tid staaet i et søsterligt Forhold til Fagforeningen.

Hvem der af Mænd den Gang ogsaa udfoldede en overordentlig Energi, var Forretningsfører P. Knudsen og Journalist Meyer. Den første, som i Virkeligheden er den mest revolutionære Socialdemokrat; der med glødende Iver ser en ny Samfundsordning i Møde, viste en saa stor Beherskelse, at han med den største Taalmodighed paa Væverskernes Vegne kunde forhandle om nogle faa Øres Fremgang for de strikende. Meyer, som besidder Veltalenhedens Gave, brugte den ikke mindre som Indlæg, varmt og inderligt, til de strikendes Fordel.

Vi har hørt Kvinder sige, at blot at se Fællesskabsfølelsen ved en saadan Strike, maa overbevise et Menneske om det berettigede i Socialdemokratiets Fordringer.

Der udbetaltes i direkte Understøttelse under Striken 6,815 Kr., medens der til Rejseunderstøttelse, Administration og Agitation gik over 2000 Kr.

Striken ordnedes ved Mellemkomst af Professor Falbe-Hansen og Kontorchef Rubin, som med virkelig Interesse og stor Beredvillighed forhandlede med Fabrikejer Ruben.

Arbejderskerne var ikke fornøjede med Løsningen af Striken, idet de ikke kunde og ikke kan forstaa Gennemsnitslønnen, som Statistikerne komme med; de mene, at fordi en anden Arbejder har 14 Kr. om Ugen, naar de selv kun har 6, kan de ikke forstaa, at der saa bliver slaaet fast, at de hver har 10 Kr.

Desuden kom Falbe-Hansen og Rubin til et noget højere Resultat ved at gennemgaa et Fjerdingaars Regnskab. De regnede nemlig kun tolv Uger uden at regne den daarligste Uge, Paaskeugen, med, og desuden var alle de daarligst lønnede af dem opførte som Elever, medens der ikke fandtes nogle saadanne.

Ved Redegørelsen fra Professor Falbe-Hansen og M. Rubin saa det ud, som om Arbejderne havde handlet upaalideligt, og Sympathien tabte sig noget.

Da Striken var endt, opstod der fra de kvindelige Væveres Side Misfornøjelse over for den mandlige Fagforening. Kvinderne mente, at Mændene ikke havde støttet dem forsvarligt og forlangt alt for anstrængende Vagter af dem; de dygtigste Væversker maatte nemlig skiftes til at holde Vagt ved Skibene for at forhindre fremmed Arbejdskraft fra at komme herind.

De dannede derfor selv en Fagforening, og Agnes Lindebaum var her igen den, der førte an og samlede Kvinderne; dog gik der kun 10 ind herpaa, men de tog alvorlig fat for at hævde deres Selvstændighed.

Des værre opstod der senere en Misforstaaelse overfor Agnes Lindebaum. Hun manglede nemlig de Betingelser, der høre til for at være Formand: Uden Skolegang i sin Ungdom og altsaa ikke i Stand til hverken at læse eller skrive kunde hun heller ikke have det rette Overblik, og naar dertil kom hendes alt for hede Iver for i Hast at forandre Forholdene, blev der noget despotisk, som umuliggjorde hende som Formand.

Hun maatte derfor fratræde, og i Stedet for valgtes den mere sindige men ikke mindre ihærdige Johanne Svendsen til Formand. Under hendes Ledelse gaar Foreningen nu godt frem og tæller henved 100 Medlemmer.

I Februar 87 stiftedes en Sygekasse, som holder Styrelses- og Medlemsmøde l Gang maanedlig. Medlemmerne betale 25 Øre maanedlig. Naar de har været arbejsløse i 2 Uger, faa de 4 Kr. ugentlig. Hvis de ikke er Familieforsørgere, og der tilbydes dem passende Arbejde fra Organisationen, som de ikke modtage, da bortfalder Understøttelsen.

(Fortsættes).