Et nationalt Kvindeforetagende.

Plenarmødet i Kvindernes Udstilling, 5. Decbr. 1895.

Fra Klokken syv til over Midnat diskuterede Komitéen for Udstillingen, hvad dens Overskud, som rimeligvis vil blive 10,000 Kroner stort, skulde anvendes til.

Der var fremkommet tolv Forslag, hvoraf de fleste kunde paaregne Sympati hos netop denne Kreds; et Valg vilde derfor have været vanskeligt, hvis ikke et af Forslagene, som ogsaa fjorten af Komitéens Damer havde sat deres Navne under, ved sin Rummelighed og Storslaaethed havde samlet næsten udelt Interesse.

Forslagets Ordlyd var:

Vi Undertegnede foreslaa, at Udstillingens Overskud, i den Størrelse, som det ved det afsluttede Regnskab kommer til at foreligge, henlægges som Grundfond til en Kapital for Opførelsen af en „Kvindernes Bygning” (womens palace), dels som Samlingspunkt for de allerede bestaaende Kvindeforeninger, dels som Støtte for den kvindelige Industris Udøvere. I Bygningen burde forefindes en Udstillings- og Forsamlingssal, en Læsestue for Arbejdersker, Bade- og Gymnastiklokaler, en billig og tidssvarende Restaurant uden Drikkepenge, samt et Gæstehjem for Kvinder fra Provinserne.

I samme Bygningskomplex tænkes endvidere indrettet Boliger efter kooperativt Mønster for Kontorister, Kommiser og lignende enligt stillede Kvinder. Et saadant Foretagende under Kvinde-Ledelse formenes at ville være af indgaaende Betydning og til stor Nytte for Samfundet.

København, 29. November 1895.

Bertha Buch. Emma Gad. Sofie Holten. Johanne Frimodt. Louise Harbou. Emma Gamel. Ida Falbe-Hansen. Josephine Nyrop. Louise Hansen. Thora A. Davidsen. Kristiane Korstantin-Hansen. Ingrid Kjær. Suzette Holten, f. Skovgaard. Margrete Krarup-Smith.

Vicepræsidenten Fru Emma Gad motiverede Forslaget med følgende Ord:

„Det staar os, der er fremkomne med Forslaget om en paatænkt „Kvindernes Bygning”, fuldkomment klart, at det er et stort og besværligt Forehavende, der vil kræve Anstrængelser for at blive til Virkelighed; men ligesom det forekommer os at være en Ære for de danske Kvinder, at de har været de første i Evropa, som har gennemført en samlet Udstilling af kvindeligt Arbejde og gjort det med Held, saaledes mener vi, at det er en endnu større Ære at bruge Frugten af denne Udstilling til Udgangspunkt for et omfattende og storladent Formaal. Den, der har virket for en Samfundssag og bragt den et og andet Offer, vil have mærket, hvor dette uvilkaarligt varmer Hjærtet, udvider Blikket og bliver til noget i En, som ævner at bære op over det Personlige og det Egne, og denne Glemmen sig selv i et Arbejde for Andres Vel tror jeg, er noget af det bedste, der forundes Mennesker at føle. Sætter man sig et stort Maal, som ved Samarbejde maa og skal naas, saa ligger der noget højnende i selve Tanken, og derfor naas Maalet som oftest. Naar det foreslaas at bruge Udstillingens Kapital til givne filantropiske Formaal eller til Alderdomslegater og sligt *), saa er dette naturligvis meget kønt og godt, men er det ikke lidt for nemt? Skal der ikke arbejdes videre? Jeg kommer derved til at tænke paa et Ord, som en af vore største Industri drivende sagde til mig forleden: „Det danske Folk bestaar snart af Legatstiftere og Legatsøgere”. Der er i hvert Fald i en saadan Plan ikke nogen ny Impuls, som i forøget Grad kan bringe Kvinderne til at føle sig som Borgerinder, hvis Udviklingsævne, der maa regnes med. Og den Impuls er der - maa der være - i Tanken om at faa rejst en „Kvindernes Bygning”, der vil skabe nye Værdier og Erhvervskilder, vil bringe Penge i Omløb og sætte Kræfter og Evner i Bevægelse.

Og nu selve Bygningen! Man savner et Knudepunkt, der kan samle de kvindelige Arbejds- og Aandsinteresser under eet, saasom „Kvindelig Læseforening”, „Dansk Kvindesamfund” o. l., ja, man har end ikke en Forsamlingssal, et Mødested, hvor Planer og Forsæt kan drøftes. Og hvad der er af ligesaa stor Vigtighed, man kunde i en saadan Sal afholde temporære Udstillinger for Husflid og Industri, hvad der vilde være af uberegnelig Værdi for de mange dannede Kvinder, der gerne vil arbejde og fortjene noget i deres Hjem, men som nu ved forskellige Forhold har vanskeligt ved at faa deres Arbejde fordelagtigt afsat, for ikke at tale om vore Bilandes ejendommelige og smukke Husflid, der kunde beskyttes og drages frem til Glæde for Udøverne og for Moderlandet. Og dernæst - denne Sommers Udstilling med dens gode Restauration har vist, at der vilde udfyldes et Savn, hvis der var et Sted, hvor Damer kunde ty hen for at tilbringe et Par hyggelige Timer, hvor Blade og Tidsskrifter kunde læses, og hvor arbejdende Kvinder, som i deres Arbejdstid kun altfor ofte lever af Smørrebrød i Papir, kunde faa en Ret varm Mad eller et Glas styrkende Vin til rimelig Pris og uden Drikkepenge. Naar man sammen med dette indrettede Bade- og Toiletteringsrum, Gymnastikanstalt, Oplysningsbureau, et Gæstehjem for enligt tilrejsende Kvinder fra Provinsen, og endelig en gratis Læsestue for Arbejdersker, saa kan der næppe være Tvivl om, at et saadant omfattende Foretagende vilde være til Held for Kvindernes Liv og Færden. Men dermed er vor Tanke ikke helt udtømt. Man vilde søge i dette Kompleks at faa oprettet en Serie smaa Bopæle med, fælles Belysning og Varme paa kooperativt Grundlag, som der alt findes i Amerika, beregnede paa Kvindelige Kommiser, Lærerinder o. l., paa saa billige Vilkaar som muligt og med let Adgang til fuld eller delvis Kost fra Bygningens Restaurant. Saadanne Boliger vilde sikkert være af Betydning for de mange i Forretninger ansatte unge Kvinder, som paa Grund af deres Arbejdes Natur er forhindrede i at skaffe sig den Del af Hjemmets og Hvilens Velvære, som de saa haardt tiltrænger, og som de derfor ofte erstatter med udendørs Adspredelser, der ikke altid er af heldbringende Art. Til alt dette fordres mange Penge, det véd vi, men Udstillingen har lært os, at naar man gør sig Umage for en god Sag, saa yngler Penge godt, og vi føler os overbeviste om, at ifald Grundstenen bliver lagt til en saadan „Kvindernes Bygning”, saa lægges med det samme Grunden til en stadig voksende Samvirken mellem de danske Kvinder, en Virken, der ikke vil undlade at give sit Bidrag til Samfundets Fremskridt og Gavn.”

Paa Interpellationen om, hvorledes et saa stort og bekosteligt Foretagende skulde gennemføres med ca. 10,000 Kr., blev der fra Indbydernes Side svaret, at man naturligvis vilde forøge Summen, Bygningen skulde være alle danske Kvinders Eje, og Danmark tæller 1,200,000 Kvinder, hvoraf 500,000 er mellem 20 og 60 Aar - af disse findes sikkert Landet over 100,000 Kvinder, som har baade Evne og Villie til at give 25 Øre om Aaret, og naar disse Kvinder vilde give samme Beløb i 5 Aar, havde man allerede en betydelig Sum. Man er sig vel bevidst, at Bygningen ikke kan rejses, hvis Kvinderne ikke føle det som en Æressag hver især at lægge deres lille Skærv til. Endvidere nærer man det Haab, at Foretagendet maa vinde en saadan Tilslutning i alle Lag Landet over, at den høje Regering og Rigsdag vil bevilge den Sum, som ikke kom til Anvendelse ved Udstillingen.

Forslaget drøftedes derpaa nøjere og vedtoges derefter med 50 Stemmer. 3 sagde: „ Stemmer ikke”.

Dernæst vedtog man at ansøge Regering og Rigsdag om at støtte det paatænkte Foretagende ved at skænke det de 10,000 Kr., som blev bevilgede i Fjor til Dækning af Udstillingens mulige Underskud. Og endelig valgte man et Repræsentantskab paa 27 Damer fra By og Land til at forberede og lede det paatænkte Foretagende, hvis videre Skæbne vi herved varmt vil anbefale til vore Læseres bedste Interesse.

*) Hentydningen gælder et Par af de andre Forslag.