Kvinder i kommunale Raad.

Folkethinget har for nylig forhandlet Lovforslag om Kvinders kommunale Valgret, forelagt i Thinget af Folkethingsmændene Harald Holm og Højmark den 26. Oktober, behandlet den 25. og 30. Novbr. og 4. Decbr. 1895. Selve Lovforslaget lyder kort og godt: „Valgret til Rigets kommunale Repræsentation tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, hvem hidtil alene deres Køn har udelukket fra den omhandlede Rettighed, men som i øvrigt fyldestgøre alle lovbestemte Betingelser for Tidøvelsen af samme.”

Til 2den Behandling stillede Svend Høgsbro et Ændringsforslag: „Herfra undtages dog saadanne Enker og fraskilte eller fraseparerede Hustruer, hvis Mænd i Løbet af de sidste 5 Kalenderaar, og medens de levede i Samliv og Formuefællesskab med dem, have nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt, samt endvidere saadanne Kvinder, som i Løbet af de sidste 10 Kalenderaar have søgt Erhverv ved Utugt.” Dette Ændringsforslag var begrundet i Udtalelser af Indenrigsministeren (Hørring), som skænkede Lovforslaget en indgaaende Omtale, hvori han særlig fremhævede disse to nævnte Forhold som noget, der vilde hindre Lovforslaget. Begge disse Spørgsmaal er interessante at dvæle ved:

1) Ministeren var bange for, at naar en Mand, som havde nydt Fattigunderstøttelse, døde, at saa skulde hans Enke øjeblikkelig kunde forlange Valgret, da det jo ikke var til hende, Fattighjælpen var givet. Ministeren maa altsaa mene, at en Hustru lettere undværer Fattighjælpen efter Mandens Død end før denne. Skulde det virkelig være Tilfældet? Det var dog et sørgeligt Skudsmaal at give disse Mænd, hvis man virkelig for Alvor gaar ud fra, at medens Manden lever, trænger Familien til Fattighjælp, men naar han dør, kan Konen klare for sig selv og sine Børn. Ja, ganske vist kan det være Tilfældet, men vi vil dog haabe, at det er undtagelsesvis. Regelen vil sikkert være, at ogsaa Enken maa ty til Fattigvæsenet. De faa Enker, som efter Ministerens Betragtning bedre kan klare sig uden Manden end med ham, fortjener jo dog i Grunden ærlig den Belønning, som Valgretten i saa Tilfælde vilde være.

2) Ministeren frygtede for, at Valgretten skulde blive øvet af „berygtede” Kvinder. Ja, det er interessant, hvorledes man i en saadan Udtalelse tydelig savner netop Kvindens Indflydelse. Er det en Ensidighed ved saa mange Mænds logiske Sans, at de kun kender Begrebet „berygtede Kvinder”, men ikke „berygtede Mænd”? Ja, hvem ved, maaske er Kvinder lige saa ensidige. Maaske kunde det falde dem ind, naar de faar Valgret til eet eller andet, aldrig at vælge „berygtede Mænd” til at varetage Interesserne.

Eet Spørgsmaal glemmes imidlertid saa ofte - baade af Sagens Venner og Fjender, og det er Spørgsmaalet om, hvilken Gavn Kvinderne kunde gøre, i de kommunale Anliggender, hvilken Nytte Samfundet kunde have af at have Kvinderne med. Man priser Kvinderne for deres huslige Dyder, deres Ordenssans, Skønhedssans, Renlighedssans, deres Omsorg for trængende og syge, for deres Børns Opdragelse o. s. v., men de samme Egenskaber tænker man ikke paa at benytte i den store Husholdning, i Kommunens Tjeneste. Gaar alt virkelig saa fuldendt godt omkring i disse Landets større Husholdninger, al man har Raad til at undvære Kvindernes Hjælp? Mon ikke den store Husholdning (Kommunen) var bedst tjent med at tage den lille (Hjemmet) til Forbillede. Fra de Lande, hvor det er prøvet, har vi aldrig hørt andet end godt om Kvinders Deltagelse i det kommunale Liv. *)

*) Lovforslaget vedtoges i Folkethinget den 4. Decbr. med 56 Ja mod 2 Nej. 30 svarede „Stemmer ikke”.

I Landsthinget blev Lovforslaget uden Behandling standset ved en motiveret Dagsorden, hvorved dets Skæbne altsaa for denne Gang er afgjort.

Kvindelige Sognerådsmedlemmer i England.

I Fjor fik Englænderne udvidet deres kommunale Rettigheder med en frisindet Reform. Ved denne Lejlighed aabnedes der ogsaa en videre Adgang for Kvinder - som jo iøvrigt siden 1869 har haft Del i det offentlige kommunale Liv - til at øve Indflydelse i Kommunen. Med Spænding følger man nu i frisindede Kvinders Kredse Benyttelsen af disse ny Rettigheder. Det hedder saaledes i Englishwomans Review efter en statistisk Redegørelse:

Beretninger om Valg af Kvinder til Sogneraadene viser, hvor vidt denne Bevægelse breder sig. Det var jo at vente, at det vilde gaa lettere, hvor den allerede havde slaaet Rod, end hvor det var noget nyt, men man kunde dog næppe have ventet at f. Ex. Norfolk, Suffolk og Essex tilsammen skulde have 90, Cambridge ingen og Hovedstaden 86.

Fra Bath skriver S. Wayward, som har megen Erfaring i Valgsager: „Meddelelser, som jeg paa Forespørgsel har modtaget, viser hvor fornuftigt Kvinderne tager Valgene til Sogneraadene. Navnlig viser de lavere Klasser, at det ligger dem mere paa Sinde at udfinde dem, de i social og moralsk Henseende kan have Tillid til, end at tage Partihensyn, og de synes at vælge uafhængige af Klasser.

I Bath, som er et Grevskabssæde, er det Fattigkommissionen der udgør Distriktsraadet, og jeg tror, at disse mine Bemærkninger ogsaa finder Anvendelse her. I Stedet for to kvindelige Forstandere har vi nu fem, alle praktiske Damer, og deres Nærværelse i Kommissionen øver en udmærket Virkning. I Sager angaaende Hospitaler, Skoler og Komitéer, som forestaar Anbringelsen af fattige Børn, er deres Hjælp uvurderlig. Vi tager nu alle Børn ud af Fattighuset og danner Hjem paa Landet med en Plejemoder, som har omtrent femten Børn under sin Varetægt, og besøges daglig af en Inspektør. Netop i slige Sager er Kvindernes Medhjælp af umaadelig Værdi, naar de er af den rette Slags. Selv mellem politiske Arbejderkredse finder vi Tonen ganske almindelig at være: Intet Hensyn til Partier naar det gjælder Valg af kvindelige Forstandere!

Der har hér ikke været særskilte Valgborde for Kvinderne, men det har glædet mig at se, hvor megen Velvilje der har været vist ved at lette dem Adgangen til at afgive deres Stemmer.

Mr. W. H. Elkins, som har haft god Lejlighed til at iagttage Valgenes Forløb i Bristol, har med stor Forekommenhed meddelt os lignende Oplevelser derfra. Han skriver, at i Bedland Kommune, hvor der havde været nogen Strid, var over en Tredjedel af de afgivne Stemmer Kvinders. Da der af Totalsummen 1,620 var 450 Kvinder paa Listen, giver dette et højere Procenttal end Mændenes. I Clifton var Kvinderne forholdsvis endnu talrigere. I Fabriksegne tog Kvinderne ikke saa stor Del i Valgene, forholdsvis mindre end Mændene. I de agerdyrkende Dele af Carwallis stemte næsten alle Kvinderne......

Spredte Kendsgerninger som disse kunde nemt mangfoldiggøres. De viser, at gennemgaaende har Landbostandens Kvinder vidst at gøre Brug af de Rettigheder, som Loven af 1894 gav dem.

Kvindernes Stemmeret i Colorado.

(Efter Mrs. Thocker Post i Womans Journal.)

Min Mand og jeg kom for nylig paa en Rejse igennem Colorado, og vi spurgte os da naturligvis for om, hvorledes det var gaaet med den praktiske Iværksættelse af den nylig erhvervede Stemmeret for Kvinder. Paa det første Spørgsmaal, som vi henvendte til Skattekommissæren for Colorado, Mr. Bucklin, fik vi straks det bestemte Svar: Det har afgjort givet Valghandlingen mere Værdighed. Og saa fortalte han videre, at Kvinderne havde taget deres nye Pligter meget alvorligt. De var mødte i Festdragt og ansaa det for Dagens Begivenhed. I de fleste Tilfælde fulgtes Mand og Hustru ad til Valget.

Og hvorledes var saa det hele „arrangeret”: „Nydeligt. Det ledende Parti havde ikke vovet andet af Frygt for at de ellers skulde miste Kvindernes Stemmer. Der fik ingen Vagabonder Lov at komme til Valgurnen, og Drukkenbolte saas ikke paa Gaden hele Dagen. Jeg har altid ment, at om Valghandlingen ikke egnede sig for Kvinder, kunde den nemt ændres, men det har aldrig faldet mig ind, at den blotte Kendsgerning, at Kvinderne har Ret til at stemme, skulde forandre dens Karakter.”

Om Hustruerne stemte som deres Mænd? Ja, i Almindelighed, men ikke allevegne. To Koner fortalte mig under megen Munterhed, at deres Mænd ikke saa meget som havde spurgt dem, hvem de stemte paa, men havde søgt at faa det at vide underhaanden. Mr. Bucklin fremkom med en ny Idé. Naar Hustruen stemmer som Manden, uden at have sin egen Mening, saa giver det jo Manden til en vis Grad to Stemmer, og disse to Stemmer er et Udtryk for Statens Familjer i Almindelighed. Og vor Skattekommissær mener, at hvad en gift Mand, Hovedet for en Familje, stemmer for, det har mere Værd for Samfundet end det, som en Pebersvend, den ukomplette Mand uden Ansvar, stemmer for.

Hvor Kvindernes Stemmer virkelig var af Betydning, det var naturligvis i Sager, der drejede sig om Kommunens Økonomi, f. Ex. i en By, hvor et Monopol havde hindret Indbyggerne i at faa godt Vand, Kvinderne havde naturligvis forlangt friskt og rent Kildevand og været i overvældende Majoritet.

Disse Svar, som vi samlede fra forskellige Personer, blev yderligere stadfæstede ved, hvad vi hørte andet Steds fra i Staten. Man fortalte, at især i Denver var der udfoldet stor Iver for at opnaa Stemmeret. I Leadville var der ikke mange, der særlig havde ønsket den, men da de fik den, skønnede de, at det var en Pligt, der ikke burde forsømmes. I et Aftenselskab af Herrer og Damer paakom der mig en underlig Følelse af at være forurettet, idet jeg følte, at jeg var den eneste i Stuen, som ingen Ret havde til at stemme. Jeg havde aldrig før haft denne Følelse, naar jeg var i Selskab med lutter Mænd, formodentlig fordi jeg da havde følt mig overbevist om, at Frigørelsen en Gang vilde komme, ogsaa til Kvinderne. Men nu var den kommen til alle disse Kvinder, men ikke til mig, og jeg betoges af en underlig latterlig Fornemmelse af, at jeg stod ene. Vi talte om det, og de andre Kvinder indrømmede, at det nu vilde være haardt for dem at flytte til en anden Stat og miste deres Frihed; det vilde være bittert, et Tab for deres Liv.