Den tyske Kvindedag i Frankfurt a. M. den 30. Sept. - 3. Okt. 1895.
„Frauentag” - ja, saaledes kaldtes det store Kvindemøde. I gamle Dage talte man hos os om „Herredag”.
Det skyldtes iøvrigt kun et Tilfælde, at jeg kom til at overvære Kvindedagens Slutning. Gennem Bladene gjorde jeg mig bekendt med det vigtigste af, hvad jeg desværre ikke personligt saa eller hørte.
Det var den omtrent 30 Aar gamle Almindelige Tyske Kvindeforening, som holdt sin 18de Generalforsamling i Forbindelse med en offenlig Kvindedag.
Den 30. Sept. om Aftenen havde det stedlige Udvalg ordnet en selskabelig Sammenkomst, ved hvilken den fri Stad Frankfurts Overborgmester bød Gæsterne velkomne.
Tidlig næste Dags Morgen aflagde Formanden, Frk. Auguste Schmidt (Leipzig), Beretning om Foreningens Virksomhed siden Oktober 1893, mindedes dens nys afdøde Stifterinde, Fru Luise Otto-Peters, omtalte Oprettelsen af Retshjælp for ubemidlede Kvinder m. m. Der forhandledes om Foreningens Stipendiefond, om dens stedlige Kredse og om dens Organ „Neue Bahnen”, samt valgtes Revisorer, som inden sidste Dags Morgen skulde undersøge Regnskabet og gøre Indstilling om dets Godkendelse. Som man ser, følger Kvindedagen en Forretningsorden, som om det kunde være i en Rigsdag. Da, sidste Dags Morgen, Regnskabet var godkendt, valgtes den ny Styrelse.
Paa Generalforsamlingens anden Dag forhandledes to Principspørgsmaal: Kvindens familieretlige Stilling og Sædelighedsspørgsmaalet (det sidste uden mandlige Deltagere). Det første Spørgsmaal indledede Fru Dr. Henriette Goldschmidt (Leipzig). Den tyske Kvindedag i Stuttgart havde allerede 1873 sendt en Adresse til den tyske Rigsdag. Man havde svaret, at man jo netop var i Færd med et Gennemsyn af den borgerlige Lovbog. Man skulde ikke glemme Kvinderne. Det mente de alligevel, at Rigsdagen havde gjort. Derfor besluttedes nu en ny Henvendelse, som Formanden og Taleren skulde affatte. Især ønskedes Ændringer i Bestemmelserne om Ægtefællernes Forhold indbyrdes og til Børnene, samt om Formuefællesskabet.
Generalforsamlingen holdtes om Formiddagene fra Kl. 9. Tidlig hver Eftermiddag begyndte de offenlige Foredrag.
Den 1. Oktober talte Fru Anna Simson (Breslau) om Kvindeforeningernes Opgave i Nutiden. At løfte Kvindekønnet - sagde hun - var at løfte hele Menneskeslægten. („Herredagen”, d. v. s. Rigsdagen i Berlin, syntes at have den omvendte Mening). Efter at den frankfurtske Kvindedannelsesforenings Formand, Fru Rosalie Teblée, havde fortalt om, hvorledes denne siden sin Stiftelse havde uddannet 4000 unge Piger i Husholdning, Kunstindustri og andre Fag, fik Fru Helene v. Forsier (Nürnberg) Ordet om Kvindesagens Betydning for Familielivet. Langt fra at skade dette, vilde Kvindesagen netop hæve det op til et højere Trin ved at rense det for egenkærlige Tilbøjeligheder, og saaledes vilde den føre til en højere Opfattelse af Ægteskabet. Da derefter Fru Sanitetsraadinde Jeannette Schwerin (Berlin) talte om Velgørenhed før og nu, og udviklede, hvorledes den offenlige og private maatte gaa Haand i Haand, nyttede hun Lejligheden til at paatale, at Kvinder endnu var udelukkede fra Sæde i Fattigbestyrelser o. lign. (lige som hos os).
Den 2. Oktober begyndtes med et Foredrag om „Fr. Frøbel og Folkebørnehaven” af Fru Henr. Goldschmidt, som særlig betonede Kvindens Betydning for Barnets Opdragelse, den harmoniske Udvikling af alle dets Egenskaber (Frøbels Grundtanke). Det konfessionelle maatte udelades, Klassehadet modarbejdes. Der maatte uddannes dygtige „Børnegartnersker”. Kun saaledes - sluttede hun - blev det muligt at slaa Bro ej alene mellem de enkelte Klasser i Folket, men at slynge et fælles Baand fra Folk til Folk i hele Menneskeheden. Fru Becker (Zehlendorf) talte om de s. k. „Kinderhorte” i Strassburg; de skulde for den skolepligtige Alder være noget, som svarede til Børnehaverne for Alderen inden denne. Under den paafølgende Forhandling herom strejfede man ogsaa lidt paa Fællesundervisning for begge Køn, hvis heldbringende Virkninger i Amerika rostes af en Taler. Det næste Foredrag holdt Fru Prof. Mathilde Weber (Tübingen). Hun havde stiftet en Forening for s. k. „Hausbeamtinnen”, med det Formaal at forbedre Stillingen for alle Kvinder, som under Navn af Husholderske, Selskabsdame, Guvernante o. lign., som oftest indtog en Askepots Stilling i Huset, midt imellem Familien og Tyendet. Mange Pligter, men faa Rettigheder havde disse Væsener. Hun meddelte, ved hvilke praktiske Midler denne - man kunde gærne kalde den - Fagforening virkede. Den havde sit. Sæde i Leipzig, men havde 18 Agenturer og 80 Filialer med i alt 1709 Medlemmer. Derefter talte Frk. Castner (Berlin) om sin Havebrugsskole. - Denne Dag sluttede med et Foredrag af Frk. Aug. Schmidt om Kvindesagens sociale Betydning. Kun livskraftige Ideer - sagde hun - lader sig virkeliggøre. For at være livskraftige maa Ideerne i vor Tid have en social Signatur. Hindringerne for Kvindens Deltagelse i det sociale Arbejde var især tre. Talen om hendes „naturlige Kald” kyste mange tilbage. Frygt for at træde offenlig frem var den anden Hovedhindring. Den tredie laa i hendes Mangel paa „Schulung. Man forsømte i rette Tid at bibringe Barnet Begreb om Arbejdets Værdi. Derfor kunde Kvindearbejde endnu agtes saa ringe. „Arbejdskraftens Rigdom er ogsaa Nationalrigdom”.
Den 3. Oktober hørte jeg et dygtigt Foredrag af Frk. v. Braunmühl (München) om Kvindernes Erhverv ved Kunstindustri. (Salen var fyldt til sidste Plads, da man ventede Kejserinde Friedrich). Taleren mente, at Kvinderne egnede sig især til Textilbranchen, Keramiken, Juvel- og Halvædelmetalarbejderne, til Træskæreri og finere Papeteri. Formanden (Frk. A. Schmidt) gjorde opmærksom paa, at paa Kvindeudstillingen i København fandtes endog kvindeligt Snedker- og Smedearbejde, og hun anbefalede Afholdelsen af en lignende Udstilling i Frankfurt. Hun gav derpaa Ordet til Frk. Lina Langerhanss (Berlin), der talte om den udmærkede Fordannelse, som gives den prøjsiske Overlærerinde, hvorved hun kommer til at indtage en fremragende og betydningsfuld Stilling. Det maatte komme til Oprettelsen af Statsanstalter til Uddannelse af Lærerinder, og disse Anstalter maa være et Slags Universitet. Frk. Dr. Käthe Windscheid (Leipzig) berørte et dermed beslægtet Æmne: Gymnasieundervisning for unge Piger som Forberedelse til Universitetsstudier. Kvindelige Gymnasier findes i Karlsruhe og Leipzig. Særlige kvindelige Universiteter behøvedes ikke. Fru Betty Naue (München) aflagde Beretning om det i München 1888 grundede „ Arbeiterinnenheim”, og endelig kom man til Mødets „Himmerigsmundfuld”, Frk. Helene Lamges Foredrag om ny Synspunkter i Kvindebevægelsen. *) Denne begyndte som et Brødspørgsmaal. For saa vidt skulde den kun gælde de „uforsørgede”; fra dette falske Synspunkt havde en Forfatter endog foreslaaet Tvangsægteskaber. Saa fik man Øje for, at der ogsaa blandt de gifte Kvinder føltes Tryk, som maatte afhjælpes. Saaledes blev det klart, at gifte og ugifte Kvinder maatte række hverandre Haanden til Kvindespørgsmaalets Løsning. Kvindesagen havde ogsaa sin Betydning for Manden, der ikke havde godt af at betragte sig som Solen, hvorom Konen kredsede som en Planet, medens Børnene atter roterede om hende som Drabanter. Saaledes havde Kvindesagen efterhaanden udviklet sig til et Samfundsspørgsmaal. Desværre gik endnu hos de fleste Kvinder Selskabspligterne forud for Samfundspligterne. Skal Kvinden kunne opfylde sin Pligt lige over for Menneskeheden? - det var Kvindespørgsmaalets Kærne. Det galdt at sikre Kvinden Lighed for Loven, Mulighed til fuld aandelig Uddannelse, Deltagelse i Kaldsvirksomheder og i Kampen mod Drikfældighed og Usædelighed. Det galdt at gøre Kvinden dygtig til at løse disse Opgaver. Men Nøglen til Løsningen af store Kulturopgaver giver altid kun Idéen. (Stærkt Bifald.) Formanden Frk. Aug. Schmidt sluttede derefter Mødets alvorlige Del med en lille Tale hvori hun ogsaa takkede Kejserinden for den Interesse, hun havde vist Kvindemødet ved at overvære det sidste Foredrag.
Kl. 6½ brød man op, men kun for Kl. 7 at samles igen til en Koncert, der varede halvanden Time, men fængslede i høj Grad Tilhørerne i „den lille Sal” (i Saalgebäude), medens der dækkedes Bord til Banketten i „den store Sal”, hvor de offenlige Møder havde fundet Sted. Kun kvindelige Kompositioner stod paa Koncertprogrammet. Den ældste var af Hertuginde Anna Amalie af Sachsen-Weimar (1739-1807), den yngste af den tilstedeværende Frk. Rosette Löwenthal-Rheinberg” (f. 1870), hvis „Campanella” gjorde stor Lykke. Komponisten Frk. Ingeborg von Bronsart (f. 1840) akkompagnerede selv paa Klaveret, da Tenoren Hr. A. Dippel og Sopranen fra Stadtheatret i Mainz, Frk. D. Montin, sang en Duet af Operaen „Hjarne”. Paa Grund af Svagelighed viste sig derimod ikke den i Frankfurt boende Clara Schumann (f. 1819). Kl. 9 gik man til Bords - eller til Borde. Seks meget lange Borde ventede nemlig paa de henved fire Hundrede Deltagere i Banketten. Man maatte beundre de tyske Kvinders Utrættelighed. Paa tredie Dag havde de begyndt Kl. 9 Morgen. Og det var de samme - Aug. Schmidt, Helene Lange, Henriette Goldschmidt o. s. v. - der havde spillet Hovedrollerne, der nu holdt Hovedtalerne. Man nærmede sig Midnat, da Bordgæsterne atter forlod den store Sal, og bænkede sig i den lille, hvor syv Damer og en Herre spillede Elisabeth Mentzels „Gamle Husmidler”, hvis Handling foregik i Goethes Fædrenehjem 1791, og hvis Hovedperson var Digterens udmærkede Moder, den s. k. „Frau Rat” (Goethe). Jeg tilstaar, at jeg ikke holdt ud til Slutningen, men jeg gik hjem med al mulig Agtelse for de tyske Kvindesagskvinders Dygtighed og Utrættelighed.
