Theatrene.
Dagmartheatret.
„Fru Inger til Østraat”.
Naar et Privattheater paatager sig en saa vanskelig Opgave, som at stilk et stort Ibsensk Drama paa Benene, saa har Publikum i Hovedsagen kun at sige Tak og i fuldt Maal at skønne paa, at Ibsens altid geniale, Personligheden udviklende Tanker bliver de manges Ejendom - i Steden for at gemmes i Bogskabet bag det fine komponerede Bind. Ligeledes fortjener Fru Gjørling en varm Tak, fordi hun har Mod til midt i vor blaserede overnervøse Jernbanetid at stoppe os lidt i Farten og tvinge os til at stanse Blikket ved en virkelig tragisk Menneskeskæbne.
Fru Inger minder i meget om Ibsens genialeste Skikkelse: Skule Jarl, men medens Skule i sin egen Personlighed ved Siden af sine mange udmærkede Egenskaber rummer selve Tvivlen, det der lammer al hans Færd, og som i Følge den strengeste af alle Psykologiens Love med Nødvendighed fører ham til Undergangen, saa lammes Fru Inger af noget rent ydre - en hemmelig Angst for sin Søn, om hvis Tilværelse ingen maa ane noget, og for hvis Skyld hun er i Stand til at bringe de største Ofre, ja endogsaa det at være utro mod sig selv. Hun har intet af Skules Tvivl paa sin egen Udvælgelse, hun ved sikkert og fast, at hun kan, om hun vil, rejse sit undertrykte Folk mod de fremmede Voldsmænd, alt i hende raaber om Befrielse for sit Folk, alt i hende selv vil holde den Ed, hun som ung Pige svor ved Knut Alfsøns Baare. Men en anden Magt, Moderkærligheden, Kærligheden til, den Søn, som er i de undertrykte Oprøreres Magt, kæmper i hende med de stærkeste Vaaben og imod hele hendes øvrige Jeg. Hun vil rejse Nordmændene, følge sit Væsen i Sandhed, hvis blot hun er vis paa, at hun saa faar Sønnen tilbage, men hun viger heller ikke tilbage for Forræderiet mod sig selv og sit Folk, hvis hun ad den Vej kan naa Maalet. Deraf denne opslidende Kamp i hendes eget Væsen, deraf al denne Ubeslutsomhed hos denne handledygtige og
viljestærke Kvinde, deraf denne hvileløse Tro og bestandige Angst for, hvilke Midler der nu vil være de virksomste, deraf al hendes Snedighed og Kløgt i Forholdet til den danske Rigsraad, Niels Lykke. Og denne Kamp i hende selv, den gaar paa Livet løs. Det gaar som i Ragnarokskampen, ingen sejrer, men begge gaar til Grunde. Fædrelandskærligheden viger for det ene, at se sig selv som Kongemoder, og Moderkærligheden, det bedste vel paa Jorden, forvandles i hende til et Rovdyr, der vender sig mod hende selv, idet hun faar at vide, at mens hun tror at have dræbt den, der stod Sønnen i Vejen, saa er det ham selv, der har fundet Døden paa hendes Bud. Denne Fru Ingers Kamp med sig selv er værd at kende. Den kunde maaske hjælpe en og anden blandt os til at føre det gode til Sejr i os, naar vi - i stort eller i smaat - føres ind i de samme Kampe. Thi det er Sagen: Fru Ingers Kamp er en menneskelig Kamp, og der udkæmpes mange af den Slags Kampe omkring os og i os.
Fru Gjørling fremstiller ypperlig denne Fru Ingers rent menneskelige Kamp mod sit eget sande Jeg. Hendes stivnede Træk med de urolig flakkende Øjne, i hvis Blik Angsten for Følgerne af hendes Handlinger eller Følgerne af hendes Uvirksomhed lurer, hendes smilende Venlighed overfor Niels Lykke, naar Klogskaben byder det, og hendes mandige Djærvhed, naar hun tror at have besejret ham, Hallucinationsscenen i sidste Akt, hvor hun tror at se Sønnens Kongetog samtidig med, at hans Lig bæres ind, alt dette er fin, gennemført Kunst, som Fru Gjørling fortjener mere Tak for, end Publikum i sin Helhed yder hende.
Men hvorfor klæder Fru Gjørling sig i en moderne Enkedragt? Fruen paa Østraat - i det nordenfjeldske Norge - har neppe gaaet saaledes klædt, og Dragten harmonerer heller ikke med det øvrige Udstyr, især Riddersalen, hvor det meste af Handlingen foregaar.
Frk. Blad fremstiller en smuk og stolt Eline Gyldenløve, men den vaagnende Elskov i den alvorlige og stolte unge Kvinde faar neppe den rette Forklaring i hendes Spil. Spørgsmaalet: „Kan jeg se mod Danmark her fra Salen?” blev til intet, ligesom ogsaa selve Elskovsscenen mellem Eline og Niels Lykke føltes underlig uvirkelig. - Men, det maa i Sandhed heller ikke være saa let for en Kunstnerinde at fremstille denne umiddelbare Betagethed overfor en Skikkelse som Hr. Neiendams Niels Lykke. Ordene: „Hver en skøn Jomfru hun sukker saa mod: Gud give, Niels Lykke var mig huld og god”, virkede nærmest parodisk. Men som Skurk, og i Sammenspillet med Fru Inger naaede Skuespilleren flere Gange op i Kunstens Højder.
Alt i alt er „Fru Inger til Østraat” en Forestilling, som Theatret har Ære af.
