Har Sløj den Betydning for den kvindelige Ungdoms Opdragelse?

Det tænkende Menneske, som første Gang læser den opdragende Haandgernings-Historie, spørger uvilkaarlig sig selv: Hvad er Grunden til den Hurtighed, hvormed den pædagogiske Haandgerning har udbredt sig og fundet Tilslutning i vor Tid, medens den før i Aarhundreder har staaet stille, trods det, at den blandt sine Forkæmpere tæller de forskellige Tiders største Pædagoger? Man behøver blot at nævne Amos Comenius (1592-1671), John Lock (1632-1704), Francke (1663-1727), Rousseau (1712-1778), Pestalozzi (1746-1827) og Friederich Frøbel (1782-1862) blandt Haandgerningens mange og nidkære Talsmænd.

Grunden ligger vel tildels i vor Tids hurtige Udvikling; men den maa væsentligst søges i et større Behov, en stærk Trang efter en mere harmonisk Udvikling, end den, der opnaaes, hvor hele Vægten lægges paa den aandelige Uddannelse. Fremragende Mænd af alle Klasser, men særlig Pædagoger og Læger, har søgt at raade Bod paa denne Ensidighed, og har anset den opdragende Haandgerning, der i de fleste Lande gaar under den nordiske Betegnelse „Sløjd”, for det bedste Middel til at modvirke det ensidige Hjærnearbejde, som Skolen fordrer, og har tillige anset den for et fremragende Middel til at uddanne de praktiske Evner og fremme den legemlige Udvikling. Professor, Dr. med. Birch, Direktør for det pathologiske Institut i Leipzig, siger f. Eks.: „Den blot aandelige Undervisning udvikler vor Hjærnes centrale Dele; Haandgerningen udvikler Sanserne. Haandgerningen er mere end noget andet Fag bestemt til at skaffe Hjærnen, som er bleven anstrængt ved ensidig Virksomhed, Hvile!”

Sløjden anses altsaa for et fremragende Opdragelses-Middel, hvis Berettigelse i Skolen ingen kan benægte, selv om den kan tillægges større eller mindre Betydning. Naar saaledes den dygtige Lærerinde og udmærkede Forfatterinde, Selma Lagerløff, i en Sang til Sløjdens Pris, skildrer Tilstanden før Sløjdens Æra saaledes:

Kraften var splittrad,

skönheten flygtad,

vasendets samklang

skorrande brast.

Ingen forstod att

ena det skilda

stämma de brustna

strängar till spel;

og naar hun skriver videre om Sløjden:

Da vi oss vända

han till den gamla

konstnarnas moder

stärkende slöjd;

den ger som för i

släktarnas barndom

kropparne hälsa,

själarne kraft!*)

da vil denne Lovprisning af Sløjden vel finde Tilslutning blandt Haandgerningens begejstrede Venner og Tilhængere, men dog maaske være ligesaa langt fra en nøgtern Opfattelse af dennes Betydning, som den, der er afgjort tilbøjelig til at undervurdere en praktisk Uddannelses Betydning, der siger om Sløjden: „Skal Børn nu ogsaa lære at være Snedkere”, i Lighed med, at man i sin Tid sagde om Gymnastikken: „Kan Børn nu ikke løbe og springe mere, uden at man først skal lære dem det?” Det er i Almindelighed det nyes Skæbne at blive mistroet og undervurderet; det blev Gymnastikken i sin Tid, og det bliver Sløjden endnu tildels herhjemme, for ikke at tale om de saakaldte „ordnede Lege”, som endnu tilhører Fremtiden.

Sløjd, Gymnastik og ordnede Lege er hver for sig kun Led i en Bevægelse, der stræber efter i Praksis at hævde den gamle Theori, at Aandens og Legemets Opdragelse skal gaa Haand i Haand! Som et fælles Maal for disse tre Fag staar den legemlige Udvikling; men naar Sløjden af sine Tilhængere maaske ofte fremhæves paa de andres Bekostning, beror dette for en Del paa, at denne, foruden at være i Besiddelse af de førnævnte gode Egenskaber, i de fleste Lande betragtes som et mægtigt Middel til at ophjælpe Husfliden og derigennem hæve Hjemmene, ved Siden af at afgive et Grundlag for Industrien.

Hvormeget Sløjden kan gavne netop i denne eller hin Retning, beror naturligvis meget paa, hvorledes Systemet, hvorefter der arbejdes, er lagt til Rette. Et Sted har man udelukkende holdt sig til Nyttegenstande, et andet til Øvelser, andre har forenet Øvelser med Genstandstilvirkning; atter andre har søgt at forbinde Sløjdundervisning med Undervisning i Geometri og Kulturhistorie i Kraft af:

Leicht verschwindet,

Was dureh die Ohren dem Geiste anvertraut;

Fester haftet,

Was mit dem Auge er angeschaut! **)

Men, naar Sløjden er et Opdragelses-Middel af Betydning, hvorfor anvendes den da saa grumme lidt ved den kvindelige Ungdoms Opdragelse, der netop i saa høj Grad behøver ethvert Middel, som kan udvikle de fysiske Kræfter og den praktiske Sans. Kvindernes mindre fysiske Styrke vil maaske være dem en Hindring. Men vilde der ikke være al Grund til at bruge ethvert Middel, der er i Stand til at udvikle Legemet, end sige da det Middel, som paa samme Tid kan lægge en god Grund for ethvert praktisk Livserhverv?

Ved Drenges Opdragelse er der ofte lagt Beslag paa Sløjd som Opdragelses-Middel, ikke alene i Skolen, men ogsaa udenfor denne i filantropisk Øjemed. Som Eksempel paa det sidste kan nævnes „Københavns Husflidsskole”, hvor flere Hundrede fattige Drenge faar Undervisning i Sløjd med det Maal for Øje, at vænne dem til Stadighed ved Arbejdet og holde dem borte fra Gadelivet. Her lægger man igen Mærke til Forskellen. Man søger at hæve Drengene ved at holde dem fra Lediggang og give dem Kærlighed til Arbejdet; men der gøres intet for de mange Pigebørn, som lever under de samme fattige og uheldige Forhold, skønt disse ligesaa meget behøver en hjælpende Haand som hine.***)

Ser man hen til Pigeskolen, er der ikke nogen Grund til at antage, at Sløjden skulde være af mindre Betydning for denne end for Drengeskolen. Tværtimod maa der her være et endnu større Behov tilstede paa Grund af den mere Stillesidden i Skolen (de kvindelige Haandarbejder) og det mere afspærrede Liv udenfor Skoletiden. Erfaringen viser ogsaa, at om Pigebørn end er ligesaa flinke til Sløjd som Drenge, naar de har haft Undervisning i nogen Tid, saa er de dog fra først af mindre selvhjulpne end disse.

Da man i 1888 havde Spørgsmaalet om Sløjdundervisning i Pigeskolen særlig fremme i Sverige, udtalte fremragende Skolemennesker, at om end mange af de Ting, som opnaas gennem Sløjden, kan naas gennem andre Fag, saa vil noget dog altid mangle: det at kunne bruge sine Hænder paa rette Maade, Agtelse for det legemlige Arbejde og for den legemlige Udvikling, og der udtaltes endvidere blandt andet, at de kvindelige Haandarbejder, langt fra at gøre Træsløjden overflødig, tværtimod gjorde dens Indførelse i Pigeskolen end mere ønskelig som Modvægt mod den megen Stillesidden, at Træsløjden var mindst ligesaa meget paa sin Plads i Pigeskolen som Drengeskolen, og at den derfor burde indføres der.

Før den Tid var Sløjden allerede indført i flere Pigeskoler i Sverige, og derefter fulgte naturligvis flere og flere.

Her hjemme er vi desværre ikke naaet længere end til, at ganske enkelte Pigeskoler har indført Sløjdundervisning; men det vil sikkert ikke vare længe, før Kravet bliver saa paatrængende, at der vil komme en livlig Udvikling paa dette Omraade.

Der er ganske vist enkelte, som endnu stiller sig tvivlende overfor Sagen og taler om, at Sløjden først skal prøves. Der kan hertil svares, at Sløjden er prøvet i de store Kulturlande og fundet god der. Frankrig er i Henseende til Sløjdundervisningens Udstrækning gaaet videst af alle Lande. I dets Skoler indførtes Sløjden som tvunget Fag ved Lov af 28. Marts 1882, og Jules Ferry udtalte blandt andet ved denne Lejlighed, at man havde indført Arbejdet i selve Skolen for at dets Adel kunde blive erkendt, ikke alene af dem, som udførte det, men af alle Klasser. Som et Eksempel paa, hvor højt Sløjden vurderes, skal blot nævnes, at Paris aarlig anvender ½ Million Francs paa denne Undervisning.

Ved Siden af Frankrig staar Finland og Norge med tvungen Sløjundervisning. Finland var som bekendt det første Land, der i 1868 indførte Haandgerning som tvunget Fag for saavel Piger som Drenge.

I Tyskland, Østerrig-Ungarn, Schweiz, Belgien og flere Lande er Sløjden nærmest bragt frem ved privat Initiativ, og den har næsten overalt fundet stor Tilslutning. Ser man hen til Amerika, finder man, at de praktiske Amerikanere hurtig har faaet Øjet op for en praktisk Uddannelses Betydning, idet Sløjden der har faaet den største Udbredelse, I det hele er det næppe for meget at sige, at Sløjden, der i Begyndelsen af 70erne endnu var noget forholdsvis ukendt, i Løbet af de sidste femogtyve Aar har udbredt sig til saa godt som alle Lande baade i og udenfor Evropa, hvor der findes ordnede Forhold.

I denne Vinter er der, som bekendt, i Rigsdagen forelagt et Skolelovforslag, hvori ogsaa Sløjdens Indførelse - baade i By og Land - er nævnet, men ikke som obligatorisk Fag, hvorfor det

- sandsynligvis - foreløbig ingen praktisk Betydning vil faa.

*) Af „Sløjdsang” tilegnet Direktør O. Salomon paa Nääs.

**) Motto for Sløjdskolen i Riesbach, Zurich.

***) De fattige Pigebørn er for en stor Del optagne af husligt Arbejde, idet de aller fleste af dem har „et Sted”, hvor de besørger Familiens Pigearbejde og ad denne Vej modtager deres - i Regelen - eneste Uddannelse til Tjenestepiger; men for de mere velstaaende Hjems Døtre er denne Adgang til legemligt Arbejde jo, lukket, og for disse har selvfølgelig Sløjden den allerstørste Betydning.

Red. Anm.