Svar til Frk. H. Johansen og Frk. El. Grundtvig.
I.
Jeg vil gærne have Lov til at svare her i Bladet paa to af de Indsigelser, der er fremkomne mod min Artikel. Hvad derimod Fru Elisabeth Hostrup angaar, da foretrækker jeg, om hun vil nøjes dermed, af rent personlige Grunde, privat at besvare hendes Ord.
Frk. Joh. tager noget fejl af mit Standpunkt. Det er en Del mere angribeligt, men ogsaa mere forhaabningsiuldt, end hun synes at mene. Findes der i den lille Artikel blot som „behersket Understrøm”, „dæmpet Suk” og „lønligt Haab” Ønsket om de Afkristnedes Tilbagevenden til Kristendom, saa skyldes dette kun min Evneløshed til at faa sagt, hvad jeg mener. Det er nemlig ikke med et dæmpet Suk, men med Sorg, at jeg efter selv at være bleven Kristen, ser Mennesker vende sig fra, hvad jeg tror er Sandheden, og jeg har slet ikke i Sinde at beherske Udtalelsen af mit Ønske om, at det maa blive anderledes. Endnu mindre er der i mit Sind - det jeg ved - ringeste Tvivl om Kristendommens Magt til at besejre Menneskers Sjæle. Jeg mener ikke, at Kristendommen nogen Sinde bliver alles Tro. Jesus Kristus har sagt, at dette vilde ikke ske. Men Grunden hertil ser jeg ikke i Afmagt hos Kristendommen, men jeg finder den paa helt andre Omraader. Ingen, der tror, og har erfaret Kristendommens Magt, kan være, om jeg saa maa sige, beskeden paa dens Vegne. Det bliver enten et Forræderi eller en komisk Meningsløshed. Er Kristendommen Sandheden, den almægtige Guds Frelsesplan med Mennesker, saa er det indlysende, at deraf følger, at den kan bevise sig som Sandhed for alle Sind, og at den passer for alle Hjærter.
At enkelte Lag indenfor de saakaldte kristne Lande til Tider kan være af kristnede, er en Kendsgærning, men for mig staar det ikke som en Nødvendighed.
Frk. Joh. tager altsaa fejl, naar hun mener, jeg ingen „Illusion gør mig om en „Omvendelse af dem, der holdes fangne under Dannelsens Magt.” Tværtimod. Naar jeg tænker tilbage paa de mange, jeg i mit allerede ikke korte Liv har kendt og hørt om, saa er der ingen - slet ingen - over for hvem jeg kunde staa med den Tanke: her var det umuligt, at Kristendommen kunde sejre.
Dannelsen - selv om Ordet defineres som her - er det, jeg slet ingen Illusion gør mig om. Hvor højt jeg end sætter, hvad Dannelse giver, saa maatte jeg tænke mig Mennesket en hel Del mere smaastilet, end jeg gør, for at mene, at Dannelsen skulde slaa til. Men jeg tror, at Menneskesjælen er et saadant Hav af umættet Erkendelsestrang, af Vilje, af evige Længsler, at Dannelsen aldrig bliver den Himmel, som omspænder dette Ocean. Det er en Kendsgerning, at Dannelsen ikke læger de dybeste Brøst i Menneskesjælen. Rig Dannelse og moralsk Stupiditet kan forenes og forenes ret tit. Dannelsen omformer, men nyskaber ikke, Derfor bærer den frem til forandrede, men synes at mangle Kraft til at bære frem - for den enkelte som for Slægten - til reelt ikke tilsyneladende ædlere Livsformer.
Det er Kristendommens Paastand, som for mig er godtgjort Sandhed, at den ejer denne om skabende Kraft i sig, den alene, for alle Tider. Lad mig sige det saa lige ud, som jeg kan: Ingen, der personlig har erfaret Frelsens Under i sit Liv, kan tvivle om, at, naar dette kan vederfares ham - af Naade, for intet - saa maa det kunne ske med alle andre Mennesker.
Det er vanskeligt, eller rettere, det synes umuligt at faa Frk. Joh.'s forskellige Udtalelser om Kristendommen til at stemme. Frk. Joh. siger paa én Gang om Kristendommen, at den aldrig vil ophøre at ligge Mennesker paa Hjærte (169), at Spørgsmaalet om dens Sandhed kan følge den alvorligt overvejende fra Dag ind i Nat og under alle Forhold (171), men dernæst siger Frk. Joh., at det, for dem, der er under Dannelsens Magt, vilde være ligesaa meningsløst at vende tilbage til Kristendommen, som at stave ABC'en om igen. Og, medens hele Artiklen klart er skrevet ud fra Overbevisningen om, at Kristendommen ikke er sand, kalder hun den alligevel den Lære, der under det skønne Æventyrs Form kan gøre Mennesker delagtige i de dybeste Sandheder (171), og taler saa faa Linier senere om dem, der ikke er i Stand til at finde Æventyr (maa være Kristendommens „Æventyr”) sande paa Grund af deres Skønhed.
Man tør da uden at forhaste sig heraf drage den Slutning, at Frk. Joh. ikke er enig med sig selv om, hvad Kristendommen egentlig er. For en Kristen er det tillige indlysende, at hun er uvidende derom, saaledes som de fleste Ikkekristne er det. Denne Uvidenhed behøver ikke at komme af - og kommer her ganske vist slet ikke af - at vedkommende har betragtet Kristendommen som den ABC, det ikke var værd at give sig af med. Man kan under ivrigt Studium af, hvad Kristendom er, bevare den samme dybe Mangel paa Forstaaelse, naar man kun passer paa at nærme sig Kristendommen som en Lære, et Tankesystem, man vil tilegne sig eller gennemtrænge blot intellektuelt og blot intellektuelt vil forholde sig til i Det er ikke kun Fritænkere, men en Mængde Mennesker, der kalder sig Kristne, som fuldstændig udelukker sig fra Forstaaelse og Paavirkning af Kristendommen gennem denne Fremgangsmaade. Ikke mindst de Ikkekristne have et umiddelbart skarpt Blik for, hvor ganske disse Mennesker er blottede for virkeligt Forhold til Kristendommen; Ethvert Forsøg paa at komme i Lag med Kristendommen uden at komme i, existentielt Forhold til den, mislykkes. Misforstaaelsens og Tvivlens Forhold vil da kun indtræde. Ti, som Guds Aabenbaring gennem Jesus Kristus af sig selv og den Vej, ad hvilken han vil føre en fortabt Menneskehed ind til Frelse (Læs som:) tilbage til det mistede Forhold til sig selv, henvender Kristendommen sig aldrig til Tanken alene, men til det hele Menneske, og først og afgørende til et Menneskes Samvittighed. Den intellektuelt undersøgendes Dommersæde ombyttes med Synderens Plads paa Anklagebænken. For Erkendelsen vil, hvor rigt et Arbejde den end faar i Tilegnelse og Indtrængen deri, Guds Væsen og Vej altid blive det ubegribelige, men for den til Syndserkendelse vakte Samvittighed beviser Kristendommen sin Sandhed. Saasnart Kristendommen betragtes som en Slags Filosofi, saa, forvirres, udtyndes og forflygtiges alle dens Bestemmelser. Saa er det, at f. Eks. Omvendelsen bliver - som her - opfattet som en Forandring i Erkendelsen, medens Sandheden er, at om end Erkendelsen maa oplyses, før et Menneske kan omvende sig, saa vil den blotte Forstaaelse af sit Fejlsyn aldrig føre et Menneske ind i Omvendelse. Omvendelsen tager et anderledes dybt Greb ned i et Menneskes Sjæl. Med andre Ord: det er kun igjennem den fuldstændige Forkastelse af alt sit eget, gennem den personlige Overbevisthed om at være en fortabt Synder og gennem den personlige Tilegnelse af Guds Plan med fortabte Syndere, at et Menneske naar til Omvendelse. Og som med dette, saaledes paa andre Omraader: naar Frk. Joh. siger, at „Gudsbegrebet maa i ren Almindelighed siges at være den Tankebevægelse, ved hvilken Mennesket bøjer sig hen mod det ukendte og stræber at fatte det hinsides Erfaringen liggende i en Sum (S. 173), da er dette en ubevidst og gribende Illustration til Kristi Ord: „Ingen kender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil det aabenbare,” og „ingen kan komme til Faderen uden Sønnen.” Disse Ord er netop som et Bevis for, hvad det er, Jesus Kristus vilde frelse os fra: Fjærnheden fra Gud. Men lige saa vist som vi Kristne gør Alvor af Umuligheden for Menneskeaanden i at erkende Gud og det lige saa umulige for den syndige at komme den hellige nær viden netop gennem guddommelig Aabenbaring og Formidling, ligesaa langt er vi fra at forholde os til et „Gudsbegreb”. Forestillingen om Gud skabes ikke af vore Tanker, men idet vi forholde os til, hvad Jesus Kristus lærte os, møder vi den Realitet, efter hvilken vore Forestillinger har at omdanne sig. Paa samme Maade er det, vi læres til at elske, hvad vi hadede, at søge, hvad vi skyede, at ville, hvad vort hele Sind rejste sig i Modstand mod. Og denne Omdannelse sker alligevel atter kun ad rent personlig Vej, kun i og ved og for saa vidt et Menneske kommer i personlig Forhold til den personlige Gud og til den Frelser, der levede her paa Jorden, og fuldt saa meget gennem sit Samliv som gennem sin Lære opdrog sine Disciple, og som stadig lever med og opdrager hver enkelt, der i Sandhed bliver hans. Led for Led kan man se Spinozas System voxe sin ranke Væxt ud fra en første tilgrundliggende Paastand, og man kan tilegne sig det uden mindste Forhold til den Mand, der byggede sig dette Tankeslot, men aldrig kan man kæde og binde Jesu Kristi Ord saaledes sammen og aldrig gaa uden om ham og alligevel trænge ind i og komme i sandt Forhold til, hvad han lærte.
Paa det stærkeste har Herren accentueret, at alt gjaldt Forholdet til ham, der selv, som det paradoxalt lyder, „er Sandheden”.
Frk. Joh. har (171) vilkaarligt sammenføjet to Citater, og det maa være ved en Misforstaaelse, at hun dernæst gør dem til Præmisser for en Slutning, jeg ikke har draget.
Jeg har talt om Mennesker, der mister deres Tro paa Gud og Evigheden og ser deres Tanke hæmmet af det Uerkendelige, og som saa gaar ind under, hvad der „kunde kaldes den store Resignation”. Grunden til de Resignerendes Selvopgivelse har jeg søgt deri, at man kun kan „ udholde at være Menneske uskadt uden at dræbe de stærkeste Sjælekrav” - læs som: uden at blive forringet - „naar man er til for Gud”.
Frk. Joh. lader mig sige, at Livets Ubegribelighed og Kval maa og bør drive Mennesket til at kaste alt overbord, hvad der hæmmer Adgang til Gud.
Hendes Indlæg gælder særlig de Resignerende. Men medens hun hele Tiden taler om Mennesker, der bliver ved at søge, har jeg talt, ikke som hun vil, om de fortvivlende Sind - ti Fortvivlelsen betinger et Smertens Forhold til det ikke fundne eller tabte, som jeg netop mener mangler her, og Fortvivlelsen betegner sædvanlig, at en Afgørelse ikke er truffen - men jeg har talt om dem, der har opgivet at søge og ment at maatte slaa sig til Ro uden at finde, idet de anser det for umuligt at naa en Totalanskuelse af Livet. Jeg ved, at en ganske enkelt mellem de Ikkekristne kan bevare sin Sjæl saa levende, at han aldrig ophører at begære og søge den Sandhed, der stadig unddrager sig hans Blik. Et saadant Menneske bærer ikke Opgivelsens Mærke. Men Reglen er, at Sjælens Spændstighed og Sandhedstørst ikke bevares saaledes. Og skønt der er andre Veje at slaa ind paa - man kan jo gaa op i materielt Velvære eller Bekymring, man kan ogsaa prøve paa at holde sig i en stadig Skepsis, eller Fortvivlelsen kan blive „det kontinuerlige i Tilværelsen”, der oftest holdes nede men bryder frem som Uvejr over Sjælen - o. s. v. saa er det, - saa vidt jeg har set - det almindeligste og visseste, at Mennesket slaar ind paa en af hine to Veje.
Det er ikke saa underligt, at Frk. Joh. forgæves søger Forklaring af, hvorledes „en ny og højere Sandhed” gaar op for Mennesket, ti derom var der slet ikke Tale i den hele Artikel, saalidt som om Betydningen af at bevare det engang erhvervede. Naar Frk. Joh. tager Ordet til bedste for tro Vedhængen ved vunden Overbevisning, da er der meget sandt, i hvad hun siger. Men, naar hun mener, at selv om et Menneske har gjort, hvad man kalder „et daarligt Parti” eller er kommen ind i et „miserabelt Forhold”, saa er det hæderligere og trofastere at gøre det mest mulige ud deraf end at bryde dermed, saa passer dette ikke, naar det er Forholdet til Sandheden, der er Tale om. Man bryder ikke med sin Ven eller Hustru, selv om man opdager, at de er mindre fuldkomne, end man ventede. Men hvad der er ret og trofast mod Mennesker, bliver Uærlighed overfor Sandheden. Opdager et Menneske, at han er i Vildfarelse, saa har han, selv om ærlig Overvejelse førte ham ind i Vildfarelsen, intet andet at gøre end at søge ud deraf. Og selv om han skal bryde med noget af det, der er stærkest i hans Væsen, ja, om hans Væsen saaredes saaledes, at han sent forvandt det, saa maa han gøre det, saa stærkt og afgørende, som han kan, netop for at undgaa det alt ødelæggende, at leve ud fra falske Grundforudsætninger. Og han kan gøre det i Tillid til, at den Sandhed, der har slaaet ham saa dybe Saar, vil ogsaa have Lægedommens Kraft for hans Sjæl.
Kun Frk. Joh.s Opfattelse af, at det at blive Kristen sker gennem en Tankeakt, har bragt hende til at tro, at jeg mente, Tankens Fortvivlelse var nok til at føre til Kristendom. Det viser sig tværtimod ofte, at man kan være aldeles haabløs over for Muligheden af at naa til Forstaaelse af Livets Gaade og alligevel ganske uden Forstaaelse af Trangen til en Frelser, og uden denne Trang findes Frelseren ikke.
Derfor kan man tænke sig et Menneske, der delte Frk. Joh. for mig smukke Opfattelse, at „Livet bestaar i det at komme videre,” og som uden at have oplevet Tankens Fortvivlelse blev Kristen, fordi han, da han gjorde fuld Alvor af sin Stræben, opdagede, at al tilsyneladende Kommen videre var Marsch paa Stedet, at han vel kunde forandres, men at den radikale Kur, han tiltrængte, var Omskabelse ikke Forandring, og at han hverken i eller uden om sig fandt, hvad der formaaede dette uden netop i Kristendommen, læs som: i Samfundet med Jesus Kristus, deri at Kristus vandt Skikkelse i ham.
Derimod sker det ikke, at et Menneske gennem intellektuel Fortvivlelse kommer i Forhold til andet end Jesu Lære.
Frk. Joh. mener endvidere, at mine Ord siger, at Mennesket maa søge til Gud, fordi det ikke kan udholde Kvalerne, der er forbundne med ikke at gøre det, og derigennem naar hun da til den saa godt kendte, stadig tilbagevendende Paastand, at det er Trangen til Lykke, der gør Mennesker til Kristne.
I og for sig ser dette nu ikke saa slemt ud. Rent praktisk taget maa man indrømme, at man kan forlange af en Livsanskuelse, at den maa være til at leve med. Er nu et Menneske overbevist om, at hans Tanke ikke uden at forvirres og hans hele Personlighed ikke uden at destrueres kan leve med en vis Livsanskuelse, saa ejer han deri et indirekte, for ham gældende, personligt Bevis for, at han, saafremt han ikke er et abnormt Væsen; er berettiget til at formode, at der maa være noget galt fat med den Livsanskuelse, og at han maa bort fra den.
Omvendt: føler et Menneske sit hele Væsen beriget, styrket, fornyet gennem et vist Syn paa Livet, og ser han visse Tanker og Følelser være den Jordbund, hvoraf det ædleste i Mennesket skyder op, saa slutter han helt simpelt, at der maa være noget for ham at lære, en Sandhed at tilegne sig.
Men saaledes som den ovennævnte Paastand sædvanlig - endda mest humant - formuleres, plejer den, naar den udtales ganske ugenert, at lyde: „de Kristne søge Lykken, vi Ikkekristne Sandheden”, hvad der indeholder den ubeviselige - om begge Parter lige ubeviselige Paastand - at vi Kristne tro, hvad vi ønsker at tro, Fritænkeren derimod kun, hvad der med Kendsgerningens Magt og Bevislighed paatyinger sig hans Sind, læs som: vi forholde os uærligt, Fritænkeren ærligt til Livet.
Og idet Frk. Joh. har ment at gribe mig i Selvmodsigelse, har heller ikke hun kunnet holde sig fri for Mistanken om, at det ikke har ligget mig paa Hjærte at gøre mig selv eller andre Rede for den Uklarhed, hun mener mig hildet i.
Uklarheden er da den, at medens jeg ikke erkender „Trangen til Lykke for Menneskets inderste Drivfjer” og ikke vil indrømme, at Gudsforholdet fremkommer gennem denne Trang, saa forudsætter jeg dog Troen paa Lykkens Nødvendighed, paa Nødvendigheden af Tilfredsstillelsen af Sjælens dybeste Krav, for at begrunde Kristentroens Nødvendighed.
Hertil kan jeg kun sige: Naar Trangen til at finde Mening i Livet vaagner hos et Menneske; naar han med Opbydelsen af al sin Sjælskraft søger Forklaringen af sin egen Tilværelses Sammenhæng med det store Hele, fordi han kun kan leve, naar han ser et Hvorfor og Hvorhen; naar han først for at finde Sandheden og siden, naar han har fundet den, for at leve i den, er villig til ethvert Offer og enhver Smerte, blot dette ene maa times ham, da kan man - om man vil - sige: se, det er et Menneske, der søger Lykken. Ti Tilfredsstillelsen af Sjælens stærkeste Krav er ganske rigtig den højeste Lykke, og intet Krav er stærkere end det, at faa Mening i sit Liv. I den Forstand søger alle levende Mennesker Lykken, og maa søge den, om de vil bevare Livet; det er en aandelig Selvopholdelsesdrift, der fører dertil. Ligeledes kan man sige om det Menneske, der har faaet Egenkærligheden saaledes brudt, at det er hans Glæde med alle Ofre at tjene sine Medmennesker, saaledes at han tilfredsstiller sin Sjæls dybeste Trang ved at sætte Livet til for Brødrene - om ham kan man ogsaa sige, at han søger Lykken.
Men man maa blot paa samme Tid indrømme og vedblive at huske, at „Lykke” her er brugt paa en ganske anden Maade end den gængse. Og, i en ganske anden Betydning end Ordet f. Eks. af mig brugtes, i hvad jeg skrev. Man kan ogsaa sige, at der er trukket og halet i Begrebet, til det næsten dækker over sin Modsætning. Den Lykke, Fru Marholm H. taler om, og den Lykke, hvis absolute Nødvendighed for menneskelig Udvikling, jeg benægter, ligner ikke mere dette sidste - ikke mere, hvad Kristendom kalder Lykke, end Nat ligner Dag. Forresten tales der, saa vidt jeg ved, i hele det nye Testamente ikke om „Lykke”, derimod om Fred og Salighed - ogsaa Salighed her paa Jorden - Salighed f. Eks. ved det at være „fattig i Aanden”, Salighed ved at lide Forfølgelse for Jesu Skyld etc. Og ved denne Fred og Salighed er der netop den Ejendommelighed, at den kan bo i Sind, hvor al Mulighed for hin anden Lykke er udslukt.
Kristi Ord advarer stærkt mod at sætte sin Hu til noget af det, der kaldes jordisk Lykke, eller til at vente, at den skulde blive deres Lod, der hører ham til.
Deres Liv, der fulgte Kristus efter, taler højt om, hvilken Forskel der er mellem den Lykke, de søgte, og hvad Mennesker ellers kalder saaledes. Sammenlign to saadanne usædvanlig lykkelige: Göthe og Apostelen Paulus. Göthe med dette Liv, der udviklede og tog i Beslag alle hans vidunderlig rige, mod Jordlivet vendte Evner, og Apostelen, hvem „Verden var korsfæstet og han Verden”, og som begærede Del i Kristi Lidelsers Samfund; han, med Døden ganske nær, som Afskedsord Gang efter Gang besværger sin unge Ven at berede sin Sjæl til at „lide ondt” i Glæde og Frivillighed.
Indvendes der nu, at de apostoliske Dage er forbi, og med dem alt dette, saa behøver man blot at læse Gordons Breve, Allen Gardiners Optegnelser eller alle disse Beretninger om Kvinder og Mænd, der i Dag, medens jeg skriver dette, give deres Liv hen af Kærlighed til Kristus „i Fare blandt Hedninger, i Fare i Byer, i Fare i Ørkner, i Arbejde og Møje, ofte i Nattevaagen, i Hunger og Tørst, ofte i Fasten, i Kulde og Nøgenhed,” som Apostelens Ord lyder, og som det sker endnu den Dag i Dag, bogstaveligt og uforandret.
Men indvender man, at alt dette er Undtagelseskaar, saa lyder Kristi Ord anderledes, idet han siger til dem, der vil høre ham til, at de kan ikke være hans Disciple uden at tage Korset op og fornægte sig selv daglig og følge ham. Dette er Forklaringen af, hvad en Kristens Liv er. Og vi, som kende Kristne, ved, at det er deres Liv, hvor en blødagtig og løgnagtig Bortforklaring ikke har listet sig ind i Sindene og har taget Kraften og Meningen ud af Evangeliet. Det er sandt, at dette Liv er Lykke; hvor det leves helt ud, uden Afslag, det lykkeligste af alt. Lykken er den ikke mere at være uden Gud og uden Haab i Verden; at kende Gud og kendes af ham; at leve under hans Tilgivelse; i Vished om, at han vil vor Helliggørelse, i Samfund med Herren.
Men de, der mener, dette Liv vælges for Lykkens Skyld, kender hverken Vejen dertil eller de Kaar, der betinger dets Bestaaen. Vejen gaar gennem Syndserkendelsens og Angrens Kval; gennem den med ubønhørlig Konsekvens erfarede Opgivelse af al egen Værd, til Forstaaelsen af den totale Hjælpeløshed, der har en Frelser behov, ikke i en enkelt Stund, men i hver Stund. Og paa dette Grundlag leves Kristenlivet, der, selv hvor Glæden og Freden mest afgjort sejrer, er en aldrig hvilende Strid mellem Gudslivet, der voxer sig frem, og det egne Væsen, der skal dø.
Novb. 1895.
Anna Brosbøll.
Sjælen i al Kærlighed er Kærlighed til Sjælen.
Elisabeth Fry.
II.
Min Ven, Frk. Grundtvig, vil jeg sige dette: Jeg vilde nødig nogen Sinde gribes i at tale letsindigt om Sygdommens, Fattigdommens og Underkuelsens haarde Tryk, der hviler tungt over saa mange. Jeg kunde heller ikke gøre det, naar jeg tror og vil bøje mig for Bibelens Ord. Ti der findes vel intet Sted, hvor de paa alle Maader Lidendes Sag atter og atter ømmere drages Omsorg for, og hvor Undertrykkeren og den Ubarmhjærtige brændemærke i mere glødende Ord end netop i Bibelen, ligefra Profeten, der forklarer den rette Faste for Herren at være det at give de Fortrykte fri, at sønderbryde hvert Aag, at dele sit Brød med den Sultne, at tage de Hjemløse til sig og klæde de Nøgne, og til Apostelen, der truer med Herrens Vrede dem, der forholder Arbejderne deres Løn og forhaaner den Fattige. Blandt Lidende og Fattige færdedes Jesus Kristus, og dem lagde han sine Disciple paa Hjærte. Og de Kristne lød deres Herre. Under Kristendommens Indflydelse er det, at der er kommen den ringe Grad af Kærlighed og Barmhjærtighed ind i Verden, som det haarde Menneskehjærte overhovedet i sin Egenkærlighed har været modtagelig for. Fra den kristne Menighed er de udgaaede, der plejede de Syge, oprettede Hospitalerne, antog sig de Forladte, Fornedrede, og Forskudte, der kæmpede for en menneskelig Behandling af Fanger, og stred mod Slaveriet, der som i en Sum synes at indbefatte næsten alle tænkelige Lidelser. Som det var, saaledes er det endnu: hvor som helst der arbejdes for at lindre Nød, er Herrens sande Troende med, og Navn efter Navn kan man minde om blandt dem, der staar forrest i Kampen ogsaa i vore Dage. Men ogsaa de store aandelige Bevægelser, der sagde sig løs fra Kristendommens Indflydelse i deres Arbejde for at fremme mildere Kaar for de daarligst stillede, hvile paa Kristendommen som deres første Grund. Ogsaa Følelserne for de Lidende hos dem, der ikke tro paa Kristus, er blevne til under kristeligt Aandslivs Paavirkning; medens Oldtidens Mennesker kun i ringe Maal ansaa sig forpligtede til nogen Form for Barmhjærtighed.
Men trods det, at det er en hellig Pligt at hjælpe, og hvor meget der end trænges til Hjælp, saa kan jeg dog ikke se det anderledes end, at al den Hjælp, der kun raader Bod paa timelig Lidelse, og ikke forstaar og derfor heller ikke kan tage Sigte paa eller naa ind til det evige i Mennesket, ind til den dybeste Trang og Nød, Trangen til at komme til Gud, til at naa til Fred med Gud og til at faa sin Sjæl frelst ud af Synden og fra en evig Fortabelse, al den Hjælp er til syvende og sidst illusorisk. Plej en Syg og hjælp det Menneske til at lide mindre, bring et Bud om menneskelig Kærlighed ind til dette Menneskehjærte, kan Du ikke med det samme bringe Bud om den himmelske frelsende Kærlighed, saa har Du alligevel ingen Hjælp, for den smertefuldeste og farligste Sygdom: Sjælens Nød, og Du kan ikke bringe Fred, og dette Liv slukkes maaske i Mørket. Omvendt: Lad Budskabet om Jesu Kærlighed gribe et Menneske midt under utrolig legemlig Lidelse og Savn, og det vil ske - enhver, der lever mellem Kristne ved, at det sker - at et saadant Menneske jubler og takker Gud i al Nød og Lidelse, der bliver ringe mod Frelsens Grlæde og Salighedens Haab. Eller opdrag et Barn i alt, hvad ret og godt og klart er, men uden Tro paa Gud og uden Kendskab til sin Frelser, og Du kan maaske faa et Menneske derud af, der staar Maal for Menneskers Øjne, men det vil mangle, hvad Gud ser efter: Hjærtets Hengivelse til ham, Erkendelsen af sin sande Stilling til Gud, ”af sin Synd og af Tilgivelsen for Jesu Skyld og derfor ogsaa det nye, af Gud givne Liv, der alene omskaber et syndigt Menneske.
Naar jeg af personlig Erfaring kalder Mennesker, der har opgivet at søge Gud for Sind, der er mærkede af Døden, da er det, fordi ethvert Menneske, der afbryder sin Forbindelse med Gud, netop derved fjærner sig fra Livets Kilde. Den Side af Mennesket, der vender ud mod Verden, mod Menneskene, maaske mod det skønneste og bedste denne Verden ejer, kan være levende og virksom. Men den Side af Menneskesindet, der, vender mod Evigheden, gaar ind under Dødens Magt. Eller ses det ikke tydeligt? Dør ikke Trangen til Gud, ja Tanken om Gud, dør ikke Forstaaelsen af, hvad Synd er, og hvad den fuldkomne Helligheds Herlighed er og Længslen derefter? Og hvad er Tungsindets og Livsledens ubeskrivelige Lidelse, hvad al denne Fortvivlelse, der atter og atter i Liv og Literatur slaar frem i lyse Luer, og som kun de kan rose sig af ikke at kende, der enten aldrig har tænkt og følt stærkt, eller som allerede har naaet Ufølsomhedens Stadie, hvad er den andet end Bevis for, at Mennesker er syge til Døden.
Naar de Ofre, saadanne Sind bringer, forekommer mig gribende, saa er det først, fordi jeg regner det for noget af det bedste i et Menneske, for noget af det, jeg bøjer mig for, om han med saadan Lidelse, med Haabløsheden over sin Sjæl, alligevel kan ville glemme egen Smerte for fremmed Nød, og det er tillige, fordi hele det gudsforladte Menneskelivs Raadløshed ligesom blotter sig til det Inderste i disse Bestræbelser, hvor „en blind vil lede en blind”, hvor den, for hvem Livet er uden egentligt Værd eller en Kval, vil prøve paa at gøre det til Lykke for andre.
Naar Du siger, at Guds Søn agtede ikke jordisk Lidelse ringe, saa har jeg allerede indrømmet det, og at ingen, der vil følge ham efter, kan gøre det. Men han havde i fuldt Maal Betingelsen for at give den evige Hjælp sammen med den timelige, og det gjorde han. Til det Folk, han mættede med Brødet, sagde han: „jeg er Livets Brød”, til de Kvinder, han gengav den elskede Døde, sagde han: „jeg er Opstandelsen og Livet”.
Naar Du endelig spørger mig, om jeg tror, at det „set selv fra Evighedssynspunktet er ligegyldigt, om den Kærlighed, Ofrene vidner om og fremkalder, har været eller ikke været,” saa mener Du vel dermed, om jeg tror, at denne Kærlighed har Betydning eller ej for Gud. Det er selvfølgeligt, at jeg ikke tvivler om, at Gud har Behag i, at Mennesker er kærlige, og hellere ser dem saaledes end haarde og ubarmhjærtige. Men denne Opfattelse, der ofte paa tilsyneladende kristelig Grundlag gøres gældende, at Mennesker ved Kærlighed og Opofrelse kommer i et væsentligt andet Forhold til Gud end f. Ex. ved Sandhedstrang eller Retfærdighedsfølelse el. a. lign., kan jeg slet ikke se hjemlet i Jesu Ord. Den Kærlighed, Jesus lærer og kræver, hviler paa en hel anden Grund og fødes paa en hel anden Maade end den her omtalte. Og Aarsagen, hvorfor jeg ikke tror, at Gud, der er Kærlighed, tager særlig vor Elsken for gode Varer, forekommer mig indlysende. Hvad der skal bestaa for ham, maa have Evighedsmærket: det maa være fuldkomment og uforkrænkeligt. Men alt menneskeligt mærkes af Ufuldkommenhed, af Synd. Derfor har den blot menneskelige Kærlighed - hvor stor dens Værd kan synes Menneske og Menneske imellem - alligevel ikke Evighedsværd. Den Kærlighed, der har Værd i Guds Øjne, og som han søger og kræver af dem, der vil høre ham til, kan jeg efter Bibelens Ord ikke se anderledes, end som den, han selv skaber i det Menneskehjærte, der ad Frelsens Vej, er ført ind til Samfund med ham, den er en Meddelelse af Guds eget Væsen. Eller med andre Ord, jeg tror, Mennesket er saaledes affaldet fra Gud, at intet, hvad det gør paa egen Haand uden Gud, kan bestaa for Gud, men kun, hvad Gud selv virker i og gennem et Menneske faar hans fulde Velbehag. Vejen til at komme under Guds omskabende Behandling er Troen paa Jesus Kristus, det personlige Forhold til ham, med alt, hvad det forudsætter og indeholder.
Hvis Du vil lægge Mærke dertil, saa er det ikke Mennesker, der har spildt deres halve Liv i Vantro og først sent kom til Sandhedens Erkendelse, der især ser saaledes paa Mennesket. Hvis det ikke ogsaa var Jesu Dom om os, kunde det „mørke Syn” i saa Fald maaske tilskrives sørgelige Erfaringer, det Liv i Synd, som Vantro altid paa en eller anden Maade nødvendig fører med sig. Men netop de, der aldrig var helt borte fra Gud, og som derigennem sparedes for mange Fejlsyn og Fejlgreb, netop de udtaler denne Dom over Menneskenaturen, over deres egen Naturs Udygtighed til alt godt. Paulus var vel den mellem Jesu Disciple, der før sin Omvendelse stræbte mest efter Hellighed gennem Lovens Opfyldelse, men der er ingen, som i stærkere Ord end han bryder Staven over al blot menneskelig Retfærdighed og Godhed, og op gennem Tiderne det samme: saaledes Luther, saadan Pascal. Ja, det synes som om netop disse unge rene Sind stærkest har bevaret Evnen til at maale Forskellen mellem Guds Krav og vor Fyldestgørelse deraf; som Mangel paa Syndserkendelse jo overhovedet kommer af Mangel paa Idealitet.
Jeg ved jo, at denne Opfattelse er stik mod, hvad der udenfor Kristendommen gaar og gælder for det rette. Men saa vidt jeg kan se, er det meste af Kristi Lære, - naar den da ikke forfængeliggøres og ligesom trædes flad - i samme Strid med hvad vi fra andre Udgangspunkter kunde sige vort Ja til.
Herren har sagt: „Uden mig kan I slet intet gøre”. Til Grengæld har han ogsaa paa de forskelligste Maader atter og atter sagt, at alle hos ham kan finde Lyset og Livet og Kraften til alt godt.