Et Hospital, stiftet af Kvinder, for Kvinder.
I Chikago Aviser læstes nylig som Overskrift over et Mindeord: Et ædelt Liv. Det var en Overraskelse at se, hvem det gjaldt. Ikke havde jeg troet, at jeg saa hurtig skulde faa Rede paa et Liv, som det vel var mig klart maatte indeholde mere end et almindeligt Menneskes. Nogle Uger forinden havde jeg som Patient set Dr. Mary Harris Thompson færdes tidlig og sent i det Hospital, hvor hun var Overhovedet, og som hun havde grundlagt for to og tredive Aar siden som ung kvindelig Læge.
Lille og rank, lidt korpulent, med skarpe brune Øjne, kroget Næse, lidt nervøs og med hurtig Gang gik den gamle Dame endnu sin Runde hver Dag paa sin specielle Afdeling for Kvindesygdomme, mens hun med sikker Haand foretog sine Operationer to Gange om Ugen og inde i Byen i sin private Lejlighed modtog Patienter og besørgede sin store Praxis. Intet Under, at hun var frygtet saavelsom elsket. Det vilde være unaturligt, om det at skulle holde en saa stor Institution i Gang med den nødvendige Disciplin samt udføre et saa anstrængende Arbejde ikke skulde sætte sit Mærke. En Daddel eller Ros havde mere at sige fra hende end fra det hele Lægepersonale tilsammen.
Under Krigen 1863 kom den unge, allerede uddannede Læge fra Østen til Chikago. Hun tog sig straks af de forladte og syge Kvinder og Børn. Et Hospital maatte hun have, og hos andre ædelttænkende Kvinder fik hun Midlerne tilvejebragt, dog ikke anderledes, end at der stadig maatte skaffes nyt Tilskud. Chikago brændte; Læger, Sygeplejersker og Patienter, maatte fly for at redde deres Liv, men næste Morgen aabnede Dr. Thompson sin Klinik i et midlertidigt Lokale, der siden afløstes af et nyt Hospital, det tredje i Rækken. Endelig i Begyndelsen af Firserne rejstes den store rummelige Bygning paa samme Grund, som det Hus, der laantes under Branden, og udenfor det travle Byliv, i et Kvarter, hvor flere af Chikagos største Hospitaler ligge. Men, som man ved, Byen vokser som en Paddehat, og Dr. Thompson havde inden hun døde den Sorg, at hendes Syge forstyrredes af elektriske Sporvogne og overjordiske Jernbaner til Højre og Venstre under Larmen af Menneskevrimlen Nat og Dag.
Det er Dr. Thompson som de kvindelige Læger i Vesten skylde, at de fik Adgang til medicinsk Examen, og mange ville mindes hende som den udmærkede Lærer. Hun endte sit Liv i sin fulde Kraft og gjorde sin Hospitalsgjerning to Dage før hun døde af en Hjerneblødning.
Jeg har for mig en af Hospitalets Rapporter, og det er lærerigt at lægge Mærke til, hvor forskelligartede de Gaver er, der holder Virksomheden i Gang. Foruden større Legater og Pengegaver er det Urtekramvarer, Klæder, Bøger, Legetøj; henad Jul er det især lækre Madvarer, der strømme ind. Om Efteraaret er det Kulhandleren, om Sommeren en Isforretmng, der sælger Varer til halv Pris. Et Telefonselskab lægger fri Telefon ind. Kirkesamfund sy Linned og Klæder, rige Folk betale fri Senge, Blomsterhandlere sender Blomster. Ingen banker paa uden at indlades, ingen kalder uden at faa Hjælp. Den, der har været saa uheldig at maatte ty dertil, kommer ud med Tak for, hvad man har lært, og man drages uvilkaarligt til det Sted igjen, hvor man blev lindret for sin Smerte og plejet saa kærligt.
I den Tanke, at det mulig kan interessere mine Landsmænd at faa et om end utilstrækkeligt Indblik i en saadan Institution, sender jeg Dem, Frøken Redaktør, efterfølgende lille Redegørelse.
Hospitalet har to Bestyrelser, en Hovedbestyrelse og en udøvende Bestyrelse. Blandt Hovedbestyrelsens femten Medlemmer ses Navne paa fremragende Mænd i Chikago. De tredive Medlemmer af den anden ere udelukkende Kvinder. Disse møde hver Maaned og vælge Udvalg til at tage sig af de forskjellige Afdelinger. De aflægge en aarlig Rapport til Hovedbestyrelsen, som vælger den medicinske Stab, der kun bestaar af Kvinder og som organiserer sig selv ved Valg af Præsident o. s. v. Den vælger igen en Konsulationsstab paa tolv og en Apothekerstab paa seks Medlemmer. Blandt disse er ældre, erfarne Mænd, og de kan tilkalde hvilken Læge, de ønske. Æresmedlemmer have Ret til at bivaane Møderne.
Hospitalet er delt i fem Afdelinger: Den medicinske, gynækologiske (Kvindesygdomme), obstetriske (Forløsning) og kirurgiske samt Børnenes. Smitsomme Syge lægges ikke ind men sendes til Kommunehospitalet tæt derved. Overlægen (Præsidenten) er tillige Hovedlæge for en af disse Afdelinger, der hver har sin Hovedlæge. Tre unge Læger tages ind efter endt medicinsk Examen og tjene deres visse Tid, først som „Apotheker”, dernæst som „Huslæge” og endelig som „Udgangslæge”. Den medicinske Stab har Ret til at lægge private Patienter ind paa Hospitalet. Paa Fællesstuerne betales kun for Opholdet. Men de, der ikke kan, betale hverken for Ophold eller Lægehjælp. Paa den Tid jeg var der, var de to Tredjedele ikke betalende. Udgangslægen besørger Sygebesøg udenfor Hospitalet. Man kan skønne, hvilken Velsignelse et saadant Tilflugtsted breder viden om. Dette er ikke mindst slaaende, hvad Børneafdelingen angaar, thi her er saa godt som alle af den aller fattigste Stand, flere udsatte eller bortkomne Børn, fundne i forkommen Tilstand af Politiet. Stakkels smaa, aldrig har de havt det saa godt og faar det heller ikke, naar de kommer ud.
Om Hospitalets Størrelse kan man maaske dømme, naar jeg uden at gaa i Detailler nævner følgende Fakta. Det rummer ca. 120 Personer med Personalet. Ti Senge staa i de rummelige Fællesstuer, af hvilke der er to paa hver af de to Etager. Sengen er af Jærn, og man ligger paa en Halmdyne, der stadig fornyes. Hver Patient har sit lille Bord med Skuffe ved Hovedgjærdet og en Træstol, mens enkelte Gyngestole staa i den brede Midtergang. Borde med Blomster staa midt paa Gulvet. Dette viser en fin Omtanke. Enhver, der har prøvet det, vil vide, til hvor liden Glæde de Blomster ofte er, man faar tilsendt og stillet paa Bordet ved sin Side. For at se dem maa man vende Hovedet, og det kan man ikke altid taale.
Til hver Etage hører en lille Dagligstue med Sofaer og magelige Stole. I en staar et Orgel, i et andet et lille Bibliothek, mest med Tidsskrifter, til hvilket Sygeplejerskerne og de Patienter, der er oven Senge, har Adgang. Op til hver Fællesstue og skilt ved en halv Væg, saa man har nemt ved at kalde om Natten, ligger Sygeplejerskernes Værelse, pænt møbleret og med Senge til to. Hos Børnene og de stærkt angrebne vaages der.
Sygeplejerskerne! af dem, deres Uddannelse og Ledelse afhænger næsten ganske de Syges Velbefindende. Førend jeg gaar nærmere ind paa dette Emne dog først en lille Sidebemærkning: Der er en Ligstue paa dette Hospital, men man hører intet om Lig og Død. En Patient dør aldrig paa Fællesstuerne, men bliver flyttet til en Enestue i Tide.
I Spidsen for Sygeplejen staar en vellønnet Plejemoder, som har Ansvar for Plejen. For de øvrige Plejersker er Hospitalet en Læreanstalt. Efter en Maaneds Prøve antages den unge Pige, der har bestemt sig til denne Gjerning. Det er en haard Skole, men er hun stærk og paalidelig og har et uudtømmeligt Fond af Taalmod og Kærlighed, faar hun rigelig Løn for sit Arbejde. Inden hun antages maa hun gøre Rede for sit Helbred, sin Højde og Vægt, Syn og Hørelse. Finder man om kortere eller længere Tid, at hun af en eller anden Grund ikke egner sig til Arbejdet, bliver hun sendt bort. To Aar er hendes Læretid. Hun maa arbejde tre Maaneder paa hver Afdeling, først som Under- senere som Overplejerske. Hendes Studier er meget alvorlige, hun bliver undervist baade i Physiologi og Anatomi i Almindelighed og i Kundskab til, hvad der hører til de forskellige Afdelinger. Man giver hende - Overplejesken - et betydeligt Ansvar. Da jeg var Patient paa Hospitalet, blev saaledes mit Saar - Følgen af en temmelig vanskelig Operation - ikke tilset af nogen anden end Overplejersken i de fjorten Dage, der antages at maatte gaa med til at hele det - helt var det ogsaa til den Tid, og Ros fik hun, dog ikke mere end hun fortjente; naar hun kom ind til os, var det som Solen skinnede, naar hun var borte, laa vi og længtes efter hende. Hun, som de andre Plejersker, forstod blandt andet at bevare en velsignet Ro. Aldrig hørte man en Dør smække eller en Tallerken klirre. Næppe nok hørte man Plejerskernes lette Fjed; men Hospitalet forsyner dem da ogsaa med Sko, der ikke høres.
Ogsaa Overdragten bliver leveret af Hospitalet, ligeledes de nødvendige Bøger; og efter endt Eksamen faar Eleven 100 Dollars som Godtgørelse for sine Udgifter. Det sidste halve Aar bliver hun sendt ud i privat Praksis, og først efter at have vist sig duelig ogsaa hertil, faar hun sit Eksamensbevis.
De unge Piger, som søge disse Pladser, ere mest jævne, men intelligente og fremadstræbende Mennesker.
Disciplinen er stræng. Ingen træder over den andens Tærskel uden Lægens Ordre. Hvem kan da undre sig over, at den unge Pige istedenfor at gaa tilkøjs Kl. otte rekreerer sig en Stund ved en sagte Passiar med en Veninde. Kl. ti maa alt være lukket og slukket. Ikke saa sjældent bliver en Sygeplejerske afskediget paa Grund af Overtrædelse af disse og lignende Love.
Maden er akkurat tilstrækkelig skjønt tarvelig. Aldrig har, jeg befunden mig bedre ved min Kost. Om Morgenen Grød, Kød og Kartofler, Brød og Smør, Kaffe, The eller Chokolade. Til Middag Suppe, Kød eller Fisk, Grøntsager, Dessert og Kaffe eller The. Til Aften Grød, kogt Frugt, Smør og Brød og The. Mælk tre Gange om Dagen mellem Maaltiderne. Søndagen viste ofte Spor af gavmilde Hænder. Ikke sjælden serveredes Ice-cream; Blomster prydede Kaminhylden, og Kirkekor kom og sang flerstemmige Sange. Orgelet spillede og Sygeplejerskernes Stemmer naaede op gennem Gangene. Det var rigtig kønt, der herskede en Søndagsstemning helt igennem. Man begyndte at synge saa smaat rundt om fra Sengene, ledet af en eller anden god Stemme. Men Dagen var lang, man fik ikke de kære Besøg. Dog ingen Regler uden Undtagelse for dem, der umulig kunde forlade deres Arbejde om Hverdagen.
Jeg nævner ikke Ventilation og Varmeapparater, det er noget, der forbedres hvert Aar, og som sikkert her kunde svare mere til Tidens Fordringer. Dog bliver jeg forundret ved at høre om at lægge i Kakkelovnen i visse Hospitaler i København. Her er det ialfald Damp. Her er selvfølgelig Elevatorer, hvor Patienterne befordres i magelige Lænestole fra en Etage til en anden.
Sidst jeg saa den store røde Bygning, der huser saa megen Sygdom og Sorg, kan man gjerne sige, - for hvilke Overtrædelser af Naturens og Menneskenes Love aabenbares ikke paa et saadant Sted! - var Portalen beklædt med sort Flor. Det havde hængt der en lang Tid, og mange var sikkert de stakkels Kvinder og taknemmelige Børn, der skottede til Floret og mindedes den opofrende, bestemte Dame, som dér og i vide Kredse deromkring havde virket saa længe.
