Kvinders Valgret i Rigsdagen 1895

og - hvad saa? -

Kvindens kommunale Valgret - for 14 Aar siden vedtagen af Islands Alting - blev den 21/3 1887 vedtagen af Rigsdagens Folkething første Gang, den 6/2 1888 anden Gang, og den 17/10 1893 - i Forbindelse med Valgbarheden - tredje Gang, - „alle gode Gange tre”. Den fierde Gang, den 4/12 1895, var nemlig ikke god. Det var et Tilbageskridt. Dels var Valgbarheden ikke med, saaledes som tredje Gang, dels var der tilføjet indskrænkende Bestemmelser, der maa betegnes som mindre heldige. De er kritiserede meget klart og skarpt i „Kvinden og Samfundet” 1895 S. 194-5.

De tre sidste Gange gik det af Folkethinget vedtagne Forslag videre til Landsthinget *), der straks, uden Naade og Barmhjærtighed, smækkede Døren i for Kvinderne med en s. k. „motiveret Dagsorden”, alle tre Gange i Realiteten den samme. Motiveringen gik ud paa, „at^u - det er Ordene - „det hverken vil være i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret”. Skulde man ikke af Udtrykkene - „Samfundet” og „Kvinderne” - tro, at Landsthingets Flertal var ivrige Læsere af „Kvinden og Samfundet”? Men skulde, de ved at læse dette Tidsskrift have tilegnet sig en Opfattelse stik modsat Forfatternes?

Der er nu al mulig Grund for alle danske Kvinder, som ønsker Valgret, til at gøre sig nøje bekendt bl. a. med dette Tidsskrifts Artikler herom. **) De bør dygtiggøre sig til, i Tale og Skrift, ved enhver passende Lejlighed, at - jeg havde nær sagt: „læse Landsthingsmændene Teksten”- at gøre den Propaganda for Sagen, som er aldeles uundgaaelig nødvendig, inden den atter føres frem i Rigsdagen. Det maa nemlig være nok med at lade Folkethinget rende Panden mod Landsthingets Dør tre Gange, især naar de ikke alle tre er gode Gange. Den sidste var den værste.

Men samtidig med denne Propaganda maa gaa en Undersøgelse af, om der ikke er andre væsenlige Hindringer for Sagen, som maa ryddes til Side, eller dog betydelig formindskes, inden det kan nytte paa ny at føre Kvindens Valgret og Valgbarhed frem i Rigsdagen.

Af Indenrigsminister Hørrings Udtalelser under Sagens Behandling i Folkethinget vil man have faaet det bestemte Indtryk, at hans Hovedgrund til at modsætte sig Lovforslaget - endog med de Ændringer, hvorved man, til ingen Nytte, søgte at imødekomme ham - var, at Kvinden ikke, efter hans Mening, var i Besiddelse af den Selvstændighed, der maatte anses for en nødvendig Forudsætning. Herved sigtes vel bl.a. til, at gift Kvinde er umyndig. Lovarbejdet for gift Kvindes formueretlige Ligestillelse med Manden bør derfor uden Tvivl genoptages i Rigsdagen. Et Fremskridt paa dette Omraade vil lette Fremskridtet i Retning af Kvindens Valgret. Lovarbejdet for en Reform af den ægteskabelige Formueret gik istaa i Rigsdagen i Slutningen af 1888, dels fordi man da endnu ikke rigtig var kommen ind i den Reformperiode, hvori man da vel nu maa være, dels fordi jeg - den eneste Forslagsstiller - ikke var Jurist; og om man end føler at have den soleklareste Ret, kan en Ikke-Jurist dog ikke tage Kampen for Retten op imod juridiske Modstandere i en saa vanskelig Sag som denne. Nu er imidlertid Højesteretssagfører Sv. Høgsbro Medlem af Folkethinget. Et Lovudkast af ham findes trykt i „Kvinden og Samfundet” 1891, S. 14-15. Det kom tilsyne under en Fejde mellem ham og mig. Da jeg læste det, gik det op for mig, at vi var enige i alt væsenligt. Vor Fejde havde for Størstedelen kun været en Strid om Ord. Derfor svarede jeg ikke. Lad ham, som den Gang beholdt det sidste Ord, nu sige det første i Folkethinget! Den første Løbegrav til Belejringen af Landsthingets Fæstning, hvori Kvindens Valgret sidder fængslet, vil da være anlagt.

Arbejdet for Kvinders udvidede Rettigheder maa ikke hvile, fordi det har Modgang til en Tid. Stilstand er ellers Tilbagegang. Kun maa der skiftes med Arbejdet. Maa Lovarbejdet for Valgretten foreløbig hvile, bør Kvindesagen tages op paa andre Punkter. Og Formueforholdet mellem Ægtefæller er uden Tvivl vel skikket til nu atter at bringes under Forhandling i Rigsdagen. Til Udgangspunkt anbefales da det i dette Tidsskrift trykte Forslag.

Fredrik Bajer.

Da Redaktionen har al Grund til Formodning om, at et Lovforslag i den omhandlede Retning til Efteraaret vil blive fremlagt i Rigsdagen, og da vore Læsere sandsynligvis ikke har Aarg. 1891 af dette Blad ved Haanden, optrykke vi derfor Høgsbros Forslag fra Januar 1891.

§ 1.

Ægteskabet medfører ingen Forandring i Ægtefællernes formueretlige Myndighed, dog at Lovgivningens Regler om Enker, fraskilte og fraseparerede Hustruers Myndighed ikke berøres heraf.

§ 2.

Hvad Ægtefæller indbringer i Ægteskabet, og hvad de senere erhverver ved Arv, Gave eller anden af Fælleskabet uafhængig Adkomst, forbliver den enkelte Egtefælles Særeje, hvorover den alene har Raadigheden. Al deres øvrige Ejendom er fælles.

§ 3.

Hvad Ægtefæller eje i Fællesskab, kan de kun raade over med hinandens Samtykke. Et saadant kan gives forud for et eller flere Omraader i Form af en Fuldmagt.

§ 4.

Enhver af Ægtefællerne har Ret til naarsomhelst ved Henvendelse til Skifteretten at forlange deres fælles Formue delt. Fremtidig ejer da hver af dem sit og raader frit derover.

§ 5.

Det staar Ægtefællerne frit for saavel før som under Ægteskabet at ordne deres indbyrdes Forhold, saaledes som de finder for godt, uden at det skal være nødvendigt derpaa at erhverve kongelig Stadfæstelse og uden Brug af Stempel.

§ 6.

Forsaavidt den fælles Formue ikke strækker til, til Dækning af de fælles Udgifter (Børnene, Husholdningen o. l.) indskyder hver af Ægtefællerne Resten i Forhold til Størrelsen af deres Særformue.

*) 1887 var Kvindens Valgret indsat af Folkethinget i et Regeringsforslag om Ændring i den københavnske Borgerrepræsentantlov, som var kommen fra Landsthinget og gik tilbage til dette med denne Ændring. Landsthinget udstemte Ændringen, men gav i Betænkningen Udsigt til Forhandling om Spørgsmaalet, naar det udvidedes til hele Landet, Samlingen blev sluttet, inden Folkethinget kunde sende Sagen tilbage til Landsthinget.

**) Se „Indholdsfortegnelse” til Aarg. 1-10, 1885-94 (trykt 1895), S. 9-11.