Kvindeforeninger til Dyrenes Beskyttelse

Fru Julie Lembcke, Forstanderinde for den danske Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse, har havt den gode Ide at udgive en Bog, der indeholder Biografier og Portrætter af de mest betydelige og fremragende Kvinder i Udlandet, der med Energi har virket for Dyrebeskyttelse. Bogen kalder sig „Nogle Kvinder i Dyrebeskyttelsens Tjeneste”, og man faar gennem den ikke alene et Overblik over, hvad der er ydet af Kvinder, men tillige et Indblik i, hvilket betydeligt Arbejde Kvinderne har udfoldet paa et Omraade, der hidtil her hjemme ikke har været tilstrækkeligt belyst. Enkelte af de beskrevne Kvinders Liv har ganske vist været omtalt i Tidsskrifter og Blade, men ikke set fra Dyrebeskyttelsens Standpunkt. Af de 15 Kvindebiografier, Bogen bringer, vil jeg for Pladsens Skyld kun give et Omrids af dem, der har gjort sig bemærket ved at stifte Foreninger til Fremme for Øjemedet.

Ved at begynde med Nabolandene, bør „Svenska almänna Kvinnoföreningeu til djurens skydd” omtales først, fordi den er ældst. Fru Josephine Varenius er Forstanderinde for denne; hun stiftede den paa Opfordring af Filantropen Dr. Otto Feilitzen i Aaret 1880; i femten Aar har den udfoldet en smuk og udholdende Virksomhed, og dens Medlemsantal er 1,035. Dens Hovedarbejde gaar ud paa at humanisere Slagtningen, og den har med dette Maal for Øje aarlig bekostet Ophold i Hovedstaden ved Frøgréns Slagteri for unge Lærlinge fra Landet (ialt, 235), som oplæres til at aflive Dyrene paa den humaneste Maade ved Bedøvelse med hensigtsmæssige Redskaber. Kvindeforeningen i Stockholm udgiver og omdeler over hele Landet en stor Del Skrifter, har ladet afholde Foredrag og uddelt Belønninger til Personer, der særlig har fremmet dens Opgave, den har udsendt Cirkulærer til Rigets Embedsmænd, Husholdningsafdelinger o. fl. og ladet Opraab udgaa saavel til Sverrigs Kvinder som til dets Lærerstand. Der er stiftet en Ungdoms- og Børneforening til D. B., som tæller 900 Medlemmer, og ved hvis Sammenkomster Fru Varenius er den ledende Aand. Af Skrifter, som skyldes Fru Varenius, skal her nævnes „Drag och berättelser ur djurens lif, udgivet i over 19,000 Eksemplarer. Professor i Zoologi ved Upsala Universitet, W. Lilljeborg, har ledsaget denne Bog med en varm Anbefaling og fremholder den som en nyttig og underholdende Læsebog ved Folkeskolerne. Fru Varenius er Æresmedlem af den danske Dyrebeskyttelsesforening og af mange andre lignende Samfund.

Prindsesse Eugenie af Sverrig og Norge er godt kendt ogsaa i Danmark for sin utrættelige Virksomhed i Humanitetens Tjeneste og for sin varme Deltagelse mod den lidende Menneskehed, hvorfor hun ogsaa er bleven kaldt „De Lidendes Fyrstinde”. Men ogsaa for Dyrene slog hendes Hjærte varmt, og det skyldes hendes lysende Eksempel, at der i det sidste Decennium er vaagnet en varm Interesse for Sagen i Sverrig. Paa Gotland stiftede hun en Forening for Voksne og en for Børn, indledte selv Forhandlingerne ved Aarsfesterne, og samlede ofte hos sig paa Slottet Lærere og Lærerinder og ansete Dyrevenner, med hvem hun drøftede Spørgsmaal om Betydningen af de Unges dyrevenlige Opdragelse, ligesom hun heller ikke blev træt af at vække fremragende Personers Interesse for Sagen. Men fremfor alt var Prindsesse Eugenie en varm Modstander af Vivisektionen, og ingen Sofismer fik nogensinde Bugt med hendes faste Overbevisning, at Mennesket ikke har Lov til at underkaste følende Væsener Fortræd, selv om Formaalet er nok saa ideelt. Det var ogsaa i hendes Salon, at ”Nordisk Samfund til Bekæmpelse af det videnskabelige Dyrplageri” blev stiftet i Oktober 1882. Prindsessen tegnede sig som første Medlem, og den til Samfundet knyttede Damekomité holdt i en Række af Aar Møder i hendes Bolig under hendes Ledelse. Ved hendes Død mistede Dyrebeskyttelsen i Norden en trofast Forkæmperinde.

I Norge varede det længe, før Kvinderne begyndte at tage sig af Dyrenes forsømte Sag. Ganske vist var der enkelte, som viste stor Lyst til at arbejde for den paa en mere virksom Maade end blot i Hjemmet, men til at slutte sig sammen med dette Formaal for Øje syntes der at mangle Kræfter i en politisk stærkt bevæget og for Kvindens Ret kæmpende Tidsalder. Saa meget glædeligere var det, da det lykkedes Fru Professorinde Esmark i Samfund med andre ansete Kvinder i 1893, at stifte en norsk Kvindeforening til Beskyttelse af Dyr, der nu tæller 300 Medlemmer. Allerede inden Foreningen stiftedes, gjorde Fru Esmark sig bemærket ved at træde varmt op mod Mishandling af Dyr, og med den hende egne Energi slap hun ikke den Sag, hun havde taget op, før Autoriteterne var sat i Bevægelse. Hun traadte frem for Offentligheden ved at faa istandbragt en Indsamling af Penge til Indkøb af Skydemasker. For denne sin Virksomhed blev hun i 1888 valgt til Æresmedlem af Foreningen til D. B. i Christiania. Sidste Foraar har hun stiftet en Børneforening, der tæller 4,000 Børn. Dirigent for denne Forenings Arbejdskomité er Fru Thora Lund. En anden Forbundsfælle maa ogsaa her nævnes, Fru Thea Ebbel, der indtager en fremragende Plads blandt Norges Lærerinder og omfatter Skolegerningen med Liv og Sjæl. I „ Almuevennen” har T. Ebbels Skrifter omhandlet Lærerstandens Forpligtelser til at civilisere og opdrage Børn til at gøre deres Pligt mod deres Medskabninger, høje saa vel som lave, Mennesker som Dyr. Da det er en Livsbetingelse for Dyrebeskyttelsen, at Lærerstanden i sin Helhed faar Syn paa dens eminente Betydning for de Unges Opdragelse, bør man være Fru Ebbel taknemlig for den varme Sympathi, hun skænker Sagen.

Vender vi os nu til de andre evropæiske Lande, saa indtager engelske Damer en betydelig Plads paa Dyrebeskyttelsens Omraade. Den bekendte Forfatterinde Frances Power Cobbe har Krav paa alle humant tænkende Menneskers Taknemlighed og Beundring.

For Kvindesagen har hun altid arbejdet med Iver, taget praktisk Del i filantropisk Gerning, besøgt de Fattige i Arbejdsstuerne og taget sig af forsømte Børn. Da Vivisektionsstriden blussede op i England 1874, var Miss Cobbe en af de virksomste for at vække en offentlig Mening mod Grusomheder, hvorom Publikum ingen Anelse havde havt. Sammen med Dr. med. Hoggan stiftede hun en indflydelsesrig Antivivisektionsforening, hvori Englands største Filantrop, Lord Shaftesbury, var Formand, og Alfred Tennyson, Carlyle, Browning og en Del Gejstlige, deriblandt Kardinal Manning, havde Sæde. Allerede i 1863, under et Ophold i Syden, havde hun foranlediget, at den tyske Professor Schiff, der havde indrettet et fysiologisk Laboratorium i Florents, maatte fortrække, da Luften blev ham for hed. Uhyggelige Beretninger om, hvad der forefaldt paa Laboratoriet, var trængt ud blandt Folk, jamrende Skrig hørtes fra Anstalten, og at Rygterne ikke var overdrevne, bekræftede en Læge, der havde været Øjenvidne til Grusomhederne. I et Selskab, hvor Miss Cobbe var tilstede, paatog denne sig at samle Underskrifter til et Andragende til Professoren om at vise større Menneskelighed under sine Forsøg, og dette Andragende blev kort efter indsendt med 700 Underskrifter. Professoren lod haant om Skrivelsen, men da Agitationen vedblev, maatte han forlade Florents.

Frances Cobbes Virksomhed spores alle Vegne, hvor der er Vivisektion, og hun har havt særlig Held med sig i de nordamerikanske Fristater til at vække Andres Lyst til at modarbejde det videnskabelige Dyrplageri. Hendes aandfulde Afhandlinger om Emnet er oversatte paa flere Sprog, og trods det, at Vivisektionen florerer i England som andet Steds, har hun dog ikke opgivet Troen paa, at Sagen, hun virker for, en Gang vil sejre. Der kunde være Grund til i Sammenhæng med dette at dvæle ved flere, der har arbejdet for samme Sag, deriblandt den unge kvindelige Læge Anna Kingsford, der med Udmærkelse tog Doktorgraden ved Fakultetet i Paris 1880 (død 1889) og ikke veg tilbage for at tage Kampen op imod selve Pasteur, og tillige den interessante Personlighed Fru von Schwartz (Elpis Melena) og Elna Tenow, der i Sverrig offentlig og med Begejstring er optraadt mod Vivisektionen og dens demoraliserende Følger, men da jeg maa holde mig denne Artikels Overskrift efterrettelig, maa jeg betvinge min Lyst til at drage flere Kvinder frem her, end dem jeg har Ret til, og for Resten henvise til Fru Lembckes Skrift, hvori der er givet en fyldig og interessant Beskrivelse af ovennævnte Kvinders Liv og Virken.

I Tyskland fortjener Frøken Agnes Engel at nævnes som Fuglenes varmtfølende Veninde og Stifter af „Deutscher Bund gegen den Vogelmassenmord”. Dette Samfund, til hvilket 30 D. B. Foreninger og 600 enkelte Medlemmer har sluttet sig, stræber at modvirke Damernes fordømmelige Mode at pynte Hatte og Dragter med udstoppede Fugle, en Mode, der afstedkommer mange Mishandlinger og bidrager til, at hele Fuglearter udryddes. I England er der ogsaa en lignende kvindelig Forening, hvis Medlemmer forpligter sig til ikke at bære Fuglehamme eller Fjer af andre Fugle end Strudsen. Hertuginden af Portland staar i Spidsen for samme, Det vilde være glædeligt, om der ogsaa i Danmark stiftedes en Forening til at modarbejde Fuglepyntsmoden. Frøken Engel har udgivet flere Skrifter, „Das Thier und sein Recht” og „Der Vogel in Glaube und Dichtung der Völker”.

I det skønne Italien, hvor Mishandling af Dyr foregaar i stor Maalestok, har Grevinde Baldelli arbejdet paa at mildne Sæderne og forbedre Dyrenes Lod. Hun forestaar Kvindekomitéen for Dyrebeskyttelsesforeningen i Florents, men har havt meget at kæmpe mod, da de højere Klassers Ligegyldighed og de lavere Klassers Uvidenhed er over al Beskrivelse. Grevinden er nu 80 Aar gammel, men rask og aandskraftig, og fortsætter sin Virksomhed med usvækket Iver.

„Das Damenkomité des Rigaer Thierasyls” er en meget virksom Forening og vidner om, at Dyrebeskyttelse ogsaa i Rusland har faaet sine Tilhængere. Statsraadinde Mary von Schilling forestaar denne Forening, der blev oprettet 1877, efter at hun først havde iværksat en kvindelig Dyrebeskyttelsesforening i Aaret 1875. „Rigaer Thierasyl”s Formaal er at optage og forpleje ilde behandlede, lemlæstede og husvilde Dyr, navnlig Heste. Dyrene anbringes i Anstaltens Stalde, tilses af en fast ansat Veterinær og aflives paa human Maade, hvis Helbredelse er umulig. Dernæst er Stedet ogsaa et Dyrehospital, der modtager syge Husdyr mod en moderat Betaling. Ejere kunne ogsaa her anbringe gamle Yndlingsdyr. Fru von Schilling har udgivet et Tidsskrift, „Der Anwalt der Thiere”, og har, ved uafladelig Henvendelse til Øvrigheden, gennemført mange Reformer, ikke alene i Riga, men rundt om i Landet. Det er en bekendt Sag, at der i alle østerlandske Byer findes Masser af herreløse Hunde, der døje ondt, fordi Ingen tager sig af dem, og fordi Religionen forbyder Folk at dræbe dem. Derfor ser man baade forsultne, vanskabte og lemlæstede Hunde drive om paa Gaden; de lever af Byens Affald og føde deres Unger paa en Skarndynge. Lady Isabel Burton, gift med den berømte Rejsende Richard Burton, der var britisk Konsul, først paa Vestkysten af Afrika og senere i Damaskus og Triest, har indlagt sig Ære af, at der er sket Fremskridt i Ægypten i dyrebeskyttende Retning. Af hendes Skrifter og interessante Rejseskildringer, „Arabia”, „Ægypt”, „Syria”, er flere Kapitler helliget Dyreverdenen og dens Behandling. Paa sine Rejser søgte hun stadig at sørge for Dyrenes Tarv og raade Bod paa al den Elendighed, hun saa. Hun lod enten herreløse Dyr nedskyde, naar hun traf dem i ussel og forpint Tilstand, eller ogsaa tog hun Plads mellem Udøvere af Dyrplagerier og forklarede dem, hvorfor slige haardhjertede Handlinger var fordømmelige i Allah havde jo skabt Dyrene og overgivet dem til vor Omsorg, men vi skulde staa til Ansvar for, hvorledes vi behandlede dem. „Vi skal forsøge ikke at gøre det oftere; om alt det har vi aldrig før hørt noget,” svaredes der hist og her. Isabel Burton var elsket af alle Dyr, hun gjorde godt imod; hun havde i Syrien en Panther, der altid gik fri, men den gjorde aldrig Forsøg paa at forlade hende. I Damaskus fodrede hun daglig 50 Pariahunde under sine Vinduer. Hun opkøbte Madaffald og lod det fordele blandt Hundene. I Triest lykkedes det hende at faa stiftet en Dyrebeskyttelsesforening, og hvor hun færdes udsaar hun en god Sæd.

I Nordamerika er Kvinden i sin fri og begunstigede Stilling i Samfundet en kraftig Støtte for humane Ideer. Det var Caroline White der tog Initiativet til at beskytte dem, der ikke kunde tale for sig selv, og 1869 i Filadelfia oprettede en Kvindeforening til D. B. Den virker selvstændig og med stort Held, holder flere Konstabler og ejer den bedste Ambulancevogn for tilskadekomne Heste i hele Unionen. Miss White styrer Selskabet med megen Dygtighed, og det er blevet et Mønster for en stor Del lignende Associationer i Amerika. „The American Anti-Vivisection Society” opstod ogsaa ved hendes Paavirkning. Det ledes af en halv Snes Læger; Miss White er korresponderende Sekretær. Hun redigerer sammen med et Par Andre „The Journal of Zoophily”, og fører en kundskabsrig Polemik til højre og venstre mod Læger, der forsvarer Dyreforsøgene. „The womens Christian Temperance Union”, der tæller 200,000 Medlemmer, har oprettet en Afdeling, som bærer Navnet „Mercy Department”, der vil vedligeholde et ivrigt Korstog mod Vivisektionen med dens totale Afskaffelse som Formaal. I Amerika udføres nemlig de mest hensynsløse Dyreforsøg uden Lovbegrændsning eller Kontrol.

Hinsides Atlanterhavet arbejder mange energiske Kvinder for Dyrebeskyttelse, men forrest i Rækken staar Caroline White.

Foruden de her nævnte Foreninger er der en polsk i Warschau, en finsk og et Par nye russiske. I Londons „The ladies kommitee”, der er en Filial af den mandlige Forening til D. B., er Lady Bourdett Corett Præsident.

Idet jeg slutter disse mine Optegnelser, hentede fra Fru Lembckes Bog, er det med Ønsket om, at nogle af mine Læsere, enten i By eller Land, skulde føle Trang til at stille deres Kræfter til Tjeneste i en Sag, der her i Danmark trænger til energiske Kvinders Bistand for at kunne naa saa højt som i Udlandet. Jeg vil en anden Gang, med Redaktørens Tilladelse, bringe nogle Oplysninger her i Bladet om „Dansk Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse.