Kvindekongressen i Paris.

(Fra vor Korrespondent).

I.

Frankrig vilde spille Fallit, hvis alle de Ønsker, der blev vedtagne paa Kvindekongressen, blev Lov i Aar, og ikke Hær og Flaade samtidig blev afskaffet. Hør blot: Statsunderstøttelse til alle Børn, hvis Forsørgere ikke ville eller kunne underholde dem. Forpligtelse til at skaffe dem Arbejde. Statsunderstøttelse til hver vordende Moder 2 Maaneder før og l Maaned efter hendes Nedkomst. En Komité, bestaaende af Kvinder, en Læge og Mairen i hver Kommune, skulde have Tilsyn med alle Børn fra Vuggen af Kommunal Valgbarhed og Stemmeret for Kvinder. Kvinder som Embedsmænd, politisk Stemmeret. Kvinder i Arbejderraad, Voldgift og Afvæbning, Fællesopdragelse fra Barndommen af udvides til at omfatte alle Skoler og højere Undervisningsanstalter. Dette er i al Fald Meningen, om ikke Ordlyden af alle de Ønsker eller Forslag, der blev vedtagne, og som der blev nedsat et Udvalg til at arbejde paa at føre ud i Livet.

Det første Møde om Morgenen blev benyttet til at gøre Bekendtskab med Meningsfæller. Madame Potonié-Pierre bad enhver at søge hen til sin Gruppe, hvis Plads var betegnet med Sedler, hængt op paa forskellige Steder i Salen. „Barnets Rettigheder” samlede en stor Kreds, der holdt længst ud. Underlig nok foretrak de fleste at drive om fra Gruppe til Gruppe, flere hørte jo til to Grupper, og mange var Journalister, der burde være allestedsnærværende.

Fredsvennerne var talrige. Mme. Potonié-Pierre, Formand for det franske internationale Selskab, Mme. Mariani, Præsident for Fredsligaen i Turin, Dr. Kathe Schirmacher, repræsenterende Internationalt Fredsselskab i Berlin, Léonie Lafontaine, samme Selskabs Afdeling i Belgien, de fleste repræsentere desforuden et eller andet Selskab, der arbejder for at frigøre Kvinden. Mme. Griess-Trout og Fra B. Schook Haver fra Holland, Fru Hilda Sachs, Frk. Maikki Friberg, Frk. Ida Molandar og andre Skandinaver. At Hr. Fredrik Bajer, Formanden for den internationale Fredsforening, ikke var mødt, blev meget beklaget, jeg blev gentagne Gange spurgt, om Fru Mathilde Bajer dog ikke kom. Mme. Chéliga-Loevy maa ikke glemmes; hun deltog med stort Liv i næsten alle Forhandlingerne. Hendes Blad, Bulletin universelle des femmes, er desværre gaaet ind.

Af franske Damer maa Mme. Pognon, Mme. Potonié-Pierre, Mme. Wiggishoff, Mme. Bonnevial nævnes som de, der har forberedt Kongressen. Mme. Martin (Journal des femmes), Mm. Duclos (Feminisme chrétien), Mme. Dissard (La revue féministe) og Paule Mink, der spillede saa stor en Rolle under Kommunen sammen med Louise Michel. Ved at høre hende tale og se hendes voldsomme lidenskabelige Gestikulation paa Tribunen, forstod jeg, at det var sandt, at hun for 25 Aar siden udpegede Gendarmers Hustruer til Anarkisterne og fik dem skudt ned. I det Hele var der 25 fremmede og 180 franske Medlemmer tilstede. Mrs. Frost-Ormsby, den amerikanske Repræsentant for Verdens Fredsforening, kom dog ikke. Mme. Maria Pognon blev gentagne Gange valgt til Formand, Forsamlingen valgte nemlig en ny hver Dag. Mme. Potonié-Pierre fik det utaknemlige Hverv som Sekretær at læse den foregaaende Dags Forhandlinger op, og besvare Indvendinger, der ofte viste sig ugrundede; hun fyldte sin Plads med megen Energi og Takt.

I Eftermiddagsmødet den første Dag blev Kvindens borgerlige Rettigheder behandlede, den anden Dag hendes økonomiske. Tredje Dag skulde være brugt til Udflugter og Besøg, men da Forhandlingerne ikke vare færdige, vedtoges det at benytte Formiddagen til at indhente det forsømte.

Præsidenten, Mme. Maria Pognons Aabningstale begyndte med en mild Bebrejdelse til Mændene, fordi de havde taget de bedste Pladser i Samfundet - dem paa Solsiden. Det er ikke retfærdigt, og derfor kan det ikke vare ved. Loven modsiger sig selv, naar den erklærer Kvinden umyndig, det vil sige uden Ansvar, og dog lader hende bøde med Livet for, hvad Uret hun begaar. Kvinder styre Forretningshuse (der er over 8000 saadanne her i Seinedepartementet) og betale Skat, men man nægter dem den politiske Stemmeret, som man giver til deres underordnede og deres Tjenestefolk. Naar Kvinden stilles lige med Manden, stille I ham højere, og hendes Søn vil ære hende og have Respekt for hende. Hun endte med at gøre Regnskab for, hvad de franske Kvinder for nylig har sat igennem: De har faaet Ret til at vælges ind i „les tribunaux de commerce”s Arbejdsraad, til at afgive gyldigt Vidnesbyrd for Domstolene, og (for de gifte Kvinders Vedkommende) Ret til at oppebære og selv at raade over eget Erhverv.

Hver Taler fik et Kvarter at tale i. I Amerika lader man sig nøje med 10-5 Minutter, undertiden med 3. Men da Talerne i Forvejen har sendt Komiteen et Uddrag af, hvad de vil sige, er det utroligt, hvor meget de kan faa sagt. Det har den Ulempe, at Programmet er slaaet fast i Forvejen, men det letter Forretningsgangen betydeligt. Er Taleren interessant, eller taler hun godt om et brændende Spørgsmaal, lader Publikum he_xnde blive ved.

Et af de første Spørgsmaal, der vakte Interesse, var Forhandlingen om den gifte Kvindes Nationalitet, Det er et Tidsspørgsmaal i Anledning af Elsass-Lothringen. Mtne. Chéliga-Loevy, en ivrig, livlig Polakinde, indledede Spørgsmaalet. Hun mente, at Kvinden før Ægteskabet skulde sige, om hun vilde bevare sin Nationalitet eller ej. Efter nogen Forhandling vedtog Kongressen dette, og tillige, at Børnene, naar de var 20 Aar gamle, skulde vælge, om de ønskede at høre til deres Faders eller deres Moders Land.

En Kvinde, der havde særlig Krav paa at blive hørt paa Kongressen, var Miss de Broen; hun har arbejdet i mere end 25 Aar blandt de fattige i Belleville, et meget, berygtet Fattigkvarter lige ved Buttes Chaumont. Her har hun oprettet en Arbejdsstue for Mødre, og for gamle Kvinder en fri Klinik, indrettet Søndagsskole og Aftenmøder, og for at faa fat paa de unge Mænd og Kvinder, en Aftenskole, hvor der gives Undervisning i Engelsk og Tysk. Alle disse Møder ende med en meget kort Bibellæsning (5-10 Minutter). Der er ca. 200 gamle, der møder her hele Vinteren igennem fire Gange om Ugen. I 1896 er der blevet uddelt 63,000 Portioner Suppe. Miss de Broen kom som rejsende for at se Kirkegaarden St. Lazare, og, siger hun, det skete ved Guds Styrelse saaledes, at jeg kom til at se Befolkningens Fortvivlelse ved de tre lange aabne Grave, hvor 500 Anarkister, der blev skudt under Kommunen, lige bleve kastet ned. Der var Graad, Skrig og Bespottelser; Mødre og Børn hvinede og græd. En Kone, der havde mistet sin Mand og sin eneste Søn, rasede. Miss de Broen gik hen til hende, talte med hende og søgte at trøste og berolige hende. Da det lykkedes, gik det op for hende, at dette var hendes Kald, og hun besluttede at bo mellem de fattige derude og hjælpe dem. Hvad hun havde selv, slog ikke til, fra England fik hun derfor Hjælp i mange Aar og faar det endnu; og hun faar nogen Hjælp af Kommunen. Hun har nu købt en Grund, og hendes inderligste Ønske er at bygge et Alderdomshjem. Arbejdet vokser, hun trænger baade til personlig Medhjælp og til Penge. Foreløbig søger hun at tjene ved en Læsestue og Restauration, som hun har oprettet midt i Paris i et lille Hotel, 205 Rue St. Honoré nær ved Kirken St. Roche. Her er alle velkomne. Svenskerne har længe holdt Møder der, og hun har i Vinter givet frit Lokale til de Sammenkomster, Hr. Langsted har holdt 3 Gange om Ugen for danske, hvor han dels har talt om historiske og religiøse Emner, dels givet fri Undervisning i Fransk til dem, der ønske det. Hun udgiver et lille Blad, „Kom og se!” (Come and see), dets Abonnenter faa fri Oplysninger om alle mulige Pariserforhold, andre betale en ringe Sum til Sekretæren. Baade Restaurationen og Familiehotellet er Maadeholdssteder; hun er Præsident for de evropæiske Maadeholdsselskaber. Det er et godt Sted at hvile ud og faa sig en Kop The, naar man besøger Paris. Et Besøg paa Arbejdsstuen er let at gøre med det samme, man ser St. Lazare og Buttes Chaumont. Den stilfærdige dygtige Kvinde, bragte et Ønske frem for Kongressen fra Arbejderne i Belleville, nemlig, at Søndagen maatte blive gjort til Hviledag. Hun motiverede det ved at fortælle om Familier, hvor Mand og Hustru knap ser hinanden ved Dagens Lys, da det ikke altid træffer sig saaledes, at den Søndag, de faa fri om Maaneden, falder sammen. Konen har nok at gøre den Dag, hun er hjemme, men Manden gaar ud at more sig ene, og det synes Konen ikke om. Da hun talte om Guds Bud, brød Stormen løs: „Kære Venner, jeg har hørt Folk her i Salen spotte dem, der troe paa Gud og nægte hans Tilværelse”. Her dansede en Krigsdans, Folk stampede, raabte og skreg; der blev ikke Ørenlyd mere. Præsidenten ringede, nej kimede.

Miss de Broen oplyste senere, at hun godt vidste, at Religion og Politik var udelukket fra Forhandlingerne, men da det var gentaget flere Gange fra Talerstolen, at Gud ikke eksisterede, og een Taler havde raabt, „Vis os ham”! havde hun fundet, at det var hendes Pligt at nævne hans Navn.

Flere senere Talere fandt Raadet om en Hviledag praktisk; Mme. Chéliga oplyste, at 15,000 Kvinder i Butikker her i Paris arbejde fra 7 Morgen til 11 Aften uden Lejlighed til at sidde ned udenfor Maaltiderne. Forsamlingen vedtog: at der gives alle Arbejdere, Mænd og Kvinder, 36 Timers Fritid i Træk hver Uge, men vilde ikke fastslaa nogen bestemt Dag. Dette mindede mig om en lille Dreng, der engang sagde til mig: „Moder, jeg gør det, fordi jeg nu finder det rigtigt, ikke for at lyde dig”. Faktisk er Søndagen Hviledag her - alligevel, hvad de saa sige.

Et lignende Arbejde som Miss de Broens, men denne Gang støttet af Regeringen, er „Moderhuset”, et Hjem for Smaabørn, hvis Forældre paa Grund af Sygdom eller Arbejdsstandsning ikke kan sørge for dem selv. Det er stiftet og styret af Mme. Louise Koppe. Hjemmet sørger helt for Børnene i

to-tre Maaneder, der har i Gennemsnit været 60-70 Børn. Drenge fra 3 til 6 Aar gamle, Piger fra 3 til 12 Aar siden dets Stiftelse 1891. Hun talte varmt om den Nytte, „Samfundet, der beskytter Børn”, har stiftet ved at sørge for, at de kan faa steriliseret Mælk, og at sørge for, at der bliver ført Tilsyn med Plejemødre. Udsigten til at leve er bleven fem Gange større siden Loven af 1869, der kræver dette Tilsyn. Hun ønsker, at dette Tilsyn maa blive udvidet til alle Mødre. Man taler saa meget om, at Frankrigs Befolkning tager af. Kvinderne føde Børn nok, men det gælder at holde Liv i dem. Mme. Vincent, der tager stor Del i det praktiske Liv, meddeler, at der, alt nu gives offentlig Hjælp til Koner, der vente Smaabørn. Hun er kort, klar og bestemt og bliver altid hørt.

Blandt de Selskaber, Komiteen havde indbudt, var den revolutionære, socialistiske Studenterforening. Et af dens Medlemmer bragte Svar paa Indbydelsen: Han ønsker utøjlet Frihed. „Arbejdere! udryd de Klasser, der forfølger Eder, kom ikke her og spild Tiden med at høre paa disse Spidsborgeres spidsborgerlige Ønsker om Smaaforandringer i de spidsborgerlige Love, om Arbejdstid, Ægteskab og deslige.” Præsidenten kimede, Folk skreg, og stampede, og Journalisterne sprang op paa Tribunen for at hjælpe Damerne. Da der endelig blev Ørenlyd, sagde Formanden stille: „Men, min Herre, De bad om Ordet for at takke Styrelsen for dens Indbydelse”! En befriende Latter gengav Forsamlingen dens gode Lune. Mme. Pognon gør ham opmærksom paa, at Borgerinderne arbejde paa at forbedre de Kvinders Kaar, der ikke har Tid til at komme her selv og udtale deres Ønsker.

De socialistiske og katholske Studenter besatte Tribunen i de Dage og forfulgte hver især de Talere, de ikke var enige med, og hinanden indbyrdes. „Bjerget” kaldte en Taler dem. Værst var det, at de tvang et Par af Gæsterne, en Mand og en Kvinde til at forlade Tribunen. „Lad os dog i det mindste høre en fransk Kvinde”. „I er ikke Franskmænd”. „I fornærme eders Mødre”. Pak jer, „à la porte”. Formanden, Mme. Pognon, stod støt ved Roret, men blev dog nødt til at hæve Forsamlingen.