Udtog af en Oversættelse af Elisabeth Barret Brownings "Aurora Leigh"

Den engelske Digterinde Elisabeth Barrett Browning, der i sit Fædreland og i Amerika beundres meget - en Beundring, der er steget, ikke aftaget, siden hendes Død (1861) - er sikkert ikke kendt af mange her hjemme. *) Der er ikke oversat synderligt af hende paa Dansk, og hendes Værker er ingenlunde lette at læse, Indholdet er dybsindigt, vidnende om en ganske ualmindelig Lærdom, høje ædle Tanker og sand Originalitet; men nogen Uklarhed og Mangel paa Formskønhed skæmmer dem og kan ved første Blik virke frastødende. Dog kan neppe nogen fordybe sig i hendes Poesi uden at gribes mægtigt deraf, uden at mærke, med hvilken Alvor hun tager sit Digterkald, hvorledes hun føler det som sin helligste Pligt kun at udmønte det Guld, hun har fundet i sin egen Sjæl. Man træffer hos hende baade høj Idealitet og kraftig Realisme; hun ser Kvindelighedens Ideal ikke i Svaghed og Underkastelse men i Sjælsstyrke og Selvforglemmelse; hun opfordrer os ikke til at drømme os bort fra, hvad der er grufuldt og hæsligt, men til at stride af yderste Evne for at afhjælpe saa meget som muligt deraf.

Dette udtaler hun med mest Modenhed og Kraft i sit Hovedværk „Aurora Leigh”, der baade er et ejendommeligt og fremragende Digterværk og, i Ordets sandeste Betydning, en „Kvindesags-Bog”. Heri hævdes først den unge Kvindes Ret til at faa sine Evner udviklede, til at lære, hvad hun personlig føler stærkest Trang til at sysle med, uden Hensyn til, hvad Skik og Brug anviser hende. Dernæst hendes Selvstændighed overfor den Mand, der begærer hende til Hustru og fordrer, at hun helt skal forsage sit eget Kald for at tjene hans. Senere dukken det sociale Spørgsmaal op. Som Modsætning til Aurora, Kulturkvinden, den rigt begavede, mangesidig udviklede Forfatterinde, fremstilles Marian Erle, Folkets Barn, den uoplyste Sypige, som har faaet sin Udvikling ved tidlig, smertefuld Erfaring i Sorg og Lidelse, og hvis inderligste Trang er at hjælpe dem, der er endnu mere ulykkelige end hun selv. Disse to Kvinder forstaar hinanden, har begge saa meget sandt Menneskeværd, at de søsterlig kan forenes trods al ydre Ulighed. Marians Skæbne er det, der dybest maa gribe ethvert Kvindehjerte i dette herlige Digterværk. Og ophøjet skøn er Auroras Hævdelse af hendes Uskyld, saa vel som Mødet tilsidst mellem de to, der saa længe har elsket hinanden og nu, lutrede gennem Lidelse, forenes. Her har vi, som Taine i sin lovprisende Kritik af Digtet siger, den mandlige og den kvindelige Røst, der, efter saa lang Tid at have staaet som Modsætninger til hinanden, smelter sammen i en vidunderlig, gribende skøn Harmoni.

For nogle Aar siden oversatte jeg „Aurora Leigh”, men lagde Arbejdet bort i Misfornøjelse, da jeg havde fuldført det. Jeg fandt, som jeg endnu finder, at saare meget, ofte det skønneste og mest ejendommelige, er uoversætteligt. Det var mig umuligt at gengive al dets Billedrigdom, Kraft og Dybde, umuligt at presse saa mange Tanker ind i saa faa Ord.

Siden har jeg en enkelt Gang benyttet Udtog deraf ved Litteraturundervisning og dog fundet, at det gav mine Elever en Forestilling om Elisabeth Brownings Digtning, ja vakte Begejstring for den. Ogsaa er noget deraf blevet oplæst i „Kvindelig Læseforening” og modtaget med Bifald. Det er et saadant Uddrag, der, efter paany at være blevet gennemarbejdet, forelægges Læserne af „Kvinden og Samfundet”.

Er min Oversættelse end kun en svag Genklang af Originalen, saa tør jeg dog sige, at den er udført med stor Kærlighed og Omhu.

*) Kvinden og Samfundet” har i 1889 bragt en Artikel om hende af Fru Anna Wad, og i samme Aargang et Par oversatte Digte: „Traadt fejl” og „En Mands Fordringer”. I Ellen Keys Foredrag „Misbrugt Kvindekraft” nævnedes hun som vort Aarhundredes største kvindelige Digter. Dr. G. Brandes har i „Indtryk fra Polen” citeret den Lignelse om Athosbjerget, som findes paa Side 117 af nærværende Oversættelse.

Julie Meyn.

Aurora tilhører halvt England, halvt Italien. Hendes Fader, en stiv, alvorlig Englænder, gør en Rejse til Florents for at studere Leonardo da Vincis Vandledninger, der interesserer ham langt mere end Kunstværkerne. Men her gribes han pludselig af Kærlighed til en skøn, ung Italienerinde, en mægtig Lidenskab, der som et Hav overskyller og opsluger hans hidtil saa rolige, velregulerede Tilværelse og fylder den med Lyksalighed og Smerte uden Grænse. Først Lykke, thi han vinder den elskede og ægter hende. Men hun dør, og Livet bliver tomt for ham. Kun Barnet, Aurora, er et Lyspunkt i Mørket. For hende lever han nu; saavel hans Tanker som hans Følelsesliv koncentrerer sig om hende. Han opslaar sin Bolig i en smuk Egn mellem Bjærgene, hvor han haaber, at Naturen til en vis Grad skal erstatte hende Savnet af en Moder. Al en Moders Ømhed viser han hende, men paa en stille, vemodig Maade; Spøg og Kærtegn kender hun ikke. Han lærer hende „det, Livet har lært ham selv, Sorg og Kærlighed”. Desuden giver han det videbegærlige og fantasifulde Barn saa meget, hun paa nogen Maade kan modtage, af hans egne mange Kundskaber. Han lærer hende Latin, Græsk o. s. v., i meget kommer hun langt forud for sin Alder, i andre Henseender staar hun tilbage.

Da Aurora er tretten Aar, dør Faderen. Nu følger Overgangen .fra Barnedrømmenes Poesi til Livets Prosa, fra Italien til England. Bedøvet og forvirret staar hun paa Skibets Dæk og stirrer mod Land:

„Imens de hvide Mure, Bjærge blaa,

mens mit Italien drog sig fra mit Blik

en Dronning lig, der drager bort i Vrede

sin Klædning, som en dødsdømt griber efter.”

Hun bliver overgivet til sin Faster, en streng, kold „Spinster”, for hvem det italienske Pigebarn kun er en Vild, der skal civiliseres. Af denne Opdragelse gives der en ironiserende Beskrivelse. Aurora lærer Tysk og Fransk, fordi Tanten sætter Pris paa Sprogkundskaber - men ikke paa Bøger. Hun lærer kun lidt af Algebra og Matematik, fordi Tanten ikke synes, at sligt passer sig for Kvinder, derimod faar hun sit Hoved proppet fuldt af Kongerækker og Aarstal, fordi Tanten finder den Slags Fakta meget nyttige i Livet. Endvidere lærer hun Musik og Tegning, fordi det er Talenter, som unge Piger efter Tantens Mening nødvendig maa have.

I den første Tid gør Aurora ganske passivt, hvad der bliver forlangt af hende, og intet andet. Hjemve og Savnet af Faderen er nær ved at dræbe hende. Alt hvad der omgiver hende er saa forskelligt fra, hvad hun før kendte og elskede. Hvor Himlen ligger lavt over hendes Hoved, hvor de engelske Landskaber er farveløse! Kan dette være hendes Faders Land - og Shakespeares? Men efterhaanden gør Naturen hende godt, dens Mildhed dulmer Smerten; hun begynder at faa Øje for dens Skønhed, for de fine Farvetoner, de bløde Omrids. Forholdet mellem hende og Tanten bliver ved at være koldt, men Aurora begynder, trods Tvangen, hun omgives af, at leve sit eget indre Liv i Frihed. Hun finder sin Faders Bøger og læser dem i Smug, lærde Værker, hvis Indhold mangen Gang, om det end for andre er tørt og koldt, griber hende sælsomt ved de Minder, der fremkaldes, om Barndomshjemmet og om Faderens Kærlighed. Men fremfor alt læser hun Digterne, Poesien opfylder og henriver hende, og hun skriver selv Digte i Mængde. Da hun nogle Aar senere fortæller sit Livs Historie, føler hun, hvor umodne de var, hvor koldt og tamt og lidet originalt mangt et Digt er, der skabtes i den første Ungdoms glødende Begejstring. Man trænger til at gøre noget stort og heroisk, og saa gør man - slette Vers.

„Saa mangen ildfuld Sjæl i rastløs Daadstørst

har grebet til at hamre Rim paa Rim

i Mangel af at hamre Staal mod Staal.

Og mangt et kærligt Sind trak Savn og Længsler

paa Rimets Traad, som Børn med Blomster gør;

jo mere Flid, des mere visner Kransen.”

Hendes Fætter Romney Leigh kommer ofte der i Huset. Han er en ivrig Filantrop, en melankolsk, dybt grublende Natur. Alle hans Tanker optages af den sociale Ulighed i Verden; Forestillingen derom knuger hans Sind som en Nattemare, han ikke kan ryste af. Alt, hvad der kan gøres for at hjælpe paa Nøden og Fattigdommen, forekommer ham haabløst. Han har ingen Glæde af sin Rigdom og af Leigh Hall, det skønne gamle Herresæde, hvis takkede Gavle Aurora ser fra sit Vindue. Disse to unge er Modsætninger: hun lever kun for sine poetiske Drømme, han kun for den tunge Virkelighed. Forskellen mellem dem træder stærkt frem i en Samtale, de har paa Auroras 20 Aars Fødselsdag. Hun har listet sig ud i den friske, tidlige Morgen for at holde Festen sammen med sine egne glade Tanker, før Tantens koldt forskende Øjne lægger Dæmper paa Stemningen.

„Hvor var jeg livsglad denne Junimorgen!

Skærsommertiden jubled i mit Sind,

dens Nattergale sang fra Løvets Dæmring,

dens Rosenknopper svulmed rødt bag Hylstret.”

Hun ønsker sig Digterkransen og griber i sin overgivne Glæde en Vedbendgren, som hun snor om Panden „for dog at føle, hvorledes det er at bære den”. Romney overrasker hende og driller hende med hendes Digte - han har fundet en hel Bog fuld. - „Men lad os nu tale Alvor”, afbryder han sig selv, Livet med dets forfærdelige Alvor er noget ganske andet, end hun i sine fantastiske Drømme tror. Hendes Syslen med Poesi er kun Leg, kan aldrig blive til mere. Derfor skal hun vende sine Tanker til Virkeligheden, til al den Nød og Lidelse, som Mennesker maa bære og som maa lindres:

„Vor Tid har dette Kald og intet andet,

det gaar for vidt, ud over alle Grænser!

vi ser den rige Mand og Lazarus

i Pine begge, Svælget mellem dem,

men hvor er Patriarkens Skød til Hvile?

O, hvem kan være Menneske, staa hos,

se til og ikke gruble paa en Frelse?

Har hverken Jorden eller Himlen Hjælp!

Hvor kan jeg andet end hengive mig

med Evner, Sjæl, med hvad jeg er og har

til her at hjælpe - dersom Hjælp er mulig.”

Hun svarer, at hun endnu kun har staaet saa kort Tid paa Livets Strandbred; dets salte Bølger har endnu neppe vædet hendes Fødder, og hun kan ikke dømme om Strømningerne derude. Kun et kan hun: føle dyb Beundring for slig selvforglemmende Menneskekærlighed. Men dette er ham ingenlunde nok. Han forlanger, at hun skal stige ned fra sin Drømmetilværelse, gaa som hans Hustru Haand i Haand med ham ud paa Livets Valplads for at bringe Hjælp. At hun kan arbejde for Mennesker paa sin Vis, kan ved Poesiens Hjælp løfte dem op over Hverdagslivets Tryk, vil han ikke anerkende; den sande, store Digters Kald gives dog aldrig til nogen Kvinde, siger han afvisende. Aurora hævder sin Ret til at prøve sine Evner:

„Og slaar det fejl, og blir den Høst, jeg faar,

kun visne Straa, saa brænd dem op som Halm,

jeg beder ej om Skaansel, Spot er bedre!

Men frygt ej, jeg, som elsker Poesien,

skal drage den i Støvet til mig ned,

hvis den staar mig for højt; men elske den,

det tør jeg dog, hvorvel jeg kun er Kvinde;

thi elske trofast, selvforglemmende

og uden Løn, er dog vel kvindeligt!”

Da hun lang Tid efter nedskriver denne Samtale, er det tydeligt, at hun ser anderledes paa ham og paa sig selv, thi hun fortsætter vemodigt:

„Jeg mindes mine sidste Ord hin Morgen,

som efter Aars Forløb du tydeligt

maa mindes Dørens Knirken efter den,

der bragte saadant skæbnesvangert Budskab,

at aldrig mer dit Sind blev let som før.

Hans Blik, den tavse Dirren om hans Mund,

var Flammeglimt, der brændte mine Ord

dybt ind i Mindet, ej for deres Skyld,

o nej! for hans. - Og dog, jeg ved saa godt,

han elsked ikke mig, jeg ikke ham,

og hvad jeg dengang talte, var kun Sandhed,

og derfor skal det ikke angres nu.”

Men hvis de bedre havde kunnet forstaa hinanden, hvor ganske anderledes vilde da ikke Livet have formet sig for hende; hun kunde have været

„mer glad, mer ukendt, ikke saa forladt,

og bedre vist, en Kvinde, om hvis Hals

Børn klynged sig og holdt mig trygt ved Jorden.

Ak, Ranker, der kan bære saadan Frugt,

er stolte ved at bøjes under den,

mens Palmen vokser rank i Ørkensandet.”

Hun synes, Romney var haard imod hende, men udbryder alligevel:

„Dog, hvor var ikke Romney Leigh en Mand!

heroisk, kongelig! han rager op

over de lange Aar, som skilte os,

end højere for hvert et nyt, som svinder.”

Tanten bliver opbragt, da hun hører, at Romney har faaet Afslag, og søger med Strenghed at bringe sin Niece til Fornuft. Der følger nu en for den unge Pige højst pinlig Tid; men Tantens pludselige Død forandrer alt. Nu har Aurora sin Frihed og tager til London, hvor hun lever nogle Aar, studerer og skriver. Kritiken modtager hendes første Digte med overbærende Velvilje; men efterhaanden som hun udvikler sig, vækkes Selvkritikken hos hende, og hun forkaster dem.

„Saa sprætted op jeg alle mine Digte,

men fandt knap Spor af Blod paa Knivens Od,

jeg saa, at Hjærtet i dem ikkun ligned

en ufødt Skabnings, havde ikke slaaet

og kunde derfor ikke dø engang.

Kun hist og her en Slags galvanisk Trækning,

kun spredte Toner, ingen Melodi.

Og dog var Livets Spirer gemt herinde,

de brændte, som ny Verdners Sædekorn

i Zeuss Haand, før Kloderegnen saaedes;

men Kraft jeg mangled til at strø dem ud,

og ak, den fattes endnu! Denne Haand

skal sagtens aldrig aabnes helt, før Gnisten

er udslukt, eller Haanden selv forkullet,

saa Smerten ene vidner, hvad den gemte.

Men o, det brændte, som det endnu brænder!

min hele Sjæl i Glød og Lue stod.

Jeg formed Tanker Dag og Nat i Digt,

jeg pløjed Søvn og vaagne Timer op

i Furer af et Arbejd uden Grænser.

Da visned Rosen bort fra mine Kinder,

om Øjets Glød sig drog en dunkel Rand,

og som en saaret Fugl jog Pulsen gennem

det spinkle Haandleds purpurhede Aarer.

Og sagde Folk: „De ser saa anstrengt ud,

De har for meget Arbejd”, smilte jeg

i Medynk over dem, der mig beklaged,

og tænkte: bi kun, jeg skal vinde Kræfter,

hvordan jeg saa ser ud! - Men husk at „jeg”

er for den unge kun det sande Jeg,

er Sjælen selv med alt den Haab, dens Higen

og ej det ydre, ufuldkomne Liv,

den Kødets Klædning, Lunge, Lever, Hud,

som menes, naar i verdslig Dagligtale

er Spørgsmaal om at være stærk og svag.

Jeg vinder ved hvert Skridt, jeg strider frem,

om saa en Nagle gennemborer Foden,

om Hjernen lammes i sin Sandhedshigen.

Jeg vinder, selv om jeg maa bytte Redskab;

hvis Spaden knækkes ved at grave dybt

og søge Guld, saa maa jeg gribe Hakken.”

Hun arbejder altsaa i Ærbødighed og brændende Begejstring for sit Kald. Kritikken gør Indvendinger, paaviser formelle Mangler i hendes senere Digte; men hun føler, at selve Manglerne kan være Vidnesbyrd om Fremgang, ligesom i Foraarstiden Ujevnheder og Pletter paa Træets Bark viser, at Livssaften rører sig derunder for snart at bryde ud i Sommerløvets lyse Sejersfane.

En Dag faar hun Besøg af en smuk, fornem Verdensdame, Lady Waldemar, der med en Blanding af velvillig Nedladenhed og Nyfigenhed gør en hel Del Spørgsmaal om Aurora selv og hendes Fætter Romney Leigh. Derpaa tilstaar hun, i en halv spøgende Tone, at hun er forelsket. i Romney og fortvivlet over hans nærforstaaende Ægteskab. Aurora har i lang Tid intet hørt fra ham og af Stolthed ikke villet søge Oplysninger om ham, skønt det tydelig nok smerter hende dybt, at Livet saaledes har skilt dem ad. Nu faar hun gennem Lady Waldemars satiriske og blaserede Udtalelser noget at vide om hans Planer. Den Kvinde, han vil ægte, er en fattig Sypige; han elsker hende ikke, men Ægteskabet skal være et Symbol paa den Forening mellem Samfundets Yderpunkter, som er hans Livs Opgave. Lady Waldemar bønfalder Aurora om at hjælpe med til at forhindre denne Forbindelse, men faar et bestemt Afslag og forlader hende i Vrede.

Aurora gaar straks ud for at søge Romneys Brud og finder hende paa et lille Tagkammer i en af de usleste Gader. Det rører hende at se og tale med dette Folkets Barn; hun husker paa de Mennesker nede paa Gaden, deres af Last og Trods mærkede Ansigter, og undres over, at en saa fin Blomst kan vokse op af denne Jordbund.

„Paa ingen Maade smuk var Marian Erle,

var ikke lys, dog heller ikke mørk,

men syntes snart det ene, snart det andet,

lig Taagen, der forandres, eftersom

der falder Sollys paa den eller ikke.

Med Haaret ligesaa, dets rige Fylde

faldt i en Mellemfarve ubestemt;

for svært et Haar - om jeg skal finde Fejl -

at bære for det fine, lille Hoved,

hvis blege Kinder mangled Ungdomsfylde,

og Munden maa vel kaldes noget stor;

men hvilke smaa og mælkehvide Tænder,

dens Barnesmil lod se! thi meget snart

den smilte til mig, hendes Øjne ogsaa,

dog kun som om de nylig havde grædt

og vidste, at de skulde græde mere.”

Marian fortæller sin Historie, som jeg gengiver, siger Aurora, mere ordnet men vistnok uden hendes rørende Enfold og Blidhed, uden disse Pavser, som hendes Blikke udfyldte mere veltalende end Ord, uden hendes Minespil og Bevægelser, der mindede om Skovens stumme Beboere, den lette Raa og det frygtsomme Egern. - Hun blev født paa Malvern Hill (et Sted, hvortil Erindringer fra Forfatterindens Barndom knyttede sig) i en ussel Hytte, klinet op i Smug af Ler og Græstørv og udsat for at blive revet om, saa snart Bonden, paa hvis Grund, den stod, fik Øje paa den. Faderen drak og mishandlede sin Kone, som igen i Fortvivlelse slog sit lille Barn. Allerede som ganske lille var hun meget ene; hun listede sig bort fra det elendige Hjem og skjulte sig bag en Busk, hvor hun laa og puttede sig ned og stirrede op mod Himlen.

„Ej for at se et Glimt af Englene,

hun, Stakkel, havde ikke hørt om Engle,

nej, men hun laa og stirred ufravendt,

hun vidste ej hvorfor, idet hun søgte,

hun vidste ikke selv at sige hvad.

Hun tørsted fra den øde, kolde Jord

op efter noget, der var Glæden ligt.

Hun saa mod Himlen, til hun blændedes,

og alt blev mørkt, da syntes hun, det var,

som om en stor, usynlig Kærlighed

sig sænked ned og favned hende ømt.

Af den usynlig - store Kærlighed,

af denne Far og Mor i eet deroppe

hun lærte mere rent og kønt og godt

end selv i Søndagsskolen senere,

hvor gode Damer sendte hende hen

at sy og læse og at sidde stille

blandt andre Børn i Række paa en Bænk.”

Hun vokser op og bliver ved at være meget alene og at opdrage sig selv. Bissekræmmeren giver hende ofte Pjalter af Bøger, som er hendes Glæde. Ellers er der ingen, der giver sig synderlig af med hende; netop derved bevares den Barnlighed og Uskyld, der forbavser Aurora, men den er blandet med dyb Sørgmodighed; man føler, at hun har lidt meget i de 16-17 Aar, hun har levet.

Saa kom der en Dag - og Solen skinnede den Dag, bemærker Marian udtrykkelig med resigneret Forundring - da Moderen var bleven mere end sædvanlig haardt mishandlet af Faderen og i et Slags Raseri gjorde Forsøg paa at sælge den neppe voksne Datter til en fordrukken Spuire. Marian havde ingen klar Forestilling om den Fare, der truede hende, men flygtede i Rædsel og blev funden besvimet paa Landevejen og bragt paa et Hospital, hvor hun ligger syg længe, men for øvrigt er lykkelig ved den Ro og Orden, der omgiver hende.

„Hun ønsked kun, naar hun et Øjeblik

blev sig en Smule klarere bevidst,

at maatte blive endnu mere syg,

hvis Sygdom gjorde Mennesker saa milde

og alt saa tyst, saa roligt, hvilefuldt,

thi nu forstod hun, hvad hun havde hørt,

at Sygdom ender mangen Gang i Himlen

i uudsigelig Lyksalighed.” -

Dagen før hun som helbredet skal forlade Hospitalet, kommer Romney der. Han taler med dem alle: „mætter de blege, sukkende Munde med Trøst”, for ham klager hun sin Nød, at hun ikke tør vende tilbage til Moderen og ingen anden har at ty til: hun tror neppe, at Gud, der dog tænker paa alle forladte, har Tanke for hende.

„Stakkels Barn”.

Han sagde det med en saadan kærlig Medynk,

det lindred mer end hendes egne Taarer.

„Jeg indser, den, en Moder har forraadt,

kan miste Troen paa Guds Kærlighed,

dog han er bedre end Alverdens Mødre,

og hvor hans Børn end gaar, kan dog de holde

ved Fligen af hans hvide Klædebon,

saa grib den, og i Fald du endnu sørger,

græd Sorgen ud der, hvor Johannes laa,

han, som vor Herre Jesus elskede højest.”

Han trøstede hende med milde Ord, som hun husker hvert eneste, fordi de altid siden kom frem i Tvivl og tunge Øjeblikke og lyste trøstende som Himlens Stjerner, der ogsaa kommer frem i Mørke. Han sendte hende til London, hvor han skaffede hende Plads paa en stor Systue. Der arbejdede hun for sit Brød og tænkte paa ham, naar hun var træt og modløs. Hun grundede paa, hvordan Romneys Ansigt vilde se ud, „naar de to engang mødtes efter Døden, og om han vilde kende hendes da”.

De saas dog før. Et Aar var gaaet. Lucy, den brystsyge Sypige, der syede saa hurtigt og stille ved Siden af Marian og ofte lænede sit Hoved mod hendes Stoleryg under Hosteanfaldene, kunde omsider ikke mere arbejde. De andre fortalte, at hun laa hjemme hos sin lamme Bedstemoder. Marian forlod straks sit Arbejde for at pleje disse to. Her finder Romney, der stadig gaar om til fattige, hende.

„Det undred hende neppe, at han kom;

som blød Novembersne paa nøgne Marker,

som Græs paa Grave, Mos paa mugne Sten,

som Solen i en faldefærdig Hytte

igennem Murens Revner, ja, som Trøst

til den, der sørger, kommer gennem Savnet,

som Himlens Lindring gennem Dødens Pine,

han kom, ukaldet, der, hvor Sorgen var.

„Se, saadan, sagde Marian blidt og dæmpet

„vi mødtes og skal ikke skilles mer.”

Thi da begge de syge er døde, siger han, at de to vil følges ad, de har begge den samme Trang til at lindre Medmenneskers Nød.

„Du er min Medarbejder, bliv min Hustru.”

Hun vedbliver:

„Jeg ved jo godt, jeg er saa rent uværdig;

men naar han synes om de smaa og ringe,

saa vil jeg ikke være rig og fornem.

Naar han faar Lyst at plukke Gaaseurter,

saa vil jeg ikke være Rosen, som

kan staa ved Slottets Mur, hvor Hoffolk ser den,

og hvor en Dronning siger: pluk mig den,

for den er allersmukkest. - Romney Leigh!

O, heller trædes under Fod af ham,

end bæres ved en mægtig Dronnings Bryst.”

Aurora omfavner hende rørt og kærligt. I det samme faar hun Øje paa Romney, der sandsynligvis har hørt det meste af deres Samtale. Han staar bleg og stille som en Statue:

„Hvis Kvinders ømme Ord gør Mænd saa blege,

hvor maa han da ej elske hende højt.”

Bryllupsdagen kommer, Kirken fyldes af en mærkelig blandet Forsamling, da Romney har indbudt saavel Beboerne af Londons Fattigkvarterer som Aristokratiet, de sidste har Lady Waldemar kun med stor Anstrengelse formaaet til at komme; de har indfundet sig i god Tid for at sikre sig Plads, de fattige derimod kommer sent.

„De blinde, halte, sorrigfulde, syge

og endnu værre, ret som Vædsken af

det sociale Kræftsaar frem sig pressed

ustandselig. Vi saa dem sive ind

i Kirken lig en mørk og langsom Blodstrøm.

De stolte Adelsdamer rejste sig

fra deres Sæder for at se det Syn;

af Frygt var nogle blege, andre rødmed

af harmfuld Vrede; somme skjulte Smil,

der krused deres fine Rosenlæber,

men ikke sømmed sig paa dette Sted,

med parfurmerte Kniplingstørklæder,

mens andre veksled Blikke med et Gys,

der bragte deres Atlask til at knitre.

Der hviskes og kritiseres, man venter længe; men pludselig opstaar der Uro i Kirken, man ser Romney træde frem, dødbleg, med et Brev, han lige har modtaget, i Haanden. Han meddeler, at der bliver intet Bryllup, Marian har pludselig taget sit Ord tilbage og er borte, ingen ved hvor. Forbitrede Raab fra Pøblen afbryder ham, Mængden er rasende, men Politiet kommer, „falder som en Tordenregn over Ildebrand” og rydder Kirken. Af Marians Brev, som Aurora siden faar at læse, fremgaar det, at hun forlader ham af Kærlighed, af en Frygt, nogen pludselig har vakt hos hende, for at han skal komme til at fortryde dette Ægteskab. Alle Efterforskninger er forgæves, Romney opgiver omsider at finde hende og fordyber sig ganske i sine filantropiske Bestræbelser; bl. a. omdanner han Leigh Hall til et Falansteri. Dette hører Aurora gennem andre, thi i et Par Aar ser hun ham slet ikke. Det smerter hende; hun føler sig ensom og forladt, men bebrejder sig det og strider imod.

„Er da mit Arbejd spildt, fordi jeg savner

en enkelts Bifald? nej, det bør ej være.

Husk, selv Navnkundighed, selv Slægters Bifald

er intet Maal, som er en Digter værdigt.

Kun Kunsten selv bør være Kunstens Maal

som Gud det godes, han, al Godheds Kilde.

Saa hold da Maalet højt og Øjet løftet,

om Kvindehaanden sitrer magtesløs,

om Kraften svigter; men hvem siger, at

den svigte skal? - ved jeg, den mig skal svigte?

En Græker sagde stolt og alvorsfuldt:

pris ingen lykkelig, før han er død.

Jeg føjer dette til: ulykkelig

skal heller ingen kaldes før sin Død.

Døm ingen Gerning, førend Dagen er

til Ende stridt, og Værket er fuldbragt.”

Hun dadler den Misfornøjelse med Nutiden, som saa mangen udtaler, og bruger denne Lignelse:

„Man tænke sig engang, at Athosbjærget,

som Sagnet siger, Alexander ønsked,

var formet til en mægtig Billedstøtte;

da saa de Bønder vel, som sanked Kvas

i Øret paa den, neppe meget mere

end Bjærgets Geder af dens rette Form.

Først naar de rejste bort en Mil, ja længer,

stod dette Kæmpebilled klart for Øjet;

Profilen, ædelt mejslet, traadte frem

med hvælvet Pande, med en Mund, hvorfra

der toned tavse Rytmer op mod Himlen,

som mætted den ved Aftenstid med Solblod,

en mægtig Torso, fra hvis Haand sig gød

en gavnmild Sølvstrøm over Dalens Enge.

Saaledes med den Tid, vi lever i,

den er for stor til at begribes nærved.

Men Digteren bør have dobbelt Syn,

maa se det nære saa harmonisk helt,

som om han fjernt fra overskued det,

og alt det fjerne saa fortrolig nær,

som han berørte det med sine Hænder.

- Og er der Plads - jeg mener, at der er -

til Digtere paa vor overfyldte Jord,

saa skal de male deres egen Tid,

just denne ofte saa bagtalte Nutid,

som køber, sælger, grubler og beregner,

og i hvis Hverdagsliv der ofte kæmpes

med ikke mindre Heltemod og Ild

end ved det vidtberømte Ronceval.

At frygte for moderne sorte Kjoler

og Falbelader og at raabe paa

de mere maleriske Togafolder,

det baade farligt er og taabeligt.

Frygt ingen Ting, men ubekymret tryk

i Sangens Lavaglød et Billed ind

af Tiden, som den staar, dybt aandende,

med Hjærtets Slag, med Brystets stærke Svulmen.

En Fremtids Børn skal røre det ærbødig,

i det de siger til hverandre: se,

se, dette Bryst, det har vi alle diet,

se, dette Hjærte synes end at slaa

og bringer derfor vore til at banke.

Se, dette er i Sandhed Poesi,

thi det er sanddru Vidnesbyrd om Livet.

Ak, vel jeg føler, hvad der burde gøres;

men hvad jeg evner, strækker ikke til,

skønt al min Kraft jeg ofrer til min Gerning.

I ved det, grønne, milde Sommerdage,

som saa mig glemme Sol og Fuglesang,

og, I søvnløse, stille Arbejdsnætter!

Nuvel, hvad har jeg da tilsidst udrettet?

Se her, et Arbejd, endelig en Bog!

Hvis Hjærteblod behøves, dersom det

formaar at give Liv, har visselig

jeg Liv gydt over hvert af disse Blade,

hvis Draaberne ej trille d over dem

saa tungt, at de blev ved at være tørre.

Mit Sind er fuldt af Mismod og af Uro.

Mon vel Pygmalion kendte denne Tvivl?

Mon da for første Gang det haarde Marmor

blev blødt og smidigt i hans varme Favntag

og gløded gennem Kulden mod hans Mund,

mon da han frygted, Sanserne bedrog ham?

- O, nej han elskede, og den som elsker

formaar at tro paa det umulige!” -

Men hun kan ikke saaledes elske et Værk, hun selv har frembragt, da dog intet af dem alle er blevet det, hun vilde. Den Beundring og Berømmelse, hendes sidste Bog indbringer, forøger kun den smertelige Følelse af Ensomhed; hun tilstaar:

„At det kan skære i en Kvindes Hjærte

at sidde ved en ensom Arnes Ild

den lange Vinteraften og at høre

Nationer i det fjerne prise hende,

ak, altfor, altfor fjernt! - lovprise netop

den Kvindehjertets dybe, stærke Ild,

der aldrig steg saa mægtig i en Digtning,

hvis ej den ogsaa var til Stede paa

den Læbe, ingen kysser, i det Øje,

som Taarer altid blinker i, fordi

ej nogen spørger, hvorfor det er vaadt.

En Mand har engang sagt: Berømmelse

er netop Kærlighed, men derpaa kunde

jeg svare med en Kvindes Paradoks,

at alles Kærlighed er intet, intet!

imod et enkelts Hjærtes Kærlighed.

Kan sultne Børn vel mættes med et Løfte

om mange Agres Høst engang i Tiden?

Ak, ligesaa med os, vi hungrer ofte

midt i Berømmelsen, det kan ej nægtes.

Men det er usselt! Græde som et Barn

og klage, suge Fingrene af Sult!

Hvem har vel her paa Jorden, hvor vi sattes

just for at faste, bede, lære godt

ved ondt at prøve, ikke kendt til Sult?

Ve den, der fandt sit Maaltid rigeligt!

Tit viser Mæthed kun Aandsfattigdom,

og skal og maa vi hungre her, saa være

det heller efter jordisk Kærlighed

end efter den guddommelige Sandhed.

Snart hører hun fra forskellige Sider, at Romney vil ægte Lady Waldemar. Hun er dybt rystet, men for stolt til at ville lade nogen ane, at hun lider. Hun vil flygte til Barndomshjemmet, til Italien. I Paris, hvor hun opholdes en Tid, ser hun paa Graden Marian, ser hende med et Barn paa Armen. Hun taber hende igen af Syne, men søger ivrigt og finder hende omsider.

„Jeg traadte ind i hendes lille Kammer,

det var saa tomt, saa snevert som en Grav,

een Stol, et Leje redt paa Straa, ej mere,

gardinløst stirred Vinduet imod os,

man kunde neppe skjult en Mus derinde,

end sige nogen større Hemlighed;

der stod vi, Marian og jeg, alene.

Alene? Hun gik langsomt hen til Sengen

og drog med varsom Haand et Tæppe bort.

Der laa han, blussende af Liv og Sundhed,

den lille Skabning, han var varm og fugtig

helt ned i sine Smilehuller, ud

i Spidsen af de bløde, lyse Lokker.

Den friske Barnemund var sluttet fast,

som om den endnu drømte om at die,

de søde, nøgne Fødder trak sig op

ret som en Fugleunges i sin Rede;

alt blødt og buttet, til den lille Haand,

der havde holdt en Finger fast i Søvne

og derfor endnu krummed sig en Smule.

Da prikked Lyset paa hans Øjenlaag,

da stirred blaa to Barneøjne paa os,

forvirret halv af Drømmens Englebørn,

og et saa jordisk Syn som os to Kvinder.

Nu saa de Moderens Aasyn og modtog det

i Bytte for Guds Engles med et Smil,

han sikkert maatte have lært blandt dem.

Hun over ham sig bøjed, inddrak Synet s

om Vin i denne Kærlighedens Fylde,

der ligner baade Salighed og Smerte,

da Kærlighed omfatter alt i os

og former det til - Kærlighed, ej mere,

thi mer ej tænkes eller nævnes kan.

Og da han smilte, smilte ogsaa hun

som ubevidst, og fra hans Kind sig gød

en Rødme lig et Genskin over hendes.”

Aurora anstrenger sig for at være kold og streng. Hun maa ikke lade sig bestikke ved Synet af et Barn, siger hun til sig selv. Marian synes sorgfuld men ikke angergiven, hvorfor Aurora udbryder:

„Vil du da nægte, at. du har forladt

et ædelt Hjærte og en Hædersplads

for at modtage en Forførers Haand?”

„Hvem? jeg? hvordan? - Hvad sagde De - Forfører!”

Op sprang hun, løfted Barnet højt i Armen

som for at bære lig en Oriflamme

ham frem uovervindelig i Kamp

imod Hærskarer af Bebrejdelser.

„Jeg sværger ved hans Hoved, ved hans Øjne!

tror De, at der er nogen Kvinde født,

som vilde vove Mened her! Jeg sværger,

da jeg forlod hint ædle Hjærte - for

at lindre det - da slog kun mit af Sorg,

og ingen Pige gik mer ren i Tanker

en Gang, hvis Udfald blev saa rædselsfuldt.

Forført! hvordan? De kaldte mig forført!

forfører Ulven en forvildet Daa?

Forfører Gribben Lam, saa de blir Aadsler?

forført, nej! jeg blev myrdet, det er Ordet.”

Hun tav og sukked dybt, det Suk hvormed

Dødskval gaar over til Udmattelse,

mens hun lod Barnet synke ned paa Skødet,

og hvert et Glimt af Lys i hendes Aasyn

svandt, da hun ikke mer saa op mod ham,

som Faklen slukkes ud, i det den sænkes.

Men jeg brast ud i Taarer, hjerteknust

og overtydet, hang om hendes Hals

og kyssed hendes Haar og hendes Øjne.

„Du søde, rene Marian, tilgiv mig!

Nu sværger jeg den samme Ed som du,

ved Barnet sværger jeg, hans Moder staar

for mig saa skyldfri som for Gud i Himlen,

men tilgiv, tilgiv mig, og smil engang,

om ej for min Skyld, kære, saa for Barnets!”

De blege Læber prøved paa at smile,

men lod det atter fare; derpaa lød

det fast som fra en Billedstøttes Mund,

der ikke kunde aande, men dog talte:

„Jeg takker Dem for disse Ord, Miss Leigh;

det var dog haardt for Barnet, hvis hans Moder

blev regnet mellem Skøger; ellers er

jeg ikke længer Deres Godhed værd,

nu, Verden har forandret mig saa ganske.

Jeg saa engang en Strandbred fuld af Smaasten,

som Havet havde slidt til samme Form,

hvorvel de var af vidt forskellig Slags.

Den lille Sten, der kaldtes Marian Erle,

De og en anden Ven engang tog op

og slap igen, blev slidt og søndermalet

af salte Bølgers Slag, forandret! - Døden

maa kaldes en Forandring, ikke sandt?

Jeg blev jo myrdet, Marian Erle er død,

og hvad er der at gøre med den døde?

Hvis De er kærlig, sukker De og gaar,

hvis De er from, De beer en Bøn og gaar,

men gaa i hvert Fald; derfor lad mig hvile.

Naar Modren i mig blot for Barnets Skyld

har overlevet alt det øvrige,

saa er det et Guds Under, ikke mindre.

Om saa De stak en Naal ind i mit Hjærte,

det skulde neppe kunne smerte mig;

nu skal De høre et Bevis derpaa.

Her har vi siddet sammen vist en Time

og talt om mig og Barnet; har jeg gjort

saa meget som et Spørgsmaal om - en Ven,

der engang var saa god som Gud i Himlen

mod stakkels Marian. Har De ventet, at

jeg gerne vilde høre om - den Ven?

Maaske han sørger, han er syg maaske,

det spørger Marian ikke længer om.

En anden vilde krøbet knælende

for Deres Pod og tigget om et Ord,

ja, selv et Dyr, en Hund ej vilde glemt ham;

men jeg er død, og det forklarer alt.”

Hun rysted langsomt med sit stakkels Hoved,

saa hvid, saa rolig som en Vinterdag,

naar Frosten længst har stivnet Regnens Taarer.”

Hun vil nu fortælle alt, men beder Aurora aldrig sige det til Romney, thi hvis han hører om hendes Skæbne:

„Da vil den bittre Kval, som jeg har lidt,

fastspigre mig for stedse for hans Tanke,

ret som en stakkels Fugl, der med et Søm

igennem hver af de udspilte Vinger

er ophængt over Jægrens Arnested

og vækker Medynk kun og Skræk og Gysen

hos hver, som ser det. Nej, er Marian død,

saa skal De ikke hænge hende op,

men grav en Grav, læg hende ned i Jorden

i Stilhed, uden Sang og Klokkeklang.”

Jeg svarte muntert, skønt med Graad i Stemmen:

„Nej, Glædesklokker vil vi ringe med,

nu, hun er funden, levende eller død.”

Hun rysted kun paa Hovdet, svarte ikke

og talte da saa dæmpet og saa roligt,

som frelste Sjæle tale kan i Himlen

om Jordelivets svundne Lidelser,

foruden Vrede og foruden Skam.

Hun havde elsket, som paa sine Knæ,

saa dybt, saa inderligt, som andre beder;

først tænkte ej hun paa, om han var glad,

der gjorde hendes Liv saa fuldt af Glæde.

„Naar Solen lyser over os, hvor kan vi

da tvivle paa, at Solen selv er lys.

Saaledes tog jeg det fra først for givet,

jeg burde allerførst søgt Vished om;

jeg følte det, før Lady Waldemar talte.”

Lady Waldemar kom ofte til hende, talte mildt og smukt, men vakte hver Gang mere Tvivl og Uro. Tilsidst beslutter Marian, forpint og fortvivlet som hun er, at give Romney hans Ord tilbage og rejse bort. Lady Waldemar lover hende Hjælp og anbefaler hende til en af sine fordums Piger, der vil rejse til Australien; men denne, et samvittighedsløst Uhyre, fører hende om Bord paa et Skib, der gaar til Frankrig, og overgiver hende i slette Menneskers Hænder. -

„Saa, det er nok; jeg ser, at De forstaar mig.

Vi Stakler tør jo ej fortælle alt,

hvad vi har maattet lide, det forarger

ærbare, lykkelige Mennesker.

Saa lad det være nok, men hør min Ed:

jeg sværger med min Haand paa Barnets Hoved,

at ingen Mands Forførelse, men Vold

har været Skyld i min Elendighed.”

Hun fortæller videre, at hun efter en Nats Forløb flygtede bort fra det Sted, hvorhen hun, bedøvet af en Sovedrik, var bleven bragt, at hun længe vandrede forvildet, halv vanvittig omkring, kom nogenlunde til sig selv og tog en Tjeneste, men forlod den, da hun skulde være Moder. Nu ernærer hun sig selv og Barnet som Syerske.

„Og hvad er bedre end at sy og sy

den hele Dag og tit den halve Nat

for ham, for ham! - Nu lever jeg for ham,

han lever, og nu ved jeg ogsaa, at

Gud lever, trods hvad der kan ske paa Jorden.”

„Min egen søde Søster”, var mit Svar,

„kom, del mit Hjem, saa gør du vel mod mig,

du og dit Barn, vær fra i Dag af mine.

Se, jeg staar ene, det gør ogsaa du,

og Barnet her er halv forældreløst,

kom, lad os følges ad, saa haaber jeg,

to Mødre skal erstatte ham en Fader.

Jeg rejser hjem til Florents, i mit Hus

for dig og Barnet finder vi en Niche,

hvor du skal staa, mit stille Helgenbilled,

jeg brænder Kærlighedens Lys foran dig,

og naar jeg ser dit søde Aasyn, slaar

jeg Kors for mig og beder Gud bevare

mit Hjærte rent som dit i Livets Kamp.”

Hun saa mig ind i Øjet uden Ord,

ej takked eller kaldte sig uværdig,

men rakte Barnet hen mod mig til Kys,

som om paa en Gang hun belønned mig

og gav sig selv og ham i mine Hænder.”

Aurora tager dem begge straks hjem med sig. Det er Nat, hun sidder og skriver. Hun har nylig set ind til Marian og Barnet; de sover trygt; der er en saadan Fred og Uskyld over de to Ansigter, at hun synes, hun kun knælende burde nærme sig dette Leje, som sikkert Englene holder Vagt om.

„Maaske Gud smiler i sin Himmel over,

at jeg tør tro at kunne hjælpe hende.”

Derpaa vender hendes Tanker sig til Romney.

„Forunderligt, i Dag mens Marian talte,

klang af og til igennem hendes Ord

en anden Røst, som blanded sig med min

en Junidag for mange Somre siden

og bad mig - mig! - Aurora, bliv min Hustru.

Forunderlige stærke Svulmen af

en Længsel, dyb og lidenskabelig,

som naar lig Snefog en Flok Aander slaar

mod Himlens ubønhørligt lukte Porte!

Jeg tænkte, havde jeg en Kvinde været,

som Gud os skabte, til ved Kærlighed

at frelse Mænd, saa havde jeg maaske

ved min formaat at frelse denne Mand,

der nu har valgt en Djævel til sin Hustru.

O, Romney, Romney, o min Ven og Frænde,

som kunde været min, min elskede! -

Hvor man kan græde, ofte blot af Træthed!

hvis nogen havde set mig nu, saa vilde

han paastaat, at jeg elsked denne Mand,

og bragt mig til at smile af Foragt.

Vi Kvinder, vi maa stundom give tabt

og græde, som jeg nu, o, græde ud!

Men hvorfor græder vi? spørg ikke derom;

I tænker vel, vi har forspildt et Liv,

en Verden mistet - eller og et Hjerte;

paa ingen Maade! vi har anstrengt os,

har gaaet for langt i Blæst, har talt for meget.

Saa græder vi, som Sjæl og Legeme

brød op i Strømme - som jeg nu, i Nat.

Dog, lide Kvaler for en andens Skyld,

det er og bliver engang Kvindedont.

Blandt Mænd er Riddertiden længst forbi,

men blandt os Kvinder træffer uformodet

man Rester af de Tiders Sværmeri,

skønt tit saa taabeligt, at allermest

det minder om hin Ridder af La Mancha.

I Fald Cervantes havde raadspurgt Shakespeare,

var Don Quizote vist bleven til en Donna.”

Aurora skriver nu to Breve til England, det ene til en Ven, hvem hun beder sige Romney den fulde Sandhed, hvis han endnu ikke er gift, det andet til Lady Waldemar. Hun lader hende vide, at hendes skændige Adfærd mod Marian er opdaget, og paalægger hende, hvis hun er gift med Romney, da at blive ham en saa trofast, lydig Hustru, som det er muligt, at en Kvinde af hendes Slags kan blive; gør Lady Waldemar det, skal alt blive skjult for ham; men hvis ikke:

„I Fald jeg hører, han har ingen Fred

i Hjemmet, synes saaret og forpint,

da blir der Larm, en Dommedagsbasun

kan neppe lyde værre, selv for Dem!

Nu har jeg varet Dem i Tide, vogt Dem!”

Næste Dag rejser de. Vejen gaar gennem Sydfrankrig. Aurora kan ikke glæde sig; det er, som om Romneys Bryllupsklokker bestandig kimer for hendes Øren og overdøver alt andet. Hun ser kun uklart det skønne Land:

„hvis Høje bugned som et dækket Taffel

og bar den rige Høst af Korn og Vin,

som bød de os til Gæst i Frankrigs Navn.

„Marseilles” det lød, og se! den dukked frem,

omringet af sin Masteskov, og bag den

en Stribe af det blaa, det blanke Hav,

der lig en dragen Damascenerklinge

sig kummed i den klare Aftenluft.”

Om Natten sejler de:

„Paa Dækket sad jeg, gennem Stjerners Sang

jeg lytted efter mit Italiens Røst.

Fjernt endnu toned disse Bryllupsklokker

som Gadens Vognhjul for en døende,

der ved, han lever ikke Natten over,

og venter med en elsket Haand i sin.

Just saadan sad jeg, thi jeg var ej ene,

Naturens Røst mig naade som en Vens,

fra Mindets Land den aanded blødt imod mig.

De gamle underfulde Bjærges Rad

nu dukked frem langs Kysten Tind ved Tind

lig en homerisk Verdens Helteskygger,

der tørsted mod det svale, vinblaa Hav

og spejded efter Eventyr derude.

Jeg tænkte dog ej: hil dig mit Italien!

jeg tænkte: ak, min Fader! Barndomshjemmet,

men tomt og øde. Disse kendte Steder

er altfor meget, eller altfor lidt

for Sjælens Trang. For lidt, naar Livets Majløv

os kranser, og for meget siden, naar

hin rige Pragt som vissent Løv maa falde.

Det er kun godt at være her og der,

fordi paa hin og denne Sten vi drømte,

som Jakob fordum om en Himmelstige.

Men ser vi vaagne denne samme Sten,

saa smerter det kun mer at træde paa den,

hvis ej den ruller ned og knuser os

en Gravsten mere tung end nogen anden

paa denne Kirkegaard, man kalder Jorden!

Men som jeg stod i disse Tanker, lagde

en Haand sig paa min Arm, jeg vendte mig

og mødte tvende vaade Øjnes Blik.

„Hvordan? er Barnet vaagnet, kære Marian?”

„O nej, han sover trygt, saa gik jeg op

Gang efter Gang og saa Dem staa - saa ene.”

„Men nu er Barnet ene”, afbrød jeg.

„Og De er ene”, hun mig svared langsomt

og med et Blik, som ogsaa jeg var noget.

Sødt at faa Hjælp af den, vi selv har hjulpet.

Min Søster Marian, Tak for kærlig Hjælp.”

Hun bosætter sig i Florents paa Bellosguardo, den velbekendte skønne Højde, hvorfra hun skildrer Udsigten.

„Mod Vest, i Solnedgangens Gyldenpragt

ses baade Fiesole og Mont Morello,

mens fjernt mod Øst staar Vallombrosas Bjærge;

hver Morgenstund lig Skaaler af Krystal

de fyldes bredfuldt af en Purpurgløden,

der luer klart som deres egen Vin.

Bag Havemuren Olietræers Løvhang

for Vinden bølger som et sølvgraat Slør,

isprængt med Vinens eller Majsens Grønne,

indtil det brydes af den sorte Rand,

Cypresalléen langs Vejen ned til Florents.”

Hun faar Breve fra England, der bl. a. indeholder varme Lovtaler over hendes sidste Bog og nogle stærkt beklagende Ytringer om Romney, som hun opfatter saaledes, at han er ulykkelig i sit Ægteskab med Lady Waldemar.

„Det gør mig ellers godt at leve her

i Hjemmets Luft og høre Hjemmets Sprog,

og der er stille ved de kæres Grave,

saa Smerten ikke vækkes altfor stærkt.

Og Marian er saa kærlig, giver mig

sit Barn paa Armen eller bærer ham

om Morgnen ud at plukke Blomster til mig.

Før jeg er vaagen, mine Vaser fyldes

med vilde Tulipaners Farvepragt,

med Dantes Purpurliljer eller nogle

af disse høje Rør, der staar i Klynger

ved Arnos Bred, som var de Sceptre, glemt

af svundne, længst uddøde Gudeslægter.

Jeg finder dem lagt korsvis paa min Seng

og vækkes af den glade Barnelatter,

som Marian med en sagte, ivrig Tyssen

forgæves prøver paa at undertrykke,

mens jeg med lukte Øjne smilende

mit Hoved løfter til det bløde Kys

fra Mund og Kind, det hele lille Ansigt,

der pludselig sig putter ind mod mit.

- Jeg burde være glad. Den lille Sjæl,

han elsker mig, han kalder mig „Alola”,

Gud signe ham! jeg kunde være glad,

i Fald jeg ikke var - Gud hjælpe mig -

saa sorgfuld - over Romney.”

Hun gaar ind i Kirkerne, lytter til „de klagende Vespersange,” ser paa de tavse Grupper af knælende Kvinder og tænker sig, hvad hver især beder om; en ung Pige, at den nye Pynt, hun har købt sig - og sultet for - maa vende hans Øjne, som hun elsker, til hende, en gammel Morlille, der snakker til Madonna som til en Sladdersøster, om en Gevinst i Lotteriet o. s. v.

„De stakkels blinde Sjæle kryber frem

ad Djævlens Stier imod Himlens Porte!

Hvem ved, maaske Gud strækker ud sin Haand

og løfter dem op til sig. Der staar skrevet:

Han hører Ravneungers hæse Skrig,

hvorvel de skriger efter Aadsler kun.

Og vi, som dømmer andre - o, min Gud!

vi gør det samme, kun paa anden Vis.

Saa knælte jeg og lagde som de andre

min Pande ned mod Flisen, mens jeg bad,

at, hvis og jeg begærte Aadselføde,

Gud vilde lukke Øret for min Røst

og lytte kun til dette stakkels, hede,

vildfarne, hjælpeløse Hjærtes Slag.”

En Aften, hun sidder ene paa Terrassen, kommer Romney. Han nærmer sig paa en underlig usikker, famlende Maade, som om han ikke kan se; men hun er for rystet til at tænke derover. De taler bl. a. om hendes ny Bog. Han siger, at han har læst den, som han aldrig før har læst nogen Bog, den lever i hans Sjæl, den er hans daglige Brød, hans Vin, der læsker og styrker ham. Aurora beder ham bittert at ønske enhver, han har kær, en bedre Lod end selv at skrive en langt bedre Bog. Han fortæller med stille Resignation, hvorledes alle hans Planer slog fejl, hans Falansteri opløstes, hans fattige gjorde Oprør imod ham og brændte Leigh Hall; han berører flygtig, at et Ulykkestilfælde ramte ham ved denne Lejlighed, et Slag af en brændende Bjælke, og at han som Følge heraf har været dødssyg. Men dette gaar han hurtigt hen over for at aflægge den Tilstaaelse, at det kunde ikke gaa anderledes med hans Foretagender, fordi han greb Sagen fejl an, kun tænkte paa den materielle Nød i Stedet for tillige at søge at paavirke Medmenneskers Sjæle. Han udtaler med megen Vægt, at hin Sommerdag

„da blind jeg stod i Junisolens Lys,

Aurora, skønt jeg saa dig - dine Øjne! -”

Da sagde hun Ord, der senere har lydt som en Dom over hans Gerning.

„Selv dette rent materielle Formaal

at skaffe Brød og Arbejd, mærk dig det,

selv dette naar du ikke, thi du glemmer,

at indenfra maa Livets Vækst begynde.”

Aurora afbryder ham med den Tilstaaelse, at ogsaa han ved denne Lejlighed sagde meget, hun senere har maattet sande. Hun indrømmer med tvungen Ro:

„I Fald jeg dengang, ung, som dog jeg var,

mer Mildhed, mindre Hovmod havde vist,

det vilde - sikkert ikke skadet mig.”

Hun minder ham om Kransen, som hun prøvede:

,,Aa, le kun af det, Fætter, jeg ler med,

jeg har set mange Fødselsdage siden

og lært at sætte Pris paa Lejligheder

til Munterhed; de er kun altfor sjeldne.

Du kalder mig den samme, den Aurora

du kendte før! her kan vi le paany,

Du ved, Ulysses Hund genkendte ham,

den løfted Hodet, slikked mat hans Haand

og døde, da den havde hilst sin Herre.

Men havde jeg haft slig en Hund, før jeg

drog til mit Troja, og den bragtes hid,

tro mig, den vilde se paa mig, gø højt

og leve trøstig som de Skabninger,

hvis Livskraft ingen Længsel tærer paa.

Jeg er forandret, der er ingen Hund,

som kender mig, end mindre nogen Ven,

om end du ledes vild af Haarets Farve,

af Stemmens Klang, der endnu minder dig

om hin Aurora fra vor Ungdoms Dage.”

Romney udbryder, at han vilde gerne være en Hund for at dø ved Klangen af denne Stemme. Han svarer flere Gange med saadan Ømhed paa Auroras halv bitre, halv vemodige Udbrud, at hun mener at burde vise ham tilbage og minde ham om hans Hustru Lady Waldemar.

„Hvordan? er dette Vanvid!” skreg han, „Hustru,

jeg tror, du sagde Hustru min - hvordan?”

Op for han, løfted, højt sit ædle Hoved

mod Himlen op og kasted det tilbage,

ret som en Svømmer paa et stormfuldt Hav,

han lo - hvor haabløst, bittert, harmfuldt klang det,

hvor skælved jeg derved! „O, Mennesker

har brændt mit Hus og har miskendt min Gerning,

dog sværger jeg, at ikke en af dem

har syndet mod mig som du nu, Aurora,

der kalder Lady Waldemar min Hustru!”

Han leverer hende nu et Brev fra