Til Frk. Fibigers Kritik.

Frk. Margrethe Fibiger har fundet Modsigelser i min Bog og jeg finder Modsigelser i hendes Kritik af den.

Naar hun f. Eks. finder, at mit Selvsyn giver den Værd, og dog agter dette saa ringe, at hun mener, at hun selv, der ikke er i Besiddelse deraf, kan paavise mig Fejlene derved, saa indser jeg ikke, hvorledes dette mit Fejlsyn kan give mit Arbejde Betydning. Endvidere finder hun „forvirrende Modsigelser” paa Punkter, der ikke gør hendes Dialektik stor Ære. Naar jeg saaledes Bogen igennem fremhæver Dobbeltheden i Fru Heibergs Natur: „det lidenskabelige og det beherskede,” er det jo kun en Omsætning af Udtryk, naar jeg ifølge hendes Lidenskab paa Scenen, hendes Hengivelsestrang i Livet kalder hende en „Slyngplantenatur”, og ifølge hendes sjældne Beherskethed en „Undtagelsesnatur.” At jeg i Betragtning af denne sidste Egenskab (det Beherskede) har Lov til at tale om „hendes fine og kølige Skønhed” er givet. Den smaalige Uvilje, Frk. Fibiger nærer imod Fru Heiberg, giver ikke dennes „snævre” Syn noget efter. Den strækker sig endog til mig, saa hun end ikke tillader mig at udtale min Beundring for den store Skuespillerinde i en Rolle som Viola, men fordrer en analytisk Kritik af den! Man faar ved denne Lejlighed, som ved flere andre, en levende Følelse af, hvor „nænsomt” hun ønsker Fru Heiberg behandlet af en tilkommende Biograf.

At hun midt i sin Misfornøjelse tilkender mig en saa smuk Egenskab som „solid Dannelse”, gør mig helt forvirret, skøndt Gaven i højeste Grad frister mig. De to Ord alene, „solid Dannelse”, forme sig for mit Øje som en moden og sjælden Frugt. I Sandhedens Interesse tør jeg dog ikke tage imod den. Havde hun sagt mig Behageligheder af lettere Natur, havde hun i min Bog fundet noget som Stemning, Varme, Fremstillingsævne, havde jeg maaske villigere taget derimod, saa meget mere, som mange skrivende Damer, baade kritiserende og digtende, besidde saa lidt af disse Egenskaber, at man skulde tro, Udtrykket for dem end ikke fandtes i deres Ordbog. Det haardhændede, det skoleret kedsommelige, det forceret dybsindige, er ofte for Kvinder et attraaværdigere Maal, end Stilens Skønhed og Sætningernes Ynde.

Heller ikke Frk. Fibiger afviger i hendes Kritik fra denne Regel. Naar hun drømmende om takkende Genfærd pludselig slutter sin vrede Artikel med en Spøg, saa kommer denne Overgang hverken let eller gratiøst.

Navnlig den sidste Sætning har noget kunstlet ved sig, noget i Lighed med et tvungent Smil. Mulig det derfor vil opmuntre hende at høre, at jeg ikke fra Genfærd, men fra levende, virkelige Mennesker, for hvis Navne hun vilde føle den største Respekt, har faaet saa varm en Tak for min Bog, at jeg haaber, at jeg derover vil glemme, at den eneste Utak er kommen mig i Hænde fra en Kvinde og igennem et Kvindeblad.

Sæby pr. Ruds-Vedby, d. 29/6 96.

Clara Bergsøe.

Frk. Clara Bergsøes sidste Ord nøder os til at udtale, at vi selvfølgelig aldrig have tænkt os. at Frk. Fibigers Anmeldelse kunde kaldes en „vred Artikel”, og vi maa bestemt tage Afstand fra dette Udtryk. Og dernæst: en „Utak” har hverken Bladet og sikkert heller ikke Anmeldelsens Forfatter villet bringe Frk. Bergsøe. Vi skulle mene, at en kritikløs Ros over et Kvindearbejde vilde - netop i et Kvindeblad - være temmelig værdiløs. Frk. Bergsøes Bog fortjente i hvert Fald en bedre Skæbne. Red.