« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Indland og Udland.

« Se emneord

Husholdningsskole paa Frederiksberg. I sidste Hefte af „Kv. og Samf.” er ovenstaaende Sag fremmet lidt raskere end i Virkeligheden; men Sagen selv er ikke desto mindre paa en glædelig Maade fremme blandt de kommunale Interesser. Bygningen til den omtalte Bespisningsanstalt for de fattige Børn er nemlig ikke bygget endnu, men Tegninger og Overslag er færdige, og Kommunalbestyrelsen haaber, at Madlavningen kan begynde i Januar 1897. Bygningen skal ligge tæt ved Skolen paa Godthaabsvej - nærmest ved Sindshvilevej. Fra Begyndelsen af er det kun Meningen at bruge den til Bespisningsanstalt, men Bygningen er saavel ved Størrelse som øvrige Udstyr, beregnet paa, at samtlige Kommuneskolers ældste Pigeklasser der skal kunne faa Undervisning i Madlavning. Af den Grund er Kommunens Bevilling til Bygningen forhøjet fra 6000 til 14,000 Kr. Dette er dog saaledes en Begyndelse til denne Sags Gennemførelse.


Kvindelige Læger i Rusland. Som man maaske husker, havde man allerede i 1871 i Rusland oprettet en Lægeskole for Kvinder. Eleverne herfra gjorde under den tyrkiske Krig 1877-78 fortrinlig Tjeneste paa Lasaretterne og bleve varmt anerkendte af Regeringen, men efter Alexander den II.s Død lykkedes det Reaktionen at faa denne Skole lukket, saa at Russerinderne siden den Tid have maattet ty til Udlandet for deres Uddannelse. Nu har man igen faaet Tilladelse til at aabne en kvindelig Lægeskole, der vil begynde i 1897. Eleverne herfra vil have Lov til at praktisere over alt i Riget saa vel som Mænd, og Staten vil tage dem i sin Tjeneste overalt, hvor det gælder Kvinders og Børns Sygdomme. I Landdistrikter vil de ogsaa kunne indtage ledende Stillinger ved Hospitaler og lignende.


Kun en Plet - men rigtignok en styg - bar denne ellers saa frisindede Foranstaltning: jødiske Kvinder ere udelukkede fra Skolen.


En kvindelig Læge, Dr. med. Fru Boguljubskaja, er af den russiske Regering ansat som øverste Tilsynshavende ved Hittebørnshospitalet i St. Petersborg.


Kvindelige Læger. „Wiens medicinske Ugeskrift” bragte for nylig en Meddelelse om Forholdene i Bosnien-Herzegovina: Den derværende Regering har ansat to kvindelige Læger med en Løn af 1600 Gylden (ca. 2200 Kr.). Deres Virksomhed vil særlig falde mellem den derværende muhamedanske Befolkning, hvoraf der i Bosnien er ca. 38 %. Muhamedanerinderne kan nemlig ikke - i Følge deres religiøse Anskuelser - lade sig tilse af mandlige Læger, saa her vil være en vid Mark for kvindelige Lægers Virksomhed.


I Indien har nu „Lady Dufferins Fond i 11 Aar virket for at uddanne kvindelige Læger, som skulle praktisere i Hjemlandet. I Aaret 1895 er over 1 Million syge blevne behandlede af kvindelige Læger. Fonden, som er stiftet af Lady Dufferin, ejer ca. 2½ Millioner Kr.


To unge Kineserinder, som af Miss Howe, amerikansk Missionær i Kina, var sendte til Universitetet i Michigan, har nu med Glans bestaaet deres Eksamen og ville nu virke i deres Hjemland som Læge-Missionærer.


Schweits. Ved Universiteterne der er der i Sommer-Semestret i Aar immatrikuleret 359 Kvinder, og desuden var 134 Kvinder anmeldte som Tilhørere.


Kvinder som Docenter. I dette Semester holder tre Damer Forelæsning ved Berlins Humboldt-Akademi: Doktor Agnes Bluhm holder Foredrag om Sygepleje i Hjemmet, Fru Dr. phil. Dasgymka taler om Nationaløkonomi, og Fru Dr. jur. Kempin docerer tysk Familieret.


Frankrig. I Følge en Statistik af 1. Novbr. 1895 er der i Frankrig ansat 10,797 Kvinder ved Post-, Telegraf- og Telefonvæsenet. I den franske Bank er 269 Kvinder beskæftigede. Deres aarlige Indtægter variere fra 2,600 til 4,380 Francs.


Æreslegionens Ridderkors er tildelt en Kvinde. Oversygeplejerske Søster Anselme, som i 38 Aar har gjort Tjeneste paa Militærhospitalet i Cayenne.


„Danske Forfatterinder i det nittende Aarhundrede, Biografier og Karakteristiker” af Forfatteren Anton Andersen er i disse Dage udkommet paa Langhoffs Forlag, København.


Dansk Kvindesamfunds Afskrivningskontor i Studiestræde Nr. 1 St., er til Oktober overtaget selvstændig af dets hidtilværende Styrer Fru Jensen, som fortsætter Driften for egen Regning. Kontoret anbefales paa det bedste til alle, der maatte have Brug for dets Arbejde.


Konfekt for Sukkersyge. Den fra „Kvindernes Udstilling” saa godt bekendte Fru Emmy Thulstrup, hvis Forretning med hjemmelavede Konfekter, Vesterbrogade 9, vi gerne vil anbefale vore Læsere, har igennem en Mængde Eksperimenter endelig naaet at kunne fremstille Konfekt uden Tilsætning af de for sukkersyge skadelige Stoffer. Mange Læger have udtalt deres Anerkendelse deraf, og denne Opfindelse, hvormed der ogsaa er eksperimenteret i Udlandet, men uden Resultat, er saaledes nu ved en praktisk og erfaren Kvindes Haand bleven til Virkelighed.


Annoncerne. Vi anbefale vore Læsere at gøre deres Indkøb hos de handlende, som støtte Bladet ved at annoncere deri. De vil derved paa dobbelt Maade gavne Bladet og dermed Kvindesagen.


Til Abonnenterne. Alle Klager over Uregelmæssigheder ved Bladets Ekspedition, bedes sendte til Postvæsenet.


Denne Gang maa dog Redaktøren bede om Undskyldning, fordi Bladet paa Grund af det store og noget vanskelige Stof er blevet en Del forsinket.


Sommerferiekolonier. I New York har man løst Spørgsmaalet om de fattige Børns Ferieophold paa en ægte amerikansk Maade. Det har derovre endnu større Betydning end her, da Ferierne ogsaa derovre ligesom i Sverig varer 2 à 3 Maaneder. Efter nu at have eksperimenteret i nogle Aar med Sagen, har en Menneskeven, Wm. B. George ude paa en Bondegaard oprettett en lille Republik i det smaa til Sommerophold for Gadedrenge - og Piger fra den fattigste Del af Byen. - Samfundet rummer 200 af dem; den halve Dag bydes der dem Arbejde i forskellige Grene af Landbrug og Haandværk. Der undervises og betales Løn i Forhold til de unge Arbejderes Dygtighed, altid nok til at de deraf kan betale deres Kost og have noget tilovers til Lommepenge. For dem, der ikke ønske at arbejde eller hellere vil bruge alle deres Penge til Fornøjelser, er der gratis Bespisning. Pengene hertil bliver tilvejebragt ved en almindelig Skat, og de der lade sig føde paa denne Maade, undgaa ikke at føle de bedre Borgeres Foragt, De Love, der regerer det lille Samfund, bliver givne af en Kongres, der vælges hver Uge; i det hele ere alle Samfundsformer dannede efter de forenede Stater, saa at de smaa Feriebørn paa samme Tid som de tumle sig ude i den fri Natur, bliver gjort fortrolige med en Statsborgers Pligter.


Kvinder paa politiske Møder. I en foranstaaende Artikel af Frk. Kirstine Frederiksen siger hun om de engelske Kvinder, at „Politik - noget nær - er deres største Interesse”. Og vi ved jo ogsaa, at Kvinderne i England - særlig blandt Aristokratiet - ivrig deltager i alle Valgkampagner. Som en Modsætning - eller, hvem ved, maaske som Sidestykke hertil, er det i Sønderjylland strengt forbudt Kvinder at overvære Møder i politiske Foreninger. En Note som forleden stod i et sønderjysk Blad anskueliggør denne Sag, hvorover vi Danske forbavses højlig. Der stod: „Søndag 2. August skulde der have været Møde i Møgeltønder Foredragsforening. Efter at Mødet var anmeldt, fik Formanden fra Amtsforstanderen i Bredebro Meddelelse om, at Kvinder vilde blive udelukkede fra Mødet, da Foreningen betragtedes som politisk. Da Amtsforstanderen ved selve Mødet opretholdt Forbudet mod Kvinders Deltagelse, hævtede Formanden Mødet. Der vil nu blive taget andre Forholdsregler.” - Ja - endogsaa til et Foredrag om „Gødningsmethoder” var Kvinderne et Sted i Sundeved blevet bortviste. De maatte da forlade Salen men blev staaende i et Sideværelse, hvorfra de atter bortvistes. Til sidst havnede de paa Loftet oven over Salen, hvor det virkelig lykkedes dem at høre det meste af det interessante Foredrag. Muligvis er Kvinderne i Sønderjylland - paa Grund af Forholdene - mere interesserede i Politik end vi her i Kongeriget, og mulig vilde deres Deltagelse i det politiske Liv der faa praktisk Betydning; men ovenstaaende lyder alligevel for vore Øren som en Røst fra Enevældens Dage.


I det svenske Tidsskrift „Dagny” 4 & 5 Hefte 1896 findes en Artikel af Rosalia Olivecrona: „Ær Kvinnorørelsen berettigad?” Hun fortæller deri et Par morsomme Eksempler paa tidligere Tiders Opfattelse af Kvindesag og Kvinderet.


I Aaret 1817 var der i Sverrig fremkommet Forslag om, at ugift Kvindes Myndighedsalder skulde. være 30 Aar. I Lovforslagets Motivering hedder det: „Visselig maa det siges; at Kvinden fødes til et Slags Afhængighed af Manden, og at denne Afhængighed bør vedblive hele hendes Levned igennem; men man maa ikke glemme, at denne Afhængighed, hvis den ikke skal tabe sin Hensigt, maa være valgt af Kvinden selv og i den Alder, da hendes Uddannelse er færdig, og det tilkommer ikke Loven at sætte en uvilkaarlig Tvang i Steden for denne frivillige Afhængighed.”


I Aaret 1827 var Spørgsmaalet om ugift Kvindes Myndighedsalder atter fremme, og denne Gang foresloges den sat til 25 Aar. I den Anledning fremkom der fra Gøta Hofret en Udtalelse, som ogsaa lyder ganske morsom: „Da Kvinderne i vort Land ikke uddannes til anden Virksomhed end den, som er nødvendig for den indre Husholdning, og da Kvindens egentlige Virksomhedskreds heller ikke synes at egne sig til at være større, saa følger deraf, at hun, som daglig er sysselsat med de huslige Smaa-Arbejder, ikke - saaledes som Manden - kan tænke over de større Tildragelser ude i Samfundet eller vinde den Erfaring overfor Verden og Menneskene, at en uvilkaarlig Ret til at raade over sig selv og sit Gods uden Fare kunde betros hende. - Det forekommer os, at man i dette Tilfælde i Steden for at ville udøve en Uret mod Kvinden, langt snarere er ledet af de ædleste Bevæggrunde, ved at man, i det man overdrager Styrelsen og Forvaltningen af hendes Ejendom til dem, som gennem Slægtskabsbaand staa hende nærmest, derved bereder hende den Ro og den stille Glæde, hvortil hun kan overlade sig, naar hun helt er afhængig af andre. Hidtil har hun ikke kendt Omfanget af sin egen Svaghed. Ledet af Venskabets fortrolige Haand, til hvilken Loven betroer Bestyrelsen af hendes Ejendom, er hun undgaaet at falde som Offer for andres listige Beregninger. Ved Siden af en aldrende Fader eller Moder, hvem hun med Glæde har helliget sin Omsorg, lever hun uden at være lokket af Ønsket om - som selv myndig - at tænke og handle for sit eget bedste; og hun har, naar hun før eller senere indtræder i Ægteskabet, dertil medført - ikke den Indbildning, at den myndige Kvinde er lige saa god som den myndige Mand - men, da hun i sin Ægtemage kun ser en selvvalgt Formynder, som af øm Kærlighed og Velvilje paatager sig hendes Anliggender, saa har hun været besjælet af den Underdanighedsfølelse, som altid skal udgøre et uvægerligt Vilkaar for den ægteskabelige Lykke.”