Forslag til Lov om Ægteskabs Indgaaelse.
(Forelagt i Folketinget den 24. Oktober 1896 af Folketingsmændene for Ringkøbing Amts 1ste Valgkreds [J. C. Christensen] og Præstø Amts 1ste Valgkreds [Svend Høgsbro]).
§ 1.
Betingelserne for Indgaaelse af Ægteskab er:
1. at Manden er fyldt 20 Aar og Kvinden 16. Dette maa godtgøres ved Fødselsattest.
2. at begge Parter har deres Fornufts fulde Brug og fornøden Evne til at forstaa og gøre sig forstaaelig. Herom maa den Myndighed, for hvem Ægteskabet indgaas, selv overbevise sig.
3. at Parterne, for saa vidt de ikke er fuldmyndige, ved skriftligt Bevis godtgør, at de har rette vedkommendes Samtykke til deres Forehavende. Rette vedkommende er:
a. for ægte Børn: Forældrene, for uægte Børn: den af Forældrene, hvem Forældremagten er tillagt. Hvis den paagældende har eller efter Lovgivningens almindelige Regler bør have en særlig Værge eller Kurator, kræves ogsaa dennes Samtykke. Adoptivforældre træder i de naturlige Forældres Sted, med mindre disse har taget udtrykkeligt Forbehold om det modsatte. Stedforældres Samtykke er kun nødvendigt, naar de har Forældremagten.
b. for Enker med fast Lavværge og for umyndiggjorte - deres beskikkede Værge.
Øvrigheden kan omstøde rette vedkommendes Nægtelse.
4. at Parterne ikke er beslægtede eller besvogrede med hinanden i op- eller nedstigende rette Linie eller er Hel- eller Halvsøskende. Til Ægteskab mellem Adoptivforældre og Adoptivbørn udkræves Bevilling fra Justitsministeren.
5. at ingen af Parterne er bunden a) ved noget tidligere bestaaende Ægteskab eller b) (for Mandens Vedkommende) ved nogen lovgyldig Forpligtelse til at indgaa saadant, i hvilken Henseende Forordningen 5. Marts 1734 §§ 5 og 7 ophæves. Har nogen af Parterne været i Ægteskab før, maa den fremskaffe Dødsattest eller Skilsmissedom (jfr. Frd. 23. Maj 1827) eller Skilsmissebevilling. Bevillingen maa indeholde udtrykkelig Tilladelse til nyt Ægteskab, hvorimod Dommen altid antages at indeholde saadan Tilladelse, med mindre den viser, at Ægteskabet er opløst paa Grund af vedkommende Parts Brøde; i saa Fald maa særlig Bevilling indhentes hos Justitsministeren.
6. at Parterne ikke har bedrevet Hor med hinanden.
7. at Manden ved Bevis fra sin Forsørgelseskommune godtgør, at han ikke i Løbet af de sidste 5 Aar her i Landet har nydt Fattigunderstøttelse, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt, eller ogsaa at han har dens Tilladelse til alligevel at indgaa Ægteskab.
8. at en Enkemand oppebier mindst 3 Maaneder og en Enke 10 Maaneder efter den forrige Ægtefælles Død.
9. at en Enkemand eller Enke ved skriftligt Bevis fra en Skifteret eller Testamentseksekutor eller de paagældende Arvinger godtgør at have skiftet eller i det mindste paabegyndt offentligt Skifte med den førstafdødes Arvinger, medmindre han (eller hun) ved et gyldigt Testamente eller paa anden lovlig Maade er fritaget derfor.
10. at Manden, hvis han er offentlig ansat Embeds- eller Bestillingsmand, foreviser Bevis fra Statsanstalten for Livsforsikring for at have tegnet lovbefalet Enkeforsørgelse og - hvis han er Militær - fornødent Samtykke til Ægteskabet fra sine foresatte.
11. at Parterne forevise en af dem begge - om fornødent med Værge eller Kurator - underskreven Overenskomst (Ægtepagt) om Ordningen af deres indbyrdes Forhold under Ægteskabet og aflevere en bekræftet Genpart deraf til Opbevaring hos vedkommende Myndighed. Hvis de ønske at afgive en kort Erklæring desangaaende med det samme, skal der gives dem Lejlighed dertil i en af Overøvrigheden til dette Brug godkendt Bog, hvoraf de senere til enhver Tid skulle kunne faa Udskrift mod Betaling af 1 Kr. Ægtepagter ere stempelfri og kunne tinglæses uden Betaling. De ere derhos - for saa vidt angaar Bestemmelser om Formueforholdet, Raadigheden over Børnene, Tyendet, Husvæsenet og Familiens Opholdssted - gyldige ogsaa uden kongelig Stadfæstelse. Fra de under Nr. 1, 6 og 8 nævnte Betingelser kan Justitsministeriet bevilge Fritagelse. At de under Nr. 4, 5 og 6 nævnte Betingelser ere til Stede, godtgøres ved Vidnesbyrd af to bosatte paalidelige Mænd eller Kvinder (Forlovere).
§2.
Hvis nogen af Parterne er hjemmehørende i Udlandet, maa han eller hun alligevel opfylde de i § 1, Nr. l, 2, 4, 5 a, 6 og 8 nævnte Fordringer, de under Nr. 3, 5 b og 7 derimod kun, for saa vidt den eller de berettigede høre hjemme her i Landet og den under 11 nævnte kun, for saa vidt Parterne agte at fæste Bo her. Men ved Siden deraf maa den i Udlandet hjemmehørende Part endvidere skaffe Bevis fra Øvrigheden paa sit Hjemsted for, at der ifølge dens Love intet er til Hinder for Ægteskabet, eller Bevilling fra den danske Justitsminister til at bortse herfra. Saadan Bevilling kan af Justitsministeren gøres afhængig af, at vedkommende først med sin Ed inden Retten her i Landet bekræfter, at der ifølge dets Hjemlands Love ingen Hindring er for Ægteskabet. Kunne Parterne ikke fremskaffe den sædvanlige Forloverattest, kan en paa samme Maade aflagt Ed paa, at de under Nr. 4, 5 og 6 nævnte Betingelser ere opfyldte, træde i Stedet derfor. En udenlandsk Mandsperson, som ikke har vundet Forsørgelsesret i en dansk Kommune, maa desuden forevise det Bevis eller den Bevilling, som nævnes i Lov om det offentlige Fattigvæsen af 9de April 1891, § 42, 2det Stykke.
§ 3.
Ægteskab kan retsgyldigt kun indgaas for den borgerlige Øvrighed - i Købstæderne Magistraten (eller Byfogden) og paa Landet Sognefogden (paa Færøerne Sysselmanden). Ingen Præst eller anden Religionstjener maa indvie noget Ægteskab, før lovligt Bevis foreligger for, at det er indgaaet for den borgerlige Øvrighed, og skal da stadig have for Øje, at dette allerede er sket.
§ 4.
De, der ville indgaa Ægteskab, have derom at gøre mundtlig eller skriftlig Meddelelse til Øvrigheden paa det Sted, hvor Bruden hører hjemme. Meddelelsen maa være ledsaget af de i §§ 1 og 2 nævnte Beviser. De i § 1, Nr. 1 og 8 omhandlede Tidsrum behøve først at være udløbne den Dag, Ægteskabet indgaas. Er Bruden Udlænding, sker Meddelelsen umiddelbart til den Øvrighed, for hvem Ægteskabet agtes indgaaet.
§ 5.
Efter at Meddelelsen er modtaget og alt befundet i Orden, kundgør Øvrigheden de forlovedes Forsæt at ville indgaa Ægteskab. Kundgørelsen skal indeholde de forlovedes For- og Familienavne, deres Stand eller Erhverv og deres Bopæl samt deres Forældres Navne og opslaas eller udhænges i 3 Uger i Øvrighedens Kommune, enten paa Raadhuset eller Sognekirken eller efter Kommunalbestyrelsens Bestemmelse paa et andet offentligt og for Kommunens Beboere let tilgængeligt Sted i Kommunen.
For den her omhandlede Ulejlighed tilkommer der Øvrigheden en Afgift af 3 Kr.
Hengaar der mere end 3 Maaneder efter Kundgørelsen, førend Ægteskabet indgaas, bør ny Kundgørelse finde Sted.
§ 6.
Forbud mod Ægteskab bliver at anmelde for den Øvrighed, der har udstedt den i § 5 ommeldte Kundgørelse, og det paahviler da denne, inden den slutter Ægteskab eller afgiver det i næste Paragraf omhandlede Bevis, at undersøge, om Forbudet er lovlig forfulgt. I bekræftende Fald maa Ægteskabet ikke sluttes, før Forbudet ved Dom eller paa anden Maade er ophævet.
§ 7.
Ville de forlovede indgaa Ægteskabet for en anden Øvrighed end den, som har udstedt Kundgørelsen, maa denne under sit Navn og Segl (eller Stempel) give dem et Bevis for, at lovlig Kundgørelse har fundet Sted, og at ingen Hindring for Ægteskabet er til Stede. Dette Bevis, der ikke maa udstedes før 3 Uger efter Kundgørelsen, betales med 1 Kr.
§ 8.
Kundgørelse efter § 5 kan kun undlades enten efter Bevilling af Overøvrigheden eller i livsfarlige Sygdomstilfælde, som ikke tillade Opsættelse. Dette sidste maa godtgøres ved Lægeerklæring.
§ 9.
Paa den til Ægteskabets Indgaaelse bestemte Dag, der saa vidt muligt vælges efter Brudeparrets Ønske, møder Brudeparret tillige med Forloverne hos vedkommende Øvrighed, medmindre denne efter Overenskomst møder i Brudens eller Brudgommens Hjem.
§ 10.
Øvrigheden foreholder først Brudeparret Ægteskabets Betydning og tilspørger dernæst dem begge, om de ville indgaa Ægteskab med hinanden; efter derpaa at have modtaget deres Ja, forkynder han sluttelig, at Ægteskabet er indgaaet lovligt og med fuld borgerlig Gyldighed - alt i Overensstemmelse med en ved kongelig Anordning foreskreven Formular.
§ 11.
Om det saaledes indgaaede Ægteskab indføres det fornødne i en dertil af Overøvrigheden godkendt Bog (Ægteskabsbogen). Det tilførte oplæses og bekræftes med Øvrighedens, Brudeparrets og Forlovernes Underskrifter, hvorhos en Udskrift deraf under Øvrighedens Navn og Segl (eller Stempel), stemplet til Takst 30 Øre, overgives Brudeparret som Vidnesbyrd om Ægteskabets Indgaaelse.
For Udførelsen af den i § 10 omtalte Handling, for Bogtilførselen og for Udskriften tilkommer der Øvrigheden i alt 2 Kr. foruden Stempelafgiften.
§ 12.
Ethvert Ægteskab optegnes uden Ophold i den Liste, som Øvrigheden har at føre i en af Justitsministeren nærmere foreskreven Form over de for samme indgaaede Ægteskaber med Henvisning til det Sted i Ægteskabsbogen, hvor det i den Anledning passerede er indført. Øvrigheden bør endvidere, saafremt Bruden var hjemmehørende her i Riget, inden 14 Dage tilstille Sognepræsten og den Kirkebetjent, der fører Kirkebogen i det Sogn, hvor Bruden hørte hjemme, behørig Meddelelse om det indgaaede Ægteskab til Optegning i de af dem førte Ministerialbøger.
§ 13.
Enhver af Folkekirkens Præster er berettiget til uden videre Undersøgelse med Hensyn til Ægteskabsbetingelserne kirkeligt at indvie et for den borgerlige Øvrighed indgaaet Ægteskab. Lysning fra Prædikestolen er ufornøden. Er han Præst i det Sogn, hvor Bruden før Ægteskabet hørte hjemme, har han i sin Kirkebog paa det Sted, hvor Ægteskabet i Henhold til Meddelelsen fra Øvrigheden efter § 12 er indført, at tilføje en Bemærkning om Vielsen; i andet Fald har han inden 8 Dage at give Meddelelse om denne til den paagældende Sognepræst, som da har at gøre den foromtalte Bemærkning i den af ham førte Kirkebog. For kirkelig Vielse maa ingen Betaling kræves.
§ 14.
Lov om Ægteskabs Indgaaelse uden for de anerkendte Trossamfund eller imellem Medlemmer af forskellige Trossamfund m. v. af 13de April 1851 ophæves for saa vidt angaar dens §§ 1-9.
§ 15.
For Overtrædelser af foranstaaende Bestemmelser fra vedkommende Myndigheders, Præsters eller Religionstjeneres Side anvendes, for saa vidt ikke den øvrige Lovgivning hjemler højere Straf, Bøder af indtil 500 Kr. eller simpelt Fængsel i indtil 3 Maaneder.
Ovenstaaende Lovforslag blev, som det vil ses, forelagt i Folketinget 24. Oktober af Folketingsmændene J. C. Christensen og Svend Høgsbro. Af Ordførerens (Svend Høgsbro) Tale ved Lovforslagets Fremlæggelse citerer vi nedenstaaende Brudstykke, idet vi forudsætter, at Kvindesagens Venner med særlig Interesse vil følge Forhandlingen om tvungne Ægtepagter, hvorved Hustruens Medbestemmelsesret over Børnene, Formuen og Husvæsenet saa let kan ordnes, ligesom ogsaa Forslaget i sin Helhed - om tvungen borgerlig Vielse og frivillig kirkelig Vielse sikkert kan paaregne Kvindernes store Interesse. Vi anbefaler de Kvinder, som har Tiden til Raadighed, til at overvære Tingets Forhandlinger om denne Lov.
„Det væsentligste nye blandt Ægteskabsbetingelserne er, at vi har foreslaaet, hvad man har kaldt tvungne Ægtepagter indførte her i Landet. Den Bestemmelse, vi har foreslaaet derom, lyder saaledes: „Det skal paases, at Parterne foreviser en af dem begge - om fornødent med Værge eller Kurator - underskreven Overenskomst (Ægtepagt) om Ordningen af deres indbyrdes Forhold under Ægteskabet og afleverer en bekræftet Genpart deraf til Opbevaring hos vedkommende Myndighed. Hvis de ønsker at afgive en kort Erklæring desangaaende med det samme, skal der gives dem Lejlighed dertil i en af Overøvrigheden til dette Brug godkendt Bog, hvoraf de senere til enhver Tid skal kunne faa Udskrift mod Betaling af 1 Kr. Ægtepagter er stempelfri og kan tinglæses uden Betaling. De er derhos - for saa vidt angaar Bestemmelser om Formueforholdet, Raadigheden over Børnene, Tyendet, Husvæsenet og Familiens Opholdssted - gyldige ogsaa uden kongelig Stadfæstelse.” Jeg skal paa dette Tidspunkt indskrænke mig til til Begrundelse af dette at anføre følgende: Den nugældende Hovedregel om Ægtefællers indbyrdes Forhold her i Landet er jo den, at Manden raader for det hele: baade over Pengene, Børnene og Tyendet, Husvæsenet og Familiens Opholdssted. Jeg tror hermed nogenlunde udtømmende at have angivet de Omraader, som her kommer i Betragtning. Overalt er Mandens Stemme den afgørende. Det staar intet Steds udtrykkelig i vor Lovgivning, men Fortolkningen har hjulpet paa det manglende, og nu er der sikkert ingen Tvivl om, at Domstolene vil gaa ud, fra dette paa alle de nævnte Omraader. Det er, som om saa vel Domstolene som Lovgivningen her i Landet har været gennemsyrede af den gamle Sætning, at „hvad Fatter gør, er altid det rigtige.” Kan han faa Konens Stemme med, er det godt, kan han ikke det, er det ogsaa det samme, saa raader han alligevel. Det er Hovedreglen; men denne mener vi Forslagsstillere ikke bør blive staaende. Vi glæder os i saa Henseende over at kunne anføre som Støtte en Udtalelse, der en Gang faldt fra en saa god konservativ Mand som den afdøde juridiske Professor Bornemann, at en Hustru ikke bør være som Datter i Huset, hun bør være sin Mands ligestillede Medhjælp. Vi mener, at det er Lovgivningsmagtens Pligt at komme bort fra den nævnte Hovedregel og sørge for en ny Lovgivning paa et retfærdigt Grundlag. Vi mener ikke, at Maalet er naaet, før det er sket. Det skulde derfor være os kært, om der fra den høje ærede Regerings Side maatte blive taget fat paa denne Sags Ordning, der jo har hvilet lige siden Loven af 7. Maj 1880. Men indtil dette maatte ske, tror vi, at det kunde have sin Gavn, om Befolkningen fik Lejlighed til at tilkendegive, i hvilken Retning den selv mener, at Udviklingen bør gaa, hvorledes dens Tarv og dens Trang er. Det vil jo bedst kunne naas gennem frivillige Overenskomster mellem de paagældende, det, man kalder Ægtepagter. Det er jo noget, som vi kender allerede nu, Ægtepagter kan indgaas og indgaas i ikke ringe Omfang, men vel at mærke, de anses kun som gyldige med Hensyn til Pengene. Jeg har Erfaring for, at et vordende Ægtepar har truffet Bestemmelse om Raadigheden over Børn og Tyende, saaledes, at Hustruen skulde have samme Ret over dem som Manden, men Ministeriet har vægret sig ved at konfirmere denne Bestemmelse. Det tør altsaa slaas fast, at fuld Gyldighed har det ikke, og kan det ikke faa, hvis Ægtefolk træffer saadanne Bestemmelser. Allerede derfor er det af Betydning at slaa fast, at en saadan Ægtepagt kan omfatte ogsaa de andre nævnte Forhold, og at dette kan ske uden kongelig Stadfæstelse. Dette med kongelig Stadfæstelse har allerede nu ikke meget at sige, da man antager, at disse Ægtepagter paa Formuens Omraade er gyldige uden kongelig Stadfæstelse, undtagen med Hensyn til Hustruens Myndighed, og i den Henseende gør vi ingen Forandring. Jeg siger altsaa, at man allerede kender Ægtepagter nu, men naar vi desuagtet har ment at burde gaa til at foreskrive, at det skal være tvungent, er det for at gøre dem saa almindelige som muligt. Vi forudser ganske vist, at mange og vel de fleste, der vil indgaa Ægteskab, vil nøjes med en Erklæring om, at de henholder sig til den gældende Lovgivning og underkaster sig dens Bestemmelser maaske med en enkelt Afvigelse paa et eller andet Punkt, og det har vi ogsaa aabnet Adgang til, idet der skal gives dem, der ønsker at give en kort Erklæring med det samme, Lejlighed dertil for Sognefogden eller, hvem det nu er. Vi tror dog, at dette Paabud har sin Betydning, idet det tvinger alle til at tænke over. hvorledes deres Stilling vil blive under Ægteskabet, medens det er Tid. Nu er det sikkert saa, at vel næppe en af Hundrede Kvinder, der skal til at indgaa Ægteskab, aner, hvad hun gaar ind til, eller drømmer om, at naar hun gør det, som Samfundet dog anser for hendes første og vigtigste Pligt, gifter sig for at blive Hustru og Moder, er det saa langt fra, at hun bliver kælet for af Lovgivningen, at hun tværtimod stilles ganske retløs, ikke for sin egen Person, men for det, der maaske kan være hende dyrebarere end hendes egen Person, navnlig Børnene. Hvor mange, siger jeg, tænker over det nu! Vi vil foranledige, at de kommer til at tænke derover, og vi ser dertil ikke noget bedre Middel end det, vi har foreslaaet. - Naar man gaar ud fra, at dette skal være den almindelige Regel, bør man selvfølgelig ogsaa hjælpe til ved at foreslaa, at Ægtepagter er stempelfri og kan tinglæses uden Betaling, og det bør man ogsaa af en anden Grund vedtage, nemlig fordi man bør fastholde, at det egentlig er Lovgivningsmagtens Pligt selv at skabe en retfærdig Lov, saaledes at Folk var fri for gennem Ægtepagter at have den Ulejlighed selv at skabe sig den. Men saa længe man ikke fra Lovgivningsmagtens Side har fritaget Ægtefællerne for denne Byrde, bør man imødekomme dem ved at fritage dem for Udgifter i den Anledning, saa vidt det staar til Lovgivningsmagten at gøre det. - Dette er, hvad jeg mener, det er nødvendigt paa dette Tidspunkt at sige til Forklaring af det Lovforslag, jeg herved indbringer, og som jeg altsaa tillader mig paa Forslagsstillernes Vegne at anbefale til det høje Tings og Regeringens Velvilje.”
Angaaende Forslaget, at Kvinder lige saa vel som Mænd skulde kunne være Forlovere, udtalte Ordføreren:
„Dernæst har vi foreslaaet, at Kvinder skal kunne være Forlovere. Saaledes er det ikke nu; nu tager man kun Mænd til Forlovere. Hjemmelen derfor er tvivlsom, maaske man ved Fortolkning kunde komme til. at Forloverne ogsaa kunde være Kvinder. Ogsaa paa andre Punkter bruger Lovgivningen saadanne Udtryk, at kun Mænd kan komme i Betragtning, f. Eks. med Hensyn til at møde i Retten eller i Forligskommissionen. Loven siger, at der skal sendes „en god Mand”, og dog er der Dom for, at der ogsaa kan sendes en god Kvinde. Man kunde derfor maaske nok ad Fortolkningens Vej komme til, at en Kvinde kunde være Forlover, men vi har ønsket at afskære Tvivl, overflødiggøre Fortolkning, og jeg tror ikke, at der vil være Strid derom inden for Lovgivningsmagten, skønt jeg vel ved, at der i de lovgivende Forsamlinger er meget stor Forskel i Synet paa Kvindens Ret. Naar jeg dog ikke tror, at der vil være særlig Strid om dette Punkt, er det fordi det i Danmark er gældende Regel, at Kvinden, hvor der er Tale om Vidnesbyrd, i alle Maader staar lige med Manden. Naar altsaa en Mand kan dømmes fra Livet paa to Kvinders Vidnesbyrd, saa vilde det være mærkeligt, om han ikke ogsaa skulde kunne gifte sig paa to Kvinders Vidnesbyrd. I andre Lande, hvor man ikke tillægger en Kvindes Vidnesbyrd samme Betydning som en Mands - saaledes er det, saa vidt jeg ved, i Belgien og Frankrig - kunde der være Grund til at nægte Kvinden Ret til at være Forlover, men naar der som hos os fra gammel Tid ikke er gjort Forskel paa Mænd og Kvinder som Vidner, saa forekommer det mig, at man maa kunne gaa med til ogsaa at lade Kvinden være Forlover.”
