« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindernes Bygning.

Af: Emma Gad

« Se emneord

Kære Frk. Redaktør! De kan tro, jeg blev glad forleden, da jeg kom ind til vor Købmand og saa Udstillingsblomsten staa der saa strunk og fin og dog saa livagtig, som om den kunde være plukket ude paa vor egen Mark. Og alle ere vi da her ovre saa fornøjede med at Damerne i København nu 1


have taget fat paa den store Gerning at samle ind til Kvindernes Bygning. Vi vil ogsaa gerne gøre vort til, at det skal blive til Alvor, men vi synes, at vi maa vide mere om det hele, inden vi give vore Penge dertil. Se, det er jo dog en evig Skam, at vi Kvinder maa Betale Skatter, baade direkte og indirekte, uden at vi have nogen Stemmeret; vi kan jo ikke en Gang sætte saa meget igennem, som at der bliver luftet ud oppe i Skolen. Siden at dette er gaaet rigtig op for mig, har jeg lovet mig selv, at frivillig skal jeg ikke være med til noget, som jeg ikke véd god Besked med. Naar det gælder at være godgørende, saa er det en anden Sag, da er jeg ikke saa paaholdende med mine Penge. Men jeg synes, at naar vi Kvinder skal bygge vor egen Bygning, da er det lige som, naar en Mand, der længe har tjent i fremmede Gaarde og har maattet bøje og føje sig efter fremmed Skik, endelig en Gang faar Mod og Magt til at bygge sit eget Hjem, da vil han have det efter sit eget Hoved, og kan han ikke selv være der til Stede, saa vil han i alt Fald skikke en, som han véd, han kan stole paa.


Nu véd jeg nok, at det er den samme Bestyrelse, der staar for dette her, som vi var godt fornøjede med, da de lavede Udstillingen forrige Sommer, og blandt Repræsentanterne er der ogsaa mange Kvinder, som jeg har god Tro til. Men vi saa jo dog sidst, at de gik baade ind og ud af Bestyrelsen, saa inden man saa sig for, var den helt forandret. Det kan gerne gaa her saadan, som naar man spæder Kaffe; man har hele Tiden Kanden fuld, og Kaffen kan ogsaa være god nok, dersom man har godt med Bønner, men det, man skænker sidst, er dog ikke af samme Kaliber, som det første.


Se, nu vilde jeg især gerne vide, hvem der stemmer paa Bestyrelsen, og hvem der stemmer paa Repræsentanterne, for hvis det er saadan, at Bestyrelsen stemmer paa Repræsentanterne, og Repræsentanterne paa Bestyrelsen, saa siger jeg Pas, for saa er det jo, hvad man kalder en Svikmølle, og den skal ikke være god at komme ind i.


For at faa Besked paa dette her gik jeg derfor straks fra Købmanden hen til den Dame, som er Kredsforstander her ovre; men naar jeg skal sige min Mening rent ud, saa tror jeg virkelig ikke, at hun véd bedre Besked end jeg selv, og derfor vil jeg nu være saa fri, Frk. Redaktør, at spørge, om De kan give mig Svar. Jeg tror, der er flere, der er lige saa nysgerrige som jeg. Jeg hørte forleden min Naboerske spørge om noget, som jeg ikke havde tænkt paa, men som det ogsaa nok kunde være værd at faa at vide; det var, om der bliver aflagt offentligt Regnskab for, hvad Pengene blive brugt til? Vi have jo allesammen læst, hvad der blev sagt paa Mødet den 15de September, men det var ikke meget, vi der fik at vide. Der fortælles, at der blev sagt, at Bygningen skal være hvid, men det var da endelig ikke saa vigtigt. Saa blev der nok ogsaa talt om, at den maaske skulde ligge paa Kongens Nytorv, og det kan jeg vel lige saa godt med det samme sige. at det var vi ikke rigtig glade for. Om det er bekvemt for Københavnerne, det véd jeg ikke; vor Lærerinde siger nej, det er kun for de fine Folk. Men hvad os Landboere angaar, saa véd De jo nok, at det er mest belejligt omkring Jærnbanen, derfor tage vi jo for det meste ind enten paa Missionshotellet eller paa Højskolehjemmet; men vi kan vel heller ikke forlange, at de skal indrette det saa meget efter vor Lejlighed. Jeg tror ogsaa nok, vi skal være tilfredse, selv om Københavnerne faa Forrangen, naar blot vi kan se, at det hele gaar til paa saadan en Slags parlamentarisk Maade; og jeg haaber, at De kan give os en god Besked om dette.


Deres hengivne


Landbokvinde.


Da vi ikke selv saa os i Stand til at besvare Spørgsmaalene, henvendte vi os til et af Bestyrelsens Medlemmer, Fru Kommandørinde Gad, som ogsaa beredvilligt tilstillede Bladet nedenstaaende Svar til en „Landbokvinde”.


Red.


Kære Landbokvinde!


Ja, saaledes maa jeg vel nok have Lov at kalde Dem, siden jeg skriver til Dem i et Anliggende, der paa en Maade gør os alle til samarbejdende Søstre. De ønsker altsaa at faa noget at vide om Kvindernes Bygning, om hvilken De skriver, at man ikke har faaet andet oplyst, end at den skal være hvid og ligge paa Kongens Nytorv. Det sidste sker næppe, det bliver meget dyrt, og det første formodentlig ikke heller. Det er vistnok mig selv, der af Skønhedshensyn har fremsat det beskedne Ønske, men jeg er tilbøjelig til atter at frafalde det, efter at jeg har set det nye hvide Palads paa Kongens Nytorv, der nærmest virker i Ensemblet som en skinnende ny hvid Tand i et ældre Gebis. Dog - som De selv siger - dette er mindre væsentligt! Men jeg synes, De er lidt uretfærdig, naar De mener, at man paa Mødet den 15. Septbr. ikke fik noget andet at vide. Det forekommer mig nemlig, at man i Talerne paa en saa fyldestgørende Maade gjorde Rede for Bygningens Formaal og Indretning, som det paa Sagens nuværende Stadium kunde ske. Hvis jeg forstaar Dem ret, er det Bygningens Administration, som De ønsker at faa nærmere Besked om, og angaaende denne skal jeg da berette Dem Følgende:


Den paatænkte Kvindernes Bygning bliver en selvejende Institution i Lighed med Kbhvns. Sygehjem, Kbhvns. Værnehjem for enligtstillede Kvinder og lignende andre Foretagender. Den forestaas af 31 Repræsentanter, valgte ud af Kvindernes Udstillings Komité, som af deres Midte vælger en Bestyrelse paa fem for et Aar valgte eller genvalgte Medlemmer.


Hvis Nogen af Repræsentantskabet dør eller udtræder, supplerer Repræsentantskabet sig selv, hvorved der søges tilvejebragt en vis Stabilitet i den Aand, hvori Foretagendet ønskes ledet.


For at der kan tilflyde Repræsentantskabet friske aandelige Kræfter, paatænker man at lade de Foreninger, der knytte sig til Foretagendet, repræsentere ved Delegerede. Der findes saaledes allerede nu Repræsentanter for en Del af de alt eksisterende kvindelige Institutioner, saasom Frøken Elisabeth Grundtvig for Dansk Kvindesamfunds Københavns Kreds, Frøken Sofie Alberti for Kvindelig Læseforening, Fru Johanne Meyer for Kvindelig Fremskridtsforening, Fru Jutta Møller for Dansk Kvindesamfunds Udenbys Afdelinger, foruden Repræsentanter for de forskellige Landsdele og Bilande.


Bestyrelsen har Ret til at tilkalde raadgivende Udvalg.


Paa givne Tidspunkter vil Regnskabet blive offentliggjort.


Idet jeg haaber, at disse Oplysninger maa være tilstrækkelige til, at De vedblivende skænker Sagen Deres Velvilje og Interesse og udbreder denne i Deres Kreds, er jeg med den bedste Hilsen Forbindtligst Deres


Emma Gad.


« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner