Er en reaktion i kvindesagen berettiget?
Det er iår 25 år siden, at „Dansk kvindesamfund” stiftedes, og det er da rimeligt, at man ser tilbage på, hvilke fremskridt kvindesagen har gjort i de år.
Der var en tid, da kvindesagen var stærkt oppe i sindene - i slutningen af firserne - man skrev og drøftede, og spørgsmålet var brændende. Nu synes det, som om folk havde slået sig noget mere til ro, som om der ikke længer fandtes den varme for kvindesagen, ja, det foredrag, frøken Ellen Key holdt her ifjor efterår, betegnede en tydelig reaktion. Det er ikke stedet her nærmere at komme ind på frøken Keys foredrag, som for resten indeholdt meget godt, men det var betegnende for tidsånden. - Det har hændt mig for temmelig nylig, at medlemmer af „Dansk kvindesamfund”, som har været meget varme for kvindesagen på hint ovenfor nævnte tidspunkt, har sagt, at det var ingen skade til, at kvindesagen nu om stunder hvilede, der var jo intet nyt at sige om den sag, det var altsammen sagt så ofte, og kvinderne havde jo nat det meste af, hvad de kunde ønske, de kunde jo omtrent blive alt, hvad de vilde. Det er denne anskuelse, der er temmelig almindelig, som jeg trænger til at modsige.
Det er vist noget, kvindesagen har til fælles med enhver sandhed, at man ikke kan finde på noget „nyt” at sige om den, men må sige det samme om og om igen, om end på forskellig måde, indtil sandheden går ind i folks bevidsthed. Hvad nyt siger de folk, der kæmper for folkerettighederne, for nationaliteternes ligestillelse og frihed og for de religiøse sandheder? De siger de samme sandheder om igen, blot på forskellig måde. Og kvindesagens tilhængere har ikke lov til at blive trætte af at gentage dens sandheder; er de end sagt tit, så er de ikke sagt tit nok, så længe det er så uendelig langt fra, at de er trængte ind i folks bevidsthed!
Den anden påstand, at „kvinderne har nat det meste af, hvad de kunde ønske, de kunde jo omtrent blive alt, hvad de vilde”, er ligesaa urigtig. At det ikke er rigtigt, at kvinderne kan blive alt, hvad de vil, behøver jo knapt at bevises. Endnu er næsten alle lærde skoler og realskoler kun for mænd, de fleste stipendier og understøttelser ligeledes, og får de så endelig en eksamen, så giver den ingen adgang til statens embeder. De færreste håndværkeres værksteder står åbne for kvinder, og overalt hvor kvinderne er komne ind, får de kun underordnede stillinger og tåles aldrig som mænds overordnede. Man tænke f. eks. på forhandlingen i Århus byråd i dette forår om ansættelsen af en kvinde som overlærerinde i byens pigeskole. Flertallet i skoleudvalget havde foreslået at ansætte én af byens flinke lærerinder i denne stilling, men byrådet forkastede forslaget, og én af byrådsmedlemmerne sagde bl. a. hin mindeværdige sætning, at „såvidt ham bekendt assisterede der også mandlige kræfter ved skolen, og det vilde da være uheldigt, om disse fik et kvindeligt overhoved.”
Og det kan man sige i et land, hvor der findes en kvinde, der har udmærket sig så meget som institutbestyrerinde som frk. Zahle!
Nej, det er uendelig langt fra, at kvinderne kan blive, hvad de vil, men det er, efter min mening, heller ikke hovedsagen, om kvinderne kan få embeder, blive håndværkere o. s. v., for jeg tror, som Ellen Key, at kvinderne - på enkelte undtagelser nær, som også skal have plads til at udfolde sine kræfter - ikke vil drive det til noget videre på de veje. Jeg tror, som alle gammeldags folk, ja, som alle indbildte modstandere af kvindesagen, at det er kvindens kald at være moder, og at det eneste, som virkelig kan kaldes kvindelighed, er moderligheden, og jeg tror, at der til dette kalds udførelse går en sådan mængde kræfter - åndelige som legemlige - at der ikke bliver nok tilovers til at konkurrere med mændene som embedsmænd, videnskabsmænd og håndværkere. Men dermed er kvindesagen sandelig ikke slået til jorden, som jeg syntes, Ellen Key altfor meget vilde gøre. Tværtimod! Er ægteskabet kvindens kald, gælder det fremfor alt om at gøre hendes stilling i ægteskabet god og værdig. Nu er det således, at mændene er så meget bedre end de love, de giver, så at kvinderne mærker i mange tilfælde ikke så meget til de slette love. Men de kvinder, som ikke er så lykkelige at leve i et godt og harmonisk ægteskab, de lider under lovene. Og hvor kan det være, at ikke enhver kvinde, selv om hun er lykkelig, pines af at leve under så uretfærdige, ydmygende love? Hostrup har skrevet sit skuespil „Eva” for at åbne kvindernes øjne, men det blev kun en røst i ørken. Kvinderne finder sig rolig i de ydmygende love og forarges endogså på dem, som taler imod disse love. Dette kommer vist for en stor del af, at hustruen ikke kender lovene, men det er en fejl, som burde rettes. „Lovgiveren går ud fra, at hustruen er manden underordnet og skylder ham lydighed.” Han „alene er rådig over de fælles midler”, han kan „unddrage hustruen midlerne til at udføre den af ham forbudte handling eller indskrænke de goder, som han ellers lader hende nyde, dog ikke i den grad, at hun lider nød, eller med magt hævde den almindelige husorden f. eks. ved at holde dørene aflåsede om natten eller ved at forbyde tyendet at være hustruen behjælpelig ved visse foretagender”. (Se Deuntzers familjeret, side 104).
At det er denne stilling, der bydes kvinden i ægteskabet, skulde enhver kvinde vide, som vilde gifte sig - mon det ikke vilde slå dem, at der er stor forskel på mandens ord, når han er lovgiver, og når han søger at vinde den kvinde, han holder af! Når kvinderne kendte lovene, var det dog muligt, at der var de kvinder, der fordrede en ægtepagt oprettet, som stillede dem noget anderledes i ægteskabet, og også dem, som vilde arbejde for lovenes forandring.
Nøje knyttet til spørgsmålet om hustruens formueretlige stilling i ægteskabet og hendes hele underordnelse under manden, er spørgsmaalet om forældrenes myndighed over børnene. Det synes at være det allervigtigste for os kvinder, fordi vi af lovene vedrørende dette punkt såres på vort allerfølsomste sted, i vor reneste, stærkeste og bedste følelse: moderkærligheden. Det synes os så indlysende, at den, der sætter børnene i verden, og hvem hele deres pleje og opfostring er betroet, hvis hele Husgerning børnenes opdragelse er, og som må opgive enhver anden livsgerning, når hun får børn, bør have andel i myndigheden over dem, at jeg tror, at vi på dette punkt er nærmest ved at samle hele kvindekønnet til kamp for bedre love. Jeg tror, at her, som overalt, er den bedste vej til at vække kvinderne af den døs, hvori de er indslumrede, at lade dem lære lovene at kende. Kommer man i Deuntzers familjeret til „forældremagten”, side 273, bliver man glad overrasket ved hele tiden at høre tale om „forældremagt”, kun et eneste sted (side 275, 2) bruges ordet „fædrenemagt”. Men glæden får en brat ende, når man side 279 læser: „Sålænge forældrene lever sammen i ægteskab, må det imidlertid, ganske uafhængigt af, om det erkendes, at der retligt tilkommer manden en husbonderet over hustruen eller ej, utvivlsomt antages, at faderens vilje i tilfælde af uenighed er den afgørende o. s. v.”
Altså har moderen slet ingen forældremagt uden den, manden af nåde lader hende have! Det er fuld sandhed, hvad Hostrup lærer os i „Eva”, at faderen har lov til uden forklaring at tage barnet fra moderen og sætte det i skole mod hendes vilje. Men er dette ikke oprørende, da véd jeg ikke, hvad der er oprørende! Man vil måske indvende, at der må være én, som råder. Dette er nu aldeles ikke nødvendigt, ti faktisk råder i alle gode ægteskaber både faderen og moderen, d. v. s. de taler om tingene, til de bliver enige om, hvad der skal ske. Men skal endelig én råde over børnene, da var det rimeligere, at det blev den, der havde lidt for dem, givet dem deres første ernæring og plejet dem, når de var syge, våget over dem om natten, taget sig af deres opdragelse, og som i de fleste tilfælde har det inderligste forhold til dem. Mærk vel: jeg mener ikke, at hustruen bør have forældremagten alene, den bør begge forældrene have, så vist som børnene både er faders og moders, men at give den til faderen alene, er mere end uretfærdigt!
Så længe ægteskabslovgivningen er så uhyre uretfærdig og forkert, er det meningsløst at sige, at „det var ingen skade til, at kvindesagen hvilede lidt”. Det er en så himmelråbende uretfærdighed, at kvinderne ikke bør slå sig til ro, førend de får den forandret!
Når Ellen Key vilde bevise, at eksamenslæsningen blev overdrevet, pegede på hjemmet, som kvindens plads og moderkaldet som hendes kald, samt påviste, at det at være moder krævede så mange kræfter, at kvinden ikke kunde have kræfter til tillige at frembringe kunstværker, beklæde embeder o. s. v. - da havde hun ret i meget af dette. Hun begyndte også med at sige, at det var en selvfølge, at hustruen skulde have andel i rådigheden over formuen og børnene. Men dette blev altfor lidt betonet; man mærkede, at det var ikke dette, som det lå hende på sinde at få sagt, men derimod en advarsel til kvinderne om ikke for meget at studere o. s. v. Men det er ikke tid nu at advare kvinderne, selv om der kan være enkelte, som går for vidt og mister noget, som var værd at holde på. Det går således med enhver ny sag, at den har sine karrikaturer. Der kan være fare ved, at kvinden stræber efter at komme ind på mandens arbejdsområde, men det er dog den eneste vej, ad hvilken kvinden går frem til en bedre stilling i samfundet, også i ægteskabet. Ti for det meste er det således, at kun når kvinden kommer ud i livet og bliver et selvstændigt menneske, kommer hun rigtig til at tænke over samfundsspørgsmålene og se sin egen stilling i det rette lys. Den gifte kvinde vil sjældent have tid til at tænke synderlig over dem; hun vil være optaget af børnene og huset, og er hun lykkelig i sit ægteskab, vil hun for det meste slet ikke tænke på, at hun lever under uretfærdige love, fordi hun ikke vil komme til at lide under dem. Hvis kvinderne fulgte Ellen Keys råd og holdt sig til de „kvindelige sysler” og undlod at studere o. s. v., så kunde man sagtens sige, at „hustruen burde have andel i myndigheden over formue og børn”, men - hun vilde aldrig få det, fordi lovene ikke bliver forandrede, sålænge kvinderne finder sig i dem, og de gifte kvinder så yderst sjældent vilde have tid og kræfter tilovers fra sit liv som husmødre til at arbejde for sociale spørgsmaal og sjældent vilde have i selvstændighed og frejdighed nok til at sige manden imod. Det bliver dog i hovedsagen de selvstændige kvinder, der kommer til at føre kvindernes sag frem, og de vil forhåbenlig drage flere og flere gifte kvinder med sig.
