Klosteret.
Der ligger et Kloster ved Søens Brink,
Nonnernes Sange tone:
Du syge Sjæl, følg det himmelske Vink,
Kom, dine Synder at sone!
Her er Fred, her er Fred bag det skærmende Hegn,
Her er Fred, her er Fred under Korsets Tegn!
Der ligger et Kloster ved Skovens Bryn,
Værnet af Murværk og Grave;
Lad suse Storme, lad knitre Lyn,
Vi vandre i Fredens Have.
Her lutres Sjælen, mens Ormen dør
Her er Fred, her er Fred bag Lin og Slør.
Søster Georgia.
Klosterets Luft er ren og sval,
Den minder om Himmerigs Højtidssal;
I Klosteret aander man roligt og let
Og jeg er saa gammel, og jeg er saa træt.
Klosterets Kirke er lys og stor,
og sjunger jeg med i Nonnernes Kor,
Er Røsten end gammel, jeg selv kun svag,
Jeg priser dog Herren med Velbehag.
Men kaster jeg Blikket i Kirken ned,
Mens jeg kvæder om Gud og hans Herlighed,
Da ser jeg med Undren den brogede Flok,
Som aldrig af Verdens Glimmer faar nok.
Klosterets Celle er mørk og trang,
Ude er Sol paa Eng og Vang,
Men her er Fred, her finde vi Trøst,
Her læges hver Sjælens Vunde og Brøst.
Jeg knæler paa Gulvets tavlede Grund,
Min Lovsang stiger af Hjertets Bund.
I Klosteret aander man roligt og let
Og jeg er saa gammel, og jeg er saa træt.
Søster Martha.
Klosterets Celle er mørk og trang,
Ude er Sol paa Eng og Vang,
Klosterets Luft er Klam og tung
Og jeg er saa ung, aa, endnu saa ung!
Klosterets Kirke er lys og stor,
og sjunger jeg med i Nonnernes Kor,
da aander jeg frit for en liden Stund,
min Lovsang stiger fra Hjertets Bund.
Men kaster jeg Blikket i Kirken ned,
Mens jeg sjunger om Gud og hans Herlighed,
Da fyldes af syndige Tanker mit Sind,
Paa den brogede Flok jeg stirrer mig blind.
I Kvindernes øjne et Drag der staar,
Om Ungdom og Elskov, om Liv og Vaar,
Mens Mødre med spæde Børn ved Bryst,
Suge Livets fyldigste Lyst.
Klosterets Celle er mørk og trang,
Ude er Sol paa Eng og Vang;
Jeg kaster mig ned paa den kolde Sten,
- o, vend mine Tanker fra Syndens Mén.
Jeg kaster mig ned mod Gulvets Tavl,
Tunge Tanker er Ensomheds Avl,
Klosterets Luft er Klam og tung
Og jeg er saa ung, aa, endnu saa ung!
Søster Maria.
Min Ungdom er borte, min Livsglæde svandt!
Da man Korsklædet rundt om min Pande bandt,
Først da faldt mit stakkels Hjerte til Ro
Her i det fredfyldte Bo.
Fra den Rædselsstund, de min Elskede fandt,
Da de traf ham livløs, og Blodet randt,
Da de bar ham hjemad fra jagtens Færd,
Mærked jeg, livet var intet værd.
Jeg følte, at Pateren talte sandt,
Naar han Staven brød over Verdens kant,
Jeg følte at Livet var tomt og trist
Og jeg fæsted til Brudgom den Herre Krist.
Min Moder græd, og mens Taarerne randt,
Hun tigged og trygled; jeg mærkede grant,
Hun syntes, jeg gjorde mod hende en Synd,
Ved at flygte fra Vredens bundløse Dynd.
Men hvad ænsed jeg Mennesker? Et jeg vandt,
Det ene fornødne mit Hjerte bandt
Dog stiger der ofte et Billede frem,
Af min gamle Mor i sit ensomme Hjem.
Men jeg vender min Hu fra verdslig Tant,
Løsriver hvert Baand, som mit Hjerte bandt,
Du min Brudgom, Krist, i mit Hjerte bor
Hvad ænser jeg saa min gamle Mor!
Søster Magdalene.
Jeg drømmer om ham, jeg ser kun ham,
Hvor skal jeg skjule min Synd og Skam?
Her troede jeg Lægedom at finde
Krist hjælpe mig stakkels forpinte Kvinde!
Jeg gav ham mit Ord han kasted det hen
Og gav mig kun leflende Taler igjen;
Jeg gav ham min Tro han gav mig ej sin,
Hans troskab var svigfuld som lokkende Vin.
Jeg gav ham mit Legem, uplettet og kysk
Han gav mig et favntag, brændende, brysk,
Jeg gav ham mit Hjerte, jeg gav ham min Sjæl,
Han tramped dem sønder med haarden Hæl.
De sagde, jeg skulde i Kloster gaa,
Skjule min Skændsel i dyben Vraa,
Spæge mit Kød, hudflette min Krop.
Jeg gør det men Synden vil stadig op.
De Tanker jage i Tusendtal,
I Kirken, i Cellen, i Klosterets Hal,
De daare min Sjæl, de fylde mit Sind,
De trænge som Naale i Hjertet ind.
Om Morgenen Klokken ringer til Bøn
Men det er hans Navn, som den hvisker i Løn;
Ved Kvæld toner Salme og Litani
Hans Navn, hans Navn er blandet deri.
Hvert Trin, jeg hører, mig tykkes hans Gang
Hvad hjælper vel Messe og Ottesang?
Hver Stemme, jeg hører, mig tykkes hans Røst
Hvad hjælper Korsets tegn paa mit Bryst?
Jeg føler hans Aande, jeg føler hans Arm,
Hans brændende Kys paa Mund og paa Barm
Dog jeg véd, det er Djævelens daarende Kunst,
Som kogler hans Billed af Helvedes Dunst.
Men Tanken om ham er saa dragende sød!
Skønt jeg véd, at den fører til Dom og tl Død,
Den er mig dog nær uden Ro og Rist
Det er Satan, som frister! Hjælp hellige Krist!
Der ligger et Kloster i Solens Glød,
Gyldne er Spir og Fløje,
Saa peger vor od mod Jordlivets Død,
Tankerne gaa mod det Høje.
Her er roligt bag Klosterets værnende Hegn,
Her er Fred, her er Fred under Korsets tegn.
