Om Kvinders Ret til Erhverv.

Man skulde synes, at alle paa Forhaand maatte være enige om, at Kvinden bør have lige Ret til Erhverv med Manden, og at det ikke kunde fremføres som en Bebrejdelse mod hende, at hun søger ved selvstændigt Arbejde at skaffe sig en uafhængig Stilling. Har man tænkt saaledes, har man imidlertid gjort Regning uden "Skabningens Herre". For visse Mænd - dem, hvis vigtigste Mission i Verden det er at hævde og fastholde Begrebet "Skabningens Herre" - maa Kvindekønnet nødvendigvis holdes i Afhængighed. Om det blev almindeligt, at Kvinderne gennem selvstændigt Arbejde blev deres egne Herrer, hvor vilde da "Skabningens Herre" blive af. Ja, hvis Kvinden fik lige Ret til Erhverv med Manden, kunde der jo endog tænkes det Tilfælde, at hendes Stilling gjorde hende til Mandens Overordnede. Og vilde det ikke være den bagvendte Verden? Vilde det ikke være ukvindeligt for Kvinden og umandigt for Manden? Og hvor kan man tænke sig, at Manden skulde ville finde sig i sligt? Vor Herre fri og bevare os for slige forrykte Tilstande! Tilstande, der som en nødvendig Konsekvens vilde medføre Familielivets Undergang, Hjemmenes Tilintetgørelse og Børnenes Fordærv. Overfor slige sodomitiske Tilstande maatte man selvfølgelig slaa Bom. Nej, Kvinden bør ikke have lige Ret med Manden til Erhverv. Og hvorfor vil hun egentlig bebyrde sig med denne Ret, der medfører ikke faa Forpligtelser? Har hun det ikke nu som Blommen i et Æg? Og man valgte en ung, velhavende Pige til Talsmand for sine Anskuelser. Hun var sandelig veltilfreds med sine Kaar og skulde meget frabede sig lige Kaar med Manden, det hendes Tante - en "Kvindesags"dame - stadig talte om. Tænk, om hun skulde slide i det med sine Examiner lige som hendes Broder, den Stakkel, der, skønt konfirmeret, endnu maatte sidde paa Skolebænk, medens hun ikke behøvede at beskæftige sig med andet end gaa paa Visit, tage imod, prøve Kjoler og saa for Resten tage imod Mændenes Hyldest. Og slige Kaar skulde hun frabede sig for at opnaa den Ære, at kunne forsørge sig selv, eller maaske en Gang faa Lov at være Vælger, staa opstillet i et mer eller mindre uhyggeligt Lokale, udsat for at faa sin elegante Kaabe tilsmudset af puffende Medvælgere, og, hvis galt skulde være, maaske selv blive valgt til at sidde i Gud ved hvilke Raad. Nej, mange Tak. Naar man har en Papa, der betaler ens Regninger uden at se dem, saa holder man naturligvis paa denne sin Stilling, indtil den gamle, elskværdige Fader ombyttes med en yngre dito Ægtefælle, hvis Hverv det saa bliver at betale Regningerne uden at kny. Og de Kaar skulde Kvinden ikke kunne være tjent med! - Der er vel dem, der lader sig nøje dermed; men der gives ogsaa stolte Kvinder; Naturer, hvis Ære paa ingen Maade tillader dem at leve af andres Naade, og som findet Livet uden Arbejde, uden Ansvar nedværdigende, fordi det trods sitsmilende Udseende dog lænkebinder hver selvstændig Tanke.

Eller man faar fra andre Sider kjørt op et helt Dusin af Udtalelser om, at Kvinden maa holde sig indenfor de Omraader, hvor hun af Naturen er bestemt til at virke, eller at Familielivets Tarv kræver hendes stadige Væren i Hjemmet, og at hun som Følge heraf maa opgive alt selvstændigt Erhverv, eller at Samfundslivets Former staa Fare for at sprænges, hvis Kvinden fik lige Adgang til Erhverv med Manden o. a. lg. Det vil med andre Ord sige, at man er saa forgabet i de nuværende Tilstande og sin egen Opfattelse deraf, at man vilde finde det stridende mod Naturens Orden, om Kvindens Stilling i Samfundet skulde undergaa en Forandring, og at man paa Forhaand opgiver at tænke sig Muligheden af andre og bedre Former for Familielivets og Samfundslivets Førelse end de nuværende. Og saa maa man selvfølgelig ogsaa tage det Standpunkt at raabe Holdt til den opgaaende Kvindebevægelse, der ved sit Krav om Kvindens Ligestillelse med Manden saavel i Staten som i Kommunen og Familielivet tager Sigte paa omfattende Forandringer saavel i Samfundslivets som Familielivets Førelse. Og dette Krav bæres ikke frem af egoistiske Hensyn. Vi stille vort Krav om Ligestillelse med Manden, fordi det er vor Overbevisning, at Samfundslivet og Familielivet vil vinde ved Anerkendelsen af Kvindens Selvstændighed; thi jo flere selvstændige Individer et Samfund rummer, jo større Livskraft raader Samfundet over.

Og naar man saa vil sige noget rigtig kraftigt, overbevisende mod Kvindens lige Adgang til Erhverv med Manden, saa nævner man Børnene: "Hvorledes vil det gaa med Børnene, hvis Moderen har en Stilling, et Erhverv_, hun skal passe." Maa man ikke befrygte, at Kvinden over sit Erhverv vil glemme sit Moderkald. Aa, man kunde spare sig sin Bekymring! Jo mere selvstændig og vel udviklet en Kvinde er, jo mere vil hun ogsaa føle og optage sit Ansvar som Moder. Det er ikke Slavekaar, der udvikler Ansvarsfølelsen. Og med en rigere og fyldigere Udvikling - og en saadan maa man selvfølgelig forudsætte hos de Kvinder, der vil opnaa lige Adgang til Erhverv med Manden - vil hun endvidere bedre forstaa at være en god Moder for sine Børn. Det er ikke det, der gør en Kvinde til en god Moder om hun sidder den hele Dag og hænger over Vuggen eller Billedbogen med sit Barn, det, de Mænd synes at mene, der med Vold og Magt vil holde hende lænket indenfor Hjemmets Mure, for at være sikre paa, at hun virkelig tager sit Moderkald op.

Og lige saa lidt som en Kvinde har Ret til at slutte, at den Mand, der har Interesser udenfor Hjemmet, derover glemmer Hjemmets Interesser, lige saa lidt har en Mand Ret til at mistænke Kvinden for, at hun skulde glemme Omsorgen for sine Børn, naar hun ogsaa har andre Interesser at varetage. Om han en Gang kunde forstaa, hvad det vil sige under de navnløse Smerter at føde Barnet til Verden, hvad det vil sige at nære dette Barn af sit eget Kød og Blod, hvad det vil sige, hvilke Følelser, der rører sig i Kvinden, naar hun føler dette hjælpeløse Væsen i sine Arme, om han kunde forataa og føle alt dette, da er jeg vis paa, at han vilde glemme at tale om, at Kvinden, hvis hun fik fuld og lige Handlefrihed med Manden, da strax vilde løbe fra sit Moderkald.

En saadan Tanke gør sandelig ikke Manden Ære!