Nye Bøger

Kvindens Samfundsstilling i Nutiden. (Thanning & Appels Forlag). Denne lille fordringsløse Bog, som efter Leon Girauds Værk om dette Emne er indført i vor Bogverden af det godt kendte O. G., giver en let læselig og klar Oversigt over Kvindens Samfundsstilling i forskellige Lande. Den anbefales særlig til de af vore Læsere, som endnu ikke ret have forstaaet, at Kvindebevægelsen her hjemme kun er et Led i den store Strømning, der i vore Dage gaar igennem alle civiliserede Lande.

Androkles Bibliotheket. (Smaaskrifter, udgivne af „Dansk Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse”, Lehmann & Stages Forlag). Disse Smaabøger, som dels indeholde smaa fængslende Skildringer af Dyrelivet og dels Smaafortællinger om Forhold mellem Dyr og Mennesker, burde, sikkert i langt højere Grad end Tilfældet er, læses af vore Børn. Og Mødrene, som vist ofte savne noget at fortælle de mindre Børn, vil her kunne hente et Stof, som baade vil fængsle Børnenes Sind og give deres Tanker en sund og god Retning.

Skildringerne er virkelighedstro, og Bøgerne er udstyrede med nydelige Smaabilleder.

Vidua: Gamle Jomfruer. (Jydsk Forlagsforretning). Bogen indeholder 6 kønne, forstaaende Skildringer af de saakaldte „gamle Jomfruer”. Forfatteren har - uden Sentimentalitet - skildret saadanne Kvinders Liv, som uden egen Skyld er kommet bort fra deres første Kald, Hustruens og Moderens, og som har forstaaet at tage andre Opgaver op, hvorved ogsaa deres Liv er blevet et Led af det store Samfund, et Led, som har haft Betydning for andre og været baade til Nytte og Glæde. Bogen vil læses med Fornøjelse og Udbytte, baade af gamle og unge Jomfruer.

Anna Baadsgaard: Skyer med Sølvrande. (Milos Forlag). De tre Fortællinger er kønne og følte - kun lidt for stærk træder Tendensen frem - særlig i de to sidste, hvoraf „Hans lille Kæreste” giver en Skildring af en ung Pige, som igennem Modgang faar lært, at hun først maa tilegne sig en virkelig Personlighed igennem et alvorligt Arbejde, før hun kan blive en ret Hustru for den Mand, hun elsker, og den anden: „I Taage og Stjerneskær”, hvori en Hustru i misforstaaet Renhedsfordring til sin Mand først gennem en stor Sorg lærer at tilgive, hvor der for Alvor bedes om Tilgivelse.

Kritik og Antikritik.

Det er jo ingen ualmindelig Anskuelse blandt Forfattere, at Anmelderne er nogle ganske uvidende Skabninger, som slet ikke har Forstand paa det, de skriver om, men alligevel er utrolig vigtige. Psykologisk set er dette ret forklarligt. Naar en Mand har anvendt maaske Aar paa en Bog, kan det ærgre ham, at en Anmelder i Løbet af en halv Spalte kan eftervise adskillige Fejl. Nogle Forfattere indføre straks Rettelserne i deres Eksemplar og benytte dem ved næste Udgave; ja, der er dem, der sende Anmelderen en Takskrivelse. Des værre hører Hr. A. Andersen ikke til disse sidste, som nedenstaaende Genmæle fra ham viser.

„Den her i Tidsskriftets Januarhæfte under Mærket „M” optagne Anmeldelse af min Bog „Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar” indeholder ikke blot nogle Unøjagtigheder og Misforstaaelser, men er helt igennem af en saa overfladisk Art, at jeg for selve Sagens Skyld ikke kan undlade at imødegaa den, saa meget mere, som den stiller mig i et fuldstændig falsk Lys lige over for enhver, som ikke har læst mit Arbejde.

For det første mener „M”, at det ikke er rigtigt, naar jeg i Forordet siger, at „min Bog har ingen Forgænger”, og Anm. minder mig om et Værk, som ikke bør glemmes, nemlig Schonaus „Lærde Fruentimmer” fra Aar 1753. Det er mig saare vel bekendt, og man kunde med lige saa stor Ret anføre Thuras „Gymnæceum Daniæ litteratum” o. mg. fl., naar man vil nævne, hvad der er skrevet om svundne Seklers Forfatterinder. Men hvad vedkommer disse Værker mit Arbejde om Forfatterinder i det nittende Hundredaar? Kun om dette Emne har jeg skrevet, og her er jeg fremdeles - ubestridelig - den første. Den ærede Anm. har saa liden Agtelse for den danske Kvindelitteratur, at Vedkommende ikke kan forstaa, at Bøger som min „overhovedet skrives”. Jeg tror, at enhver, der har Evne og Vilje til at læse mit Arbejde, vil være klar over, at det er Kærlighed til det bedste i vor kvindelige Litteratur og Agtelse for dens Bærere, der har drevet mig til at skrive, og jeg har haft den Tilfredsstillelse, at alle Anmeldere til Dato har kunnet erkende dette.

Naar Anm. „M” dernæst taler om „de Kvinder”, jeg i mit Forord „lidt haanlig omtaler”, da maa jeg tilstaa, at jeg ikke længer er med. Hvor i mit Forord har jeg haanligt omtalt nogen Kvinde? Ingen anden end „M” skal kunne finde en Stavelse i denne Retning, et Bevis for, at Anm. aldrig har læst Forordet. Anm. anker over, at jeg kun har medtaget „skønlitterære Forfatterinder” og siger, at jeg „totalt” har glemt Ydelser udenfor den egentlige Underholdningslitteratur, værdifulde Værker, som „vilde have givet Læseren Indtryk af, at der dog er større Dygtighed blandt de kvindelige Forfattere, end jeg synes at mene.” Frk. Hudes Disputats er, „saa vidt Anm. kan se, ikke nævnt”. Men Anm. ser heller ikke godt, thi Frk. Hudes Navn staar S. 24 fremhævet med fede Typer blandt andre Berømtheder. Jeg nævner for flere Forf.s Vedkommende Arbejder udenfor Underholdningslitteraturen, se saaledes under Frk. Arnesen-Kall, Fru Heiberg, Frk. Schwartz, Frk. Worm, Fru Krebs, Fru Eegholm o. s. v., og det er i høj Grad uretfærdigt, naar det bebrejdes mig, at jeg ikke vil anerkende den nævnte „større Dygtighed”, al den Stund jeg benytter flere Sider til at hævde netop denne Dygtigheds Tilstedeværelse, se saaledes S. 16-25, og i det hele er den første Mand, som ret for Alvor har henledet Læseverdenens Opmærksomhed paa den.

At optage Oversætterinder, der ikke tillige havde præsteret originale Arbejder, vilde ligge ganske uden for min Bogs Plan. „Viola” er ikke en almindelig Oversættelse, men en Bearbejdelse, lige som Frk. Beyers andre Shakespeare-Fordanskninger. Min Bog er, som sagt, et første Forsøg. At der kan „være adskilligt at sige den paa”, tvivler jeg ikke selv om. Det skulde have glædet mig, om Anm. med faglig Dygtighed var gaaet nærmere ind paa at paavise de mulige Misgreb og Fejl, i Stedet for at hidsætte en Række ugrundede Anker; og Takken i sidste Linie forekommer mig at staa i mærkelig Modstrid med Anmeldelsens øvrige Indhold.

Anton Andersen.

Hr. A. har ikke gendrevet en eneste af Ms Indvendinger. Jo, det er sandt: Frk. Hudes Disputats er nævnt, men paa et saa underligt Sted, at man har ondt ved at finde den, nemlig midt iblandt udenlandske Forfattere; i Registeret er Frk. Hude ikke nævnt, og nogen Biografi findes ikke. Alle øvrige Indvendinger staa fast. Hr. A. hævder i Bogens allerførste Linier, at hans Bog er uden nogen Forgænger (ikke blot for det 19. Aarh.); det er den ikke. Alb. Thuras Bog, som Hr. A. giver det morsomme Navn „Gymnæceum”, er ikke Hr. A.s nærmeste Forgænger; den er ældre end Schönaus. S. 39 nævner Hr. A. „Viola” og „Kongens Læge” og siger, at det sidste er en Bearbejdelse efter Shakespeare. „Viola” er, som M. skrev, ganske det samme. Det vidste Hr. A. ikke, da han skrev sin Bog; nu ved han det. Hr. A. spørger, hvor han har omtalt nogen Kvinde haanligt. Det har han Side 15. Han omtaler der tre ældre Forfatterinder med Udtryk som „ganske usmagelig” - „meget overfladisk Arbejdsmetode” - „svulstig og sentimental” o. lig. Det kan man vel nok kalde „lidt haanligt”. M. forstaar ikke blot, men forklarer tillige, hvorfor det er godt og nyttigt, at saadanne Bøger som Hr. A.s skrives. Det burde hverken Hr. A. eller Forfatterinderne blive vrede over.

M.s Hovedindvending er, at de Forfatterinder, hvis Ydelser ligge udenfor det skønliterære, ere forbigaaede af Hr. A. Det er de, altsaa med Undtagelse af, at A. Hude er nævnt i forbigaaende. Saavidt vides, er dette ikke bemærket af andre Anmeldere. Disse ere vel gaaede ud fra, at naar Hr. A., der ellers ved saa god Besked, ikke har omtalt disse Forfatterinder, er det, fordi de ikke er Omtale værd. Men dette er ikke blot en Fejl, det er en Uretfærdighed af den Art, som Hr. A. netop vil bøde paa med sin Bog. M. nævner Kirstine Frederiksen og Margrete Fibiger; der kunde nævnes adskillige andre, saaledes den højtbegavede og mærkelig originale Charite Paludan-Müller o. fl. Men dette turde være nok til at vise, at Hr. A.s Bog virkelig har sine Mangler. Derfor kan man godt rose den. Den indeholder mange gode og paalidelige Biografier, flere rigtige Bemærkninger om den kvindelige Produktion og er især præget af en smuk ridderlig Følelse.