Flertals-Betænkning over Forslag til Lov om Ægteskabs Indgaaelse

(Afgiven af Folkethingets Udvalg 3. Febr. 1897).

„Udvalgets Flertal (J. C. Christensen, Oscar Hansen, Svend Høgsbro, J. H. Jensen, Kvist, Mølgaard-Nielsen og S. Olsen) billiger det foreliggende Forslags Grundtanke: at Ægteskab fremtidig kun kan stiftes ved en borgerlig Handling, medens det overlades til Parterne, om de bagefter ville lade deres Ægteskab kirkeligt indvie eller ej. Vi finde dette bedst stemmende med Hensynet til Staten, som paa den Maade nemmest og friest kan faa sine berettigede Krav angaaende Betingelser og Former for Ægteskabs Indgaaelse opfyldte - med Hensynet til Kirken, som derved befries, for Skinnet af at ville tiltvinge sig Folks Søgning eller opretholde en falsk og indbildt Indflydelse paa Sjælene - og endelig med Hensynet til Borgerne, som derved stilles frit over for den kirkelige Vielse, der efter vor Mening ikke bør paatvinges nogen. - Naar man ved Siden deraf - og det gælder de fleste af os - tiltræder Forslaget om, at ogsaa Præsterne stilles frit over for det Spørgsmaal, om de ville kirkeligt indvie et Ægteskab eller ej, saa naas derved yderligere en Løsning af de hyppige og pinlige Vanskeligheder, som, man i Aarenes Løb fra kirkelig - om ikke just fra Kirkebestyrelsens - Side har kæmpet saa ivrig, men hidtil forgæves, for at komme bort fra, navnlig Vielse af fraskilte.

Fra Ægteskabets Væsen og Betydning kan der, selv med en nok saa samvittighedsfuld kristelig Betragtning som Udgangspunkt, ingen begrundet Indvending hentes mod den foreslaaede Ordning. Herom bærer Historien tilstrækkeligt Vidnesbyrd. Man skal i saa Henseende kun henvise til, at den kristne Kirke i sin Glanstid uden videre anerkendte de i Folkesamfundene bestaaende „borgerlige Ægteskaber” som fuldt gyldige, at det først var i 1563, at den kirkelige Vielse i den katolske Kirke fastsloges som enegyldig Form for Ægteskabs Indgaaelse - altsaa paa et Tidspunkt, hvor vor Landskirke sammen med hele det øvrige lutherske Kirkesamfund allerede havde løsrevet sig fra Pavedømmet - og at den lutherske Kirke saa meget mindre har nogen Grund til at følge Pavekirken i det Stykke, som Luther selv jo tydelig nok har udtalt sig i modsat Retning. Han skriver som bekendt et Steds: „Saa mangt et Land, saa mangen Sæd, siger det gamle Ordsprog. Og efterdi nu Bryllup og Ægtestand er en verdslig Forretning, saa bør det sig os gejstlige eller Kirketjenere intet at ville ordne eller regere heri, men at lade enhver Stad og ethvert Land sit Brug og sin Sædvane, som de nu ere indførte.” Og et andet Sted: „Ingen kan jo nægte, at Ægteskabet er en udvortes, verdslig Ting, som Klæder og Spise, Hus og Gaard, og underkastet den verdslige Øvrighed”. Det er jo da ogsaa en bekendt Sag, at Luther selv lod sig borgerligt vie og først senere søgte kirkelig Indvielse af sit Ægteskab. De Farer, man har ment, vare forbundne med Indførelsen af „Borgerligt Ægteskab”, navnlig at Folk drages fra Kirken og at Skilmisser tilbage, er der sikkert ingen Grund til at frygte for. Det sidste foreligger der, saa vidt vides, intet Bevis for, og i førstnævnte Henseende er det f. Eks. for Tysklands Vedkommende oplyst, at ca. 96 pCt. af alle borgerligt indgaaede Ægteskaber bagefter søges kirkeligt indviede. - Naar man saa paa den anden Side indvender: Ja, men hvorfor da for disse 3-4 Procents Skyld bebyrde alle med dobbelt Vielse, saa ere vi ikke i Tvivl om, at den Frihed, som derved opnaas for disse 3-4 pCt. og den Forandring til det bedre i det almindelige Syn paa Kirken og dens Tjenere, paa hele Befolkningens Side, som derved - og kun derved - vindes, ikke er for dyrt købt.

At de ovenanførte Betragtninger til Gunst for den her foreslaaede Ordning have deres Gyldighed, bestyrkes ved at se hen til, at borgerlig Ægteforening som almindelig Regel for alle nu er indført bl. a. i Tyskland, Ungarn, Italien, Spanien, Frankrig, Schweitz, Holland og Belgien, og at der i England gives Borgerne frit Valg mellem kirkelig og borgerlig Vielse.

Hvad særligt Danmark angaar, da kan man ikke paaberaabe sig det „historisk nedarvede” til Fordel for den kirkelige Vielse, thi ganske vist har denne nu været ene gyldig her i Landet siden Kristian den V.s Lov af 1683 og vistnok nogen Tid før, men hvad vejer det Tidsrum imod den „umindelige Tid”, som ligger forud derfor, og da havde vi; som oven for oplyst, kun borgerlig Form for Ægteskabs Indgaaelse, ja til Dels endog slet ingen Form (Jydske Lov af 1241 I.-27). Naar henses til, at den gamle borgerlige „Trolovelse” som nødvendig Indledning til den kirkelige Vielse - og derfor i Befolkningens Øjne den egentlige, i og for sig tilstrækkelige Ægteforening - først ophævedes ved Frd. 4de Jan. 1799, kan man jo endog hævde, at vor nuværende Ordning ikke en Gang er 100 Aar gammel. .

Dette til Begrundelse af Lovforslagets Hovedtanke.

Hvad saa angaar den nærmere Gennemførelse deraf, er Hovedpunktet jo dette: For hvilken Myndighed skal da Ægteskab fremtidig indgaas? I saa Henseende har Flertallet enedes om (se Ændringsforslaget Nr. 27) at lægge dette Hverv i Hænderne paa Ægteskabsforstandere. Vi ere ikke blinde for, at i og for sig meget kunde tale for at blive staaende ved den Myndighed, som nu har

med den borgerlige Ægteforening at gøre - Magistrater og Retsbetjente - og har derfor ogsaa saa vidt muligt ladet det blive derved, men paa den anden Side maa man med Forslagsstillerne erkende, at de lange Afstande, der endnu paa mange Steder i Landet ere til Retsbetjentene, kræve, at Befolkningen ikke overalt vises hen til dem i disse Anliggender, naar det slaas fast, at alle skulle den Vej. I de Kommuner, hvor der ikke er et Retsbetjentkontor, har man derfor foreslaaet, at det overlades Kommunalbestyrelsen at beskikke en særlig Ægteskabsforstander - Mand eller Kvinde - til dette Hverv. For det Tilfælde, som dog formentligt sjældent vil indtræffe, at ingen frivillig vil paatage sig dette Hædershverv, have vi ment at maatte gøre det til et borgerligt Ombud.

Et andet Spørgsmaal af Betydning er det, hvilken Form Ægteskabsforstanderen skal iagttage ved Ægteforeningen. Der har her været en Del Stemning i Udvalget for at følge den tyske Lov deri, at Formen bliver saa simpel som mulig, og at al Højtidelighed bortfalder, se Forslaget under Nr. 38, men Flertallet har alligevel sluttet sig til Lovforslagets Bestemmelse (§ 9) i Erkendelsen af, at der for deres Skyld, som nøjes med den borgerlige Vielse, dog bør være nogen Højtidelighed forbunden dermed, og at man desuden nødig skal give slip paa den nu brugelige Formular, der synes særdeles god og passende.

Endvidere er der Spørgsmaalet om den kirkelige Vielse (§ 13). Flertallet - noget anderledes sammensat end foran nævnt har her kunnet mødes med Forslagsstillerne i Bestemmelsen om, at det stilles frit for Folkekirkens Præster, om de ville kirkelig indvie et Ægteskab eller ej, uden Pligt til at give Grund for deres Vægring, og uden at denne kan omstødes af deres overordnede. Kun derved løses til fulde Spørgsmaalet om Præstens Stilling over for Vielse af fraskilte o. 1. Samtidig foreslaar man (under Nr. 4) at ophæve Frdng. 30te April 1824 § 14 og dermed alt Sognebaand med Hensyn til kirkelig Vielse. Derved afskæres i saa vid Udstrækning som muligt Frygten for, at Parterne skulde komme til at „gaa Tiggergang” for at faa kirkelig Vielse.

Flertallet har fundet det billigt, ligesom i sin Tid ved Loven om Sognebaandsløsning, at de Præster og Lærere, der allerede ere i Embede, ikke rammes af Lovforslagets Regel om, at der ikke maa kræves Betaling for kirkelig Vielse (se Nr. 45). - Endelig har man ogsaa kunnet tiltræde et Forslag (Nr. 46, 2det Stykke) om, at Paabudet om gejstlig Mægling ved Skilsmisser bortfalder. Den vilde jo nemlig - som paatvungen Foranstaltning - være ganske utilraadelig over for dem, der kun havde ladet sig borgerligt vie, jfr. Bestemmelsen i Lov 13de April 1851, § 12, og de, der vare kirkeligt viede, vilde alligevel saare let kunne slippe for den ved at fortie deres kirkelige Vielse. - At man foreslaar at ophæve §§ 2-13 i Forordningen 30te April 1824 (se Nr. 47) forstaas let ved at sammenholde disse Paragrafer med Lovforslagets Bestemmelser.

Udvalget med Undtagelse af et enkelt Medlem (Klein), der vil begrunde sin Særstilling, er enigt i, at naar Myndigheden til at vie Folk lægges i Hænderne paa Lægfolk, hvad Ægteskabsforstanderne jo i Reglen ville være, bør man gøre det saa let for dem som muligt at faa at vide, hvilke Betingelser Loven kræver for Indgaaelse af Ægteskab, og da vore nugældende Regler derom dels ere vanskelige at finde, dels ofte af tvivlsom Hjemmel, dels endelig for en Del forældede, har man - derunder ogsaa de Medlemmer, der mene, at Myndigheden bør henlægges til Øvrigheden - kunnet slutte sig til Forslagsstillernes Tanke om med det samme at søge tilvejebragt en samlet og med de nu raadende Anskuelser stemmende Oversigt over Ægteskabsbetingelserne. Man har ogsaa - naar bortses fra § 1, Nr. 11, hvorom senere - i det væsentlige kunnet slutte sig til Lovforslagets Bestemmelser i saa Henseende, for saa vidt man ikke er enedes om hist og her at mildne de nugældende Krav.

I sidstnævnte Henseende skal man særlig henvise til Ændringsforslagene Nr. 7, hvor man i Henhold til Justitsministerens Udtalelser ved Lovforslagets 1ste Behandling har strøget Bestemmelsen om Bevilling som Betingelse for Ægteskab mellem Adoptivforældre og Adoptivbørn - Nr. 10, hvor man har frafaldet den samme Fordring med Hensyn til Ægteskab mellem dem, der havde bedrevet Hor med hinanden, særligt fordi saadan Bevilling dog, saa vidt vides, sjældent eller aldrig nægtes, og fordi det jo ogsaa, naar det først er kommen saa vidt, maa anses for heldigst at Parterne gifte sig med hinanden - og endelig Nr. 18, hvor man har ønsket at komme bort fra den nugældende Form for Forloverattester, der kun altfor ofte ere Humbug. Med det sidstnævnte Forslag staa Forslagene under Nr. 25, 26, 36 og 40 i naturlig Forbindelse. For Forslagene under Nr. 25 og 26 taler yderligere Ønsket om saa vidt muligt at indskrænke Antallet af Eder i borgerlige Forhold. Ved Forslaget under Nr. 12 har man søgt at udtrykke den af Justitsministeren hævdede Forstaaelse af den nugældende Regel om dette Punkt.

Tilbage staar det 3dje Hovedpunkt i Lovforslaget, § 1 Nr. 11 om Indførelsen af tvungne Ægtepagter med fritvalgt Indhold. Flertallet kan ogsaa i saa Henseende slutte sig til Forslaget. - Den Stilling, en Hustru nu indtager her i Landet efter Loven, er saa retsløs og derfor saa lidt svarende til det Ansvar og den Betydning, hun har, at en Forandring heri er paatrængende nødvendig. Der er ingen Grund til, som det nu er hos os - men næppe i noget andet civiliseret Land - at lade Mandens Villie i alle de fælles Anliggender være den eneraadende, al den Stund det maa erkendes, at ogsaa en Mand, selv en Ægtemand, kan tage fejl. I saa Fald bør der være Adgang for Hustruen til at faa Ret imod ham, og det er der ikke nu. - Flertallet indrømmer vel, at den bedste Maade at afhjælpe dette for Hustruen og Lovgivningsmagten lige uværdige Forhold paa, er ved at give en ny Lov, der umiddelbart giver Hustruen den Retsbeskyttelse, hun nu savner; men dels er der endnu intet Tegn til, at Regeringen, fra hvem det naturligst burde komme, vil tage denne Sag op, og dels kunde det have sin store Betydning over for de mange forskellige Maader at ordne den Ting paa, om man først indhentede Erfaringer og Vidnesbyrd for, hvilken af disse der stemmer bedst med vort Folks Tarv og Trang.

- I saa Henseende, har den her foreslaaede Ordning sin væsentlige Betydning. Gennem Overenskomster, hvis Indhold ganske bero paa Parternes fri Vilje, faar man bedst Folks egen Mening frem. Allerede nu kunne jo saadanne oprettes ved kgl. Konfirmation, men kun om Formueforholdene. Det er for snæver en Grænse. Der kan være andre Punkter, f. Eks. med Hensyn til Børnene, hvor det er endnu vigtigere for Hustruen, at der dog er en Grænse for Mandens Eneraadighed og Vilkaarlighed. Det havde man allerede Øje for, da man gav den sidste Lov om borgerligt Ægteskab i 1851, idet man i dennes § 9 paabød, at de vordende Ægtefolk før Vielsen skulde have indgaaet Overenskomst om, i hvilken Tro deres Børn skulde opdrages, og den kunde saa ikke senere under Ægteskabet forandres uden begge Parters - altsaa ogsaa Hustruens - Samtykke. Det er denne Tankegang, det gælder om at føre videre. Det Omraade, som Ægtefolkene selv kunne ordne ved Ægtepagt, maa udvides, om end naturligvis ikke ud over den almindelige Grænse i Danske Lovs 5-1-2, at ingen „Kontrakt” maa være „imod Loven eller Ærbarhed”, men dels behøver dette ikke at siges, saa længe man lader selve 5-1-2 staa ved Magt og dels peger Lovforslagets udtrykkelige Betegnelse, af, hvilke Punkter Ægtepagterne kunne omfatte netop i den Retning. - Det er imidlertid ikke nok hermed. Saa længe det i saa ringe Maal er gaaet op for Folk, hvor slet Hustruens Stilling efter Loven i Virkeligheden er, kan det ikke antages, at de i noget videre Omfang vil tænke paa at søge den betrygget ved Ægtepagt, saa meget mindre, som det naturligvis kan tænkes at ville møde skjult eller aabenbar Modstand hos de vordende Ægtemænd, der allerede paa Forhaand føle sig gennemtrængte af Bevidstheden om, hvad det vil sige at være „Husbond og Herre”. Men netop da er der dobbelt Anledning til at faa nogen Ret for Hustruen skabt i Tide, thi efter Vielsen er der intet Middel til at bryde en Mands Modstand, da er hun „under Loven”. Det maa derfor gøres alle vedkommende til Pligt at tænke over den Ting og ordne den før Ægteskabet indgaas. Dette naas ved Lovforslagets Bestemmelse om „tvungne Ægtepagter”. - Paa den anden Side lægges der ikke herved nogen Byrde eller Tvang paa Folk, som de med Føje kunne besvære sig over. Det eneste, man paalægger dem, er at tage en Beslutning. Ere de tilfredse med Loven, som den er, eller have de i alt Fald ikke Lyst til at gøre sig nogen videre Ulejlighed for at faa deres Forhold ordnede paa en bedre Maade -- vel, saa kunne de ganske simpelt slippe med at erklære dette over for Ægteskabsforstanderen. Vi tvivle ikke om, at det i lang Tid endnu vil være det ubetinget almindeligste, at Folk nøjes hermed, men efterhaanden vil Befolkningen dog ad den Vej blive opdraget til at se den Sag under Øjne, til at tænke over, hvorledes det er, og hvorledes det bør være - og da vil den solideste Grundvold være lagt til at bygge en ny og retfærdig Lovordning paa.

Man vil formodentlig endnu indvende: Det er dog kun faa Tilfælde, hvor Manden i Virkeligheden misbruger den Ret, han nu har, hvorfor saa sætte hele dette Apparat i Scene for disse Undtagelsestilfældes Skyld! Hertil er Svaret ganske simpelt dette: Det er netop for Undtagelsernes Skyld, at Loven er til. Hvor alt gaar godt mellem Ægtefolk, spørges der ikke om Loven og bør ikke spørges derom. Men i de Tilfælde - de være nu faa eller flere - hvor en Mand misbruger sin Ret, der bør Hustruen kunne søge Beskyttelse hos Loven og dens Haandhævere, men det er det, hun ikke kan nu. Hvor der ingen Lov er, staar selvfølgelig Lovens Haandhævere magtesløse.”

Ved Lovforslagets 2. Behandling i Folkethinget d. 20. og 22. Februar, vedtoges - efter en udførlig Forhandling - alle Flertallets Ændringsforslag. Mindretallets Forslag om at udstemme Ægtepagterne, forkastedes med 33 Stemmer mod 27.

Ved 3. Behandling den 5. Marts vedtoges først nogle mindre Ændringsforslag - foreslaaede af Udvalgsflertallet, hvorefter selve Lovforslaget vedtoges med 50 Stemmer mod 24. Men nu gaar Lovforslaget over til Landsthingets Behandling.

E. S.

Den 11 Marts naaede Lovforslaget frem paa Landsthingets Bord. Det anbefaledes af Søren Jensen og Olesen, medens Kultusministeren udtalte sig afgjort imod det, hvorefter det uden Motivering nægtedes Overgang til 2den Behandling med 40 Stemmer mod 18. Dermed er Sagen foreløbig dødsdømt paa Thinge, mens den forhaabentlig fremdeles vil leve videre i Folkets Ønsker og Interesser.