Brev fra Zürich til "Kvinden og Samfundet"

Fra Dr. phil. Frk. Maikki Friberg.

Indhold: Kvindelige studerende ved Universitetet i Zürich.

II.

De studerende Kvinders Fordannelse.

Resultatet er i Sandhed godt, naar man tager i Betragtning, at de aller fleste af dem med uendelig Møje og megen Bekostning ved private Timer maa forskaffe sig de nødvendige Forkundskaber. De tyske Pige-Lycæer og Lycæums Kursus, som er blevne aabnede i Berlin, Leipzig og Carlsruhe, er af alt for ny Data til, at de i Zürich studerende Damer har kunnet profitere af dem, og hvorvel de fleste Russerinder har gennemgaaet et Gymnasium, svarer Undervisningen i disse dog ikke til Gymnasierne for Mænd, og de maa saaledes sædvanligvis anvende et Aar eller maaske endnu længere Tid paa at indhente det manglende.

Deres økonomiske Stilling.

I økonomisk Henseende har flere, især Russerinderne, at kæmpe med store Vanskeligheder. Mange af dem har kun 40 à 50 Frcs. om Maaneden og maa deraf betale for Ophold, Klæder, Bøger og „Kollegiengeld”. Ja, der er dem, der kommer uden nogensomhelst Sikkerhed og saa stræbe at forskaffe sig Livsopholdet ved noget Feriearbejde. (En Russerinde skaffede sig det f. Eks. ved Syning). Lykkeligvis hersker der blandt dem et stort Sammenhold. I den saakaldte russiske Koloni kender man hverandre og rækker dem, der er i Trang, en hjælpende Haand. Til dette Formaal er der dannet en Understøttelseskasse, hvortil enhver, der har mere end 50 Fr. om Maaneden, betaler 1 à 2 Fr. maanedlig, og hvoraf de mest trængende faa bestemte Bidrag andre tilfældige Laan.

Ved fælles Anstrængelser har. den russiske Koloni endogsaa faaet et Bibliothek i Stand, som omfatter 1200 Bind, og en Læsesal, hvor russiske Tidsskrifter og Blade findes til deres Afbenyttelse.

De tyske Kvinder tilhøre mest Middelstanden, er Døtre af Embedsmænd eller Købmænd og kunne enten regne paa Hjælp fra Forældrehjemmet eller nyde Stipendier af tyske Kvindeforeninger. Saaledes uddeles der f. Eks. af Allgemeiner deutscher Frauenverein i Leipzig aarlig 6 Stipendier à 500 tyske Mark, og dette prisværdige Eksempel følges af andre Foreninger.

Forsøg paa en Karakteristik af de studerende Kvinder.

At give noget almengyldigt Billede af de her studerende Kvinder, er vanskeligt, saa ulige som de er af Nationalitet, Sprog, Interesser og Livsanskuelser. Overhovedet kan man dog nok sige, at Tyskerne holder ængsteligt fast paa den Kvindetype, der er den gængse i deres Hjemstavn, og gør sig Umage for hverken i Toilette eller i deres Optræden at afvige fra Massen. Korset, lange Kjoler, Slør og forskelligt Nips ere saaledes lige uundværlige Artikler for dem, som for mange andre Damer. De gør gode Studier, brillerer ved Eksaminer, men har for det meste kun liden Interesse for sociale Spørgsmaal. Sætningen „Enhver sørge for sig selv, og Samfundet faar hjælpe sig, som det bedst kan”, karakteriserer omtrent deres Livsopfattelse. Slaverne er dem stik modsatte, baade hvad det ydre og det indre angaar. De vil ikke blot arbejde paa at forbedre Forholdene i det store Østen, men sværmer for en gylden Tidsalder for hele Menneskeheden. Da de er overbeviste om, at Socialdemokratiet er det „Zaubermittel”, der skal bringe Menneskene Lyksalighed, har de fleste sluttet sig dertil med Liv og Sjæl og følger dets Udvikling i alle Lande. Saa overordentlig stærk er deres Tro, saa udviklet deres Almenaand, at da der for nogen Tid siden udbrød en alvorlig Gæring i Belgien, rejste flere af disse stakkels studerende, som knap har Brød eller Klæder, dertil for at hilse den ny Tids Opgang Velkommen, som nu efter deres Formering gryede der. Man kan smile ad disse Fantasier og drage Parallen mellem dem og Børnenes Korthus, men man maa huske paa, at „Les extrémes se touchent”. Det Tryk, hvorunder de lever, har hos dem opfostret en saadan Hunger og Tørst efter Frihed, at andre dødelige knap kan forstaa den end sige føle den.

Da de er vante til hos Repræsentanterne for de andre Nationer at møde saa liden Interesse for deres Idealer, holder de sig mest fjernet fra dem og søger blot Omgang med hverandre, idet de betragter alle Ikkeslaver med en vis Mistro.

Det store Fædrelands Formynderskab over sine i Udlandet studerende Sønner og Døtre.

Da der er en stor Mængde Russere samlede her, kan man være forvisset om, at man ogsaa træffer nogle Spioner - som oftest betalte. - Hvordan skulde de vel mangle i Zürich, som har Ord for at være Hovedkvarteret for dem, der er stemplede som Nihilister? Dette Rygte er dog grebet ud af Luften, thi har der end fordum kunnet findes et og andet revolutionært Brushoved, saa er den Tid længst forbi, og man burde jo ikke identificere de nuværende studerende med dem; men det gør man imidlertid, og hver Gang de rejser hjem i Ferierne, har de store Vanskeligheder at udstaa ved Grænsen, ikke nok med, at de undersøges paa det nøjeste, stundom endog paa det blotte Legeme, men de maa oven i Købet ofte sidde arresterede nogle Uger. Denne Methode minder om Karantænen. Maaske haaber man, at Frihedsbacillerne skal ødelægges derved.

Deres Bøger og Papirer er naturligvis i høj Grad Genstand for Mistanke. Hver Bog, som ikke findes paa Listen over de tilladte, sendes til Petersborg for at gennemgaa Censurens Skærsild. En Dame fortalte mig, at hun som Rejselektyre havde Rénans „Jesu Liv”, og at hun paa Gendarmens Spørgsmaal om, hvad det var for en Bog, svarede, at det var et almindelig bekendt videnskabeligt Værk; det hjalp ikke, den toges bort, og først da Toget var i Gang, blev den kastet ind ad Vognvinduet til hende. De, der har deres Rejsepas i udadlelig Orden, kan nogenlunde komme igennem, men ve den Stakkel, hvis Pas er udløbet, for hende lønner det ikke Umagen at rejse hjem. Disse Pashistorier er overhovedet yderst komplicerede. Allerede for at erholde et Rejsepas, maa der indsendes en Mængde Petitioner til Stedets Myndigheder, og det er fuldstændigt i deres Magt at afslaa dem; det hænder som oftest, at den ansøgende er ilde set af dem eller ikke kan angive nogen gyldig Grund til en Udenlandsrejse, og hendes Andragende bliver da afslaget. Det er f. Eks. ikke tilraadeligt at nævne sin Hensigt at studere i Udlandet; det lader allerede mistænkeligt, hellere maa man tale om en Fornøjelsesrejse, Sundhedshensyn, Besøg hos bekendte eller deslige. Lykkes det endelig at lodse sig igennem disse Blindskær, staar endnu de kostbare Pengeudgifter tilbage. Et Pas i Rusland betales nemlig ikke med en vis Sum en Gang for alle, men Tilladelsen til at opholde sig i fremmed Land betales med 20 Rubler aarlig for dem, der kommer fra det indre Rusland, 30 Rubler aarlig for Grænsebeboere. Paa alle Maader søger man saaledes at vanskeliggøre og umuliggøre Rejsen til Udlandet for Landets Sønner og Døtre.

I dette mørke Billede lyses dog lidt op ved, at enkelte frisindede Personer, der føler for Fædrelandets Vel og ser den eneste Redning for det i en sund Oplysning, af sine Privatmidler uddeler Stipendier til begavede unge Mænd og Kvinder, for at gøre det muligt for dem at opholde sig i Udlandet.

De kvindelige studerendes Boliger.

Yderst faa har fuld Pension hos Familjer, dels fordi Mangelen paa dannede Familier, som kunde tilbyde et behageligt Hjemmeliv, her er større end andensteds, dels fordi fuld Pension bliver meget dyr; de kvindelige studerende slutter sig derfor parvis sammen, lejer sig et Par Værelser, spiser til Middag ude og sørger selv for Frokost og aftensmad, hvilket ikke falder svært, takket være de praktiske Spritapparater og de over hele Staden spredte Konsumtionsbutiker, hvor man kan forsyne sig med alt, hvad man behøver til sin Husholdning. De fleste af disse smaa Studenterhjem gør et behageligt og tiltalende Indtryk; Stuerne er ganske vist lave, og Møblerne slidte, men de kvindelige. Studenters udviklede Skønhedssans forstaar ved nogle faa Fotografier, Planter og Smaating at fremkalde et fortryllende Totalindtryk. Da de fleste kvindelige Studenter er hjemme hele Dagen med Undtagelse af de Timer, da de hører Forelæsninger eller arbejder paa Laboratorierne og Anatomisalene, sætter de Pris paa at have en Bolig, som ikke alene giver dem Tag over Hovedet, men ogsaa gør Indtryk af at være et Hjem. I den Henseende finder man indtil videre en stor Forskel mellem mandlige og kvindelige studerende. Han kalder sit Værelse sin „Bude” og betragter det mest som et Nattekvarter, hvor man kan hvile sig efter at have „knejpet” med Kammeraterne, thi Restaurationslivet anses jo endnu som en af de vigtigste Faktorer i Studentens Liv.

De kvindelige Studenters indbyrdes Forhold.

I det hele taget har de kvindelige studerende ikke meget Fællesskab med hverandre. Enhver har naturligvis sin lille Bekendtskabskreds, men om alle de øvrige véd man saa godt som ingen Ting. Der eksisterer f. Eks. ingen almindelig Forening, som kunde udvikle Bekendtskaber. De tyske Damer har rigtignok siden 1887 haft en Slags Klub, hvor ogsaa andre Nationer er velkomne, men deres tyske kvindelige Præg har ikke egnet sig til at vinde almindeligere Sympathi.

Sidste Sommer gjordes der et Forsøg paa at faa en international Forening i Stand, og den begyndte sin Virksomhed ret livligt.

Den lejede sig et Lokale, abonnerede paa Tidsskrifter og arrangerede Diskussioner og selskabelige Sammenkomster, men hvor lang dens Levetid vil blive, kan man endnu ikke svare for, thi for at en saadan Forening skal bestaa, behøves jo som bekendt Nogen, som særlig antager sig dens Anliggende og ofrer Tid og Kræfter for den; og for disse Kvinder, som fra fjerne Lande er komne hertil, er det naturligvis en Hovedsag at fuldende sine Studier saa snart som muligt, hvorfor de ikke gerne vil spilde deres Tid paa noget andet.

De kvindelige Studenters Omgang og Fornøjelser.

Naar Omgangen imellem dem selv indbyrdes allerede ikke er betydelig, saa gælder dette endnu mere Omgangen med Stadens Beboere. De ser dem næppe nok, da de jo bor i den paa Højden liggende Del af Staden, hvor Universitetet med alle dets Bygninger findes, medens den øvrige Stad med sit pulserende Liv ligger nede i Dalen omkring Zürichersøen og Limmat. Der bor den velstaaende Borger, den ansete Embedsmand, den rige Købmand, og de betragter de studerende Kvinder som alle andre Rejsende, der drager gennem Staden, og for hvem man ikke har Lyst at aabne sine Døre. Man kender det jo, at i Lande og Stæder, som er oversvømmede af rejsende, bliver Gæstfriheden en yderst sjælden Plante, om den ikke helt og holdent dør ud, hvilket nok næsten skal være Tilfældet i Zürich. Ikke en Gang Professorerne danner i saa Henseende en Undtagelse, hvor nyttigt og behageligt det end kunde være for de kvindelige studerende at høre den lærde ikke blot fra Kathederet og i Øvelses-Seminariet, men ogsaa at komme i personlig Berøring med ham. Han er ganske vist rede til at besvare hendes Spørgsmaal og staa hende bi med Raad og Daad, men om hendes Individualitet bekymrer han sig ikke videre. Den eneste Lærer i det filosofiske Fakultet - de andre kender jeg ikke - der, saa vidt jeg véd, virkelig paa en særdeles elskværdig Maade kommer sine Elever imøde, er Prof. philosophiæ Dr. Richard Avenarius. Foruden at de filosofiske Øvelser foregaar i hans Stue, hvorved de faar et gemytligt Præg, er alle hans Elever en Eftermiddag i Ugen velkomne hos ham. Men han er heller ikke nogen Schweizer, men en Tysker, og at tyske Professorer stundom kan være udmærket fine og gæstfri, deraf fik jeg i det Semester, da jeg hørte Forelæsninger ved Berlins Højskole, et levende Indtryk.

I den skønne Sommertid bestaar Fornøjelserne i Udflugter til Stadens Omegn, fremfor alt til Züricher og Utliberg og i Rosporten paa Züricher Sø. Om Vinteren har man Theater og Koncerter at søge til, hvor der tilstaas den studerende Ungdom Prisnedsættelse, samt en og anden Festlighed, foranstaltet af den polske og russiske Koloni til Fordel for deres Understøttelseskasse eller andre af deres Indretninger. Programmet paa saadanne Aftener er da det samme som overalt i Verden: Foredrag, Musik, Sang, Deklamation og Dans, til hvilken sidste disse Fremtidsprofessorer med Lidenskab kunne hengive sig.

Slutning.

Førend jeg slutter dette Brev, vil jeg med nogle Ord berøre et Rygte, som maaske endog har naaet Danmark. Der hviskedes for et Tiaar siden om, at Studeringen for flere af de Damer, der kom til Zürich var en Bisag, at deres Moral ikke var ulastelig, og at deres Optræden lod meget tilbage at ønske. Hvorfra dette Rygte skrev sig, er nu meget vanskeligt at sige; maaske udspredtes det af tyske Studenter, som ved Synet af Russerindernes kortklippede Haar og kammeratlige Maade at behandle deres mandlige Kolleger paa ikke kunde lade være et lægge noget daarligt ind deri. Hovedsagen er, at disse Rygter nu er fuldstændig forstummede, og at de studerende Kvinder har tilkæmpet sig Agtelse saavel ved Højskolen som udenfor den.