« Tilbage til søgeresultaterne

Folkehøjskolens Opkomst og Udvikling i de nordiske Lande

« Se emneord

Afhandling for Doktorgraden ved Universitetet i Bern af Majkki Friberg, Helsingfors. (Af „Nutid”.)


I de fleste Lande i Evropa staar for Tiden Spørgsmaalet om, hvorledes man skal give den store Masse af den voksne Befolkning Lejlighed til at udvide sine Kundskaber og sin Oplysning, paa Dagsordenen. Dette Spørgsmaal, som i de store Kulturlande er fremkaldt ved Arbejderbevægelsen, har stille og fredeligt efterhaanden fundet sin Løsning i de skandinaviske Lande gennem Folkehøjskolebevægelsen.


Forfatterinden til det ovennævnte Arbejde, som i de sidste 2 Aar har studeret Kultur og Literatur i Tyskland og Schweitz, har samtidig i Berlin og Wien holdt offentlige Foredrag om denne Bevægelse. Disse Foredrag blev modtagne med stor Interesse, og de er senere i Form af Smaaskrifter blevne spredte videre omkring. Da Frk. Friberg derfor ved Universitetet i Bern skulde vælge Emne til sin Doktorafhandling, opfordredes hun af Professoren i Historie, Dr. Woker, til at behandle den nordiske Folkehøjskolebevægelse, for hvilket Spørgsmaal han havde faaet Interesse ved at læse de ovennævnte Smaaskrifter.


Saaledes blev dette Arbejde til, som nu er tilgængeligt i Boghandelen, og som her i Korthed skal gengives.


Ved Hjælp af alle de enkelte mindre Arbejder om dette Spørgsmaal og Oplysninger, modtagne af Mænd og Kvinder, som virke i Folkehøjskolen, har Forfatterinden givet en historisk Oversigt over Folkehøjskolebevægelsens Begyndelse, Vækst og Udbredning i de skandinaviske Lande.


Arbejdet er inddelt i 7 Kapitler. I det første gives en kort Skildring af Grundtvig samt en udførlig Fremstilling af denne store Tænkers og Folkeopdragers Anskuelse om, hvorledes en sand og sund almindelig Folkedannelse bør fremkaldes. Dette omfattende Kapitel udgør et af Bogens interessanteste Afsnit.


I det følgende Kapitel gøres Rede for den første Højskole i Rødding, dens Opkomst og dens Kamp, hvorved tillige berøres Sprogstriden ved den danske Grænse samt de Vanskeligheder, som Højskoletankens Overførelse til Virkeligheden medførte.


Det tredje Kapitel er helliget Kristen Kold, den danske Højskoles mærkeligste Personlighed, som gav Grundtvigs Tanker den folkelige Karakter, som alene muliggjorde deres Sejrstog gennem hele Danmark.


Fjerde Kapitel handler om Grundlaget for Skolernes Organisation, om Livet inden for disse og Forholdet mellem Lærere og Elever, om Undervisningsmethoder o. s. v., hvilket altsammen er velkendt for nordiske Læsere, men som for Udlændinge maa staa som noget højst forunderligt.


Femte Kapitel skildrer Askov Højskoles Udvikling fra almindelig Folkehøjskole til en Art Centralskole („udvidet Folkehøjskole”); sjette Kapitel indeholder en større Statistik, omhandlende Antallet af Lærere og Elever, Udgifter, Stipendier o. s. v. samt dertil en Fremstilling af den store Betydning, som Folkehøjskolen har for Danmarks betydelige økonomiske Fremgang i de seneste Tider.


Det syvende og sidste Kapitel skildrer Højskolebevægelsens Udstrækning til Norge, Sverrig og Finland og paaviser Forskellen mellem disse Skoler og de danske i Henseende til Ledelse, Undervisningsplan og Organisation.


Vi ville slutte denne korte Redegørelse for Værket med den Opfordring til alle Højskolens Venner at studere dette fremstaaende og udmærkede Arbejde og derved med ringe Ulejlighed at forskaffe sig et godt Kendskab til Folkehøjskolens historiske Udvikling.


Værkets Titel er: „Dr. phil. Majkki Friberg: Entstehung und Entwickelung der Volkshochschulen in den nordischen Ländern.” Bern 1897. Verlag von A. Siebert.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner