Kvindelig Læseforening i København,
som i Aar har fejret sit 25 Aars Jubilæum, er en Institution, som danske Kvinder har Ære af, thi en saadan Forening finder man næppe i noget andet Land. Den blev stiftet samtidig med, at Bevægelsen for aandelig Frigørelse begyndte at ytre sig herhjemme, den voksede sig stor sammen med Bevægelsen, og nu, da man næppe husker, hvor megen Kamp det kostede de enkelte banebrydende Kvinder at erobre dette Terræn, som nu er alles Vuggegave, er ogsaa Kvindelig Læseforening stor og stærk; den kendes af alle, ingen kan undvære den. Medens dens første lille Kreds af Medlemmer var Damer, der væsentlig gik op i boglige Sysler, har den Skare, som nu daglig bevæger sig gennem dens Sale, et højst uensartet Præg. Hele Byens kvindelige Verden betragter den som sin Ejendom, og alle befinder sig vel deroppe i de hyggelige Saloner: de studerende Damer finder her de Bøger, som skal bruges, og den nødvendige Ro, de gamle enlige Kvinder har her deres andet Hjem, hvor der om Aftenen baade er livligere, lysere og interessantere end hjemme - alle kommer der, hvad enten de søger Morskab eller Belæring, Adspredelse eller Hvile.
Som Foreningen nu er installeret paa Amagertorv i den store Goldschmidtske Ejendom, har den af egentlige Læseværelser to rummelige Saloner, hvor de store Bogreoler langs Væggene, de mange Smaaborde, Sofaer, Lænestole og det lange Læsebord i Midten straks sætter den indtrædende i Stemning. I det ene Værelse findes alle de nye Bøger og Tidsskrifter, i det andet Bladene. Her finder man, navnlig; om Aftenen, hvor alt er elektrisk oplyst, en hel Forsamling af tavse Kvinder, der, optaget af hver sin Lekture, er langt borte i hver sin Verden. Men det er ogsaa tilladt at tale deroppe: en smukt udstyret to Fags Konversationsstue med Billeder og Buster af Foreningens Heroer er det eneste Værelse, der vender ud til Gaden, og i Nærheden af dette, i Garderobe værelset, findes Telefonen. Endvidere er der det store Udlaansværelse, hvor de flinke kvindelige Funktionærer nu i mange Aar, raadende og vejledende, elskværdige og tjenstvillige, har gjort vort læsende Damepublikum deres Opvartning. Endelig Studereværelset med sin Haandbogsamling, hvor eksamenslæsende Damer i Aarenes Løb har udnyttet mange gode Timer, og hvor mangt et Værk af skrivende Hænder er blevet til. Foredragsaftener bliver alle disse Saloner ved Hjælp af Skydedøre gjort til én stor Hal, som kan rumme ca. 200 Tilhørere.
Foreningen tæller i Øjeblikket 1100 Medlemmer, den ejer en Bogsamling paa 16,000 Bind, og dens Bogudlaan var i 1896 49,747 Bind. I Sammenligning hermed Har Universitetsbibliotheket i 1895-96 kun udlaant 22,000 Bind og det kgl. Bibliothek 12,000. Det fortælles, at Herrerne mælder sig ud af Athenæum, idet de foretrækker at lade deres Koner gaa ind i Kvindelig Læseforening. Fra Aaret 1879 har Foreningen haft et aarligt Statstilskud. Tidligere havde den haft mindre Tilskud fra det Classenske Fideikommis og det Raben Levetzauske Fond. Pekuniær Støtte udefra er nødvendig, da Foreningen holder et meget lavt Kontingent, 10 Kr. aarlig; dette er begrundet i Foreningens Formaal: „at bidrage til Oplysningens Fremme ved at give Kvinder, der føler Trang til aandelig Udvikling, Lejlighed til at naa denne gennem en let og billig Adgang til gode danske og til dels udenlandske Bøger, Tidsskrifter og Blade. Kvindelig Læseforening benyttes stadig meget af uformuende, kundskabssøgende Kvinder.
Foreningens stærke Vækst vækker Forbavselse i Udlandet. Er Aarsagen det lave Kontingent, er danske Kvinder mere læselystne end andre, eller er Ledelsen bedre end andre Steder? Saaledes spørger man i Kristiania og Stockholm, Stockholms Læsesalen for Damer stiftedes 1867, men aabnedes snart af pekuniære Grunde ogsaa for Herrer. Man kan være aarligt Medlem, Ugemedlem eller betale 20 Øre for hvert Besøg. Damer og Herrer, overvejende flest af de sidste, læser i samme Stuer, kun et lille Værelse inderst inde er forbeholdt Damerne alene. Kristiania Kvindelig Læseforening blev oprettet kort efter Københavns, men har altid holdt sig ved et lille Medlemstal. I Berlin ønsker man at oprette en Kvindelig Læseforening efter dansk Mønster. Intet andet Sted i Tyskland har Kvinder noget lignende.
Vor Læseforening stiftedes i 1872 af Frk. Sofie Petersen, Datter af Bogholder Petersen ved det Schimmelmannske Fideikommis. Frk. Petersen, der var en literært interesseret Dame i Trediverne, havde i flere Aar næret det Ønske, at faa oprettet en Læsesal for Kvinder. Hun henvendte sig først til Athenæum, men formaaede ikke at overvinde Foreningens Uvilje mod at aabne Døren, ogsaa for Damer. Først i 1871 kom hun saa vidt, at hun fik samlet en Kreds af Herrer og Damer, fra hvem Indbydelsen til at danne en egen Forening, kunde udgaa. Af disse 55 Damer og 9 Herrer kan nævnes foruden Stifterinden selv: Frøken Nathalie Zahle, Fru Charlotte Klein, nu Forstanderinde for Tegneskolen for Kvinder, Fru Marie Rovsing, senere Formand for Dansk Kvindesamfund, Red. Ploug o. fl. I Løbet af Sommeren indsamledes 1010 Rigsdaler og 1007 Bøger, og Kvindelig Læseforening aabnedes den 1ste Øktober 1872 med 72 Medlemmer i Helliggeiststræde, hvor Københavns Sparekasse gratis havde overladt den en Sal. Frk. Petersen fik ikke lang Tid Glæde af sit Værk. Svag som hun var, afgik hun i 1874 ved Døden efter at have ofret alle sine sidste Kræfter for Foreningen. Et meget tiltalende Billede af hende hænger i Konversationsværelset.
I det første Aar maatte Foreningen flytte 3 Gange og havnede omsider i Hotel du Nord paa Kongens Nytorv, hvor man maatte nøjes med to beskedne smaa Stuer højt oppe. Derfra flyttede den til Holmens Kanal og i 1879 tilbage til Sparekassens Gaard, hvor en større Lejlighed blev den tilbudt Medlemmerne vil med venlige Følelser mindes denne dens hyggelige Periode, da Antallet af Besøgende endnu ikke var større, end at alle kendte hinanden. Her boede Foreningen i 9 Aar. 1888 flyttedes dens 600 Medlemmer til. sine nuværende Lokaler, hvor den først fik sit mondæne Præg.
Mange af vore dygtigste Kvinder har virket for Kvindelig Læseforening baade som Medlemmer af Bestyrelsen og som Foredragsholdere. Den første Bestyrelse bestod af Damerne: Fru Charlotte Klein som Formand, Frk. Sofie Petersen, Frk. Marie Købke, Frk. Vilh. Sarauw og Frk. Louise Westergaard. Som en betydelig Kraft kom i 1875 Frk. Kirstine Frederiksen til. Hun virkede for Foredragssagen ved at skaffe gode Talere, og hun tog med Energi fat paa at udvide Foreningen ved at drage flere og flere Kredse ind i den. Hendes Interesse for Læseforeningen, som for Kvindesagen i det hele, bragte hende til at opspore skjulte Evner hos enhver, hun kom i Berøring med, og hun helmede ikke, før hun fik dem frem for Lyset og anvist den Plads, hvorfra de gjorde bedst Gavn. Saaledes var hun Sjælen i en kvindelig Diskussionsforening, der dannedes af en Del af Læseforeningens Medlemmer, og som bestod i flere Aar til megen Fornøjelse og Nytte for Deltagerne. Paa Grund af Eksamenslæsning maatte hun fratræde sin Plads i Bestyrelsen og overlod den til Frk. Helga Westergaard, men hun vedblev at virke for Foreningen. 1881 traadte Frk. Ragnild Goldschmidt ind i Bestyrelsen. Under hendes dygtige Ledelse kom der Fart og Liv i Sagerne deroppe; hun var selv en ualmindelig livlig Aand, og hun kunde med hele sin Sjæl ofre sig for Foreningens Anliggender. Det var hende, der resolut flyttede Foreningen til Amagertorv, hvor den fik et helt nyt Sving. At høre Frk. Goldschmidt lede en Generalforsamling var en ligefrem Nydelse; hun forstod at replicere som ingen anden. Naar hun stod der med det spillende Liv i Øjnene og tav et Øjeblik efter en Forespørgsel, sad man i spændt Forventning, man vidste, der kom en Aandrighed. Desværre fik Foreningen ikke Lov til at beholde hende længe; hun døde 1890. I hendes Sted valgtes til Formand Frk. cand. mag. Ida Falbe Hansen, der rærlig har gjort sig fortjent ved at supplere Bogsamlingen med gode Værker. Af Bestyrelsens senere Medlemmer maa nævnes Frk. Alberti, der varmt har interesseret sig for Foreningen og altid været rede til at støtte den; hun har i mange Aar ofret den sit Arbejde. Ogsaa Frk. Elisabeth Grundtvig og Frk. Hedvig Fibiger har været dygtige Bestyrelsesmedlemmer. For Øjeblikket bestaar .Bestyrelsen af: Frk. Alberti som Formand, Fru Emma Gad, Frk. cand. mag. Thiele, Frk. Emma Kjørboe og Frk. Annette Vedel.
Af Foredragsholderne indtage Frk. Benedicte Arnesen Kall den første Plads. Hun indledede allerede paa Kongens Nytorv Foredragene ved at tale om Fru Gyllembourg, og den gamle Dame vedblev at være Foreningens faste Foredragsholder til sin Død i 1895. Desuden tog hun Initiativet til Oprettelsen af Fripladser for ubemidlede Kvinder. Senere har Fru Rovsing med Døtre o. fl. fulgt dette Eksempel. Blandt Funktionærerne fortjener Frk. Müller særlig Omtale. Hun er paa en Maade sammenvokset med Foreningen, da hun har været der fra dens Tilblivelse, og uden hendes solide Arbejde i alle de mange Aar vilde Maskineriet uden Tvivl ofte være gaaet i Staa. Hvis nogen er uundværlig, da er det hende. Efter hende indtager Frk. Rosenhoff den betydeligste Plads. Hun og Frk. Muler var i mange Aar de to eneste Funktionærer; de var alle Medlemmernes personlige Venner. Nu, da Foreningen stadig udvider sig, bliver Funktionærernes Antal ogsaa større og større, og man ser ofte nye Ansigter deroppe.
Jubilæumsfestlighederne den 1ste Oktober vare overordentlig vellykkede, først Formiddagsmodtagelsen i Foreningens Lokaler, hvor hvert Bord og hver Krog var overfyldt af Blomster, som bragtes Læseforeningen af en Masse Gratulanter, og dernæst den selskabelige Sammenkomst paa Skydebanen om Aftenen. Efter Fremsigelsen af Magdalene Thoresens stemningsfulde Prolog og Sang af Ina Langes Damekor gik man tilbords. Blandt Foreningens ældste Medlemmer saas: den 92-aarige Fru Casse, Fru Charlotte Klein, Frk. Marie Købke; af fremmede Forfatterinder: Magdalene Thoresen, Selma Lagerløff, Mathilde Malling, Ina Lange, desuden den hollandske Oversætterinde af dansk Litteratur, Frk. Meyboom. Deltagerne fyldte hele den store Sal. Et ualmindeligt Syn!
200 Kvinder til Fest og ikke en Mand. Dog skortede det hverken paa Livlighed, Taler eller Sange. Skønt man sad 3 Timer til Bords, kneb det med at blive færdig med Sangene. Taler blev holdte af: Frk. Alberti for Læseforeningen, Fru Gad for Indbyderne og Æresmedlemmerne, Frk. Falbe Hansen mindedes Foreningens to afdøde Støtter, Fru Rovsing og Frk. Goldschmidt, Fru Lund talte for Mændene - da Mænd aldrig holdt Gilde uden at mindes Kvinderne, maatte her gøres Gengæld - men mest Jubel vakte Frk. Nora Mortensens Tale for de to afholdte Funktionærer, Frøknerne Müller og Rosenhoff. Det blev til en hel Ovation.
Kvindelig Læseforenings Fremtid ser lys ud; den vil vedblive at gaa fremad i samme Spor, som den er begyndt. Ønsker er her overflødige.
Rosina Hekscher.
Kvindelig Læseforening modtog i Anledning af sit Jubilæum talrige Gaver. Til permanente Fripladser i Læseforeningen er skænket:
Fabrikant V. Brandt 1000 Kr. til Minde om afdøde Fru Tagea Brandt og Professorinde Rovsing. Overretsassessor V. Andræ 1000 Kr. til 5 Fripladser, bærende Geheimeraadinde Andræs Navn. Alle københavnske Skolebestyrerinder ved Frk. N. Zahle 200 Kr.; Professorinde E. Plum 260 Kr.; Kammerherreinde Fabritius-Tegnagel 200 Kr.; alle til permanente Fripladser. Professorinde Ch. Klein 100 Kr., Fru Jenny Adler 100 Kr.; begge til Fripladser paa 25 Aar. Frk. S. Alberti 400 Kr. i Anledning af Jubilæet. Til Funktionærernes Pensionsfond: Fru O. Berg, Frk. E. Thestrup, Frk. E, Verdelin, Fru Richter, Frk. Wesenberg, Frk. Sell hver 10 Kr. og Fru O. Hagerup 5 Kr. Endvidere skænkede en Kreds af Medlemmer ved Fru Bernhard Olsen en kunstnerisk udført Bogreol, Professorinde A. Munch: et Portræt af Fru Magdalene Thoresen. Frk. Bergsøe: en Chaiselongue. Den kgl. Porcellænsfabrik: en Vase. Kommandørinde Gad: en Sofokles-Statue. Fru A. Borch: en Søjle. Wimmers Runemindesmærker, Digte af Chr. Winther, trykte i Manuskript. En Mængde Blomstergaver fra forskellige medlemmer: Telegrammer, indløb fra „Stockholms Læsesalong”, „Fredrikke Bremer-Förbundet”, „Kvindelig Læseforening i Kristiania”; „Norsk Kvindesagsforening”, Frk. Gina Krog, „Kvindernes Bygning”s Bestyrelse, „Cirklen” og mange enkelte Medlemmer, deriblandt et versificeret fra Frknrn. Grundtvig og K. Fredriksen saalydende:
Tilbageblik og Fremsyn.
Fra Nikolajgade til Kongens Nytorv
og over Klejns Lofter til vort Bytorv
gik Vejen opad i sikker Gang.
Gid Fremskridtslinien maa blive lang.
Ej sprang som Pallas Athene fuldrustet til Striden du frem.
Staa dog som Pallas Athene paa Vagt for Dannelsens Hjem!
Drag kun dit Spyd mod Barbarer, mod Filistrene dristig gør Front!
Værg med dit Skjold den stille, den sandhedssøgende Dont.
Prolog ved Kvindelig Læseforenings 25-Aars Jubilæum den 1. Oktober 1897.
Vel mødt ved Jubelfesten her idag!
En Glædesfest for Aandens gode Sag,
som gennem 25 Aar er fremmet,
og aldrig i sin Grund af Mistvivl skæmmet.
Men alt hvad der skal gro til Livets Gavn
og sær til Mættelse for Aandens Savn -
og som skal ikke blot en Stemning hylde
maa gennem Tidens Frist til Tidens Fylde.
Thi Tidens Fylde er den rige Stund,
da Tidens Længsel fanger Vækstens Grund.
Og som et Rodskud driver op sin Ranke,
saa fødes der en Handling - af en Tanke.
Pris være hende da, som Tanken gav,
Skønt længst hun hviler i sin stille Grav.
Hun tog det første Stød med Hverdagslivet,
og som sin Indsats ofrede hun Livet.
Men der berettes om en gammel Pagt:
at før der blev et Livsens Offer bragt
og mærkeligt det er, just af en Kvinde!
fik aldrig noget Bygværk Sejren vinde.
Dog hvor hun stred for Sagens gode Gang,
skønt Vejen tidt var ujævn - ofte trang,
kom snarligt Følge til, og siden efter,
hvor noget sank, steg altid nye Kræfter.
Og nu er svunden fem og tyve Aar,
og endnu samme Veje Tanken gaar.
Endnu her bydes ind til samme Stævne:
at vække Aandens Lyst- og Skønhedsævne.
At tænde Gnisten i et mørkned Sind,
som stivned til i Pligtens kolde Vind.
At højne Maalet for de trætte Vinger,
som jævnt ind under Aandens Lavmaal svinger.
At - hvor der I det stærke Tankeliv
er dæmret op til Strid med Døgnets Kiv,
at give Aandens lysende Vejledning,
og for de trætte Tanker Stundens Fredning.
Og ikke kappes her med Manden om,
hvem først og sidst af os til Maalet kom.
Og heller ikke om den tvivlsom Ære;
hvo - af de tvende Køn, kan stærkest være.
Thi kappes her, da sker det kun med Lyst:
hvem længst kan vinde frem paa Lysets Kyst,
og dybest sætte Spor i Skønhedslivet
med Alvorstanken over Tidsfordrivet.
Saa vil vi bygge frem med flittig Haand.
Og da vort Bygningsstof er Lys og Aand,
og Livets Indsats skænket er tillige
saa vil den Bygning nok i Højden stige.
Og vi vil sige her endnu engang -
og maa det høres som en Efterklang,
af hvad der toner skønt paa Jubeldagen -
Lovtak til alle dem, som stred for Sagen!
Og Tak til dem, som endnu strider frem
og vaager for det skønne Kvindehjem!
Maa det gaa frem - som hidtil det er gaaet,
da har den gode Sag sin Fylde naaet.
Og naar Aarhundredet har endt sin Sage,
og Dommen-skuer uforment tilbage,
da ser den nok blandt smaa og store Minder,
et bramfrit Aandens Tempel - rejst af Kvinder.
Magdalene Thoresen.