Konferencen i Stockholm

I Stockholm afholdtes 21.-23. September en Konference af „Svenska Kvinnornas Nationalforlmnd”. Ogsaa fra de 3 Nabolande havde nogle Kvinder efter Indbydelse givet Møde. *)

I alt samledes mellem 2 og 3 Hundrede Kvinder og enkelte Mænd i en smuk lys Sal Tirsdag Formiddag den 21. September.

Stemningen var festlig, Stockholm By bidrog paa Forhaand sit dertil, Jubilæumssolen straalede, og Flagene viftede over By og Havn, over Strømme og Holme.

Men ogsaa inden Døre mødte den festligste Modtagelse os, idet en Kantate, skrevet og komponeret af Kvinde for Lejligheden blev afsunget af kvindelige Stemmer i Kor og Solo.

Efter at denne første Velkomst var forstummet, traadte Fru Ankarsvärd frem. Det er en lille, stilfærdig men energisk ældre Dame. Hun bød Forsamlingen velkommen og gjorde Rede for, hvad det betyder, at svenske Foreninger har sluttet sig sammen til et „nationalt Forbund”. Fru Ankarsvärd gav en Fremstilling af det internationale Forbunds Betydning og Virkemaade. „Kvinden og Samfundet”s Læsere vil erindre en Artikel om denne Sag i „Kvinden og” Samfundet”, 1896, S. 151, hvori Frk. K. Frederiksen gjorde Rede for det store internationale Kvindeforbund og dets Afdelinger i de forskellige Lande, de nationale Forbund. De Foreninger, som ere indtraadte i det svenske Forbund, ere: „Fredrika-Bremer-Förbundet”, „Föreningen för valgörenhetens ördnande”, „Göteborgs flickskoleförening”, „Handarbetets vänner”, Kvinnoklubben: „Nya Idun”, „Stockholms läsesalong”, „Stockholms kvinnliga gymnastikförening” og „Svenska kvinnoföreningen för djurens skydd”. **)

Svenska Kvinnornas Nationalförbund stiftedes i Januar 1896, og ikke længe efter Frembød der sig en Lejlighed til at udføre et Arbejde, idet de græske Kvinder anraabte deres Søstre om Hjælp ved den græsk-tyrkiske Krigs Udbrud. Det svenske Kvindeforbund hjalp dem ved at indsamle de Graver, som indstrømmede fra alle Sverigs Landsdele, og lod dem, gennem Dronning Louise af Danmark, saa hurtigt som muligt komme de græske Kvinder i Hænde.

Efter dette første Foredrag valgtes Konferencens Embedsmænd: Fru Ankarsvärd, Fru Montelius, Frk. H. Lundin, Frk. B. Hübner, Frk. S. Andersson og Frk. S. Ulrich.

Et Telegram fra Frk. Gripenberg i Helsingfors oplæstes. Deri udtaltes Ønsket om, at Konferencen maatte lykkes vel, og Kvindesagen vinde Fremgang paa Kristendommens Grund.

Fru Montelius holdt nu et Foredrag om Fattigpleje. Foreningen for välgörenhetens ördnande kaldes ganske vist populært Velgørenheds-Foreningen, men har dog netop til Maal at fordrive den gammeldags Velgørenhed, Given Almisse. Med Liv og Veltalenhed udviklede Fru Montelius i et velformet og forstandigt Foredrag de Midler og Veje, som Foreningen søger og anvender for at rejse de sunkne og give dem Hjælp til Selvhjælp.

Frøken Gertrud Adelborg gav i en jævn og beskeden Tone en Redegørelse for Fredrika-Bremer-förbundets 12aarige Virksomhed, en ret anselig Gerning har denne Forening udført. Paa en stille, simpel og fordringsløs Maade fremsatte Frk. Adelborg de sunde og gode Tanker, som ligger til Grund for det Arbejde, der her er gjort, og meddelte de Kendegerninger, som viser, hvor godt og støt Svenskerne er gaaet frem i den Kvindes Fodspor, hvis Navn de har sat over deres Kvindesamfunds Dør. Som et lille Eksempel kan nævnes, at Forbundet fik oprettet en Skole for kvindelige Apotekere, og trods den Modvilje, der i Begyndelsen vistes, ansattes dog snart flere Kvinder i dette Fag. En Apoteker, som kun modstræbende antog en Kvinde, erklærede efter nogen Tids Erfaring, at han nu aller helst vilde ombytte hele sit mandlige Personale med kvindeligt.

Som en Modsætning til Frk. Gertrud Adelborg traadte nu Bjørnsons Landsmand Frk. Gina Krogh op paa Talerstolen. En stormægtig, skøn og kraftig Kvindeskikkelse, det graanende Haar faldt som en Løvemanke om det ungdommelige fyldige Ansigt. Med en Røst og en Fyndighed, som maatte ruske op i enhver, slyngede hun sine første norske Sætninger ud. En lille Frygt kom over svage Sjæle, da Frk. Krogh udraabte: „Norge maa blive vort!” - „før Norge er vort eget Land, vil det ikke trives,” saadanne Udraab, fulgte af lange Tankestreger, „suste i Luften”, for at bruge et af Frk. Kroghs egne Udtryk. „Ja - Norge, Du er Fremtidens Land, hvis Du bliver vort, - Kvindernes Land!” De svage Aander aandede lettere, og alle fulgte Frk. Krogh med spændt Opmærksomhed, stigende Interesse og livligt Bifald, medens hun udviklede sin Opfattelse af Kvindesagens Stilling og Udsigter i Norge baade med Hensyn til Lovgivningen og Samfundet i det hele. Det var virkelig mere end dramatisk Optræden og bestikkende Veltalenhed, her mødte frem. Frk. Krogh talte aabenbart ud af en sand Begejstring og dækkede ikke over de Fejl og Mangler, som findes hos de norske Kvinder.

Fru Collet og Frk. Hadsteen havde været ensomme Røster, Sammenhold manglede, og kun Sensationsspørgsmaal kunde vække Liv. Dog var der nogen Fremgang at paavise i Norge i den Tid, Norsk Kvindeforening og Nylande havde bestaaet, Frk. Krogh sluttede med at udhale et frejdigt Haab for Fremtiden.

Den 2. Dag talte Frk. Lucina Hagmann fra Finland. Hun meddelte nogle af sine Erfaringer om Fællesskolen og paapegede de forskellige Egenskaber, som hun mente at have forefundet hos det ene og det andet Køn. Baade i Tilbøjeligheder, Evner og Udholdenhed viste der sig Forskel i een Henseende i eet Fag, i en anden Henseende i et andet. Resultatet af Frk. Hagmans Undersøgelser blev, at Fællesskolen er gavnlig baade ved at højne den sædelige Moral og ved at begge Køns Ungdom høster stort Udbytte af den gensidige Paavirkning.

Desværre bortfaldt et Foredrag om Foreningen „Handarbetets vänner”, som Programmet havde lovet.

Frk. Hanna Andersson gav en kvik Skildring af Kvinnoklubben „Idun”. I Begyndelsen omtaltes rigtig nok mest negativt alt, hvad denne Klub, som stiftedes for 10 Aar siden, ikke er og vil være. Men efterhaanden fik man dog ogsaa fat paa, at den har Opgaver og søger at løse dem. For Øjeblikket drøftes intet mindre end Mulighederne for at virkeliggøre ogsaa i Stockholm Danskernes Idé om en „Kvindernes Bygning”.

Klubbens Lokaler, der gøres saa hjemlige for Medlemmerne som muligt, er aabne 12 Timer hver Dag, og to Gange om Maaneden holdes Diskussionsmøder, Musik m. m.

Fru Elna Tenow optraadte nu som Talmand for „Dyrenes Beskyttelse” med saa megen Iver, at man et Øjeblik let kunde tro, at Ordet dyrisk snart maatte blive ændret til at indeholde en Ros for Mennesker; men bortset fra den Slags Overdrivelser, som enhver Sags Forkæmpere kan være fristede til at gøre sig skyldige i, maa man indrømme, at den lille sikre Frue med Dygtighed og Forstand talte de umælendes Sag og gav et godt Indtryk af, hvad svenske Kvinder i saa Henseende har gjort, siden Prinsesse Eugenie i 1882 satte Sagen i Bevægelse.

Kl. 6 om Aftenen samledes man igen om Talerstolen, og denne Gang var det Frk. Anna Sandström, der besteg den. Hendes Foredrag var et af Konferencens interessanteste og fulgtes med megen Opmærksomhed og Tilslutning. Frk. Sandström undersøgte, hvor vidt og hvorledes Kvindesagens Fremgang kan bidrage til Kulturens Fremgang. Hun paaviste, hvor vigtigt det er, at Kvinderne lærer at modarbejde Dilettantismen hos sig selv og at arbejde mere intensivt. Det, som man i Kunsten kalder Komposition, at Detaillerne underordnes Helheden, bør Kvinderne lægge sig efter. Vigtigt er det ogsaa, at de lærer at finde deres Plads og Kald i Livet. Dette er ganske vist sværere for os end for Manden. Har han Kundskab og Intelligens, aabner alle Veje sig for ham, ikke saa for Kvinden.

Der er sket en stor Forandring i Kvindernes Livsvilkaar, Adgang til Levebrød. Men naar vi ser hen til denne Kendsgerning, at Kvinder nu har Plads paa Kontorer og i mange andre Livsstillinger, saa er det ikke dette, der er det epokegørende. Nej - det epokegørende er, at Kvinden ved Arbejdet nu indtager en hel anden Stilling i den almindelige Mening end tidligere. Selv Ægteskabet er herigennem blevet højnet, idet Hustruen har opnaaet en mere berettiget Stilling over for Manden, efter at hun har lært at stole paa sig selv. Ogsaa Mandens Tanke om Ægteskabet er forbedret, det hedder ikke længere, at han tager sig, men han vinder sig en Hustru.

Et Tegn paa, at Kvindesagen er sund, er, at den paavirker Ægteskabet til at blive inderligere og fastere. Naar den kan medvirke til, at der opfostres bedre Mødre, sætter den sin bedste Frugt.

Fru Elisabeth Selmer fra Danmark holdt derefter et Foredrag om Afholdssagen og Sædelighedssagen, som gjorde megen Lykke og fremkaldte en livlig Diskussion, hvori to svenske Herrer, Læge Laurent og Brugspatron Tamm blandt andre med Iver deltog. Den sidste hævdede, at det ikke var Lovgivningens Sag at indvirke paa Usædeligheden, mens den første bestemt fremhævede, at der ingen Fremgang kunde vindes for Kvindesagen, førend den Anskuelse bliver almindelig, at Kvinden bør staa lige saa højt i Værdi som Manden. Vi bør af alle Kræfter modvirke de Love, som tolererer Usædeligheden, og den Anskuelse, at Manden i sædelig Henseende staar under andre Love end Kvinden.

Mødets 3. og sidste Dag begyndte med, at Fru Charlotte Norrie fra Danmark holdt et Foredrag om Sygeplejen som et Arbejdsfelt for Kvinder. ***)

Den svenske Dr. I. E. Bergvall, som skulde have holdt Foredrag om Distriktssygeplejen, kom ikke til Stede, men en af de tilstedeværende oplæste hans Foredrag.

Fra Margrete Vullum, som, noget vildledende, havde givet sit Foredrag Titel af „Kvindernes Værnepligt”, talte om Fredssagen, Krigens Vederstyggelighed og det Arbejde, Kvinder, især Mødre, kan gøre for paa virksom Maade at opelske Kærlighed til Freden, og hun gjorde det med en Varme og en Følelse, som fandt ikke liden Genklang i Forsamlingen.

Gymnastik og andre Legemsøvelser havde deres Talsmand i Fru Ebba Hermann.

Frk. Ellen Key var den sidste kvindelige Foredragsholder. Det var ikke de store Principspørgsmaal eller de kildne Tvistemner, den berømte Kvinde førte frem ved denne Lejlighed. Det var Selskabet „Nya Idun”, som var Genstand for Frk. Keys Tale. I et smukt, fint og letflydende Foredrag fremholdt hun Nytten af en saadan Klub, som sysselsætter sig med litterære, kunstneriske og musikalske Opgaver, men ikke med Politik og Filantropi. „Nya Idun” stiftedes 1885 af en Snes Kvinder, nu tæller Selskabet over 100 og kan se tilbage paa en smuk og fornøjelig Virksomhed. Kvinder fra forskellige Arbejdsomraader har mødtes og forfrisket sig ved livlige Diskussioner, ved Oplæsninger, Sang og Musik. Sammenkomsterne finder Sted 9 Gange om Aaret, nemlig 1 Gang om Maaneden med Undtagelse af Sommertiden.

Af Betydning er det, at fremragende Kvinder, som gæster Hovedstaden, hvad enten de kommer fra Indlandet eller Udlandet, kan træffe sammen med Stockholms egne kvindelige Forfattere og Kunstnere i „Nya Idun” og tillige derved berede disse Nytte og. Fornøjelse ved at stifte Bekendtskaber.

Endnu talte Hr. Cand. phil. E. Svensén. Han gav en Oversigt over den svenske Kvindes retslige Stilling og de Fremskridt, der i saa Henseende har fundet Sted, siden Kvindesagsbevægelsen i Oscar den 1stes Tid tog sin Begyndelse, efter at den dog i længere Tid havde været forberedt.

Fru Ankarsvärd afsluttede Kl. 4 Konferencen med en lille Tale med Tak til alle dem, som havde medvirket til, at Mødet kunde blive saa rigt og fornøjeligt, som det blev.

Endnu en Gang samledes dog de fleste af Deltagerne i Konferencen, idet der samme Dags Aften afholdtes en festlig Sammenkomst i Hotel Fönixs smkkke og elegante Selskabslokaler.

Ser tilbragtes først en Timestid med Samtale. En lille Koncert med fortryllende Sang, baade af Solo og Kor, underholdt derefter Forsamlingen, inden Bordets Glæder, som Svenskerne ere Mestre i at berede, for en lille Tid fængslede hver enkelts Interesse.

Ved Punschen blev der holdt livlige og kvikke Taler. „Dagny”s Redaktør, Frk. Dahlgren, holdt en versificeret Tale, som vakte megen Munterhed, ogsaa Frk. Widmark talte i bunden Stil, Frk. Hulda Lundin udbragte en Skaal for de tre Nabolandes Kvinder, hvorpaa Frk. Gina Krogh svarede i et længere interessant Foredrag. Paa Danmarks Vegne takkede Frk. Alberti. Konferencens Formand Fru Ankarsvärd tog flere Gange Ordet, foruden at mange andre baade Kvinder og Mænd, havde en Skaal at foreslaa.

Først en Stund efter Midnat skiltes man ad, og „Svensks Kvinnornas nationale Förbunds Konferens” var til Ende for denne Gang.

Stockholm, den 24. September 1897.

*) Fra Finland 20, fra Norge 10, fra Danmark 5.

**) Flere af disse havde deres Talsmænd under Konferencen, der udviklede deres særlige Program og meddelte om deres Virksomhed.

***) Fru Norries Tanker og Planer vedrørende denne Sag ere jo godt kendte af dette Blads Læsere. Vi behøve blot at henvise til „Kvinden og Samfundet”, 1896, Side 229, hvor et Foredrag af Fru Norrie om samme Emne findes trykt.