Zelaphehads Døtre. *)

Et Indlæg for Kvindernes Valgret.

„Hvem er Zelaphehads Døtre?” ville vel en Del af vore Læsere spørge. Saa lad os da begynde med at fortælle Historien.

Zelaphehad var en af de Israeliter, der fulgte Moses ud af Ægypten, og som døde paa Vandringen i Ørken, og han efterlod sig fem Døtre, men ingen Søn. Da nu Moses gav Regler for, hvorledes Landet skulde deles mellem Stammer og Slægter, og at den Mands Part, som var død, skulde tilfalde hans Sønner, kom Zelaphehads Døtre frem i Forsamlingen og sagde: „Giv ogsaa os Arv efter vor Fader, thi hvorfor skulde hans Navn udslettes?”

Det var noget uhørt, de forlangte. At en Kvinde kunde have selvstændig Ejendom og tilmed Grundejendom, havde man aldrig tænkt sig, og sikkert ere alle de gamle Israeliter blevne højlig forargede over en saa ublu Fordring, der ganske stred mod den tilbagetrukne og underordnede Stilling, som sømmede sig for Kvinden. Ogsaa Moses blev saa forbavset, at han ikke vidste, hvad han skulde svare. Men Moses var en virkelig stor Mand, der ikke paa Forhaand ansaa en Ting for gal, fordi han ikke var vant til den, og en virkelig ydmyg Mand, der ikke regnede sine Meninger for det samme som Guds Vilje. Han gik derfor til Herren og forelagde ham Spørgsmaalet, og Herrens Svar lød: „Zelaphehads Døtre have Ret.” - Saa fik de, hvad de forlangte.

Hvorfor fortælle vi nu denne mere end fire Tusind Aar gamle Historie?

Fordi vi Kvinder ogsaa i vore Dage fremsætte en Fordring, som de fleste Mænd synes er noget uhørt og strider mod den Stilling, der tilkommer os i Samfundet, og vi mærke ikke meget til, at Mændene, som fordum Moses, lægge Sagen frem for Herren; de foretrække at afgøre den selv.

Det, som vi forlange, er: en direkte Andel i Styrelsen af det Samfund, vi leve i, baade det mindre og det større, baade Kommune og Stat, og vi forlange det af tre Grunde:

1) fordi det er retfærdigt,

2) fordi det vil være til Gavn for Samfundet,

3) fordi det vil være til Gavn for Kvindernes egen Udvikling.

Det er retfærdigt. Dette er især iøjnefaldende, hvor det gælder den kommunale Valgret, som direkte er knyttet til Betalingen af Kommuneskatterne. Her kræves nøjagtig den samme Skat af Kvindernes Indtægt, som af Mændenes, men kun Mændene faar den dermed følgende Ret. Det er aldeles meningsløst. Vil man ikke give os den Ret, der følger med at betale Skatter, saa bør man heller ikke kræve Skat af os.

Men naar der tales om Kvindernes Kommuneskat, tænker man i Almindelighed kun paa de enlige, „selverhvervende Kvinder”. Vi hævde imidlertid, at Hustruerne lige saa vel betale Skat. Loven siger jo, at Mand og Hustru have fælles Ejendom, skønt det kun er ved Dødsfald eller anden Adskillelse, at det viser sig i Praksis, at virkelig Halvdelen af Boet er Hustruens. Men teoretisk er jo altid det halve af Mandens Indtægt Hustruens Ejendom, og i saa Fald er ogsaa den Skat, der betales af denne Halvdel, hendes Skat, og hun bør have den Ret, der følger dermed. Hvis nogen vil sige, at Kommunens Styrelse er noget, der ikke vedkommer hende, da taler han uden at tænke sig om. Har en Husmoder ikke Interesse af saadan noget som Gas- og Vandværker, og vedkommer Skolevæsenet ikke en Moder? Der er sikkert mange af de Ting, hvorover Kommunalbestyrelsen raader, der i det daglige Liv berøre Kvinderne meget niere end Mændene.

Hvad de ugifte Kvinders Valgret angaar, have vi egentlig aldrig hørt nogen Grund imod den, og der kan vist heller ikke opfindes nogen - man tier den kun ihjel. Derimod naar det gælder Hustruerne, anføres der to Grunde, hvoraf den ene ophæver den anden. Enten siger man: „Det vil give Splid i Familierne, for Manden vil slutte sig til et Parti og Konen til et andet, og saa bliver der Strid og Uenighed.” Eller ogsaa siger man: „Mand og Hustru vil naturligvis altid stemme ens, saa det vilde blot være at give den gifte Mand to Stemmer og derved sætte en Præmie paa Ægteskabet.” Nu vel, om man virkelig kunde sætte en Præmie, ikke just paa Ægteskabet, men paa et godt Forhold i dette, vilde vi ikke anse det for saa forskrækkeligt; vi tvivle dog paa, at en saadan Præmie vilde have nogensomhelst Virkning. Ogsaa vi tro, at Mand og Hustru i de fleste Tilfælde vilde stemme ens, ganske simpelt fordi de leve i den samme aandelige Atmosfære og maa antages at se paa Fænomenerne fra det samme Synspunkt. Imidlertid, hvad enten Resultatet vilde blive det ene eller det andet, saa kræver Retfærdigheden, at Kvinderne faa lige saa megen Indflydelse som Mændene paa Styrelsen af det Samfund, hvori de leve, og som lægger lige saa store Byrder paa dem, og det er umoralsk at tilsidesætte Retfærdighedens Fordringer paa Grund af en - rent teoretisk - Forestilling om, at det falder os belejligere at være uretfærdige.

Hidtil have vi kun talt om den kommunale Valgret, men det er os ikke nok at faa Indflydelse paa Gas og Vand, Sporvogn og Kloaker, ja ikke en Gang paa Skolevæsenet, skønt det altsammen er vigtige Ting. Der er adskilligt i selve vort Lands Lovgivning, der trænger til at paavirkes af gode Kvinders sædelige Følelse eller af deres moderlige Omhu for de smaa og fortrykte i Samfundet, og derfor maa vi ogsaa have politisk Valgret. Bortset fra saadanne Banaliteter, som at det at faa politiske Rettigheder vilde skade den fine Kvindelighed o. s. v. have vi kun hørt den Indvending fremsat, at Kvindernes Stilling til Staten ikke er den samme som Mændenes, fordi Kvinderne ikke have Værnepligt. Hvis Kvinderne virkelig skulde møde ved Session, tro vi, at de næsten alle ville blive kasserede af Mangel paa tilstrækkelige fysiske Kræfter; men den Mand, der bliver kasseret af den Grund, mister jo ikke derfor sin Valgret. For øvrigt tro vi ikke, at Kvinderne - naar vi fik den os tilkommende Ret - vilde være uvillige til at paatage sig en saadan Værnepligt, som de kunde udføre. Der er jo ved Armeen en hel Del Arbejde, ved Intendanturen og ved Sygeplejen, som nu udføres af Mænd, men som lige saa godt eller bedre kunde udføres af Kvinder. - Det er imidlertid blevet sagt - og vi godkende den Betragtning, at Kvinderne i Virkeligheden udføre deres Værnepligt, idet de føde dem, som skulle være Soldater, og der er sikkert mange flere Kvinder, der dø ved eller som Følge af Barnefødsel, end der er Mænd, som falde i Krigen.

Dette er altsaa vor første Paastand; det er retfærdigt, at Kvinder faa politiske Rettigheder; thi Samfundet kræver lige saa meget af os som af Mændene; derfor bør det ogsaa yde os lige saa meget.

*) I „Kristeligt Afholdsblad”, som redigeres af Frk. Ch. Sannom, stod i September og Oktober denne Artikel, hvoraf vi tillade os at bringe et større Afsnit, som vi tro vil interessere vore Læsere.

Red.