Vore kvindelige Malere

Det kan ikke siges, at de kvindelige Malere just have faaet nogen forkælende Modtagelse af det Samfund, de ere traadte ind i; heller ikke at der er blevet talt synderlig højlydt eller højstemt om de Livsytringer, de endnu have givet fra sig. Men det vilde være forhastet at kalde dette for mislige Omstændigheder at vokse op under. Det kan have sine gode Sider at bemærkes og berømmes, men det kan ogsaa have sine mindre gode Sider. Alt i alt, er der vel i vore Dage større Fare for at omtales mere, end man har godt af, end for at Livskraften skal hæmmes ved Stilheden omkring En.

Den fremragende Begavelse vil, lige som det spirekraftige Frø nede i Jorden, vide at bane sig Vej igennem Muld og Mørke, styrende med sikker Sporsans op mod Sollyset, hvori den skal vise sin Pragt.

Oftere hænder det vist i vore Dage, at Begavelsen mangler det skærmende Mørke, der maa til, for at dens Spirekraft kan blive en paalidelig, livsbærende Kendsgerning; at de rodslaaende Kræfter, der skal søge Fæstet for Personligheden, hæmmes i Vækst, end at den blomsterbærende Evne gaar tabt ved for dyb Gjemsel under Overfladen.

Maaske er der dog de kvindelige Malere - dog næppe af de bedste - der nedslaas over denne Sagernes Stilling - nægtes kan det ikke, at den jo er lidet overensstemmende med Udsigten til komfortable Livsforhold. Men Kunsten er dog egentlig undskyldt, om den skulde vise sig at være en maadelig Forsørgelsesanstalt. Mennesker, der væsentlig bekymre sig for et godt Udkomme, ere jo ikke reducerede til at hellige sig de skønne Kunster; der maa for dem findes andre Livsveje, der staa i mere praktiske og naturlige Forbindelser med jordbundne Attraaer. Lige saa lidt man, om man blot er nogenlunde betænksom, giver sig til at begramse kostbare Silke- eller Atlaskesstoffer med Hænder, tilsmudsede af Køkkengerning eller Arbejde i Jorden, lige saa lidt maa det kunne kaldes i sin Orden, at man træder i Forhold til Kunsten med Attraaer, der, i første Række, kredse om det daglige Brød. Fordi man skal leve, har man ingen retmæssig Grund til at jordplette Idealer, som Menneskeverdenen behøver for i det hele at drages opefter. Den, der vil være Kunstner, stiler bevidst mod ophøjet Grund, mod Enemærker, der ikke betrædes med Forventninger, laante fra Arbejdet paa den flade Mark eller fra Fragtfarten paa Landevejen. I al Fald, ingen sand Kunstner kommer til Kunstens kornfattige Højder i den Hensigt at omsætte dem i guldakset Agerland, - den, der gør det, maa være en tankeløs, der med utoede Hænder og jordslaaede Tanker indfinder sig til Festen, der er beredt Mennesker paa Kunstens Vidder.

Man kunde synes, at der ikke var nogen forhaandenværende Anledning til at minde om den ret trivielle Sandhed, at Ideal er et og materielt Velvære et andet; men der maa huskes paa, at vi Kvinder endnu ikke kan være naaet vidt nok til ikke at behøve Gentagelsen for os, selv af saadanne Elementarsætninger, hørende til menneskelig Børnelærdom - hvordan Mændenes Forhold her er, kommer ikke os ved. Komme vi som ny og længe borteholdte Deltagere i Mandens Gerning, saa komme vi paa den an den Side ogsaa uden den Slags Forudsætninger og Fordomme, som gammel Slendrian indfører i ethvert Samfund, og som ogsaa undskylder dette Samfunds Medlemmer, om de synes at se gennem en noget tætnet Luftkreds. For at sige det med rene Ord; Kvinden befinder sig i et umiddelbarere Forhold til Idealet, en ansvarsfuldere Stilling overhovedet end Mændene, midt i hvis travle Færd hun dukker op. Hun, der nys er traadt over Tærskelen ind til det store Arbejdssamfund, har ikke endnu Øjne og Ører fyldte af Markedets Skrig og Forvirring, hun kommer fra det stille Samfund udenfor mellem sig og sin Længsel. Det kan ikke være hendes Sag, naar hun stiller sig i Mylret, blot hurtigst muligt at rette sit ublændede Syn efter deres omkring hende, eller at ændre sin Røst efter Tonen paa Torvet. Det maa tværtimod være hendes Sag at give sig til Kende som et nyt og frisk Væsen i denne Dunstkreds, give til Kende, at hun kommer fra en Verden, hvor Tankerne færdes mellem Idealer, og hvor ingen haard Livets Skole har belært om, at det, i Virkeligheden, gælder om at omsætte og ophugge Idealerne i Pindebrænde.

Kvindelige Malere - der jo faktisk ikke ere synderlig velkomne paa Kunstmarkedet - kan da næppe føle det overflødigt at klare sig deres Stilling, netop i dens store Linier og med forstærket Alvor fornemme Kravet: at holde sig aarvaagne mod deres Ideal. - Det vilde være en falsk Beskedenhed, om de vilde sige, at de kommer blot for at blive „lige” med Manden. De maa tilstaa, at de komme med rigere Hensigter end den at efterligne, med idealere Formaal end det at optræde i en Konkurrence. Der behøves fyldigere Grunde end saadanne for at trænge sig ind paa Omraader, hvor pladsen til at aande i Forvejen kan synes kummerlig nok. Der behøves dertil intet mindre, end at man kommer med et nyt Brugsemne skjult i sit Væsens Fold, medbringer en ny Gave, som man maa tro paa, at det Samfund, der søges Hjemsted i, tiltrænger, haaber paa, at det vil modtage.

Dette alvorlige, ledende Motiv til at indfinde sig, hvor man ikke er kaldet, maa da bevares i usvækket Erindring, hvor mange Livsmotiver og Døgnmotiver, der end vil trænge sig frem og stille sig skjulende for det. Hvad der ønskes og ventes af kvindelige Malere, er noget andet og mere, end at de blot saa bravt som muligt følge i det mandlige Spor. Den Dag maatte kaldes en Sorgens Dag, da kvindelig Kunst maatte erkendes for paa et Haar at ligne og paa det nøjeste at hamle op med mandlig Kunst. Malerinden maa nu efter sin Tur tydeliggøre sit Ideal, vise os de gamle Ting under Solen, sete gennem hendes Syn. Vi vilde skuffes, om vi blot skulde faa gældende Varer, tilvirkede efter fremmed Ideal eller efter gængse, mer eller mindre garanterede Surrogater.

Mon nu ogsaa mandligt og kvindeligt Kunstideal vil vise sig at være forskelligt? Ja, Sandsynligheden er for, at de ikke kunne være ens. Som Mandskunst har et Sammenhængsforhold med Mandsliv og Mandserfaringer, maa Kvindekunst faa det med Kvindeliv og Kvindefortid. Men ud over dette, at hvert Køns Fremtid maa blive Barn af hvert Køns Fortid, vide vi ikke meget, kunne egentlig kun saa smaat gætte efter de Antydninger, ung kvindelig Malerkunst har givet.

Det er maaske ikke ganske overflødigt at gøre opmærksom paa, at hvad her tales om, er Malerkunst, og at det, vi spørge om, er, hvorledes Kvinderne stille sig i Farvegivningens Verden. Det er nemlig paa ingen Maade det almindelige, at Folk gaa paa Maleriudstillingen for at se paa Malerier. I Virkeligheden se de allerfleste deroppe efter Skilderier. Man ser paa Billederne for at erkyndige sig om, hvad de „forestille”; Farvesproget, hvori de meddele sig, synes man nok om, men er dog tilbøjelig til at opfatte Kulørerne som en Slags Tyende, der blot har at melde Indholdet - det egentlige Herskab. Men en Maler er jo netop en Indviet - eller en, der stræber at blive indviet - i Farvernes Særverden, og for ham eksisterer denne Rangforskel mellem Farvesprog og Ordsprog slet ikke. Han har arbejdet sig frem til at kunne emancipere sin Farvesansning, og han søger ved sin Kunst at vise andre, at der er Nydelse og Aandsudbytte at hente ved at kunne sanse Lysbrydningsverdenen, udskille den, i dens Renhed, fra Forestillingssamfundet. Men det hænder mere end ofte, at Publikum staar uden Betingelser for at fatte, hvad en Maler mener med sine Frembringelser. Netop farveivrige Malere, der forlængst have vænnet sig til ved „interessante” Motiver altid at underforstaa maleriske Motiver, har ofte ondt ved at sætte sig ind i, at Flertallet af Publikum ser paa hans Farveflader omtrent som rødblinde Mennesker iagttage Bagbords- og Styrbordslanterner. Saadanne Mennesker se jo nemlig meget godt det „Noget”, der er, og genkende det ogsaa ganske rigtig som Lanterner, men de grundforskellige Tegn, der signaliseres med disse to, tilsyneladende ensartede, Genstande, er deres Øje, bogstavelig talt, blindt for.

Der er saa meget mere Grund til her at dvæle ved, hvad man kunde kalde, Maleriets Ret til at være Maleri frem for Begivenhedsskildring, som de kvindelige Malere synes at vise en udpræget Farvesans, en Finfølelse for Farveværdier, som vel muligt kun i ringe Grad gør deres Billeder iøjnefaldende for Publikum, men dog maaske maa nævnes som det mest lovende og i egentlig Forstand iøjnefaldende ved deres Kunst.

For at give tydeligere Begreb om, i hvilken Grad, vi medføre Fordomme, det vil her sige: farvefremmede, bestemmende Forhaandsindtryk, til Betragtning af Billeder, og efter som vi tilsiges, indstille vort Øje til at se helt forskelligt paa selv samme Billede, skal her anføres et Eksempel.

Der var paa dette Aars Udstilling et Maleri, hvor to kvindelige Personer sade paa en Altan og saa ud i Luften. Dette var i al Korthed, hvad Billedet meddelte. Men Kataloget gav en udvidet Oplysning om dets Indhold. Dér hed det: den store, stille Nat gaar frem. Altsaa vidste man, hvordan man havde at se det. Himlen var da ikke, som man kunde tro, disse Menneskers særlige Horisont, men den var selve det mægtige Rum, i hvilket Stjernerne bevæge sig frem - Personerne ikke den og den, men personformede Symboler paa Nattestemning. Orienteret ved denne Anvisning, hensattes Betragteren til en Poesiens Verden og saa med pirret Interesse paa Billedet, der altsaa paa ingen Maade fremstillede noget hverdagsligt.

Lige over for dette Billede hængte et andet af lignende Størrelse. Det hed i Katalogen „Aften i mit Hjem”, og „forestillede” som man jo siger, en 4, 5 Mennesker, samlede i en Stue ved Lys, altsaa, som man maatte formode, ligeledes i en af Nattens Timer. Men Billedets Titel stemte ikke op til Poesi, nedstemte maaske endog paa Forhaand ved sin nøgterne Oplysning. Det var og blev uhjælpeligt et Hverdagsbillede.

Lad os nu tænke os, at disse to Billeder paa en eller anden Maade havde byttet Titel. At Katalogen f. Eks. om det første havde meldt: „Aften i Fru eller Frk. N.s Hjem”. Vilde det mon saa ikke i Virkeligheden være bleven set paa med andre Øjne? Som Synsbilledet af en Genstand, vi holder for Øjnene, forandrer sig for os, efter som vi føre den opefter eller nedefter, vilde ogsaa Billedets Udseende ændres, efter det forandrede Forholdspunkt, der angives os. Dets poetiske Fortælling vilde stedfortrædes af en prosaisk. Himlen, der nu forekom som den høje Hvælving, under hvilken alle vi Sjæle i lige Grad kunne føle os i Forhold til det største i Verden, vilde blive til den smukke Udsigt fra Fru N.s Altan; Drømmersken, hvis Tanker optages af Poesiens immaterielle Fornødenhed, vilde forandre sig til en rimeligvis velhavende, og derfor en Smule misundelsesværdig Dame, der har Raad til at bebo en Lejlighed med Altan, og i det hele er saa heldig stillet, at hun kan sidde her i Ro og Mag og trække frisk Luft, inden hun gaar i Seng. Maaske vilde endelig „Kritiken”, til end yderligere Reduktion af Billedets Interessanthed, have oplyst, at den Dame eller de Damer - hvis man vilde være saa galant at bruge Majestætsflertallet om dette kvindelige Væsens højre og venstre Aftryk - har ellers af Kunstneren været os præsenteret før - mildest talt, mer end én Gang.

Tænke vi os, at det andet Billede, ved et lunefuldt, men jo ingenlunde utilladeligt Indfald af Kunstneren, var kommen til at hedde: „Den store, stille Nat gaar frem”, saa tør vi vist dristig paastaa, at Folk vilde have set paa Billedet med vidtopspærrede Øjne. Der maatte da, forstaaeligvis, være ment noget meget dybt med dette Billede, noget, som man jo skyldte sig selv som intelligent Iagttager at efterforske og udtyde. Det var saa kun tilsyneladende, at Billedet fremstillede en Hverdagsbegivenhed; disse Mennesker, der, naar man ikke saa nøjere til, syntes at samtale paa en almenbekendt ivrig og gemytlig Maade, de vare da at opfatte som underordnede Liniebygninger i en sammenhængende Stemningsfigur. Saaledes, vilde Maleren lade os vide, vise vi os, naar Natten ruger - denne Linie- og Farveforbindelse indgaa vi med hverandre, naar Dagens Lys er borte - saadan klinger og saadan skingrer det i Verden mod Nattens Tavshed - og denne Akkord af menneskelige Vibrationer paa dette Sted i Rummet og med Nattetiden til genlydende Underlag, den er det, han har villet, skal fornemmes paa hans farvede Flade.

Hinsides og uafhængig af den forskellige og, strængt taget, uvedkommende Smag, der giver sig til Kende i Billedernes Navne, og sondret fra de tilførte Idéforbindelsers fremmede Hærstyrke, bliver saa tilbage det egentlige og væsentlige: Billederne som maleriske Værdier. Hvor stor eller hvor ringe denne et Billedes maleriske Værdi er, tilkommer det de kunstforstandige at dømme om, de ikke-kunstforstandige, men farvefølsomme Mennesker at spejde efter og glæde sig over, som de formaa. Den, der skriver dette, mangler alle Betingelser for at føre Dommens Sprog, men ønsker gerne, efter Evne og i det Tungemaal, der kan magtes, at klare, hvad det vel kan være, der mon til syvende og sidst gør, at et Maleri forekommer os at være et godt Maleri, og hvad det altsaa er, vi mene at spore hos de kvindelige Malere, naar vi finde deres Billeder lovende i malerisk Henseende.

Det falder naturligt ogsaa her at nævne et Eksempel.

Der var ligeledes paa dette Aars Udstilling, et Portræt, malet af en Frk. Rohde. Det fremstillede en ung Dame, iført et lyseblaat Liv og en sort, almindelig Nederdel. Saa var der et andet Billede, malet af en ung Maler, hvem, saa vidt jeg ved, netop dette Billede har skaffet Tillægsordet „lovende”. Det fremstillede en Mængde Mennesker, samlede en Vinterdag paa Landevejen for at se paa et Fastelavnsoptog.

Mit Indtryk af Billederne ser jeg mig nødsaget til at gengive i hele dets subjektive Betingethed. Jeg frygter nemlig for, at mine Ord ellers let vilde kunne faa en „Doms” Snit.

Frk. Rohdes Billede vakte i høj Grad min Interesse. Saa ejendommeligt forekom det mig, at jeg uvilkaarlig saa mig om for at finde Medforstaaelse i et eller andet forbavset Ansigt, men der var ikke andet at se, end de sædvanlige udstillingstrætte Udtryk og katalogpansrede Øjne. Da jeg senere kom til det omtalte andet Billede, var dette Portræt endnu ikke kommet mig af Tanker, og jeg spurgte mig selv, hvori det vel kunde ligge, at disse halvhundrede menneskelige Ansigter tilsammen ikke formaaede tilnærmelsesvis at interessere mig i den Grad som Penselstrøgene i hin sorte Kjole. De forekom mig at fortælle, at oplyse mig om, at i denne sorte Genstand, dette „trivielle” Synsbillede gemtes en Rigdom af Lysverdenens Aabenbarelser - for de Øjne, der væbnede sig med Viljen til at se dem - en Rigdom, mod hvilken hine halvhundrede kulørte Menneskeansigter, udfyldende omtrent samme Flade i Tommemaal, kun bød tarvelig Smaamønt. Der syntes mig i den blaa Halslinnings Bugtning under Hagen stærkere og ubedrageligere Kendetegn paa Liv, i Haanden, ved dens blotte „Sted” i Billedet, tydeligere Bud om Nerver, der dirre, end jeg fornam fra samtlige lystige Karle og trampende Heste i Fastelavnstoget.

Hvorledes er nu sligt muligt? Ingen kan dog nægte, at menneskelige Væsener interessere os mere end Beklædningsgenstande, at det vilde være os kærkomnere - hvis det bødes os - at indvies i Forstaaelse af Væsener med bankende Hjerter end i en sort Kjoles Folder. Det synes da, at der i det ene Billede maa være klarlagt, eller til Dels klarlagt, i det andet Billede utilfredsstillende gjort Rede for visse af Lysverdenens Kendsgerninger i dens intensive Sammenhæng - hvilket for øvrigt vil sige noget ganske andet end at gengive Tingene „detailleret”. Ved detailleret Udførelse menes der jo en Fremstilling af Genstandene, saaledes som de vise sig for en nær Iagttager; disse Synsbilleder hensættes saa som et Slags Erindringsaftryk, ogsaa hvor Genstandene ses under forandrede Synsvinkler eller i forandret Klarhed. Et saakaldt fint udført, „udpenslet” Maleri kan meget godt være et Maleri, i hvilke de fremstillede Genstande med grov Overfladiskhed ere gengivne i deres stedlige Tilsyneladelse, i deres særlige Lyssammenhæng med bestemte Omgivelser. Et Billede derimod, der søger at gengive Tingene med malerisk Troværdighed, kan paa sin Side meget godt undlade at fremstille den Slags Detailler ved Genstandene, som Nærstandpunkt og gradevis Undersøgelse bringer for Dagen. Koloristen føler ikke den Forpligtelse af hensætte Genstandene i isoleret Tydelighed, thi han finder i Lysverdenen kun Milieuer og atter Milieuer, i hvilke Særtingene indtræde, og som i Virkeligheden forvandle dem for hver ny Forbindelse, hvert forandrede Stedforhold, til ny Lysgenstande - han finder ikke noget Steds et malerisk intet, i hvilket han kan lade dem trone i afsondret Ejendommelighed. Selve det, vi kalde Genstande, er jo for Farveopfattelsen kun Bundter af Lysforhold, der ganske vist altid ses sammenknyttede - efter en vis Rytme, men hvis intime Betydning i Lysverdenen først forstaas gennem stedlige Reflekser. Det Formaal, en malerisk interesseret Kunstner da sætter sig, er ikke Efterligningen af Genstandene, saaledes som disse erkendes ved Erfaringer, indhentede fra alle Sanserum i Flæng eller ved Tilførsler fra det litterære Tankeforraad, men det er Fremstillingen af dem som Farvekomplekser i deres blot relative Egenhed mellem andre Farvekomplekser, - den Illusion, han vil vække, Illusionen om Identitet med een, og kun een, Kendsgerning, nemlig som befinder sig fuldbragt paa et bestemt Sted i Lysverdenen, en bestemt Tid af Lystilværelsen.

Denne Slags Illusion, forekommer det mig, maa Frk. Rohdes Billede paa en eller anden Maade have formaaet at fremkalde - den er det ikke, man faar som vanligt Aandsudbytte ved at se paa malede Billeder. Jeg erindrer, at da jeg vendte mig bort fra Frk. Rohdes Portræt, forekom det mig, at Billederne der omkring - og jeg bevarer dog ikke Indtryk af, at det var andet end upaaklagelig gode Billeder - med et vare sunkne ned til et lavere Niveau. Det er sandt, dette er kun et rent personligt Indtryk, men ogsaa et saadant har jo sit Værd, al den Stund Kunstnere jo fremsætte deres Arbejder ikke blot for udvalgtes, men ogsaa for det store Publikums Eftersyn. Og jeg kan ikke se rettere, end at det at kunne løfte den, man træder i Forhold til, hvem det saa er, op til et højere Standpunkt, og give gryende Indsigt i noget, der ikke hidtil var over dette Menneskes Horisont, det maa være i det mindste en af god og skøn Kunsts efterstræbte Virkninger.

Det ligger da nær at tro, at en Betingelse for, at et Maleri kan synes et godt Maleri, maa være det ægte Anslag af Lystonerne, den selvforklarende Tydelighed, med hvilken Farvefortællingen fremstiller sig for eller rettere paatrænger sig Øjet, hvorved selvfølgelig menes det Øje, der fæster sig ved det, ikke det, der strejfer det. Man maa da tænke, at den Maler, der i videst mulige Omfang lader sit Syn staa Vagt og være Budbringer om Lysverdenens Begivenheder, og som indøver sin Haand til paalidelig Tolk for sine Synserfaringer, er en retstræbende Kunstner, der efter Evne søger at byde gode og indholdsvægtige Billeder. Det kan hænde, at hans personlige Smag eller Bevidstheden om ikke at magte Opfattelsen af synderlig mange af Livets Kendsgerninger med Inderlighedens Forstaaelse, kan nøde ham til at sysle fortrinsvis med smaa og tilsyneladende lidet varierede eller interessante Motiver, Men det maa huskes paa, at hvad der i Almindelighed kaldes interessant, ikke heller er andet, end hvad der falder i en vis, bestemt betinget Smag, nemlig i den forhaandenværende Smag hos Publikum, hvilken vel maa siges at hænge sammen med dets Udviklingsgrad uden dog at være nøje Udtryk for dets Udviklingsmulighed eller Attraa. Det bliver derfor ogsaa, ret beset, en Smagssag, ad hvilket Spor man finder det ønskeligt, at Malerkunst skal glide ud i Fremtiden, om man fortrinsvis vil kalde den Kunst god og interessant, der byder Øjenlysten af ret mange eller brogede Kendsgerningers Ophoben, eller den, der kun bringer faa, i al Fald muligvis kun faa, men intimt sete og inderligt fattede Kendsgerninger frem paa Lærredet. Da det nu tør anses for sikkert, at der er almindelig Stemmeflerhed for den første Slags Kunst, og da jo faktisk Billeder som Fastelavnsridtet og lignende, modtages af det dannede Samfund som særlig glædelig Kunst, saa kan det maaske ikke være uberettiget at give en lille Antydning af, at der dog ogsaa er dem i Samfundet, der hellere følger en Kunstner ad den kun tilsyneladende ensformige Vej, der gaar igennem Inderlighedens mikroskopiske Verden, og som med Glæde da vil oplyses om mere af den Art, som f. Eks. Frk. Rohdes Billede antyder.

(Sluttes.)