Vore kvindelige Malere

Skal vi tillade os en Gisning om, hvor kvindelig Malerkunst synes at ville hen?

Hvad der med nogen Bestemthed foreligger, er, at Kvinderne sidde inde med store og lovende Betingelser for Personmaleriet. Vi huske vist alle, mer eller mindre tydeligt, Perler af Menneskeskildring fra Fru Anchers Haand. Og blandt de unge Malerinders Portræter var f. Eks. i Aar Frk. Rohdes ingenlunde det eneste, ved hvilket man maatte studse. I al Fald for mit subjektive, kvindelige Syn forekom adskillige kvindelige Portræter at være endog ret langt fra at blegne ved Siden af de mandlige Kollegers. Det føltes instinktmæssigt over for flere af disse Billeder, at de skreve sig fra et Væsen, der sad inde med Trang til at fremstille personlig Eksistens paa ny Maade. Nogen lignende Fornemmelse modtog man derimod ikke f. Eks. af Landskabs- eller Genrebilleder - rigtignok maa Frk. P. Thomsens Landskaber undtages - der ret vel samstemmede og lod sig forveksle med de unge mandlige Maleres. Figurrige Billeder og egentligt Historiemaleri er der ikke Tegn, i al Fald kun et ganske enkeltstaaende Tegn, paa, at Kvindens Hjerte banker efter at komme i Lag med.

Skulde vi nu mon virkelig en Dag komme til at staa over for den triste Kendsgerning, at Kvinden ikke egner sig til Delagtighed i den store Kunst, at Sejrspalmen som Følge deraf aldrig vil komme til at vaje i ligelig Viftning over Kunstens mandlige og kvindelige Storfolk? Lad os i al Sagtmodighed tænke os denne Mulighed.

Der er paa vort Galleri et herligt Billede, Rubens „Salomos Dom”. Maaske vil det trods al tænkelig Umage aldrig nogensinde lykkes at skaffe et kvindeligt Pendant hertil, et kvindeligt Arbejde af en Rang som denne Perle af Kunst. Men maaske vil dette Faktum - naar den Tid er der, at der kan tænkes paa at kalde det Faktum - vise sig at være i lige saa ringe Grad sørgeligt, som at denne vise Salomos Dom ikke i Virkeligheden blev udført, men at Livets egen Kendsgerning fik Lov til uden dødende Tvekløvning at gaa Vækst og Udvikling i Møde. Maaske vil Kvinden her give Tegn til at holde inde, lige som hin Kvinde paa Billedet - den rette Moder, ikke den unaturlige Kvinde - fordi Barnets Smule Liv er hende mer magtpaaliggende end de udstykkede, haandgribelige Dele af dets Legeme, der maatte tilfalde hende som ligelig Andel. Maaske er hun sig bevidst, at kun naar Livet pulserer under denne Hud, kun naar denne Haand og dette Øje bringer ubedrageligt Sambud om et Væsens Tilværelse, kun da fanges hendes Sjæl ind af Lysten, kun da vokser hendes Evne op til at sysle med disse Synsbilleder. Kan hænde, at Kvinden i sin Kunst vil holde sig stavnsbunden ved Jorden, at aldrig en Jehovah i Skyen vil forme sig under hendes Haand, aldrig opbygge sig for hende til Kendsgerning ved en Fantasiens Mellemkomst, som hun ikke plejer at fortro sig til, at hendes særlige Erfaringer ville gøre hende stærkt tvivlende, om ogsaa As Pande, Bs Skæg og Cs Pegefinger ere i Stand til at udgøre tilsammentagne et Væsen, paa hvilket det er Umagen værd at aflægge Trosbekendelse. Maaske ville samtlige klassiske og historiske Emner faa Lov til at ligge Brak for Kvindernes Dyrkning. Maaske er det overhovedet ikke i den storslaaede Kunst, ikke de store Formers Verden, at kvindelige Malere ville opslaa Pavlun, maaske er det „kun” i den Verden, vi før omtalte, i den mikroskopiske Verden, der udfolder sig for Inderlighedens Syn, at hun vil gøre Fund, vil kunne være med til at bringe ny og overraskende Viden.

Men vi have strengt taget ikke Ret til at gisne saa meget eller saa langt ud i det blaa. De Spor, kvindelig Malerkunst har sat, ere endnu kun sparsomme og vise kun med nogen Bestemthed hen imod, at Livets egne, lige for Haanden værende Tilsyneladelser, Lysverdenens just for Øjet værende Farveagregater falde vel tilrettelagte for Kvindens Fremstillingsevne, forene sig godt med hendes Vilje som Kunstner.

Det kan da med en vis Ret siges, at kvindelig Malerkunst viser en naturalistisk Tendens.

Det er ikke alle, der kan være med til at kalde Naturalismens „lige ud ad Landevejen” for en god Retning. Den kan, ad en umærkelig skraanende Plan føre ned i en Ideforladthedens Dalbund, hvor det ikke er godt og sundt for Mennesker at drage Aande. Men der er neppe Tegn til, at kvindelige Malere fare ned ad noget Skraaplan. De gør ikke Indtryk af at være hidseblæsende Naturalister, forsynede med Teoriens Skyklapper saavel for det Øje, der vender mod Højre, som det, der vender mod Venstre. De ser kun ud til sindigt og fordringsløst at øve sig, og forøvrigt ogsaa at finde Behag i at øve sig, paa den Vej, der vel ogsaa af Enhver maa erkendes for den bedst banede og tilraadeligste Vej for Begyndere. En vordende Kunstner fæstner vel sikrest sit Syn, indøver vel sikrest sin Haand, bevarer vel sikrest sin Ligevægt uforstyrret, med Naturen som nærmeste Foresat. Det er ikke i Kunstens intelligensbearbejdende Virkelighed at det unge Kunstnerøje skal indsamle sit Grundfond af Indtryk, men i Naturens altid umiddelbare, altid Forstaaelsen forventende Virkelighed. Kunst, netop ægte, og værdifuld Kunst, der tvinger de stærkeste Vidnesbyrd frem om en Personligheds Øjesyn paa Verden, kan let forvende det endnu kun lidt forsøgte Øje fra at finde sin egen sikrede lagttagelsesstilling overfor Virkeligheden. Men selvfølgelig bliver man ikke Kunstner alene ved at betragte Naturen, man behøver Kunstens Vejledning for at kunne anvende Kunstens Midler. Den Kunst, af hvilken man saaledes uundgaaelig paa virkes i de kunstneriske Læreaar, kan neppe uden Skade tor den Kunstnerpersonlighed, der skal danne sig, være Kunst i en af de Former, der er stærkt prægede af Aandens Vilkaarlighed, af menneskelig Abstraktionsevne. Som varsomst, mindst fortrædvoldende Læremester i de umodne Aar maa vel den Art Kunst erkendes, der forholder sig enfoldigst til Naturen, der ydmygst underkaster sig Naturens Overhøjhed, ærbødigst træder tilside, for at den kan tale sit eget Sprog, med andre Ord, den saakaldte Naturalisme. Thi hvad det her gælder om, er jo ikke at faa indbrændt visse anerkendt smukke og straalende Glasurer i et dødt Ler, men om at yde Udviklingsbetingelser for et Slags levende Væsner, der i deres Puppehylstre drømmer om engang at flyve ud med Solens egen Glans genstraalende fra deres Vinger. Den Art Hjælp, disse ufærdige Væsner bedst taaler kommer dem paa nært Hold, er ikke den, der kan give dem den skønneste Ham, men den, der kan lade Støvet urørt paa deres Vinger.

Om den kvindelige Malerkunst i disse dens unge Dage indøver sig i Efterligning af ganske dagligdags Naturkombinationer og lader æstetisk Vragen og fantastisk Adderen og Subtraheren foreløbig ude af Spillet, saa ligger deri dog ingen Ulykkesspaadom om, at den kun vil blive en ensidig, kedsommelig Aflægger af Naturalismen, der kun synes fortælle Folk, hvad de véd i forvejen. Den Gang da vi i vor Barndom lærte at stave, skete det jo paa den Maade, at vi atter og atter gentog de samme Lyd ved Synet af de samme Tegn, for at Forbindelsen mellem Lyd og Udseende kunde blive fast og til at lide paa for hele det øvrige Liv. Der var da Ingen, der ængstedes over denne Ensformighed, eller bekymredes for, at denne lidet imponerende Skridtgang fra Ab til Ba, eller fra Ad til Da, skulde sætte sig et varigt Præg i en træg Intelligens eller indskrænkede Anskuelser. Det ansaas simpelthen for en Selvfølge, at for at Forbindelsen mellem to artsfremmede Sansegenstande som det sete og det hørte Bogstav kunde blive til én sammensmeltet og udelelig Forbindelse maatte Tiden og Lejligheden hertil beskæres den i rigeligt Maal. Men det indses ogsaa let, at Samvirken mellem to saa grundforskellige Ting, som Øjets Sanseerfaringer om Lysverdenen og den blinde Haands Sanseerfaringer i Følerummet, kræver paa lignende Maade sin nødvendige Vækstperiode, behøver sit barnlige Standpunkt, sin begrænsede Elementarundervisning. Og lige saa lidt som de 25 Bogstavers Forstaaelse er nogen uværdig Indledning til Verdensliteraturen, lige saa lidt er naturunderdanige Læreaar, i hvilke det, der ses og atter ses, lignes atter og atter med Haandens Færd, indtil Tilvirkningen af Kunstens Midler har fundet Sted, nogen uværdig Indgang til Kunstens Verden, eller blot en Indgang til et af dens Aflukker. Der maa derfra lade sig finde Vej ad enhver Kant i Kunstens Rige, naar det Punkt er naaet, da Intelligens og Vilje finder det praktiske Redskab færdigt til at lyde deres Bud og give meningspræget Kunst. Der er da, for saa vidt, i det mindste ikke noget i Vejen for, at kvindelige Malere kan komme til at byde hvilkensomhelst Slags Kunst,_: som tænkes kan, kan blive Idealister og Naturalister, Kolorister og Fortællere, Impressionister og Symbolister o. s. v.

Hvis vi nu skulde sige, i hvilken Retning vore Ønsker for den kvindelige Malerkunst maa gaa, saa kan Svaret naturligvis kun gives i stor Almindelighed. Det kan ikke ønskes, at Kvinderne fortrinsvis skal yde Kunst af den eller den Slags, thi vi ved ikke hvilken Kunst, der er den bedste, men tænker os, at Kvindekunst sikrest vil klare dette Spørgsmaal, naar kvindelige Udviklingsmuligheder forstyrres saa lidt som muligt af Ordenes Runer, kastede paa deres Vej. Ønskes, udtrykkelig ønskes, kan egentlig kun en eneste Ting, at kvindelige Malere maa have den Lykke at kunne holde sig deres Ideal efterretteligt, at de maa opnaa med Styrke og Myndighed gjennem deres Haands Kunst at tolke deres eget Grundsyn for Menneskene.

Deres Grundsyn - ja, det Syn, som Lysverdenen aabenbarer for deres særlige Kvindeøje, blot meddele trofast og hensynsløst, hvad der for deres Synssans har klaret sig til Indtryk. Sit Synsredskabs Bygning har Kvinden tilfælles med Manden, men et Steds i dets usansede Forhold maa det bære sit Præg som et kvindeligt Øje, et Steds end inderligere forborgent maa det have sin Særhed som et eneste Menneskes Øje. Vi ønsker da, at de Kvinder, der tage sig for at genfremstille os Lysverdenens Tegn, vil ransage denne Lysverden med deres menneskeligt udviklede, deres kvindeligt bestemte, men fremfor alt, med deres egetdannede, opmærksomme Øje. For ethvert nyt Øje, der bliver til i Verden, ligger det Hværv for at bane sig sin egen Vej i Lysverdenen - i Lysverdenens Urskov, kunde vi sige - thi i denne Verden byder ingen anden Hjælp til Fremkommelighed, som der, hvor den famlende unge Haand eller Fod søger Vej. Dette personlige Syn, dette „noch nie da gewesenes”, som bliver til ved Lysverdenens Brydning i den kvindelige Malers særlige Øjes Medium, det er det, vi beder om blot uforbeholdent at faa fremstillet. Og der kan vel af mange Grunde være godt Haab om at faa Nyt at vide. Naar man husker paa, at der i det menneskelige Synsredskab findes ligesaa mange Nervearbejdere, som der er Indbyggere i det halve København, saa ligger den Tanke nær, at der i dette Mylr af Sanseæmner findes forsynede Kombinationsmuligheder nok for en uoverskuelig Fremtid, tør det tænkes, at mellem disse Arbejdere dølger sig maaske et forsømt Proletariat, maaske ogsaa Kræfter, som endnu kun delvis er tagne i Beslag.

Mere har vi ikke at ønske og at bede om paa Forhaand. Vi frygter ikke for at faa ensformig Kunst at se, thi vi ved, at personlig Sandhed virker altid ny og betagende, og at et Menneskeliv ikke er langt nok, til at Kunsten kan blive kort. Det er det jo, der gør Kunsten til en altid ung, altid lovende Kendsgerning imellem os, at dens Opdagelser aldrig afsluttes, at dens forjættede Land altid ligger forude, vinkende Kunstnerens Sjæl, aldrig helt mættende hans Øje, at aldrig den Dag kommer, da den bliver et indvundet Land, opmaalt i saa og saa mange Kvadratalen, aldrig en fast Ejendomsbesiddelse, der neddrager til lavloftet Selvgladhed og arnebunden Velvære.

En inderlig set Yderverden - byd os kun den, og vi tvivler ikke om, at alle Aandens gode Gaver vil følge med gemte som Kærnerne i Frugten. Vi tænker os, at alt imedens det inderligtskuende Øje opdager dulgte Virkeligheder og selvstændige Ejendommeligheder i det, der synes formløst og enstonigt, vokser der nok jævnsides i den Seendes Sind forøgede Kraftmuligheder op, skærpes Tankernes Evner til inderlig Fatning af det Sete, vokser Personlighedens Forhold som Livsarbejdets aandelige Løn.

Vi beder da ikke om at faa udtrykt store Tanker, vigtige Ting, ikke om Teoriernes paaklistrede Signaturer, ikke om Anskuelsernes forsynlige Bagage - vi tænker os, at alt, hvad der af disse Ting haves behov, det fødes forborgent under Arbejdet dg vokser op med det til sikrere Levedygtighed, end om det medbringes dertil, - vi tænker os, at Anskuelserne vil smyge sig mellem Lærredets Farver, som Dragten, uden Paapasning som Rejsegods, smyger sig følgagtig om det fremskridende Legeme, - vi tænker os, at Teorien uden Annonce, lægger sit klare Slør fortonende over Værket.

Det blev ovenfor sagt, at vore kvindelige Malere ikke just har faaet nogen forkælende Modtagelse. De fleste mandlige Kunstnere ryste vistnok misbilligende paa Hovedet ad Kvindens Indblanding i deres Selskab, og føler sig neppe imponerede af hendes Talent. De mere hensynsfulde nøjes med at forholde sig tavs iagttagende og afventende. Men dermed sker jo ingen Skade. Det tør maaske paastaas, at det vilde være et daarligt, et lidet lovende Tegn, om kvindelig Malerkunst allerede nu, da den træder sine Børnesko, skulde mødes af Hyldest og Bravoraab. Det maatte tyde paa Misligheder enten i den ene eller i den anden Lejr. Enten maatte Kvinderne da have erhvervet sig en skæbnesvanger, en gold, en livsforarmende Rutine i at optræde i Mands Lignelse, eller ogsaa maatte den mandlige Kunstverden frembyde det sørgelige Skue af en Hob, der straks løber efter det nyeste Nyt, der bringes til Torvs, og holdningsløst svigter deres faste Bosteder, slipper deres Mandstankers fæstnede Idealer.

Thi det maa ikke glemmes, at hvad der skal give kvindelig Malerkunst dens Tilværelsesret, det er, at den har Nyvækst at bringe Kunsten, - paa et eller andet Omraade vil kunne yde den, hvad den hidtil har maattet være foruden. Men det Ny, den bringer, eller rettere famlende søger at bringe, vil ikke med nogen Rimelighed kunne ventes at vinde Bifald i den mandlige Lejr. Man vil dømme kvindelige Malere ud fra den Forudsætning, at de har at efterligne og finde efterlignelsesværdig den Kunst, de forefinder i Verden, har at underkaste sig Kunstens Stormænd som lydige Undersaatter. Man vil søge hos Kvindemaleren efter kendte Tegn, thi Genkendelse er jo Betingelse for Forstaaelse, - men hvorledes skal vel Antydninger genkendes, der ikke peger hen mod værende Paradigmer, men mod, hvad der først skal blive det?

Men lad os sagtmodigt indrømme, at det er det ønskelige, der sker, naar de kvindelige Malere uden Basunstød faar Lov til at arbejde og i Stilhed blive sig deres Evner og Vilje bevidst, og uden at anbringes i Gangkurv af nogen imødekommende Protektion kan vinde sig selvskyldt Sikkerhed i deres Fodfæste.

Endnu staar et tilbage at gøre Rede for, nemlig hvorfor disse Sider i det hele taget er skrevne. Det er jo betonet baade først og sidst, at Ubemærkethed og Ensomhed hører til gryende Livs gode Betingelser, - det synes da forunderligt at lade Opmærksomhedens skarpe Lys falde paa det saa godt gemte.

Der er hertil ingen saglig Grund - atter, maa det bekendes, kun en subjektiv.

Maa det ikke kaldes ganske menneskelig naturligt, at den, der paa en eller anden Maade har modtaget glædelige, kærkomne eller berigende Indtryk, hvorigennem bestemte Menneskers Tilværelse fornemmes, kan føle Trang til at melde tilbage, at Indtrykket er modtaget? Lige saa sandt det er, at Ensomhedens Mulm hører med blandt de Livsbetingelser, af hvilke stærke og modne Personligheder udforme sig, ligesaa sikkert er det ogsaa, at vi alle kender vor Skrøbelighed og er os Ensomhedens tyngende Byrde bevidst. Vi har vist alle erfaret, med hvilken aandehæmmende Vægt Forladtheden kan falde over vort Sind, hvor hjælpeløst stedte, vi kan forekomme os selv, naar, i viljematte Stunder, den Virkelighed overvælder os, at Omverdenens Lys og Røster er saa absolut bortvendte fra os, at ikke én varmende Straale fra menneskelig Tanke kan fornemmes som rettet imod En. Vi ved vist ogsaa alle, hvor pludselig denne Sindsstemning kan vige, naar blot et Livstegn fra Omverdenen skærer sig ind i Stilheden omkring En, hvorledes Tyngselen, som med et Trylleslag, kan løfte sig og give Plads for en oprømt, en klaret Erkendelse af hvor vi befinder os, nemlig der, hvor det er i sin Orden, at vi er: et eller andet Sted paa vor særlige Livsvej, som det gælder om at vise Kraft til at kunne befare.

Et saadan lilje Livstegn, blot et Signal om menneskeligt Kammeratskab, - det skal disse Sider være. Som Jægerens Hallo i den vildsomme Skov kan orientere, uden at dog den enkelte forlader deres spredte Poster for at fylke sig under en vejbrydende Anfører, saaledes kan det hænde, at den blotte Tilkendegivelse af, at Mennesketanker sporer os og kredser om os, i vor Tilværelses Tysthed, kan være netop det Gran af Opmuntring, der tiltrænges, for at man med Frejdighed skal holde sig „paa Pletten”.