« Tilbage til søgeresultaterne

Selma Lagerlöf:Antikristens Mirakler

Af: Ville Højberg

« Se emneord

Selma Lagerlöfs ny Roman! - Det er vel ikke mange Bøger, der ere blevne imødesete med saa stor Forventning og, lad os lige saa godt tilstaa det: med saa ængstelig Forventning af Forfatterindens Venner.


Thi „Gösta Berlings” Modtagelse var som et Eventyr. I vort lille splittede Land bliver jo hver en Bog et Modsigelsens Tegn, des større, jo betydeligere Bogen er. Har Forfatteren Venner i een Kreds, maa han være forberedt paa at blive reven ned af en anden, og er han uens med det ene Parti, føler det andet sig forpligtet til at rose ham. Men, Gösta Berling, du vidunderlige! for dig aabnede Mænd og Kvinder, unge og gamle, fornemme og ringe - ja, o du ubegribelige! baade Højre og Venstre deres Hjertes Dør, og du drog ind og tog dit Rige i Besiddelse.


Dog, dette var jo som „en saga blott”. Og man kunde ikke andet end spørge tvivlende: Vil hun nogen Sinde kunne skrive en Bog, der kan lignes med den første? Den var jo saa overflødig rig af Indhold, og dens ejendommelige Form hang saa nøje sammen dermed, at man syntes, der kunde kun ske et af to: enten maatte den ny Bog blive en Gentagelse eller noget ringere.


Med stort Maadehold har Selma Lagerlöf nu tiet og studeret i flere Aar, og først efter seks Aars Forløb kommer den anden Roman.


Lad os da sige straks, at den ny Bog er ingen Skuffelse. De, der troede, at hun hørte til de Forfattere, der, som f. Eks. H. E. Schack, kun kan skrive een Bog, de have taget fejl. Den ny Roman er ingen Gentagelse; og lægger man den ved Siden af „Gösta Berling” og „Usynlige Lænker”, betegner den et afgjort Fremskridt i kunstnerisk Modenhed.


Selma Lagerlöf staar nu som en betydelig og rig Forfatterpersonlighed, med store Udviklingsmuligheder, men dog med en saa bestemt Individualitet, at det er muligt at drage Hovedlinierne i den.


Hvad der interesserer hende, er ikke det højt kultiverede, det fint sammensatte, det problematiske, det dekadente. Man plejer at kalde dette det moderne. Mon det Navn for Resten er saa rigtigt? Mon ikke det Slags Mennesker fandtes lige saa vel i det gamle Rom eller det gamle Grækenland som i en Mængde nordiske Forfatteres Bøger?


De findes ganske vist ogsaa blandt os; men maaske de dog ikke ere af saa grumme stor Betydning i vort Liv. Der er en anden Faktor i Nutidslivet, der forekommer mig at være nok saa ny, nok saa moderne; det er Masserne.


Der skrives og tales højt om „Folkets Ønsker”, „Vælgernes Vilje”, og der bejles til den fra alle Sider, fordi man ved, hvor stærk den er. Men ved Siden af denne offentlig erkendte er der den lige saa stærke, men mere mystisk virkende, der kaldes „den stille Magt”. Og man begynder nu at forstaa, at Massen, vor Tids store Enehersker, lige saa vel er en Personlighed, som f. Eks. Alexander eller Augustus, at den er undergivet psykologiske Love saa vel som Enkeltmanden, kun at dens Psykologi endnu ikke er saaledes studeret som hans.


Nu begynder man imidlertid at studere den. I de sidste fem-seks Aar er der skrevet baade Bøger og Artikler, der have givet ikke saa faa Bidrag til Massernes Psykologi. Men hvorfra faa Videnskabsmændene Materialet hertil? Ja, hvorfra henter Psykologen sit Materiale? Tag en hvilken som helst Psykologi, Høffdings f. Eks., og man vil se, at Digternes Skildringer udgøre en stor Del deraf; indirekte have Digterne desuden tilvejebragt langt mere, thi de ere jo vore store Læremestre, naar det gælder om ret at se og forstaa Livet om os. Hvor meget have ikke Hamlet og Faust lært os ogsaa om de Mennesker, vi møde i det daglige Liv? Men de store Digteres Bidrag til Skildringen af Masserne have nu hidtil været meget færre end til Personskildringerne. Maaske der dog har været ikke saa helt faa, som det kunde synes. Er ikke Helten i Schillers store Drama nok saa meget Schweizerfolket som Wilhelm Tell? Og der vil sikkert komme flere. Læs frem for alt det mærkelige Skuespil, der hedder „Væverne” - her er slet ingen anden Helt end denne Skare sultne og udslidte Mennesker; men hvilken interessant Helt er det ikke, og hvor griber hans Skæbne os!


Jeg kender nu ingen Digter, der forstaar at skildre en hel Folkeindividualitet saaledes som Selma Lagerlöf. Naar man læser hendes Romaner, er det, som man staar paa en Tribune og ser ud over en stor Forsamling; hist hæver sig et, her et andet Ansigt frem af Massen, men de skille sig ikke ud fra den, de karakterisere den kun. Men en enkelt hæver sig frem, set op til og elsket affolket, ikke fordi han er det korrekteste Udtryk for det, den mest betegnende Type, men fordi han er finere og bedre end Folket, mens dette dog føler, han er en af deres, er et Udtryk for det, de elsker. Saaledes bliver Gösta med den lykkelige Haand, der saar Glæde og Munterhed, hvor han viser sig, Repræsentant for det Folk, der sulter og fryser i Vermlands lange mørke Vinterdage. Men dette Folk selv er dog den egentlige Helt - hvor ser man det ikke for sig, naar det i en voksende Skare drager gennem de mørke Skove for at lede efter den forsvundne Nygaardspige, eller naar det med skumle Blikke slaar ned paa Brobypræsten som Syndebukken, der skal ofres til Bod for Folkets Ulykker, eller naar det, Mænd, Kvinder og Børn, villigt og glad ordner sig til Værn mod Vandfloden, under ham, det erkender som sin Fører - ja vi kende jo alt dette.


I den ny Bog er det, maaske endnu mere bestemt, et helt Folk, der er Helten. Det er det mærkelige Folk, der bor paa „den ædle Ø Sicilien”, dette underlige Blandingsfolk, som afvekslende har været undergivet de fine Grækere, de stærke Romere, de mørke Saracenere og de blonde Normanner, som har modtaget Præg af dem alle og dog bevaret sit eget. Dette Folk med den store Fortid og den elendige Nutid, som træller og sulter, synger Canzoner og danser, og under alt, hvad der sker, sætter den mest barnlige Tillid til sine Formyndere: Regeringen og Præsteskabet.


At vise, hvorledes nu Loyaliteten og Pieteten, da de have naaet deres Højdepunkt, slaa om, og Folket bliver Socialister og Fritænkere - det er Bogens ledende Tanke. Den er straks antydet i de storslaaede Begyndelseskapitler; saa følger en Række henrivende Skildringer af det sydlandske Folkeliv, som næppe har noget Sidestykke i Literaturen siden „Corinnes” og „Improvisatorens” Dage, en Række Perler, over hvis Skønhed man ofte helt glemmer Traaden, de ere trukne paa, til mod Slutningen Perlekransen lukker sig, og man ser, hvor ypperligt det hele hænger sammen. Slutningsscenen er af stor dramatisk Virkning. Det falske Kristusbillede gaar fra Haand til Haand i Pilgrimsskaren, og enhver, der har læst Kronens Indskrift: Mit Rige er ikkun af denne Verden, slukker sit Lys; men Folkets Repræsentant, den fine og elskelige Donna Micaela, hvis rent menneskelige Godhed og Kærlighed i Virkeligheden har udført alle Miraklerne - i hendes Hjerte slukkes Troens Lys; „Troen paa det overnaturliges Magt brast som en Streng, der spændes for haardt.” Og højt oppe paa Kirketrappen staar den unge Billedhugger Gaetano, William Morriss Elev, og føler, at nu falder Donna Micaela og hele Folket i hans og Socialisternes Arme.


Jeg regner ganske vist denne Scene for Bogens interessanteste, men hvor mange andre fortrinlige har den ikke! Især vil jeg gøre opmærksom paa Forf.s Skildring af disse bratte og voldsomme Omslag i Folkestemningen, som er saa betegnende for Masserne. Vi kende dem jo alle fra Nutidslivet. Den ene lige er Dreyfus en Helt og Esterhazy en Kæltring; den næste er Esterhazy en uskyldig forfulgt og Dreyfus den Forræder, han altid har været. Vi se det, men vi faa sjældent at vide, hvorfor det slaar om saa pludseligt. Hvor kan nu Forf. male et saadant Omslag for os og lade os føle, at det maa komme! Tag eksempelvis det Kapitel, der stod i „Kv. og Samf.”s Jubilæumsnummer: „Brød og Skuespil!” Vi se de forskellige Lag i Folkets Kultur stikke frem: det sultne Folk, der, efter en Gang at være bleven mæt, med Middelalderens Galanteri i sin Velgører netop hylder Kvinden, og saa da de brede sig paa Klippebænkene ved deres eget gamle Teater, straks „føle sig som Grækere og Kulturbærere”; først strør Skaren med fyrstelig Gavmildhed Velvilje og Bifald, men pludselig, da der paa Kunstens Omraade bydes den en Umulighed, føler den sig som den overlegne, og med eet Slag se vi for os den rasende Tilskuerskare fra de romerske Cirkuslege, der med nedadvendte Tommelfingre raabe paa Blod, Blod! og med raffineret Grusomhed kræver Ofret pint til det yderste.


Eller tag den nydelige Fortælling „Det gamle Martyrium”. De rent ydre Begivenheder ere som en almindelig katolsk Legende. En Marionetspiller har ved utidigt Kniberi (han har i Stedet for sine to blinde Spillemænd anskaffet en Lirekasse) mistet sit Publikum; men saa snart han følger Helgenbilledets Anvisning, stormes hans Døre af Tilskuere. Af det Slags Fortællinger findes der Hundreder i de gamle Legendarier. Men Selma Lagerlöf viser os de skjulte Traade, der bevæge Menneskene. Vi se, at det kan ikke hjælpe Don Antonio, at han forgylder Karl Magnuss Kejserkrone baade fire og fem Gange. „Det var ikke Forgyldning, han trængte til, det var en Idé.” Og saa faar han en Idé, der vækker de gamle Fattighuskoners skønneste Erindringer, der minder den fine gamle Præst om hans Ungdoms højtideligste Stund, hidkalder den fornemme unge Frue og fylder Skuespillerens eget Hjerte med Andagt og Ærbødighed for Kunsten - saa forstaa vi, at al denne Betagethed bliver som en elektrisk Strøm, som de naive Tilskueres Fornærmelse umuligt kan holde Stand imod.


Foruden disse Masseskildringer indeholder Bogen jo ogsaa en Række Personskildringer, men disse, finder jeg dog, er af forholdsvis mindre Værd. Det maa siges, at det er levende Mennesker, ikke abstrakte Typer, og mange af dem ere saare elskværdige - Donna Elisa og den gamle Felice for Eksempel - men der er næppe nogen af dem, der kommer i Højde med Kavallererne, Majorinden og alle vore andre Venner fra „Gösta Berlings Saga”. I det hele er der vel nok, til Gengæld for den større Fasthed og Klarhed i den ny Bog, noget mindre Varme; men hvor brænder der vel en Flamme som paa Hjemmets Arne?


Paa den anden Side: hvad der følger med den større Overlegenhed, Humoren, gennemstrømmer Bogen fra først til sidst, og det en højst elskværdig Humor. Vi lukke Bogen med et Genskin af Forfatterindens skælmske Smil paa vort Ansigt. Antikristens Billede blev ikke brændt; det gaar sin Gang igennem Verden, og hvem ved, hvor vi atter skal møde det? Og Diamantes Indbyggere ere nu Socialister og Fritænkere; hvem ved, naar vi træffe dem igen, om de da ikke atter ere Pavens og Kongens loyale Undersaatter? Thi det er et bevægeligt Folkefærd, der bor paa „den ædle Ø”, og Selma Lagerlöf har lært os at holde af dem, netop som de ere.


Ja, holde af dem maa vi. Alle, der nogen Sinde har betraadt Sicilien, ere enige om, at hendes Skildringer ere sjældent skønne og sande; og de, der ikke have været der - ak, de blive betagne af den Hjemve efter Italien, som ligger og ulmer i hver en Nordbos Bryst!


Der kunde være meget mere at skrive om denne Bog, men læs den heller selv, kære Venner! Jeg har kun villet fortælle lidt om, hvad jeg har faaet ud af den. Andre ville rimeligvis faa noget helt andet ud - ja, de have jo faaet det: en har fundet, at Tendensen var langtfra klar nok, en anden, at den var altfor tydelig. Men hvad vil dette sige andet, end at Bogen er rig og ligner Livet selv?


Et tror jeg, alle maa være enige om: at Selma Lagerlöf er et af de største episke Talenter, Nordens Litteratur ejer, og at hun har skænket os det sjældne Syn af en Personlighed, der har Mod til at vælge sit Stof, som hun vil, og skabe sin egen Form.


Gid nu dette ny Værk, en Bog om Folket, ogsaa maa blive en Bog for Folket. Forlæggeren har gjort sit dertil ved at sætte den store og elegant udstyrede Bog til en Pris af 5 Kr. Men hvorfor ikke gøre Skridtet helt ud og give en rigtig Folkeudgave? Og hvorfor ikke tillige illustreret? Man kunde vanskelig tænke sig en taknemmeligere Opgave end at illustrere „Antikristens Mirakler”.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner