Magdalene Thoresen: Udenom Afgrunden
Der er i denne Bogs Titel noget, der sætter sig fast i Erindringen. Ikke fordi der mangler Afgrunde i de andre ny Bøger, man læser. Nej ingenlunde, der er nok af dem; men de synes ofte anbragte udtrykkelig for, at Helten eller Heltinden skal og maa styrte ned i dem. Det overraskende ved Fru Thoresens Bog ligger i, at her kan Mennesker komme uden om Afgrunden; den er der, og vi ser ned i den, men vi ser tillige, at de, der dybt og inderligt vil, kan stride sig uden om den. I visse Maader er den saa ung, denne Bog, ung i sit frejdige Livssyn, i sin Tro paa det gode i Menneskenaturen og paa den Magt, der kan føre frelst uden om Livets mørke Dybder. Og dog bringer den med sig saa mange gamle, kære Minder om alle Fru Thoresens tidligere Bøger, dem man allerede fra Ungdommen af har læst og været taknemlig for. Maaske har man beundret og elsket hende i Stilhed, har gaaet uden for det kønne lille Hus ude paa Østerbro, har set til Vinduerne, tænkt paa, at der bor hun, og ønsket, at man turde gaa ind og bede om at se hende, faa Lov at sige Tak bare en eneste Gang - men har naturligvis ikke haft Mod til det. Saa er det dobbelt kært med denne Bog at faa som en Hilsen fra hende og se, at hun stadig er den samme.
„Udenom Afgrunden” indeholder fem mindre Fortællinger, og Bogen har Navn efter den første af dem. Scenen er henlagt til et Fiskeridistrikt paa Norges nordvestlige Kyst, hvor Sagfører Rejdar lever, en Mand med et ualmindelig skarpt Blik til at opspore Uretten og med dyb Retfærdighedsfølelse, en tavs, indesluttet Natur, der „kunde tage et Stortag, om det skulde være, medens de smaa Greb, der mildner og sammenføjer, var fremmede for ham.” Hans blege unge Hustru, som han har taget, fordi hendes Moder, der styrede hans Hus, døde, og Datteren umærkelig gled ind i hendes Gerning, gaar omkring som en Skygge, ensom og stille. Da kommer der et nyt Element ind i det døde, kolde Hjem, en ung Læge, sympatetisk og elskværdig, der for Husfaderen bliver den første Ven, han har ejet. I livlige Samtaler giver Rejdar sig hen, som han aldrig før har gjort det. Han omdannes helt. „Hensyn og Skønhedssans spirede frem og blandede sine fine Traade i den stærke men haarde Livsvæv. Elskværdigheden kom ham i Møde som et Velbefindende; de haarde Kanter rundedes.” Hustruen Agnes synes derimod uforandret - indtil det pludselig gaar op for hende og tillige for den unge Læge, som skal rejse derfra, hvor forfærdelig ensomt, hvor uudholdeligt Livet vil blive for hende, naar han er borte. I et Øjebliks Selvforglemmelse tager han hende i sine Arme; Manden ser dem og tror det værste. Dog kan han ikke foragte den tidligere Ven, som, dybt rystet over, hvad han har gjort, kun tænker paa hende, hvor fattigt hendes Liv før var, og hvor tungt det vil blive nu. „Jeg sværger, at Skylden er min alene. - Giv mig det Løfte at være hende god, eller jeg skyder mig nu, for Deres Øjne.” Manden lover det, og en Anelse om, at han selv har haft nogen Uret imod hende, dæmrer i hans Sind, men være hjemme kan han ikke udholde; han rejser bort.
Agnes gaar ene derhjemme, hendes Mand har ikke talt et Ord til hende, kun efterladt sig en skriftlig Meddelelse om, at han tog bort for Vinteren, og om Husets Ordning i hans Fraværelse. Hun forstod den Straf, der laa heri, men undveg den ikke. Bare han vilde slaa til, saa det gik hende gennem Marv og Ben - det kendtes alligevel som en Lindring. Et Barn, deres lille Pige, dør af Difteritis. Maaske kunde Lægen have reddet hende, men Agnes vilde ikke tilkalde ham. Rejdar føler ved Dødsbudskabet egentlig for første Gang sit Hjerte draget til Hustruen. Under Fraværelsen har den strenge Lovens Mand stridt med mange Tanker. Naar Kvinden er den svageste, hvorfor kræver man da større Styrke af hende end af Manden? Han længes og rejser hjem. Men derhjemme minder alt om det Livssaar, han har faaet, og som ikke kan læges. Hun tør ikke gøre noget Skridt imod ham, og han vil ikke, og saa staar det stille. Da faar Drengen, det sidste Barn, de har tilbage, den samme skrækkelige Sygdom, som har revet den lille Pige bort; Agnes siger til Manden, at nu maa han hente Lægen, og han gør det. Et Par bitre Ord undslipper ham først, men han ser, de rammer ikke; Agnes er nu kun den angstfulde Moder. Hun gaar til en Hytte i Nærheden og opholder sig der, medens de to Mænd sidder Natten igennem ved Barnets Leje. Da Morgenen kommer, kan Lægen sige Ordet: „Han er frelst,” og deres Hænder griber hinanden over Drengens Seng. „De mødtes i et Blik fra dybeste Grund - der, hvor Gud er tilstede, i ethvert Menneske under Opgjøret, naar det Gode sejrer. - Saa skiltes de.”
Det er egentlig Synd og Skam at prøve paa at genfortælle noget saadant. Det maa siges med Forfatterindens Ord. Og citerer man nogle faa af dem hist og her, bliver ens egne kun saa meget mere magtesløse ved Siden af. Derfor er der ikke andet at sige til Læseren end: Læs selv. Læs Slutningen af denne Historie, de to korte Sider, hvor Mand og Hustru finder hinanden, læs den hele fra først til sidst, og læs de andre med. Men ikke straks, det er umuligt, thi vi har oplevet saa meget paa de et Par og halvtredsindstyve Sider, at vi maa stanse for at tænke derover. Og Tanken bliver til en glad Tak, fordi vi Kvinder mellem vore egne har en Digter med et saadant Livssyn og en saadan Evne til at udtrykke det.
