Arbejdets Kaar

„Arbejdets Kaar” er Titlen paa en Bog, som for nylig er udkommen i dansk Oversættelse (Pris Kr. 1,50). Den er udgivet 1891 af Henry George, den bekendte amerikanske Socialøkonom, som saa pludselig døde i Efteraaret, og er oversat af Jakob E. Lange, Lærer ved Dalum Landbrugsskole. Bogen fremkom som et aabent Brev til Pave Leo XIII i Anledning af dennes Encyklika om Arbejderspørgsmaalet. Og jeg vil herved gerne gøre „Kvinden og Samfundets” Læsere opmærksomme paa Bogen, at den ikke skal gaa upaaagtet hen hos Dem, som daglig føler Arbejdets daarlige Kaar.

Kvindesagen, med Hensyn til Erhverv, kan ikke skilles fra Erhvervslivet i det hele taget. Forbedres Arbejdets Kaar for Mændene, vil det gaa fremad ogsaa for Kvinderne, og opnaar Kvinderne lige Arbejdskaar med Mændene, er disse Kaar, om de ikke ændres, kun daarlige: derfor maa Kvindesagens Løsning paa dette Punkt komme til at gaa Haand i Haand med det sociale Spørgsmaals Løsning.

At der er et socialt Spørgsmaal, maa have sin Grund i Uret, og denne maa kunne hæves, naar vi først faar Øje for den og faar Villie til at gøre godt, hvad Mennesker i Blindhed og vel ogsaa tit af ond Villie har indrettet daarligt. De fleste vil reformere ved Smaareformer, saa hist, saa her. Det var at ønske, at alle disse gode reformerende Mennesker vilde lægge al deres Kraft ind paa at finde og rette Grund-Uretten; thi det prægtige Guldhoved og Sølvbryst er kun til liden Glæde, saa længe Benene ikke duer. Alle mindre Reformer vilde saa bagefter anderledes komme til at udrette det, der paatænkes med dem, og hvad der er det bedste af det hele, en Mængde af de nuværende Huller, som man nu næsten ikke kan se Bund i, vilde forsvinde, og der blev mere at fylde i dem, der blev tilbage.

Jeg tænker saaledes, at f. Eks. Tanken om Skolekøkkener, som nu er saa moderne, ikke vilde være saa meget i Forgrunden, om alle raske og flittige Mennesker havde Penge nok til at købe sig gode Fødevarer. Det er ikke for intet, at denne Tanke først er kommen frem i Fabriksegne! Havde alle, hvad de skulde putte i Gryden, fandtes sikkert en grundigere og bedre Maade til at give Folk Interesse for en god og forstandig Husførelse end ved til Husholdning at anvende nogle faa ugentlige Timers Undervisning i Børneskolen. Naar den lille Skolepige græder af Sult i Undervisningstimen, og dette kan ske, saa hjælper det ikke at putte flere Fag ind i Skolen; men saa maa Samfundsforholdene ændres at hendes Forældre uden Almisser har noget at putte i hendes og deres egen Mund.

Henry George kommer i „Arbejdets Kaar” ind paa Arbejderspørgsmaalet fra mange Sider, overalt i et letfatteligt Sprog. Bogen er paa hvert Blad saa lige til, at alle kan forstaa den, selv om de aldrig før har lært en Stavelse Socialøkonomi. Der er en Rigdom af træffende Eksempler, og mange historiske Vidnesbyrd er dragne frem for at vise, at hvor Menneskene har sørget for, at Jorden med alle dens Rigdomskilder i nogen Grad er kommen alle til Gode, er det aldrig gaaet saa galt, som hvor alles lige Ret til Jorden fuldstændig trædes under fødder. Han minder saaledes om den israelitiske Lovgivning i den gamle Pagts Dage. - Det er jo nemlig Henry Georges store Fortjeneste, at han, klarere end nogen tidligere Social økonom, har peget paa, hvor Grund-Uretten er, og hvorledes det paa en simpel Maade kan hæves. Hans Tanke er da den: Denne Jord er Guds Skabning til alle Mennesker, de har derfor alle lige Ret til Jorden. Hvor Enkeltmand ejer Jorden, gaar Jordrenten i hans Lomme i Stedet for - efter Guds Tanke - til alles Behov. Enhver Orden, der fornægter Menneskenes lige Ret, er, da den strider mod Guds Tanke, uretfærdig og umoralsk. Derfor maa vi gengive Menneskene deres Ret, og dette kan ske ved at lade dem, der bruger Jorden (og det gør vi alle), betale for den Fordel, som deres Jordstykke har fremfor den Jord, som kan faas for intet, betale netop saa meget, som deres Fordel er.

At oprede i det enkelte, hvad H. G. skriver i sin Bog, kan jeg selvfølgelig ikke gøre i en Anmeldelse. Men læs selv! Punkt for Punkt gennemgaar han Pavens Forsvar for Jordejendomsretten og viser, at Jordejendomsret er Uret og bliver ikke Ret, fordi Jorden gaar fra Sælger til Køber, saa lidt som Slaveriet blev retfærdigt ved, at en havde købt Slaverne af en anden.

Det, som stærkest tager en, naar man faar fat paa Henry Georges Skrifter, og som ogsaa træder stærkt frem i „Arbejdets Kaar”, er vel dette, at han betragter dette sociale Spørgsmaal som et i Bunden religiøst Spørgsmaal. Det er ikke Guds Villie, at det skal være, som det er. „Gud, har ikke sat for mange Mennesker i Verden, ikke glemt at forsyne dem rigelig”. Det er en Naturlov, at som Samfundet vokser, øges Jordrenten; der er et rigt Fond at tage af til alle de Ting, som et stort Samfund har Trang til. „Men Menneskene har med et formasteligt Brud paa Skaberens Velfærdstanke gjort Jorden til Privatejendom og saaledes gjort til Særeje for et Faatal, hvad en gavmild Fader har skabt til Gode for alle”. Det, blot at se, at om vi fulgte Samfundslivets Grundlov, vilde der være „Arbejde til alle, Fritid og Hvile for alle, ja Overflod for alle”, er (som H. G. slutter et af Kapitlerne) „en dyb og varig Glæde; thi det er med egne Øjne at se Kærlighedens Gud - Vor Fader, som er i Himmelen. Det er som at aabne en Solstraale-Rift i vor mørke Tvivls-Sky og at levendegøre den Tro, der holder fast, selv hvor den ikke kan se”.

Odense, 26. Marts 1898.

Anna Lohse.

Kommunelærerinde.

Vi kunne ikke i vort lille maanedlige Blad fordybe os i det sociale Spørgsmaal. Kun et Par Ord til Overvejelse.

Henry Georges Ide har sin lokale og praktiske Betydning i de Kolonier, som endnu eje Land, som de selvfølgelig kunne sælge eller bortleje paa de Vilkaar, som de synes bedst.

Den Tanke, at Staten bør eje Jorden og den private kun det Arbejde, som han har nedlagt deri, er i og for sig tiltalende: Staten vil da i gode Tider have hele Fordelen af Landejendommenes stigende Værdi, men i daarlige Tider vil Rigsdagen blive oversvømmet med Ansøgninger om Udsættelser og Eftergivelse, for at ikke Jordens Dyrkning skal gaa i Staa.

Naar Staten derimod først har solgt sin Jord eller anerkendt Privatejendomsret over samme, kan den kun mod fuldstændig Erstatning tage den tilbage, og denne Erstatning bør da udredes af samtlige Skatteborgeres Lomme og ikke blot af dem, der tilfældigvis i Øjeblikket ere Ejere af Jord eller Byggegrunde.

Fra sit religiøs-politiske Standpunkt kalder Henry George en saadan Erstatningsfordnng: „En skamløs Tale” en „Leflen med Ret og Uret”!

Men lad os fare med Lempe.

Henry George foreslaar ganske vist at plyndre en enkelt Klasse til Fordel for de andre, deriblandt de Besiddelsesløse; men i de fleste evropæiske Stater udplyndres for Øjeblikket de Fattige netop til Fordel for denne Klasse. For at Bønder og Herremænd ikke skulle lide Skade paa deres Formue ved Konkurrencen fra Udlandet, fordyrer man ved Told Livets første Fornødenheder for de Fattige.

Henry George hører ikke til de hensynløseste; de maa søges blandt tyske Godsejere og franske Bønder.

Mærkelig nok synes Henry George ikke at ville undersøge eller bestride de enkelte Staters Ejendomsret til deres Territorium. Er Amerikas Jord den amerikanske Stats Privatejendom?

Red.